Håber du vil læse med

Jeg skriver fordi jeg har brug for din hjælp og mening.

Jeg vil ikke have negative kommentarer, for jeg ved jo godt det er forkert..

Lidt om os:

Jeg har en kæreste, vi har været sammen 3 år og har en søn på 2 år. Vores forhold går virkelig dårligt, vi skændes tit og kan ikke tale om tingene. Min kæreste er en type der ikke gider tale og slet ikke om vores problemer. Jeg kan godt li at tale sammen. Han arbejder meget og respektere jeg, men når han endelig er hjemme hjælper han ikke til med vores søn.

Det er altid mig der putter (han har aldrig prøvet at putte vores søn), det er altid mig der giver mad (han har aldrig givet vores søn mad, ikke en gang grød da han var baby), altid mig der skifter ble (på nær hvis jeg ikke er hjemme, så er han jo tvunget, men har oplevet at komme hjem og så render vores søn rundt med lort i blen eller kæmpe tisseble).. Han er skide sur når der "roder" dvs fx hvis vi har ryddet op om aftenen og han køre tidligt på job, og jeg står op med søn og han tager så alt legetøj ind i stuen og det er ikke altid jeg kan nå at rydde helt op inden vi skal ud af døren.

Min kæreste opføre sig som en leje onkel og ikke en far, og alligevel ikke for han gider næsten aldrig sætte sig ned og lege med ham, det eneste han vil når han vil lege er at være mega vilde og gire ham fuldstændig op også inden han skal sove! Og stort set altid efter 5 min gider han ikke mere.

Vores forhold går ikke godt. Vi er nærmest bare sammen pga fælles søn og hus. Når vi bliver uvenner er det pludselig hans bil og så tager han nøglerne OGSÅ ekstra nøglerne, ja jeg ved han har betalt næsten hele bilen, (bilen står i min fars navn) men fanme mig der betaler forsikringer osv og så gør jeg og betaler så meget andet? Vi har aldrig rigtig noget at snakke om.

Jeg bliver tit ked af det når vi spiser fx frokost og vores søn får makrel, leverposteg eller noget som kæresten ikke kan li, fordi han opføre sig som et patte barn og siger fx "det er så ulækkert" "ej nu der leverposteg på min gaffel, kan ikke spise af den henter en ny" "hvorfor kan du ik go ham normalt Mad" helt ærligt? Vores søn elsker det? Jeg sidder da ikke og opføre mig sådan når vores søn får noget jeg ikke kan lide? Fx havde jeg købt koldskål forleden dag, vores søn er puttet så jeg sætter mig om aftenen i stuen med koldskål og kammerjunger, han kigger på mig og siger "ad sur gammel mælk, mener du at du vil spise det? Føj" osv. Jeg kigger på ham og så rejser jeg mig og sætter mig ud i køkkenet. Helt ærligt hvad fanden er det for en opførsel?

Han tager kokain når han får en øl for meget med sine venner. Det er måske 2 gange om mdr.(i hvertfald hvad jeg ved og ser) jeg hader det og ved ik hvordan jeg skal forholde mig til det. Vi har igen snakket om nu dette og han siger at han ikke har tænkt sig at stoppe det og han er gammel nok til st styre sit liv og jeg skal slet ikke blande mig. Nej jeg skal ik bestemme over hans liv men har en mening og han har ingen respekt selvom han vil have respekt. Han gider aldrig noget som fx gå hygge tur i center eller lignende fordi åh nej der er mennesker. Vi taler og kalder hinanden grimme ting når vi er uvenner, jeg kan ikke klare det mere. Jeg må ikke snakke om noget af vores forhold med veninder eller lign. fordi han ikke vil have at folk udefra skal se "der er problemer eller det går ik så godt". Han brokker sig hver gang vi skal til noget familien om det så er hans eller min.

Han bruger tit psykisk vold men det mener han ikke selv. Vores sex liv er dødt. Vi knalder faktisk kun når vi er "ved at springe".. Han har før truet mig på livet under skænderi.. Og andet jeg ikke vil ind på.. Jeg er i hvert fald bange for ham hvis vi bliver virkelig uvenner. Fx havde han kokain i sin pung efter en fest med hans venner, mens han sov to jeg det og skyllede det ud i wcet, har sagt til ham før jeg ikke vil ha det i vores hus og slet ik når vores søn er der. Så for længe siden sad vi hos nogle af han venner og grillede, han blev fuld og kl ca 22:30 blev vi enige om at køre hjem for vi havde vores søn med. Da vi kommer hjem siger han at han vil have det kokain jeg to fra ham fordi han mener jeg nok har gemt det og ikke ture smide det ud. Siger det er smidt ud, han tramper ind i mit tøj værelse, åbner skuffer og smider alt på gulvet og ja også ting som kunne have gået i stykker, han truer mig og går amok. Han presser hans hoved helt ind i mit hoved så det gør ondt men jeg græder og sige jeg har smidt det ud. Vores søn står ved siden af? Han undskyldte osv efter men hvad kan jeg bruge det til, jeg synes han ødelægger mig og vores søn.

Jeg har lige været på ferie i en uge uden ham og jeg savner ham slet ikke.. Jeg tror jeg er nået dertil hvor jeg virkelig ikke kan mere..

Nu til det forkerte:

Jeg har mødt en sød mand som virkelig vil mig det godt. Han er lidt ældre og har også et barn fra tidligere forhold. Han er helt fantastisk. Har kun kendt ham i en uge men alligevel virker det som om jeg altid har kendt ham. han er en god far.. Har snakket med ham om mit forhold til kæresten og han er helt rystet. Han kan slet ik forstå jeg stadig er der. Jeg er så intresseret i den nye og jeg ved jo at det er forkert. Men det fanme heller ikke nemt når man har en kæreste som er som min er. Jeg tænker, siden jeg overhoved har mødt en ny (har ikke mødt han på sider på nettet, har bare stødt ind i ham samme sted nogle gange) må der virkelig være noget galt derhjemme? Og det er der jo også..

Ja jeg ved det er forkert men han er helt fantastisk. Det er ikke en mulighed at sige det til kæresten da jeg faktisk er bange for han vil være voldelig eller andet. Kender ham. Jeg har prøvet utallige af gange at snakke med ham og kæmpe for dette forhold selvom alt er sket men han virker ikke som om han vil kæmpe, han vil aldrig snakke om noget. Det er hårdt.. Jeg tror gerne jeg vil gå fra ham eller jeg ved jeg vil men tør ikke og/så hvordan gør jeg? Vi har en søn og kan ikke bare gå? Mangler virkelig hjælp. Måske nogle har prøvet noget før! Håber i kvinder vil hjælpe mig!! Kan ikke mere , ender med jeg går ned med det..

Undskyld for min lange besked og tak fordi du læste med!

" må der virkelig være noget galt derhjemme?" Øh, er du da i tvivl om det? Selvfølgelig er der noget galt hjemme hos jer, det er jo fuldstændig.. Jamen jeg mangler ord.

Der er mange ting jeg gerne vil sige, men jeg tror mit primære ankepunkt vil være jeres barn. Du er hans mor, den i verden der skal passe på ham. Det er dit ansvar at sørge for, når nu hans far er som han er, at din søn ikke overværer vold, psykisk misbrug osv. samt en far, som tager stoffer så ofte. Du skal ud af det hjem, og det kan ikke gå hurtigt nok. Ja, for din egen skyld, men først og fremmest for din søns skyld! Du har valgt at få et barn, så er det dit ansvar at sikre trygge rammer for det barn, og det har dit barn  ikke lige nu.

Hvis du er bange for din kæreste - og med rette, at dømme ud fra dit indlæg -, må i pakke en taske, din søn og dig, og så tage på krisecenter. Ikke om en uge, en måned, men nu, i morgen, så snart det er muligt!

Din nye flirt synes jeg du skal lægge på hold for nu. Du er i et fucked op forhold, som du skal ud af, og når du er ude af det forhold, skal du først til at lære dig selv at kende som kvinde, enlig mor, og så synes jeg det er en sindssygt dårlig idé at begynde på noget nyt. Din søn har brug for at få trygge, faste rammer omkring sig, inden der skal gang i en ny mand. Det er min mening. Endvidere tænker jeg, at du kun har kendt ham i en uge. Man lærer da meget om en person på en uge, men trods alt ikke så meget, at du kan vide alt om hans person. Jeg ville passe på. Lær ham MEGET mere at kende, før du gør noget, hvis du absolut skal gøre noget ved det. Men kom først ud af det giftige forhold, som du er i lige nu. For din søns skyld. 

hvor har jeg lyst til at sige til dig..

LØØØØØB VÆK.. kom væk fra det elendige forhold.

Anonym skriver:

Jeg skriver fordi jeg har brug for din hjælp og mening.

Jeg vil ikke have negative kommentarer, for jeg ved jo godt det er forkert..

Lidt om os:

Jeg har en kæreste, vi har været sammen 3 år og har en søn på 2 år. Vores forhold går virkelig dårligt, vi skændes tit og kan ikke tale om tingene. Min kæreste er en type der ikke gider tale og slet ikke om vores problemer. Jeg kan godt li at tale sammen. Han arbejder meget og respektere jeg, men når han endelig er hjemme hjælper han ikke til med vores søn.

Det er altid mig der putter (han har aldrig prøvet at putte vores søn), det er altid mig der giver mad (han har aldrig givet vores søn mad, ikke en gang grød da han var baby), altid mig der skifter ble (på nær hvis jeg ikke er hjemme, så er han jo tvunget, men har oplevet at komme hjem og så render vores søn rundt med lort i blen eller kæmpe tisseble).. Han er skide sur når der "roder" dvs fx hvis vi har ryddet op om aftenen og han køre tidligt på job, og jeg står op med søn og han tager så alt legetøj ind i stuen og det er ikke altid jeg kan nå at rydde helt op inden vi skal ud af døren.

Min kæreste opføre sig som en leje onkel og ikke en far, og alligevel ikke for han gider næsten aldrig sætte sig ned og lege med ham, det eneste han vil når han vil lege er at være mega vilde og gire ham fuldstændig op også inden han skal sove! Og stort set altid efter 5 min gider han ikke mere.

Vores forhold går ikke godt. Vi er nærmest bare sammen pga fælles søn og hus. Når vi bliver uvenner er det pludselig hans bil og så tager han nøglerne OGSÅ ekstra nøglerne, ja jeg ved han har betalt næsten hele bilen, (bilen står i min fars navn) men fanme mig der betaler forsikringer osv og så gør jeg og betaler så meget andet? Vi har aldrig rigtig noget at snakke om.

Jeg bliver tit ked af det når vi spiser fx frokost og vores søn får makrel, leverposteg eller noget som kæresten ikke kan li, fordi han opføre sig som et patte barn og siger fx "det er så ulækkert" "ej nu der leverposteg på min gaffel, kan ikke spise af den henter en ny" "hvorfor kan du ik go ham normalt Mad" helt ærligt? Vores søn elsker det? Jeg sidder da ikke og opføre mig sådan når vores søn får noget jeg ikke kan lide? Fx havde jeg købt koldskål forleden dag, vores søn er puttet så jeg sætter mig om aftenen i stuen med koldskål og kammerjunger, han kigger på mig og siger "ad sur gammel mælk, mener du at du vil spise det? Føj" osv. Jeg kigger på ham og så rejser jeg mig og sætter mig ud i køkkenet. Helt ærligt hvad fanden er det for en opførsel?

Han tager kokain når han får en øl for meget med sine venner. Det er måske 2 gange om mdr.(i hvertfald hvad jeg ved og ser) jeg hader det og ved ik hvordan jeg skal forholde mig til det. Vi har igen snakket om nu dette og han siger at han ikke har tænkt sig at stoppe det og han er gammel nok til st styre sit liv og jeg skal slet ikke blande mig. Nej jeg skal ik bestemme over hans liv men har en mening og han har ingen respekt selvom han vil have respekt. Han gider aldrig noget som fx gå hygge tur i center eller lignende fordi åh nej der er mennesker. Vi taler og kalder hinanden grimme ting når vi er uvenner, jeg kan ikke klare det mere. Jeg må ikke snakke om noget af vores forhold med veninder eller lign. fordi han ikke vil have at folk udefra skal se "der er problemer eller det går ik så godt". Han brokker sig hver gang vi skal til noget familien om det så er hans eller min.

Han bruger tit psykisk vold men det mener han ikke selv. Vores sex liv er dødt. Vi knalder faktisk kun når vi er "ved at springe".. Han har før truet mig på livet under skænderi.. Og andet jeg ikke vil ind på.. Jeg er i hvert fald bange for ham hvis vi bliver virkelig uvenner. Fx havde han kokain i sin pung efter en fest med hans venner, mens han sov to jeg det og skyllede det ud i wcet, har sagt til ham før jeg ikke vil ha det i vores hus og slet ik når vores søn er der. Så for længe siden sad vi hos nogle af han venner og grillede, han blev fuld og kl ca 22:30 blev vi enige om at køre hjem for vi havde vores søn med. Da vi kommer hjem siger han at han vil have det kokain jeg to fra ham fordi han mener jeg nok har gemt det og ikke ture smide det ud. Siger det er smidt ud, han tramper ind i mit tøj værelse, åbner skuffer og smider alt på gulvet og ja også ting som kunne have gået i stykker, han truer mig og går amok. Han presser hans hoved helt ind i mit hoved så det gør ondt men jeg græder og sige jeg har smidt det ud. Vores søn står ved siden af? Han undskyldte osv efter men hvad kan jeg bruge det til, jeg synes han ødelægger mig og vores søn.

Jeg har lige været på ferie i en uge uden ham og jeg savner ham slet ikke.. Jeg tror jeg er nået dertil hvor jeg virkelig ikke kan mere..

Nu til det forkerte:

Jeg har mødt en sød mand som virkelig vil mig det godt. Han er lidt ældre og har også et barn fra tidligere forhold. Han er helt fantastisk. Har kun kendt ham i en uge men alligevel virker det som om jeg altid har kendt ham. han er en god far.. Har snakket med ham om mit forhold til kæresten og han er helt rystet. Han kan slet ik forstå jeg stadig er der. Jeg er så intresseret i den nye og jeg ved jo at det er forkert. Men det fanme heller ikke nemt når man har en kæreste som er som min er. Jeg tænker, siden jeg overhoved har mødt en ny (har ikke mødt han på sider på nettet, har bare stødt ind i ham samme sted nogle gange) må der virkelig være noget galt derhjemme? Og det er der jo også..

Ja jeg ved det er forkert men han er helt fantastisk. Det er ikke en mulighed at sige det til kæresten da jeg faktisk er bange for han vil være voldelig eller andet. Kender ham. Jeg har prøvet utallige af gange at snakke med ham og kæmpe for dette forhold selvom alt er sket men han virker ikke som om han vil kæmpe, han vil aldrig snakke om noget. Det er hårdt.. Jeg tror gerne jeg vil gå fra ham eller jeg ved jeg vil men tør ikke og/så hvordan gør jeg? Vi har en søn og kan ikke bare gå? Mangler virkelig hjælp. Måske nogle har prøvet noget før! Håber i kvinder vil hjælpe mig!! Kan ikke mere , ender med jeg går ned med det..

Undskyld for min lange besked og tak fordi du læste med!

Jeg ville hvis jeg var dig satse på en ny ordentlig mand, seriøst det udskud du kalder din kæreste han hører hjemme et sted hvor døren ikke kan åbnes indefra, han er jo psykopat.

Mit råd er kom væk fra ham sammen med din søn, vil du virkelig have din søn skal opleve flere frygtelige ting, at se far mase mors hoved er ikke lige det en bette purk har brug for.

Kom væk nu.

Om du bliver kæreste med den nye gut kan jeg ikke udtale mig om, jeg håber det for din skyld, du trænger til en ordentlig mand

Held og lykke med dit liv



Monica

Anonym skriver:

Jeg skriver fordi jeg har brug for din hjælp og mening.

Jeg vil ikke have negative kommentarer, for jeg ved jo godt det er forkert..

Lidt om os:

Jeg har en kæreste, vi har været sammen 3 år og har en søn på 2 år. Vores forhold går virkelig dårligt, vi skændes tit og kan ikke tale om tingene. Min kæreste er en type der ikke gider tale og slet ikke om vores problemer. Jeg kan godt li at tale sammen. Han arbejder meget og respektere jeg, men når han endelig er hjemme hjælper han ikke til med vores søn.

Det er altid mig der putter (han har aldrig prøvet at putte vores søn), det er altid mig der giver mad (han har aldrig givet vores søn mad, ikke en gang grød da han var baby), altid mig der skifter ble (på nær hvis jeg ikke er hjemme, så er han jo tvunget, men har oplevet at komme hjem og så render vores søn rundt med lort i blen eller kæmpe tisseble).. Han er skide sur når der "roder" dvs fx hvis vi har ryddet op om aftenen og han køre tidligt på job, og jeg står op med søn og han tager så alt legetøj ind i stuen og det er ikke altid jeg kan nå at rydde helt op inden vi skal ud af døren.

Min kæreste opføre sig som en leje onkel og ikke en far, og alligevel ikke for han gider næsten aldrig sætte sig ned og lege med ham, det eneste han vil når han vil lege er at være mega vilde og gire ham fuldstændig op også inden han skal sove! Og stort set altid efter 5 min gider han ikke mere.

Vores forhold går ikke godt. Vi er nærmest bare sammen pga fælles søn og hus. Når vi bliver uvenner er det pludselig hans bil og så tager han nøglerne OGSÅ ekstra nøglerne, ja jeg ved han har betalt næsten hele bilen, (bilen står i min fars navn) men fanme mig der betaler forsikringer osv og så gør jeg og betaler så meget andet? Vi har aldrig rigtig noget at snakke om.

Jeg bliver tit ked af det når vi spiser fx frokost og vores søn får makrel, leverposteg eller noget som kæresten ikke kan li, fordi han opføre sig som et patte barn og siger fx "det er så ulækkert" "ej nu der leverposteg på min gaffel, kan ikke spise af den henter en ny" "hvorfor kan du ik go ham normalt Mad" helt ærligt? Vores søn elsker det? Jeg sidder da ikke og opføre mig sådan når vores søn får noget jeg ikke kan lide? Fx havde jeg købt koldskål forleden dag, vores søn er puttet så jeg sætter mig om aftenen i stuen med koldskål og kammerjunger, han kigger på mig og siger "ad sur gammel mælk, mener du at du vil spise det? Føj" osv. Jeg kigger på ham og så rejser jeg mig og sætter mig ud i køkkenet. Helt ærligt hvad fanden er det for en opførsel?

Han tager kokain når han får en øl for meget med sine venner. Det er måske 2 gange om mdr.(i hvertfald hvad jeg ved og ser) jeg hader det og ved ik hvordan jeg skal forholde mig til det. Vi har igen snakket om nu dette og han siger at han ikke har tænkt sig at stoppe det og han er gammel nok til st styre sit liv og jeg skal slet ikke blande mig. Nej jeg skal ik bestemme over hans liv men har en mening og han har ingen respekt selvom han vil have respekt. Han gider aldrig noget som fx gå hygge tur i center eller lignende fordi åh nej der er mennesker. Vi taler og kalder hinanden grimme ting når vi er uvenner, jeg kan ikke klare det mere. Jeg må ikke snakke om noget af vores forhold med veninder eller lign. fordi han ikke vil have at folk udefra skal se "der er problemer eller det går ik så godt". Han brokker sig hver gang vi skal til noget familien om det så er hans eller min.

Han bruger tit psykisk vold men det mener han ikke selv. Vores sex liv er dødt. Vi knalder faktisk kun når vi er "ved at springe".. Han har før truet mig på livet under skænderi.. Og andet jeg ikke vil ind på.. Jeg er i hvert fald bange for ham hvis vi bliver virkelig uvenner. Fx havde han kokain i sin pung efter en fest med hans venner, mens han sov to jeg det og skyllede det ud i wcet, har sagt til ham før jeg ikke vil ha det i vores hus og slet ik når vores søn er der. Så for længe siden sad vi hos nogle af han venner og grillede, han blev fuld og kl ca 22:30 blev vi enige om at køre hjem for vi havde vores søn med. Da vi kommer hjem siger han at han vil have det kokain jeg to fra ham fordi han mener jeg nok har gemt det og ikke ture smide det ud. Siger det er smidt ud, han tramper ind i mit tøj værelse, åbner skuffer og smider alt på gulvet og ja også ting som kunne have gået i stykker, han truer mig og går amok. Han presser hans hoved helt ind i mit hoved så det gør ondt men jeg græder og sige jeg har smidt det ud. Vores søn står ved siden af? Han undskyldte osv efter men hvad kan jeg bruge det til, jeg synes han ødelægger mig og vores søn.

Jeg har lige været på ferie i en uge uden ham og jeg savner ham slet ikke.. Jeg tror jeg er nået dertil hvor jeg virkelig ikke kan mere..

Nu til det forkerte:

Jeg har mødt en sød mand som virkelig vil mig det godt. Han er lidt ældre og har også et barn fra tidligere forhold. Han er helt fantastisk. Har kun kendt ham i en uge men alligevel virker det som om jeg altid har kendt ham. han er en god far.. Har snakket med ham om mit forhold til kæresten og han er helt rystet. Han kan slet ik forstå jeg stadig er der. Jeg er så intresseret i den nye og jeg ved jo at det er forkert. Men det fanme heller ikke nemt når man har en kæreste som er som min er. Jeg tænker, siden jeg overhoved har mødt en ny (har ikke mødt han på sider på nettet, har bare stødt ind i ham samme sted nogle gange) må der virkelig være noget galt derhjemme? Og det er der jo også..

Ja jeg ved det er forkert men han er helt fantastisk. Det er ikke en mulighed at sige det til kæresten da jeg faktisk er bange for han vil være voldelig eller andet. Kender ham. Jeg har prøvet utallige af gange at snakke med ham og kæmpe for dette forhold selvom alt er sket men han virker ikke som om han vil kæmpe, han vil aldrig snakke om noget. Det er hårdt.. Jeg tror gerne jeg vil gå fra ham eller jeg ved jeg vil men tør ikke og/så hvordan gør jeg? Vi har en søn og kan ikke bare gå? Mangler virkelig hjælp. Måske nogle har prøvet noget før! Håber i kvinder vil hjælpe mig!! Kan ikke mere , ender med jeg går ned med det..

Undskyld for min lange besked og tak fordi du læste med!

Søde du.... Først får du en krammer

Det lyder som et rigtigt giftigt og dårlig forhold du er i  Normalt vil jeg sige kæmp til du føler du har udtømt alle muligheder...en for det første lyder det som om du har kæmpet.. For det andet lyder det ikke som om han overhovedet er interesseret i at redde jeres forhold... Han tager sig aldrig af jeres søn.. Han gør hvad det passer ham... Han tager stoffer(hvilket sikkert også er en af grundene til han opfører sig som han gør) 

jeg har selv været i sådan er forhold ... Heldigvis havde vi ikke børn sammen... Men derfor sys jeg at du skal komme væk fra ham hurtigst  muligt!!!! Hvis du evt er bange for at forlade ham så garder dig med en kammerat, din far eller en veninde mens du får pakket dine ting.... Eller gør det en aften han ikke er hjemme.... 

Du blir nødt til at tænke på din søn i det her... Han har ikke fortjent at leve i sådan er hjem hvor far tager stoffer og mor og far skændes og se far være "voldelig" overfor mor både fysisk og verbalt.... 

Der med at du ser en anden vil jeg egentlig ikke engang sige så meget om... Du siger selv du ved det er forkert.... 

Men måske lige så meget fordi der intet er tilbage i dit nuværende forhold.... Men sørg nu først og fremmest for at komme ud af det forhold du er i inden du kaster dig ud i et nyt.... Vær der for dig selv og ikke mindst jeres søn! 

Han lyder som en rigtig røv din kæreste og han bringer intet godt ind i jeres forhold og gider ikke engang tage sig af jeres søn! Spild ikke mere tid.... Afsted med dig søde!' 

Jeg ved ikke hvordan du skal gå fra ham... måske kontakte kommunen og få en akut bolig, pakke alle dine og din søns ting og tage afsted imens han er på job... kontakt evt et kvinde krise center og få nogle råd fra dem... også hvad angår din søn og statsamt osv...

Kan godt forstå du vil væk og ikke tør, og ja når man psykisk er på vej væk,.. kan man godt "komme til" at møde en der giver en et skub i den rigtige retning.,

Håber i kommer sikkert ud

Anonym skriver:

Jeg skriver fordi jeg har brug for din hjælp og mening.

Jeg vil ikke have negative kommentarer, for jeg ved jo godt det er forkert..

Lidt om os:

Jeg har en kæreste, vi har været sammen 3 år og har en søn på 2 år. Vores forhold går virkelig dårligt, vi skændes tit og kan ikke tale om tingene. Min kæreste er en type der ikke gider tale og slet ikke om vores problemer. Jeg kan godt li at tale sammen. Han arbejder meget og respektere jeg, men når han endelig er hjemme hjælper han ikke til med vores søn.

Det er altid mig der putter (han har aldrig prøvet at putte vores søn), det er altid mig der giver mad (han har aldrig givet vores søn mad, ikke en gang grød da han var baby), altid mig der skifter ble (på nær hvis jeg ikke er hjemme, så er han jo tvunget, men har oplevet at komme hjem og så render vores søn rundt med lort i blen eller kæmpe tisseble).. Han er skide sur når der "roder" dvs fx hvis vi har ryddet op om aftenen og han køre tidligt på job, og jeg står op med søn og han tager så alt legetøj ind i stuen og det er ikke altid jeg kan nå at rydde helt op inden vi skal ud af døren.

Min kæreste opføre sig som en leje onkel og ikke en far, og alligevel ikke for han gider næsten aldrig sætte sig ned og lege med ham, det eneste han vil når han vil lege er at være mega vilde og gire ham fuldstændig op også inden han skal sove! Og stort set altid efter 5 min gider han ikke mere.

Vores forhold går ikke godt. Vi er nærmest bare sammen pga fælles søn og hus. Når vi bliver uvenner er det pludselig hans bil og så tager han nøglerne OGSÅ ekstra nøglerne, ja jeg ved han har betalt næsten hele bilen, (bilen står i min fars navn) men fanme mig der betaler forsikringer osv og så gør jeg og betaler så meget andet? Vi har aldrig rigtig noget at snakke om.

Jeg bliver tit ked af det når vi spiser fx frokost og vores søn får makrel, leverposteg eller noget som kæresten ikke kan li, fordi han opføre sig som et patte barn og siger fx "det er så ulækkert" "ej nu der leverposteg på min gaffel, kan ikke spise af den henter en ny" "hvorfor kan du ik go ham normalt Mad" helt ærligt? Vores søn elsker det? Jeg sidder da ikke og opføre mig sådan når vores søn får noget jeg ikke kan lide? Fx havde jeg købt koldskål forleden dag, vores søn er puttet så jeg sætter mig om aftenen i stuen med koldskål og kammerjunger, han kigger på mig og siger "ad sur gammel mælk, mener du at du vil spise det? Føj" osv. Jeg kigger på ham og så rejser jeg mig og sætter mig ud i køkkenet. Helt ærligt hvad fanden er det for en opførsel?

Han tager kokain når han får en øl for meget med sine venner. Det er måske 2 gange om mdr.(i hvertfald hvad jeg ved og ser) jeg hader det og ved ik hvordan jeg skal forholde mig til det. Vi har igen snakket om nu dette og han siger at han ikke har tænkt sig at stoppe det og han er gammel nok til st styre sit liv og jeg skal slet ikke blande mig. Nej jeg skal ik bestemme over hans liv men har en mening og han har ingen respekt selvom han vil have respekt. Han gider aldrig noget som fx gå hygge tur i center eller lignende fordi åh nej der er mennesker. Vi taler og kalder hinanden grimme ting når vi er uvenner, jeg kan ikke klare det mere. Jeg må ikke snakke om noget af vores forhold med veninder eller lign. fordi han ikke vil have at folk udefra skal se "der er problemer eller det går ik så godt". Han brokker sig hver gang vi skal til noget familien om det så er hans eller min.

Han bruger tit psykisk vold men det mener han ikke selv. Vores sex liv er dødt. Vi knalder faktisk kun når vi er "ved at springe".. Han har før truet mig på livet under skænderi.. Og andet jeg ikke vil ind på.. Jeg er i hvert fald bange for ham hvis vi bliver virkelig uvenner. Fx havde han kokain i sin pung efter en fest med hans venner, mens han sov to jeg det og skyllede det ud i wcet, har sagt til ham før jeg ikke vil ha det i vores hus og slet ik når vores søn er der. Så for længe siden sad vi hos nogle af han venner og grillede, han blev fuld og kl ca 22:30 blev vi enige om at køre hjem for vi havde vores søn med. Da vi kommer hjem siger han at han vil have det kokain jeg to fra ham fordi han mener jeg nok har gemt det og ikke ture smide det ud. Siger det er smidt ud, han tramper ind i mit tøj værelse, åbner skuffer og smider alt på gulvet og ja også ting som kunne have gået i stykker, han truer mig og går amok. Han presser hans hoved helt ind i mit hoved så det gør ondt men jeg græder og sige jeg har smidt det ud. Vores søn står ved siden af? Han undskyldte osv efter men hvad kan jeg bruge det til, jeg synes han ødelægger mig og vores søn.

Jeg har lige været på ferie i en uge uden ham og jeg savner ham slet ikke.. Jeg tror jeg er nået dertil hvor jeg virkelig ikke kan mere..

Nu til det forkerte:

Jeg har mødt en sød mand som virkelig vil mig det godt. Han er lidt ældre og har også et barn fra tidligere forhold. Han er helt fantastisk. Har kun kendt ham i en uge men alligevel virker det som om jeg altid har kendt ham. han er en god far.. Har snakket med ham om mit forhold til kæresten og han er helt rystet. Han kan slet ik forstå jeg stadig er der. Jeg er så intresseret i den nye og jeg ved jo at det er forkert. Men det fanme heller ikke nemt når man har en kæreste som er som min er. Jeg tænker, siden jeg overhoved har mødt en ny (har ikke mødt han på sider på nettet, har bare stødt ind i ham samme sted nogle gange) må der virkelig være noget galt derhjemme? Og det er der jo også..

Ja jeg ved det er forkert men han er helt fantastisk. Det er ikke en mulighed at sige det til kæresten da jeg faktisk er bange for han vil være voldelig eller andet. Kender ham. Jeg har prøvet utallige af gange at snakke med ham og kæmpe for dette forhold selvom alt er sket men han virker ikke som om han vil kæmpe, han vil aldrig snakke om noget. Det er hårdt.. Jeg tror gerne jeg vil gå fra ham eller jeg ved jeg vil men tør ikke og/så hvordan gør jeg? Vi har en søn og kan ikke bare gå? Mangler virkelig hjælp. Måske nogle har prøvet noget før! Håber i kvinder vil hjælpe mig!! Kan ikke mere , ender med jeg går ned med det..

Undskyld for min lange besked og tak fordi du læste med!

To ting.

1) Det er IKKE forkert af dig at du finder den anden mand interessant, for for at være utro skal man være i et forhold og det er du ikke. Din "kæreste" er et fucking røvhul og det er så pænt som jeg kan sige det. Han fortjener dig slet, slet ikke og du er så meget mere værd end han får dig til at føle!

2) Hvad der ER forkert er at du ikke er gået fra ham når han er voldig og tager stoffer. Tro mig, din søn vil hade dig resten af livet hvis du ikke smutter med ham nu, jeg snakker af erfaring.

Ved godt alle siger det er bedst at forældrerne er samme og alt det, men tag det fra en der som 4 årig (og frem til jeg flyttede) sad og bad hver dag til at hendes forældre ville gå fra hinanden så hun ikke skulle se sin far igen og ikke skulle frygte for sit eget, sin brors og sin mors liv.

Jeg forstår dog så også godt du ikke er gået hvis du er bange for ham, jeg dømmer dig ikke. Hvis du er bange for ham og bange for at forlade ham findes der mange steder du kan kontakte, fx. Mødrehjælpen som hjælper dig videre, eller direkte kontakt til kommunen.

Ved ikke hvor du bor men her får du et par links til nogle steder og mennesker, der kan hjælpe:

Mødrehjælpen

Ditforhold.dk

Krisecentre rund omkring i landet

Der er telefonnumre og chat liner i alle links.

Og undskyld hvis jeg lyder hård, men jo hurtigere du kommer ud af det, jo bedre for både dig og din søn. Han fortjener en glad mor og en tryg opvækst, og du kan stadig nå at komme ud af det før han begynder at kunne huske tingene.

Og DU fortjener mere end at blive brugt som dørmåtte og frygte for din og dit barns sikkerhed. Du fortjener mennesker i dit liv, der vil dig og der elsker dig, du fortjener at være glad og lykkelig - uanset hvad han ellers får dig til at føle. For han lyder til at være den slags menneske, der lever af at suge andres energi for selv at få det bedre. Og DET skal du bare ikke finde dig i.

Hvis du har en mor, søster, bror, veninde, nabo, etc. du kan snakke med er jeg sikker på de gerne vil hjælpe dig med at tage kontakt til noget hjælp, hvis du ikke selv føler at du kan.

Har du mulighed for at pakke jeres ting og sove hos venner eller familie indtil du får fundet ny lejlighed og løst alt? Ellers, hvis han virkeligt ikke er til at være sammen med, kan man også komme på krisecentre hvor han ikke kan komme i kontakt med jer på nogen måde. Dem kan du tage kontakt til med det samme hvis du ikke tør gå fra ham direkte.

Jeg håber inderligt at du vælger at tage skridtet og ønsker dig alt det bedste

 

Først et til dig.

Mht ham den anden synes jeg du lige skal tage en slapper hvad ham angår, og få styr på din situation

Hvordan er dine muligheder for at finde anden bolig, hvor kan du bo indtil du får en bolig.

Jeg synes du skal gå fra ham for det er ikke holdbart hverken for dig eller din søn.
Du skal tænke på din søn ser det der sker. Og jo længere du lever i det jo mere vil din søn blive vidne til. Og børn skal ikke vokse op og tro at det er okay at behandle andre mennesker på den måde.

Så hvis du har muligheden for at komme væk hurtigt synes jeg du skal gøre det. For uanset hvad bliver det ikke bedre med tiden. Kun værre.

Anonym skriver:

Jeg skriver fordi jeg har brug for din hjælp og mening.

Jeg vil ikke have negative kommentarer, for jeg ved jo godt det er forkert..

Lidt om os:

Jeg har en kæreste, vi har været sammen 3 år og har en søn på 2 år. Vores forhold går virkelig dårligt, vi skændes tit og kan ikke tale om tingene. Min kæreste er en type der ikke gider tale og slet ikke om vores problemer. Jeg kan godt li at tale sammen. Han arbejder meget og respektere jeg, men når han endelig er hjemme hjælper han ikke til med vores søn.

Det er altid mig der putter (han har aldrig prøvet at putte vores søn), det er altid mig der giver mad (han har aldrig givet vores søn mad, ikke en gang grød da han var baby), altid mig der skifter ble (på nær hvis jeg ikke er hjemme, så er han jo tvunget, men har oplevet at komme hjem og så render vores søn rundt med lort i blen eller kæmpe tisseble).. Han er skide sur når der "roder" dvs fx hvis vi har ryddet op om aftenen og han køre tidligt på job, og jeg står op med søn og han tager så alt legetøj ind i stuen og det er ikke altid jeg kan nå at rydde helt op inden vi skal ud af døren.

Min kæreste opføre sig som en leje onkel og ikke en far, og alligevel ikke for han gider næsten aldrig sætte sig ned og lege med ham, det eneste han vil når han vil lege er at være mega vilde og gire ham fuldstændig op også inden han skal sove! Og stort set altid efter 5 min gider han ikke mere.

Vores forhold går ikke godt. Vi er nærmest bare sammen pga fælles søn og hus. Når vi bliver uvenner er det pludselig hans bil og så tager han nøglerne OGSÅ ekstra nøglerne, ja jeg ved han har betalt næsten hele bilen, (bilen står i min fars navn) men fanme mig der betaler forsikringer osv og så gør jeg og betaler så meget andet? Vi har aldrig rigtig noget at snakke om.

Jeg bliver tit ked af det når vi spiser fx frokost og vores søn får makrel, leverposteg eller noget som kæresten ikke kan li, fordi han opføre sig som et patte barn og siger fx "det er så ulækkert" "ej nu der leverposteg på min gaffel, kan ikke spise af den henter en ny" "hvorfor kan du ik go ham normalt Mad" helt ærligt? Vores søn elsker det? Jeg sidder da ikke og opføre mig sådan når vores søn får noget jeg ikke kan lide? Fx havde jeg købt koldskål forleden dag, vores søn er puttet så jeg sætter mig om aftenen i stuen med koldskål og kammerjunger, han kigger på mig og siger "ad sur gammel mælk, mener du at du vil spise det? Føj" osv. Jeg kigger på ham og så rejser jeg mig og sætter mig ud i køkkenet. Helt ærligt hvad fanden er det for en opførsel?

Han tager kokain når han får en øl for meget med sine venner. Det er måske 2 gange om mdr.(i hvertfald hvad jeg ved og ser) jeg hader det og ved ik hvordan jeg skal forholde mig til det. Vi har igen snakket om nu dette og han siger at han ikke har tænkt sig at stoppe det og han er gammel nok til st styre sit liv og jeg skal slet ikke blande mig. Nej jeg skal ik bestemme over hans liv men har en mening og han har ingen respekt selvom han vil have respekt. Han gider aldrig noget som fx gå hygge tur i center eller lignende fordi åh nej der er mennesker. Vi taler og kalder hinanden grimme ting når vi er uvenner, jeg kan ikke klare det mere. Jeg må ikke snakke om noget af vores forhold med veninder eller lign. fordi han ikke vil have at folk udefra skal se "der er problemer eller det går ik så godt". Han brokker sig hver gang vi skal til noget familien om det så er hans eller min.

Han bruger tit psykisk vold men det mener han ikke selv. Vores sex liv er dødt. Vi knalder faktisk kun når vi er "ved at springe".. Han har før truet mig på livet under skænderi.. Og andet jeg ikke vil ind på.. Jeg er i hvert fald bange for ham hvis vi bliver virkelig uvenner. Fx havde han kokain i sin pung efter en fest med hans venner, mens han sov to jeg det og skyllede det ud i wcet, har sagt til ham før jeg ikke vil ha det i vores hus og slet ik når vores søn er der. Så for længe siden sad vi hos nogle af han venner og grillede, han blev fuld og kl ca 22:30 blev vi enige om at køre hjem for vi havde vores søn med. Da vi kommer hjem siger han at han vil have det kokain jeg to fra ham fordi han mener jeg nok har gemt det og ikke ture smide det ud. Siger det er smidt ud, han tramper ind i mit tøj værelse, åbner skuffer og smider alt på gulvet og ja også ting som kunne have gået i stykker, han truer mig og går amok. Han presser hans hoved helt ind i mit hoved så det gør ondt men jeg græder og sige jeg har smidt det ud. Vores søn står ved siden af? Han undskyldte osv efter men hvad kan jeg bruge det til, jeg synes han ødelægger mig og vores søn.

Jeg har lige været på ferie i en uge uden ham og jeg savner ham slet ikke.. Jeg tror jeg er nået dertil hvor jeg virkelig ikke kan mere..

Nu til det forkerte:

Jeg har mødt en sød mand som virkelig vil mig det godt. Han er lidt ældre og har også et barn fra tidligere forhold. Han er helt fantastisk. Har kun kendt ham i en uge men alligevel virker det som om jeg altid har kendt ham. han er en god far.. Har snakket med ham om mit forhold til kæresten og han er helt rystet. Han kan slet ik forstå jeg stadig er der. Jeg er så intresseret i den nye og jeg ved jo at det er forkert. Men det fanme heller ikke nemt når man har en kæreste som er som min er. Jeg tænker, siden jeg overhoved har mødt en ny (har ikke mødt han på sider på nettet, har bare stødt ind i ham samme sted nogle gange) må der virkelig være noget galt derhjemme? Og det er der jo også..

Ja jeg ved det er forkert men han er helt fantastisk. Det er ikke en mulighed at sige det til kæresten da jeg faktisk er bange for han vil være voldelig eller andet. Kender ham. Jeg har prøvet utallige af gange at snakke med ham og kæmpe for dette forhold selvom alt er sket men han virker ikke som om han vil kæmpe, han vil aldrig snakke om noget. Det er hårdt.. Jeg tror gerne jeg vil gå fra ham eller jeg ved jeg vil men tør ikke og/så hvordan gør jeg? Vi har en søn og kan ikke bare gå? Mangler virkelig hjælp. Måske nogle har prøvet noget før! Håber i kvinder vil hjælpe mig!! Kan ikke mere , ender med jeg går ned med det..

Undskyld for min lange besked og tak fordi du læste med!

Hej søde dig Først et stort kram til dig, det må være hårdt at stå der hvor du står. 

Din kæreste er en kæmpe lort, og heldigvis kan du også selv se det, så det behøves jeg ikke træde mere i. 

Ja, dig og din søn skal væk fra din kæreste hurtigst muligt. Hvad er dine muligheder rent økonomisk? Har I hus? Bor i til leje? Kan du overtage der hvor i bor nu? Har du arbejde eller studerer du? Har du et netværk du kan trække på i den første kritiske tid efter bruddet? 

Hvis du er bange for at han bliver voldelig/ubehagelig når du slår op, så hav et familiemedlem eller en veninde til at stå udenfor døren til at komme til undsætning hvis det skulle blive nødvendigt. 

 

Mht ham den anden mand, så skal du ikke have dårlig samvittighed, i har jo ikke lavet noget, og din kæreste fortjener ikke din respekt. 

 

Held og lykke til dig 

Det er jo helt og aldeles forkert og ikke spor godt for jeres søn og heller ikke for dig. 

Her er et link, det er en liste over krisecentre - jeg syntes du skal ringe til det nærmeste og få hjælp der - det lyder jo som om manden er helt fra den...

http://www.lokk.dk/Faa-hjaelp-her/Oversigt-over-krisecentre/

 

De bedste tanker

\\ Line