Anonym skriver:
Jeg skriver fordi jeg har brug for din hjælp og mening.
Jeg vil ikke have negative kommentarer, for jeg ved jo godt det er forkert..
Lidt om os:
Jeg har en kæreste, vi har været sammen 3 år og har en søn på 2 år. Vores forhold går virkelig dårligt, vi skændes tit og kan ikke tale om tingene. Min kæreste er en type der ikke gider tale og slet ikke om vores problemer. Jeg kan godt li at tale sammen. Han arbejder meget og respektere jeg, men når han endelig er hjemme hjælper han ikke til med vores søn.
Det er altid mig der putter (han har aldrig prøvet at putte vores søn), det er altid mig der giver mad (han har aldrig givet vores søn mad, ikke en gang grød da han var baby), altid mig der skifter ble (på nær hvis jeg ikke er hjemme, så er han jo tvunget, men har oplevet at komme hjem og så render vores søn rundt med lort i blen eller kæmpe tisseble).. Han er skide sur når der "roder" dvs fx hvis vi har ryddet op om aftenen og han køre tidligt på job, og jeg står op med søn og han tager så alt legetøj ind i stuen og det er ikke altid jeg kan nå at rydde helt op inden vi skal ud af døren.
Min kæreste opføre sig som en leje onkel og ikke en far, og alligevel ikke for han gider næsten aldrig sætte sig ned og lege med ham, det eneste han vil når han vil lege er at være mega vilde og gire ham fuldstændig op også inden han skal sove! Og stort set altid efter 5 min gider han ikke mere.
Vores forhold går ikke godt. Vi er nærmest bare sammen pga fælles søn og hus. Når vi bliver uvenner er det pludselig hans bil og så tager han nøglerne OGSÅ ekstra nøglerne, ja jeg ved han har betalt næsten hele bilen, (bilen står i min fars navn) men fanme mig der betaler forsikringer osv og så gør jeg og betaler så meget andet? Vi har aldrig rigtig noget at snakke om.
Jeg bliver tit ked af det når vi spiser fx frokost og vores søn får makrel, leverposteg eller noget som kæresten ikke kan li, fordi han opføre sig som et patte barn og siger fx "det er så ulækkert" "ej nu der leverposteg på min gaffel, kan ikke spise af den henter en ny" "hvorfor kan du ik go ham normalt Mad" helt ærligt? Vores søn elsker det? Jeg sidder da ikke og opføre mig sådan når vores søn får noget jeg ikke kan lide? Fx havde jeg købt koldskål forleden dag, vores søn er puttet så jeg sætter mig om aftenen i stuen med koldskål og kammerjunger, han kigger på mig og siger "ad sur gammel mælk, mener du at du vil spise det? Føj" osv. Jeg kigger på ham og så rejser jeg mig og sætter mig ud i køkkenet. Helt ærligt hvad fanden er det for en opførsel?
Han tager kokain når han får en øl for meget med sine venner. Det er måske 2 gange om mdr.(i hvertfald hvad jeg ved og ser) jeg hader det og ved ik hvordan jeg skal forholde mig til det. Vi har igen snakket om nu dette og han siger at han ikke har tænkt sig at stoppe det og han er gammel nok til st styre sit liv og jeg skal slet ikke blande mig. Nej jeg skal ik bestemme over hans liv men har en mening og han har ingen respekt selvom han vil have respekt. Han gider aldrig noget som fx gå hygge tur i center eller lignende fordi åh nej der er mennesker. Vi taler og kalder hinanden grimme ting når vi er uvenner, jeg kan ikke klare det mere. Jeg må ikke snakke om noget af vores forhold med veninder eller lign. fordi han ikke vil have at folk udefra skal se "der er problemer eller det går ik så godt". Han brokker sig hver gang vi skal til noget familien om det så er hans eller min.
Han bruger tit psykisk vold men det mener han ikke selv. Vores sex liv er dødt. Vi knalder faktisk kun når vi er "ved at springe".. Han har før truet mig på livet under skænderi.. Og andet jeg ikke vil ind på.. Jeg er i hvert fald bange for ham hvis vi bliver virkelig uvenner. Fx havde han kokain i sin pung efter en fest med hans venner, mens han sov to jeg det og skyllede det ud i wcet, har sagt til ham før jeg ikke vil ha det i vores hus og slet ik når vores søn er der. Så for længe siden sad vi hos nogle af han venner og grillede, han blev fuld og kl ca 22:30 blev vi enige om at køre hjem for vi havde vores søn med. Da vi kommer hjem siger han at han vil have det kokain jeg to fra ham fordi han mener jeg nok har gemt det og ikke ture smide det ud. Siger det er smidt ud, han tramper ind i mit tøj værelse, åbner skuffer og smider alt på gulvet og ja også ting som kunne have gået i stykker, han truer mig og går amok. Han presser hans hoved helt ind i mit hoved så det gør ondt men jeg græder og sige jeg har smidt det ud. Vores søn står ved siden af? Han undskyldte osv efter men hvad kan jeg bruge det til, jeg synes han ødelægger mig og vores søn.
Jeg har lige været på ferie i en uge uden ham og jeg savner ham slet ikke.. Jeg tror jeg er nået dertil hvor jeg virkelig ikke kan mere..
Nu til det forkerte:
Jeg har mødt en sød mand som virkelig vil mig det godt. Han er lidt ældre og har også et barn fra tidligere forhold. Han er helt fantastisk. Har kun kendt ham i en uge men alligevel virker det som om jeg altid har kendt ham. han er en god far.. Har snakket med ham om mit forhold til kæresten og han er helt rystet. Han kan slet ik forstå jeg stadig er der. Jeg er så intresseret i den nye og jeg ved jo at det er forkert. Men det fanme heller ikke nemt når man har en kæreste som er som min er. Jeg tænker, siden jeg overhoved har mødt en ny (har ikke mødt han på sider på nettet, har bare stødt ind i ham samme sted nogle gange) må der virkelig være noget galt derhjemme? Og det er der jo også..
Ja jeg ved det er forkert men han er helt fantastisk. Det er ikke en mulighed at sige det til kæresten da jeg faktisk er bange for han vil være voldelig eller andet. Kender ham. Jeg har prøvet utallige af gange at snakke med ham og kæmpe for dette forhold selvom alt er sket men han virker ikke som om han vil kæmpe, han vil aldrig snakke om noget. Det er hårdt.. Jeg tror gerne jeg vil gå fra ham eller jeg ved jeg vil men tør ikke og/så hvordan gør jeg? Vi har en søn og kan ikke bare gå? Mangler virkelig hjælp. Måske nogle har prøvet noget før! Håber i kvinder vil hjælpe mig!! Kan ikke mere , ender med jeg går ned med det..
Undskyld for min lange besked og tak fordi du læste med!
Det som du skriver i dit indlæg er "forkert" (den nye mand du snakker godt med) er sleeet ikke det jeg først tænker er "forkert".
Dit nuværende forhold er decideret usundt. Han begår psykisk vold, og sågar også fysisk i den situation med jeres hoveder der støder sammen. At jeres fælles søn står og ser det = alarmklokkerne ringer hos mig. Jeg har en nær kontakt som arbejder på krisecenter og uden at hun må gå i detaljer overfor mig så VED jeg at det er kvinder som dig der ender der. Er ked af at måtte sige det sådan - men det virker bestemt ikke til at han er god for hverken dig eller jeres søn
Stort kram til dig - mærk efter i dig selv. Tag den rette beslutning
Dét at du står frem herinde og giver os historien giver mig indtryk af at du allerede selv ved hvilken vej er den rette
