Håber du vil læse med

LilleSmølf skriver:

To ting.

1) Det er IKKE forkert af dig at du finder den anden mand interessant, for for at være utro skal man være i et forhold og det er du ikke. Din "kæreste" er et fucking røvhul og det er så pænt som jeg kan sige det. Han fortjener dig slet, slet ikke og du er så meget mere værd end han får dig til at føle!

2) Hvad der ER forkert er at du ikke er gået fra ham når han er voldig og tager stoffer. Tro mig, din søn vil hade dig resten af livet hvis du ikke smutter med ham nu, jeg snakker af erfaring.

Ved godt alle siger det er bedst at forældrerne er samme og alt det, men tag det fra en der som 4 årig (og frem til jeg flyttede) sad og bad hver dag til at hendes forældre ville gå fra hinanden så hun ikke skulle se sin far igen og ikke skulle frygte for sit eget, sin brors og sin mors liv.

Jeg forstår dog så også godt du ikke er gået hvis du er bange for ham, jeg dømmer dig ikke. Hvis du er bange for ham og bange for at forlade ham findes der mange steder du kan kontakte, fx. Mødrehjælpen som hjælper dig videre, eller direkte kontakt til kommunen.

Ved ikke hvor du bor men her får du et par links til nogle steder og mennesker, der kan hjælpe:

Mødrehjælpen

Ditforhold.dk

Krisecentre rund omkring i landet

Der er telefonnumre og chat liner i alle links.

Og undskyld hvis jeg lyder hård, men jo hurtigere du kommer ud af det, jo bedre for både dig og din søn. Han fortjener en glad mor og en tryg opvækst, og du kan stadig nå at komme ud af det før han begynder at kunne huske tingene.

Og DU fortjener mere end at blive brugt som dørmåtte og frygte for din og dit barns sikkerhed. Du fortjener mennesker i dit liv, der vil dig og der elsker dig, du fortjener at være glad og lykkelig - uanset hvad han ellers får dig til at føle. For han lyder til at være den slags menneske, der lever af at suge andres energi for selv at få det bedre. Og DET skal du bare ikke finde dig i.

Hvis du har en mor, søster, bror, veninde, nabo, etc. du kan snakke med er jeg sikker på de gerne vil hjælpe dig med at tage kontakt til noget hjælp, hvis du ikke selv føler at du kan.

Har du mulighed for at pakke jeres ting og sove hos venner eller familie indtil du får fundet ny lejlighed og løst alt? Ellers, hvis han virkeligt ikke er til at være sammen med, kan man også komme på krisecentre hvor han ikke kan komme i kontakt med jer på nogen måde. Dem kan du tage kontakt til med det samme hvis du ikke tør gå fra ham direkte.

Jeg håber inderligt at du vælger at tage skridtet og ønsker dig alt det bedste

 

Mange tak for dit svar! 

Hvad tænker du med dette, jeg vil jo væk derfra men vi har en ferie betalt ned hos hans engelske familie i 14 dage og drt er om 1,5 uge, og det er jo ingen mulighed at vores søn tager derhen med ham alene  

Anonym skriver:

Jeg skriver fordi jeg har brug for din hjælp og mening.

Jeg vil ikke have negative kommentarer, for jeg ved jo godt det er forkert..

Lidt om os:

Jeg har en kæreste, vi har været sammen 3 år og har en søn på 2 år. Vores forhold går virkelig dårligt, vi skændes tit og kan ikke tale om tingene. Min kæreste er en type der ikke gider tale og slet ikke om vores problemer. Jeg kan godt li at tale sammen. Han arbejder meget og respektere jeg, men når han endelig er hjemme hjælper han ikke til med vores søn.

Det er altid mig der putter (han har aldrig prøvet at putte vores søn), det er altid mig der giver mad (han har aldrig givet vores søn mad, ikke en gang grød da han var baby), altid mig der skifter ble (på nær hvis jeg ikke er hjemme, så er han jo tvunget, men har oplevet at komme hjem og så render vores søn rundt med lort i blen eller kæmpe tisseble).. Han er skide sur når der "roder" dvs fx hvis vi har ryddet op om aftenen og han køre tidligt på job, og jeg står op med søn og han tager så alt legetøj ind i stuen og det er ikke altid jeg kan nå at rydde helt op inden vi skal ud af døren.

Min kæreste opføre sig som en leje onkel og ikke en far, og alligevel ikke for han gider næsten aldrig sætte sig ned og lege med ham, det eneste han vil når han vil lege er at være mega vilde og gire ham fuldstændig op også inden han skal sove! Og stort set altid efter 5 min gider han ikke mere.

Vores forhold går ikke godt. Vi er nærmest bare sammen pga fælles søn og hus. Når vi bliver uvenner er det pludselig hans bil og så tager han nøglerne OGSÅ ekstra nøglerne, ja jeg ved han har betalt næsten hele bilen, (bilen står i min fars navn) men fanme mig der betaler forsikringer osv og så gør jeg og betaler så meget andet? Vi har aldrig rigtig noget at snakke om.

Jeg bliver tit ked af det når vi spiser fx frokost og vores søn får makrel, leverposteg eller noget som kæresten ikke kan li, fordi han opføre sig som et patte barn og siger fx "det er så ulækkert" "ej nu der leverposteg på min gaffel, kan ikke spise af den henter en ny" "hvorfor kan du ik go ham normalt Mad" helt ærligt? Vores søn elsker det? Jeg sidder da ikke og opføre mig sådan når vores søn får noget jeg ikke kan lide? Fx havde jeg købt koldskål forleden dag, vores søn er puttet så jeg sætter mig om aftenen i stuen med koldskål og kammerjunger, han kigger på mig og siger "ad sur gammel mælk, mener du at du vil spise det? Føj" osv. Jeg kigger på ham og så rejser jeg mig og sætter mig ud i køkkenet. Helt ærligt hvad fanden er det for en opførsel?

Han tager kokain når han får en øl for meget med sine venner. Det er måske 2 gange om mdr.(i hvertfald hvad jeg ved og ser) jeg hader det og ved ik hvordan jeg skal forholde mig til det. Vi har igen snakket om nu dette og han siger at han ikke har tænkt sig at stoppe det og han er gammel nok til st styre sit liv og jeg skal slet ikke blande mig. Nej jeg skal ik bestemme over hans liv men har en mening og han har ingen respekt selvom han vil have respekt. Han gider aldrig noget som fx gå hygge tur i center eller lignende fordi åh nej der er mennesker. Vi taler og kalder hinanden grimme ting når vi er uvenner, jeg kan ikke klare det mere. Jeg må ikke snakke om noget af vores forhold med veninder eller lign. fordi han ikke vil have at folk udefra skal se "der er problemer eller det går ik så godt". Han brokker sig hver gang vi skal til noget familien om det så er hans eller min.

Han bruger tit psykisk vold men det mener han ikke selv. Vores sex liv er dødt. Vi knalder faktisk kun når vi er "ved at springe".. Han har før truet mig på livet under skænderi.. Og andet jeg ikke vil ind på.. Jeg er i hvert fald bange for ham hvis vi bliver virkelig uvenner. Fx havde han kokain i sin pung efter en fest med hans venner, mens han sov to jeg det og skyllede det ud i wcet, har sagt til ham før jeg ikke vil ha det i vores hus og slet ik når vores søn er der. Så for længe siden sad vi hos nogle af han venner og grillede, han blev fuld og kl ca 22:30 blev vi enige om at køre hjem for vi havde vores søn med. Da vi kommer hjem siger han at han vil have det kokain jeg to fra ham fordi han mener jeg nok har gemt det og ikke ture smide det ud. Siger det er smidt ud, han tramper ind i mit tøj værelse, åbner skuffer og smider alt på gulvet og ja også ting som kunne have gået i stykker, han truer mig og går amok. Han presser hans hoved helt ind i mit hoved så det gør ondt men jeg græder og sige jeg har smidt det ud. Vores søn står ved siden af? Han undskyldte osv efter men hvad kan jeg bruge det til, jeg synes han ødelægger mig og vores søn.

Jeg har lige været på ferie i en uge uden ham og jeg savner ham slet ikke.. Jeg tror jeg er nået dertil hvor jeg virkelig ikke kan mere..

Nu til det forkerte:

Jeg har mødt en sød mand som virkelig vil mig det godt. Han er lidt ældre og har også et barn fra tidligere forhold. Han er helt fantastisk. Har kun kendt ham i en uge men alligevel virker det som om jeg altid har kendt ham. han er en god far.. Har snakket med ham om mit forhold til kæresten og han er helt rystet. Han kan slet ik forstå jeg stadig er der. Jeg er så intresseret i den nye og jeg ved jo at det er forkert. Men det fanme heller ikke nemt når man har en kæreste som er som min er. Jeg tænker, siden jeg overhoved har mødt en ny (har ikke mødt han på sider på nettet, har bare stødt ind i ham samme sted nogle gange) må der virkelig være noget galt derhjemme? Og det er der jo også..

Ja jeg ved det er forkert men han er helt fantastisk. Det er ikke en mulighed at sige det til kæresten da jeg faktisk er bange for han vil være voldelig eller andet. Kender ham. Jeg har prøvet utallige af gange at snakke med ham og kæmpe for dette forhold selvom alt er sket men han virker ikke som om han vil kæmpe, han vil aldrig snakke om noget. Det er hårdt.. Jeg tror gerne jeg vil gå fra ham eller jeg ved jeg vil men tør ikke og/så hvordan gør jeg? Vi har en søn og kan ikke bare gå? Mangler virkelig hjælp. Måske nogle har prøvet noget før! Håber i kvinder vil hjælpe mig!! Kan ikke mere , ender med jeg går ned med det..

Undskyld for min lange besked og tak fordi du læste med!

Mange tak for jeres alles svar! Det hjælper virkelig! Det giver mig også lidt et skub til at jeg skal komme væk. Idag fortalte jeg jeg ikke gad mere, vi blev uvenner og han sagde nogle ting som fik mig til ar græde. Som fx "jeg har mest lyst til bare at smadre dig" så gik han ind på vores søns værelse og jeg gik efter derind fordi vires søn sku i seng og børste tænder og skifte ble, imens jeg snakker smadre han bare døren i , næsten lige i hovedet på mig. Min søn kigger og jeg går og bliver jo ked af det. Så kommer han og siger "mor ked af det" og aer mig, 

Vi skal så På ferie hos hans engelske familie i 14 dage om 1,5 uge, hvad gør jeg? Det we jo ingen mulighed at han kan ta søn med alene og jeg vil samtidig ike holde vores søn fra at se hans familie på den side ?

Jeg synes du skal tage kontakt til LOKK. De kan rådgive dig om hvordan du kommer væk fra ham og hjælpe dig med kontakt til nærmeste krisecenter hvis det bliver nødvendigt. 

Mht. den anden fyr, så ville jeg prøve at holde mig væk og koncentrerer mig om livet som alenemor. Dit barn vil jo med sikkerhed reagerer på at far og mor ikke er sammen mere. Du har også kun kendt ham i en uge - mange vil virke fantastiske i starten. Det gjorde din kæreste nok også ellers havde I vel ikke fået barn sammen. 

Jeg håber du kommer væk fra ham og holder dig fokuseret på din søn 

held og lykke

Anonym skriver:

Mange tak for jeres alles svar! Det hjælper virkelig! Det giver mig også lidt et skub til at jeg skal komme væk. Idag fortalte jeg jeg ikke gad mere, vi blev uvenner og han sagde nogle ting som fik mig til ar græde. Som fx "jeg har mest lyst til bare at smadre dig" så gik han ind på vores søns værelse og jeg gik efter derind fordi vires søn sku i seng og børste tænder og skifte ble, imens jeg snakker smadre han bare døren i , næsten lige i hovedet på mig. Min søn kigger og jeg går og bliver jo ked af det. Så kommer han og siger "mor ked af det" og aer mig, 

Vi skal så På ferie hos hans engelske familie i 14 dage om 1,5 uge, hvad gør jeg? Det we jo ingen mulighed at han kan ta søn med alene og jeg vil samtidig ike holde vores søn fra at se hans familie på den side ?

Drop ferien

Anonym skriver:

Mange tak for dit svar! 

Hvad tænker du med dette, jeg vil jo væk derfra men vi har en ferie betalt ned hos hans engelske familie i 14 dage og drt er om 1,5 uge, og det er jo ingen mulighed at vores søn tager derhen med ham alene  

Ærlig? Jeg tænker at hverken dig eller søn tager med. Skidt med pengene denne gang. Måske kunne du endda bruge det som mulighed for at slå op med ham før ferien og lade ham "rase ud" hos familien?

Det er helt op til dig men jeg ville ikke være i sådan en mands nærvær mere end allerhøjst nødvendigt.

Kan godt forstå du ikke vil holde sønnen fra familien fordi faren er en røv, men lige i dette tilfælde må de undvære at se ham, indtil du går fra kæresten og I får det til at fungere på den ene eller anden måde omkring sønnen. Han er vigtigst og han er den eneste i dette kaos der ikke selv har et valg, som du i stedet må tage fra ham.

Og nej, selvfølgelig skal sønnen da absolut ingen stedet med ham selv.

Da du skrev "nu til det forkerte" troede jeg lige det var det jeg havde læst!! Det hele er så bund forkert.. Ud med ham, dumme nar! Ej undskyld, bliver bare så vred og får så ondt af jeres søn Hvis du er oprigtigt bange vil jeg anbefale dig at gøre brug af de ovennævnte muligheder, som de andre har nævnt Når du engang er gået, vil jeg altså også lige nævne at jeg ikke håber du udleverer din søn til samvær, til sådan en idiot. Stoffer og børn hører ikke sammen. Det gør voldelig opførsel og børn heller ikke! Selvfølgelig skal de se hinanden, men overvåget samvær er vist på sin plads her! Held og lykke.. Find nu styrken frem- den er der helt sikkert et sted! "You don't know How strong you are, until being strong is your only choice"

Kan slet ikk beskrive de føleser der går igennem mig, jeg har selv været i sådan et forhold med stoffer/alkohol og vold, og det er hårdt heldigvis havde jeg ikk børn med ham.

DU er en kvinde der har levet med en mand der virkelig har problemer i livet, og ved at du faktisk har fundet en fyr der opføre sig pænt overfor dig, falder du i svimer over denne opmærksomhed, og at han faktisk behandler dig som et menneske. jeg tror virkelig som de andre siger, tag din søn og kom på et krisecenter, jeg er sikker på de har nogle der kan hjælpe dig med at få de sidste af dine ting. Din søn har brug for du tager den rigtige beslutning på jeres begges vegne.

Anonym skriver:

Jeg skriver fordi jeg har brug for din hjælp og mening.

Jeg vil ikke have negative kommentarer, for jeg ved jo godt det er forkert..

Lidt om os:

Jeg har en kæreste, vi har været sammen 3 år og har en søn på 2 år. Vores forhold går virkelig dårligt, vi skændes tit og kan ikke tale om tingene. Min kæreste er en type der ikke gider tale og slet ikke om vores problemer. Jeg kan godt li at tale sammen. Han arbejder meget og respektere jeg, men når han endelig er hjemme hjælper han ikke til med vores søn.

Det er altid mig der putter (han har aldrig prøvet at putte vores søn), det er altid mig der giver mad (han har aldrig givet vores søn mad, ikke en gang grød da han var baby), altid mig der skifter ble (på nær hvis jeg ikke er hjemme, så er han jo tvunget, men har oplevet at komme hjem og så render vores søn rundt med lort i blen eller kæmpe tisseble).. Han er skide sur når der "roder" dvs fx hvis vi har ryddet op om aftenen og han køre tidligt på job, og jeg står op med søn og han tager så alt legetøj ind i stuen og det er ikke altid jeg kan nå at rydde helt op inden vi skal ud af døren.

Min kæreste opføre sig som en leje onkel og ikke en far, og alligevel ikke for han gider næsten aldrig sætte sig ned og lege med ham, det eneste han vil når han vil lege er at være mega vilde og gire ham fuldstændig op også inden han skal sove! Og stort set altid efter 5 min gider han ikke mere.

Vores forhold går ikke godt. Vi er nærmest bare sammen pga fælles søn og hus. Når vi bliver uvenner er det pludselig hans bil og så tager han nøglerne OGSÅ ekstra nøglerne, ja jeg ved han har betalt næsten hele bilen, (bilen står i min fars navn) men fanme mig der betaler forsikringer osv og så gør jeg og betaler så meget andet? Vi har aldrig rigtig noget at snakke om.

Jeg bliver tit ked af det når vi spiser fx frokost og vores søn får makrel, leverposteg eller noget som kæresten ikke kan li, fordi han opføre sig som et patte barn og siger fx "det er så ulækkert" "ej nu der leverposteg på min gaffel, kan ikke spise af den henter en ny" "hvorfor kan du ik go ham normalt Mad" helt ærligt? Vores søn elsker det? Jeg sidder da ikke og opføre mig sådan når vores søn får noget jeg ikke kan lide? Fx havde jeg købt koldskål forleden dag, vores søn er puttet så jeg sætter mig om aftenen i stuen med koldskål og kammerjunger, han kigger på mig og siger "ad sur gammel mælk, mener du at du vil spise det? Føj" osv. Jeg kigger på ham og så rejser jeg mig og sætter mig ud i køkkenet. Helt ærligt hvad fanden er det for en opførsel?

Han tager kokain når han får en øl for meget med sine venner. Det er måske 2 gange om mdr.(i hvertfald hvad jeg ved og ser) jeg hader det og ved ik hvordan jeg skal forholde mig til det. Vi har igen snakket om nu dette og han siger at han ikke har tænkt sig at stoppe det og han er gammel nok til st styre sit liv og jeg skal slet ikke blande mig. Nej jeg skal ik bestemme over hans liv men har en mening og han har ingen respekt selvom han vil have respekt. Han gider aldrig noget som fx gå hygge tur i center eller lignende fordi åh nej der er mennesker. Vi taler og kalder hinanden grimme ting når vi er uvenner, jeg kan ikke klare det mere. Jeg må ikke snakke om noget af vores forhold med veninder eller lign. fordi han ikke vil have at folk udefra skal se "der er problemer eller det går ik så godt". Han brokker sig hver gang vi skal til noget familien om det så er hans eller min.

Han bruger tit psykisk vold men det mener han ikke selv. Vores sex liv er dødt. Vi knalder faktisk kun når vi er "ved at springe".. Han har før truet mig på livet under skænderi.. Og andet jeg ikke vil ind på.. Jeg er i hvert fald bange for ham hvis vi bliver virkelig uvenner. Fx havde han kokain i sin pung efter en fest med hans venner, mens han sov to jeg det og skyllede det ud i wcet, har sagt til ham før jeg ikke vil ha det i vores hus og slet ik når vores søn er der. Så for længe siden sad vi hos nogle af han venner og grillede, han blev fuld og kl ca 22:30 blev vi enige om at køre hjem for vi havde vores søn med. Da vi kommer hjem siger han at han vil have det kokain jeg to fra ham fordi han mener jeg nok har gemt det og ikke ture smide det ud. Siger det er smidt ud, han tramper ind i mit tøj værelse, åbner skuffer og smider alt på gulvet og ja også ting som kunne have gået i stykker, han truer mig og går amok. Han presser hans hoved helt ind i mit hoved så det gør ondt men jeg græder og sige jeg har smidt det ud. Vores søn står ved siden af? Han undskyldte osv efter men hvad kan jeg bruge det til, jeg synes han ødelægger mig og vores søn.

Jeg har lige været på ferie i en uge uden ham og jeg savner ham slet ikke.. Jeg tror jeg er nået dertil hvor jeg virkelig ikke kan mere..

Nu til det forkerte:

Jeg har mødt en sød mand som virkelig vil mig det godt. Han er lidt ældre og har også et barn fra tidligere forhold. Han er helt fantastisk. Har kun kendt ham i en uge men alligevel virker det som om jeg altid har kendt ham. han er en god far.. Har snakket med ham om mit forhold til kæresten og han er helt rystet. Han kan slet ik forstå jeg stadig er der. Jeg er så intresseret i den nye og jeg ved jo at det er forkert. Men det fanme heller ikke nemt når man har en kæreste som er som min er. Jeg tænker, siden jeg overhoved har mødt en ny (har ikke mødt han på sider på nettet, har bare stødt ind i ham samme sted nogle gange) må der virkelig være noget galt derhjemme? Og det er der jo også..

Ja jeg ved det er forkert men han er helt fantastisk. Det er ikke en mulighed at sige det til kæresten da jeg faktisk er bange for han vil være voldelig eller andet. Kender ham. Jeg har prøvet utallige af gange at snakke med ham og kæmpe for dette forhold selvom alt er sket men han virker ikke som om han vil kæmpe, han vil aldrig snakke om noget. Det er hårdt.. Jeg tror gerne jeg vil gå fra ham eller jeg ved jeg vil men tør ikke og/så hvordan gør jeg? Vi har en søn og kan ikke bare gå? Mangler virkelig hjælp. Måske nogle har prøvet noget før! Håber i kvinder vil hjælpe mig!! Kan ikke mere , ender med jeg går ned med det..

Undskyld for min lange besked og tak fordi du læste med!

jeg vil foreslå at tage til noget familie med din søn - eller det nærmeste kvindekrisecenter - og så sige til ham at det ikke holder sådan som det er pt. og at du ønsker han ændre sig...

det han gør - ihvertfald sådan som jeg læser det, er at køre psykisk terror på dig og jeres søn...

Anonym skriver:

Jeg skriver fordi jeg har brug for din hjælp og mening.

Jeg vil ikke have negative kommentarer, for jeg ved jo godt det er forkert..

Lidt om os:

Jeg har en kæreste, vi har været sammen 3 år og har en søn på 2 år. Vores forhold går virkelig dårligt, vi skændes tit og kan ikke tale om tingene. Min kæreste er en type der ikke gider tale og slet ikke om vores problemer. Jeg kan godt li at tale sammen. Han arbejder meget og respektere jeg, men når han endelig er hjemme hjælper han ikke til med vores søn.

Det er altid mig der putter (han har aldrig prøvet at putte vores søn), det er altid mig der giver mad (han har aldrig givet vores søn mad, ikke en gang grød da han var baby), altid mig der skifter ble (på nær hvis jeg ikke er hjemme, så er han jo tvunget, men har oplevet at komme hjem og så render vores søn rundt med lort i blen eller kæmpe tisseble).. Han er skide sur når der "roder" dvs fx hvis vi har ryddet op om aftenen og han køre tidligt på job, og jeg står op med søn og han tager så alt legetøj ind i stuen og det er ikke altid jeg kan nå at rydde helt op inden vi skal ud af døren.

Min kæreste opføre sig som en leje onkel og ikke en far, og alligevel ikke for han gider næsten aldrig sætte sig ned og lege med ham, det eneste han vil når han vil lege er at være mega vilde og gire ham fuldstændig op også inden han skal sove! Og stort set altid efter 5 min gider han ikke mere.

Vores forhold går ikke godt. Vi er nærmest bare sammen pga fælles søn og hus. Når vi bliver uvenner er det pludselig hans bil og så tager han nøglerne OGSÅ ekstra nøglerne, ja jeg ved han har betalt næsten hele bilen, (bilen står i min fars navn) men fanme mig der betaler forsikringer osv og så gør jeg og betaler så meget andet? Vi har aldrig rigtig noget at snakke om.

Jeg bliver tit ked af det når vi spiser fx frokost og vores søn får makrel, leverposteg eller noget som kæresten ikke kan li, fordi han opføre sig som et patte barn og siger fx "det er så ulækkert" "ej nu der leverposteg på min gaffel, kan ikke spise af den henter en ny" "hvorfor kan du ik go ham normalt Mad" helt ærligt? Vores søn elsker det? Jeg sidder da ikke og opføre mig sådan når vores søn får noget jeg ikke kan lide? Fx havde jeg købt koldskål forleden dag, vores søn er puttet så jeg sætter mig om aftenen i stuen med koldskål og kammerjunger, han kigger på mig og siger "ad sur gammel mælk, mener du at du vil spise det? Føj" osv. Jeg kigger på ham og så rejser jeg mig og sætter mig ud i køkkenet. Helt ærligt hvad fanden er det for en opførsel?

Han tager kokain når han får en øl for meget med sine venner. Det er måske 2 gange om mdr.(i hvertfald hvad jeg ved og ser) jeg hader det og ved ik hvordan jeg skal forholde mig til det. Vi har igen snakket om nu dette og han siger at han ikke har tænkt sig at stoppe det og han er gammel nok til st styre sit liv og jeg skal slet ikke blande mig. Nej jeg skal ik bestemme over hans liv men har en mening og han har ingen respekt selvom han vil have respekt. Han gider aldrig noget som fx gå hygge tur i center eller lignende fordi åh nej der er mennesker. Vi taler og kalder hinanden grimme ting når vi er uvenner, jeg kan ikke klare det mere. Jeg må ikke snakke om noget af vores forhold med veninder eller lign. fordi han ikke vil have at folk udefra skal se "der er problemer eller det går ik så godt". Han brokker sig hver gang vi skal til noget familien om det så er hans eller min.

Han bruger tit psykisk vold men det mener han ikke selv. Vores sex liv er dødt. Vi knalder faktisk kun når vi er "ved at springe".. Han har før truet mig på livet under skænderi.. Og andet jeg ikke vil ind på.. Jeg er i hvert fald bange for ham hvis vi bliver virkelig uvenner. Fx havde han kokain i sin pung efter en fest med hans venner, mens han sov to jeg det og skyllede det ud i wcet, har sagt til ham før jeg ikke vil ha det i vores hus og slet ik når vores søn er der. Så for længe siden sad vi hos nogle af han venner og grillede, han blev fuld og kl ca 22:30 blev vi enige om at køre hjem for vi havde vores søn med. Da vi kommer hjem siger han at han vil have det kokain jeg to fra ham fordi han mener jeg nok har gemt det og ikke ture smide det ud. Siger det er smidt ud, han tramper ind i mit tøj værelse, åbner skuffer og smider alt på gulvet og ja også ting som kunne have gået i stykker, han truer mig og går amok. Han presser hans hoved helt ind i mit hoved så det gør ondt men jeg græder og sige jeg har smidt det ud. Vores søn står ved siden af? Han undskyldte osv efter men hvad kan jeg bruge det til, jeg synes han ødelægger mig og vores søn.

Jeg har lige været på ferie i en uge uden ham og jeg savner ham slet ikke.. Jeg tror jeg er nået dertil hvor jeg virkelig ikke kan mere..

Nu til det forkerte:

Jeg har mødt en sød mand som virkelig vil mig det godt. Han er lidt ældre og har også et barn fra tidligere forhold. Han er helt fantastisk. Har kun kendt ham i en uge men alligevel virker det som om jeg altid har kendt ham. han er en god far.. Har snakket med ham om mit forhold til kæresten og han er helt rystet. Han kan slet ik forstå jeg stadig er der. Jeg er så intresseret i den nye og jeg ved jo at det er forkert. Men det fanme heller ikke nemt når man har en kæreste som er som min er. Jeg tænker, siden jeg overhoved har mødt en ny (har ikke mødt han på sider på nettet, har bare stødt ind i ham samme sted nogle gange) må der virkelig være noget galt derhjemme? Og det er der jo også..

Ja jeg ved det er forkert men han er helt fantastisk. Det er ikke en mulighed at sige det til kæresten da jeg faktisk er bange for han vil være voldelig eller andet. Kender ham. Jeg har prøvet utallige af gange at snakke med ham og kæmpe for dette forhold selvom alt er sket men han virker ikke som om han vil kæmpe, han vil aldrig snakke om noget. Det er hårdt.. Jeg tror gerne jeg vil gå fra ham eller jeg ved jeg vil men tør ikke og/så hvordan gør jeg? Vi har en søn og kan ikke bare gå? Mangler virkelig hjælp. Måske nogle har prøvet noget før! Håber i kvinder vil hjælpe mig!! Kan ikke mere , ender med jeg går ned med det..

Undskyld for min lange besked og tak fordi du læste med!

Pak en taske og tag på et krisecenter.. de kan hjælpe dig og der er du beskyttet

Anonym skriver:

Jeg skriver fordi jeg har brug for din hjælp og mening.

Jeg vil ikke have negative kommentarer, for jeg ved jo godt det er forkert..

Lidt om os:

Jeg har en kæreste, vi har været sammen 3 år og har en søn på 2 år. Vores forhold går virkelig dårligt, vi skændes tit og kan ikke tale om tingene. Min kæreste er en type der ikke gider tale og slet ikke om vores problemer. Jeg kan godt li at tale sammen. Han arbejder meget og respektere jeg, men når han endelig er hjemme hjælper han ikke til med vores søn.

Det er altid mig der putter (han har aldrig prøvet at putte vores søn), det er altid mig der giver mad (han har aldrig givet vores søn mad, ikke en gang grød da han var baby), altid mig der skifter ble (på nær hvis jeg ikke er hjemme, så er han jo tvunget, men har oplevet at komme hjem og så render vores søn rundt med lort i blen eller kæmpe tisseble).. Han er skide sur når der "roder" dvs fx hvis vi har ryddet op om aftenen og han køre tidligt på job, og jeg står op med søn og han tager så alt legetøj ind i stuen og det er ikke altid jeg kan nå at rydde helt op inden vi skal ud af døren.

Min kæreste opføre sig som en leje onkel og ikke en far, og alligevel ikke for han gider næsten aldrig sætte sig ned og lege med ham, det eneste han vil når han vil lege er at være mega vilde og gire ham fuldstændig op også inden han skal sove! Og stort set altid efter 5 min gider han ikke mere.

Vores forhold går ikke godt. Vi er nærmest bare sammen pga fælles søn og hus. Når vi bliver uvenner er det pludselig hans bil og så tager han nøglerne OGSÅ ekstra nøglerne, ja jeg ved han har betalt næsten hele bilen, (bilen står i min fars navn) men fanme mig der betaler forsikringer osv og så gør jeg og betaler så meget andet? Vi har aldrig rigtig noget at snakke om.

Jeg bliver tit ked af det når vi spiser fx frokost og vores søn får makrel, leverposteg eller noget som kæresten ikke kan li, fordi han opføre sig som et patte barn og siger fx "det er så ulækkert" "ej nu der leverposteg på min gaffel, kan ikke spise af den henter en ny" "hvorfor kan du ik go ham normalt Mad" helt ærligt? Vores søn elsker det? Jeg sidder da ikke og opføre mig sådan når vores søn får noget jeg ikke kan lide? Fx havde jeg købt koldskål forleden dag, vores søn er puttet så jeg sætter mig om aftenen i stuen med koldskål og kammerjunger, han kigger på mig og siger "ad sur gammel mælk, mener du at du vil spise det? Føj" osv. Jeg kigger på ham og så rejser jeg mig og sætter mig ud i køkkenet. Helt ærligt hvad fanden er det for en opførsel?

Han tager kokain når han får en øl for meget med sine venner. Det er måske 2 gange om mdr.(i hvertfald hvad jeg ved og ser) jeg hader det og ved ik hvordan jeg skal forholde mig til det. Vi har igen snakket om nu dette og han siger at han ikke har tænkt sig at stoppe det og han er gammel nok til st styre sit liv og jeg skal slet ikke blande mig. Nej jeg skal ik bestemme over hans liv men har en mening og han har ingen respekt selvom han vil have respekt. Han gider aldrig noget som fx gå hygge tur i center eller lignende fordi åh nej der er mennesker. Vi taler og kalder hinanden grimme ting når vi er uvenner, jeg kan ikke klare det mere. Jeg må ikke snakke om noget af vores forhold med veninder eller lign. fordi han ikke vil have at folk udefra skal se "der er problemer eller det går ik så godt". Han brokker sig hver gang vi skal til noget familien om det så er hans eller min.

Han bruger tit psykisk vold men det mener han ikke selv. Vores sex liv er dødt. Vi knalder faktisk kun når vi er "ved at springe".. Han har før truet mig på livet under skænderi.. Og andet jeg ikke vil ind på.. Jeg er i hvert fald bange for ham hvis vi bliver virkelig uvenner. Fx havde han kokain i sin pung efter en fest med hans venner, mens han sov to jeg det og skyllede det ud i wcet, har sagt til ham før jeg ikke vil ha det i vores hus og slet ik når vores søn er der. Så for længe siden sad vi hos nogle af han venner og grillede, han blev fuld og kl ca 22:30 blev vi enige om at køre hjem for vi havde vores søn med. Da vi kommer hjem siger han at han vil have det kokain jeg to fra ham fordi han mener jeg nok har gemt det og ikke ture smide det ud. Siger det er smidt ud, han tramper ind i mit tøj værelse, åbner skuffer og smider alt på gulvet og ja også ting som kunne have gået i stykker, han truer mig og går amok. Han presser hans hoved helt ind i mit hoved så det gør ondt men jeg græder og sige jeg har smidt det ud. Vores søn står ved siden af? Han undskyldte osv efter men hvad kan jeg bruge det til, jeg synes han ødelægger mig og vores søn.

Jeg har lige været på ferie i en uge uden ham og jeg savner ham slet ikke.. Jeg tror jeg er nået dertil hvor jeg virkelig ikke kan mere..

Nu til det forkerte:

Jeg har mødt en sød mand som virkelig vil mig det godt. Han er lidt ældre og har også et barn fra tidligere forhold. Han er helt fantastisk. Har kun kendt ham i en uge men alligevel virker det som om jeg altid har kendt ham. han er en god far.. Har snakket med ham om mit forhold til kæresten og han er helt rystet. Han kan slet ik forstå jeg stadig er der. Jeg er så intresseret i den nye og jeg ved jo at det er forkert. Men det fanme heller ikke nemt når man har en kæreste som er som min er. Jeg tænker, siden jeg overhoved har mødt en ny (har ikke mødt han på sider på nettet, har bare stødt ind i ham samme sted nogle gange) må der virkelig være noget galt derhjemme? Og det er der jo også..

Ja jeg ved det er forkert men han er helt fantastisk. Det er ikke en mulighed at sige det til kæresten da jeg faktisk er bange for han vil være voldelig eller andet. Kender ham. Jeg har prøvet utallige af gange at snakke med ham og kæmpe for dette forhold selvom alt er sket men han virker ikke som om han vil kæmpe, han vil aldrig snakke om noget. Det er hårdt.. Jeg tror gerne jeg vil gå fra ham eller jeg ved jeg vil men tør ikke og/så hvordan gør jeg? Vi har en søn og kan ikke bare gå? Mangler virkelig hjælp. Måske nogle har prøvet noget før! Håber i kvinder vil hjælpe mig!! Kan ikke mere , ender med jeg går ned med det..

Undskyld for min lange besked og tak fordi du læste med!

Efter at have læst din tråd, kommer jeg sådan til at tænke på en pige, jeg kender.. Kan det passe, at vi to kender hinanden?