Veninde i fertilitetsbehandling.. Bør jeg skåne?

Jeg har flere veninder, som kæmper med dét med at få børn. Én har vist direkte opgivet, løbet er kørt. To andre er i IVF-behandling, hidtil uden nogen videre succes.

Pr. maj måned er kæresten og jeg så selv begyndt på PB, og selvom jeg var overbevist om, at det ville blive problematisk, er jeg nu der, hvor jeg (til min begejstring) kan se, at det kommer sgu nok til at gå ret smooth - en bio i første cyklus, og nu, første ÆL siden den bio, sidder jeg her, 3+0, med alle de her symptomer, og føler mig måske næsten lidt *for* skråsikker på en positiv test om en god uges tid. 

Det er selvfølgelig intet mindre end fantastisk for os, men jeg synes jo også, det er meget lidt fair, sådan, set i det store billede. Og jeg kan snildt sætte mig ind i, hvis veninderne (hvor især den ene er som en søster for mig) måske sidder tilbage med en bitter og ambivalent følelse, over at usunde, overvægtige mig, med PCO og hele balladen, bliver gravid i to ud af to forsøgte måneder, mens de, som alle lever sundt, motionerer, spiser fornuftigt og det hele, alligevel måned efter måned skal kæmpe med hormon-indsprøjtninger, bivirkninger, håb, skuffelse, lægebesøg, smerter, og alt det andet, som den type behandling nu medfører. Skal jeg være helt ærlig, så synes jeg næsten ikke, jeg fortjener at blive hurtigt gravid, når jeg ser hvordan de skal kæmpe, men jeg ved jo også godt, at sådan fungerer verden selvfølgelig ikke. 

Men alt andet lige er jeg virkelig meget i tvivl. Der er tale om nogen af mine bedste veninder. Ingen af dem har vist mig nogen form for bitterhed eller misundelse, og kommer heller ikke til det. Men jeg vil stadig gerne prøve at vise lidt hensyn  og ikke tvære mit eget svineheld ud i ansigtet på dem.

Så, jeg beder om jeres input. Jer, der er i fertilitetsbehandling.. Hvordan vil I helst behandles? Ville I foretrække, at al babysnakken bliver holdt til et minimum? Ville I helst vente lidt med at få besked, til den er stensikker, så I ikke skulle følge med i mine op-og nedture, såvel som jeres egne? Ville I helst høre med på ALT det skrukkede, eller bliver det hurtigt for meget?

Jeg ved, hvor påvirket jeg selv var, de første uger efter bio'en. Gravide maver overalt, og ærlig talt, de skulle bare dø, så jeg kunne slippe for at se på dem. Men jeg kan jo ikke ligefrem klage. En bio er forventeligt, og jeg er virkelig sluppet billigt, at blive gravid så hurtigt. Veninderne er gjort af bedre stof end mig - de er stærkere, bedre mennesker (i min optik), men har også været igennem meget mere.

Hjælp... Hvordan kan jeg være en god veninde her, og stadig nyde mit eget held?

 

 

Tillykke . Hvis det var mig der var veninde, så ville jeg helst vide det og være med fra starten, er sikker på at det vil glæde dem, har selv prøvet et par gange hvor jeg var den sidste til at få noget af vide, det blev jeg ked af, så hellere ærger mig lidt over, at det ikke var min tur endnu. 

Det er endelig lykkedes for mig at blive gravid, det har jeg ventet på i mange år. 

Anonym skriver:

Jeg har flere veninder, som kæmper med dét med at få børn. Én har vist direkte opgivet, løbet er kørt. To andre er i IVF-behandling, hidtil uden nogen videre succes.

Pr. maj måned er kæresten og jeg så selv begyndt på PB, og selvom jeg var overbevist om, at det ville blive problematisk, er jeg nu der, hvor jeg (til min begejstring) kan se, at det kommer sgu nok til at gå ret smooth - en bio i første cyklus, og nu, første ÆL siden den bio, sidder jeg her, 3+0, med alle de her symptomer, og føler mig måske næsten lidt *for* skråsikker på en positiv test om en god uges tid. 

Det er selvfølgelig intet mindre end fantastisk for os, men jeg synes jo også, det er meget lidt fair, sådan, set i det store billede. Og jeg kan snildt sætte mig ind i, hvis veninderne (hvor især den ene er som en søster for mig) måske sidder tilbage med en bitter og ambivalent følelse, over at usunde, overvægtige mig, med PCO og hele balladen, bliver gravid i to ud af to forsøgte måneder, mens de, som alle lever sundt, motionerer, spiser fornuftigt og det hele, alligevel måned efter måned skal kæmpe med hormon-indsprøjtninger, bivirkninger, håb, skuffelse, lægebesøg, smerter, og alt det andet, som den type behandling nu medfører. Skal jeg være helt ærlig, så synes jeg næsten ikke, jeg fortjener at blive hurtigt gravid, når jeg ser hvordan de skal kæmpe, men jeg ved jo også godt, at sådan fungerer verden selvfølgelig ikke. 

Men alt andet lige er jeg virkelig meget i tvivl. Der er tale om nogen af mine bedste veninder. Ingen af dem har vist mig nogen form for bitterhed eller misundelse, og kommer heller ikke til det. Men jeg vil stadig gerne prøve at vise lidt hensyn  og ikke tvære mit eget svineheld ud i ansigtet på dem.

Så, jeg beder om jeres input. Jer, der er i fertilitetsbehandling.. Hvordan vil I helst behandles? Ville I foretrække, at al babysnakken bliver holdt til et minimum? Ville I helst vente lidt med at få besked, til den er stensikker, så I ikke skulle følge med i mine op-og nedture, såvel som jeres egne? Ville I helst høre med på ALT det skrukkede, eller bliver det hurtigt for meget?

Jeg ved, hvor påvirket jeg selv var, de første uger efter bio'en. Gravide maver overalt, og ærlig talt, de skulle bare dø, så jeg kunne slippe for at se på dem. Men jeg kan jo ikke ligefrem klage. En bio er forventeligt, og jeg er virkelig sluppet billigt, at blive gravid så hurtigt. Veninderne er gjort af bedre stof end mig - de er stærkere, bedre mennesker (i min optik), men har også været igennem meget mere.

Hjælp... Hvordan kan jeg være en god veninde her, og stadig nyde mit eget held?

 

 

jeg ville helst ikke vide noget før det er 100% sikkert.

Der er jo ingen grund til at sige noget når du ikke er sikker. Jeg har feks en veninde der tror hun er gravid hver måned og det er til at brække sig af at hører på det for hun har nok sagt det 100 gange på 6 mdr og hun er stadig ikke gravid. Helt ærligt, vent dog med at fortælle nyheden til den rent faktisk er der. Hun bliver jo selv pisse ked af det når hun så skal fortælle at det så heller ikke var denne gang.

Nu har jeg ikke selv været i behandling. Men jeg faldt over din tråd, og håber det er ok jeg kommer med mit input.

For det første synes jeg ikke der er nogen grund til at sige noget før du er sikker på du er gravid.

HVIS du så er det, så tænker jeg om du ikke kunne snakke med dem hver især om hvordan de har det med det? Folk er jo forskellige. Én af dine veninder synes måske det er super fint at du snakker løs om din graviditet, hvor en anden måske (på trods af at hun sikkert glæder sig på dine vegne) har sværere ved at høre for meget om det, når hun selv kæmper. 

På den måde viser du i hvert fald at du tænker på dem, og godt ved at det er hårdt det de går igennem. 

Bare en tanke....

Anonym skriver:

Jeg har flere veninder, som kæmper med dét med at få børn. Én har vist direkte opgivet, løbet er kørt. To andre er i IVF-behandling, hidtil uden nogen videre succes.

Pr. maj måned er kæresten og jeg så selv begyndt på PB, og selvom jeg var overbevist om, at det ville blive problematisk, er jeg nu der, hvor jeg (til min begejstring) kan se, at det kommer sgu nok til at gå ret smooth - en bio i første cyklus, og nu, første ÆL siden den bio, sidder jeg her, 3+0, med alle de her symptomer, og føler mig måske næsten lidt *for* skråsikker på en positiv test om en god uges tid. 

Det er selvfølgelig intet mindre end fantastisk for os, men jeg synes jo også, det er meget lidt fair, sådan, set i det store billede. Og jeg kan snildt sætte mig ind i, hvis veninderne (hvor især den ene er som en søster for mig) måske sidder tilbage med en bitter og ambivalent følelse, over at usunde, overvægtige mig, med PCO og hele balladen, bliver gravid i to ud af to forsøgte måneder, mens de, som alle lever sundt, motionerer, spiser fornuftigt og det hele, alligevel måned efter måned skal kæmpe med hormon-indsprøjtninger, bivirkninger, håb, skuffelse, lægebesøg, smerter, og alt det andet, som den type behandling nu medfører. Skal jeg være helt ærlig, så synes jeg næsten ikke, jeg fortjener at blive hurtigt gravid, når jeg ser hvordan de skal kæmpe, men jeg ved jo også godt, at sådan fungerer verden selvfølgelig ikke. 

Men alt andet lige er jeg virkelig meget i tvivl. Der er tale om nogen af mine bedste veninder. Ingen af dem har vist mig nogen form for bitterhed eller misundelse, og kommer heller ikke til det. Men jeg vil stadig gerne prøve at vise lidt hensyn  og ikke tvære mit eget svineheld ud i ansigtet på dem.

Så, jeg beder om jeres input. Jer, der er i fertilitetsbehandling.. Hvordan vil I helst behandles? Ville I foretrække, at al babysnakken bliver holdt til et minimum? Ville I helst vente lidt med at få besked, til den er stensikker, så I ikke skulle følge med i mine op-og nedture, såvel som jeres egne? Ville I helst høre med på ALT det skrukkede, eller bliver det hurtigt for meget?

Jeg ved, hvor påvirket jeg selv var, de første uger efter bio'en. Gravide maver overalt, og ærlig talt, de skulle bare dø, så jeg kunne slippe for at se på dem. Men jeg kan jo ikke ligefrem klage. En bio er forventeligt, og jeg er virkelig sluppet billigt, at blive gravid så hurtigt. Veninderne er gjort af bedre stof end mig - de er stærkere, bedre mennesker (i min optik), men har også været igennem meget mere.

Hjælp... Hvordan kan jeg være en god veninde her, og stadig nyde mit eget held?

 

 

For det første er det måske liiige i overkanten at være sikker på en graviditet når man er 3+0. Men jeg krydser da fingre for dig. 

For det andet: Ja, jeg ville gerne skånes. Havde en veninde der snakkede om sine børn konstant mens vi var i fertilitetbehandling og det var ærligt talt et ret stort pres på vores relation. Selvom hun forsøgte at være forstående, var hun bare ikke i stand til at sætte sig i mit sted. Og det førte til nogle (for mig) ubehagelige situationer.

Jeg synes det er rigtig fint at du er opmærksom på at dine veninder har det svært på det her område, og at du skal træde lidt varsomt. Der er INGEN grund til at plapre løs om at man helt sikkert er gravid en uge før menstruation. På den anden side er det også nederen at blive ALT for beskyttet, hvis du forstår. Hvis alle andre veninder og familie får at vide om graviditeten før, så ville jeg nok have det lidt mærkeligt.

Så jeg synes: Hold babysnak til et minimum, specielt når du ikke engang ved om du er gravid. Når du står med en positiv test i hånden, så fortæl veninderne om det samtidig med at du fortæller alle andre om det. Det er ikke fedt at høre sådan noget af bagvejen. Og ja, efter positiv test, ville jeg også holde babysnak på et minimum.

Men måske dine veninder har det helt anderledes, måske de bare er totalt overskudsagtige og synes det er skønt at høre om. Det er svært at sige.

Jeg har selv været i behandling og ja det er pisse hårdt! Men jeg kunne dog godt glæde mig på andres vegne. Dog vil jeg råde dig til lige at holde lidt igen med at sige det, før du er sikker! Jeg tænker lidt, ikke for at være træls, men er du sikker på, at du ikke har noget hcg tilbage fra bio? Altså jeg har ikke forstand på det, tænker bare på, at det er ret kort tid siden du havde en bio.

Jeg kan sagtens forstå du har lyst til at råbe det ud, men jeg tror jeg ville give det lidt tid.

Jeg kunne godt være lidt "bitter" over at læse om folk der blev gravid ved en fejl og valgte abort, men det var jo folk jeg ikke kendte.

Jeg synes, når du fortæller dine veninder dit held, så spørg dem, hvordan de har det og sig, at det er helt ok, hvis de ikke er ovenud lykkelige og måske har et stik af misundelse. Det er en lettelse at få at vide, at det er ok, og du kan rumme at det ikke er evig lykke fra deres side. Og selvfølgelig så snakke om, hvad hun gerne vil vide, og hvad der er for hårdt.

Jeg synes det er meget stort af dig, at du gerne vil tage hensyn, og det er så fint, at du spørger nogle der har prøvet at være i behandling. Men vi er jo alle forskellige, så snak med dine veninder, så skal det nok blive godt

Jeg har flere veninder, som kæmper med dét med at få børn. Én har vist direkte opgivet, løbet er kørt. To andre er i IVF-behandling, hidtil uden nogen videre succes.

Pr. maj måned er kæresten og jeg så selv begyndt på PB, og selvom jeg var overbevist om, at det ville blive problematisk, er jeg nu der, hvor jeg (til min begejstring) kan se, at det kommer sgu nok til at gå ret smooth - en bio i første cyklus, og nu, første ÆL siden den bio, sidder jeg her, 3+0, med alle de her symptomer, og føler mig måske næsten lidt *for* skråsikker på en positiv test om en god uges tid. 

Det er selvfølgelig intet mindre end fantastisk for os, men jeg synes jo også, det er meget lidt fair, sådan, set i det store billede. Og jeg kan snildt sætte mig ind i, hvis veninderne (hvor især den ene er som en søster for mig) måske sidder tilbage med en bitter og ambivalent følelse, over at usunde, overvægtige mig, med PCO og hele balladen, bliver gravid i to ud af to forsøgte måneder, mens de, som alle lever sundt, motionerer, spiser fornuftigt og det hele, alligevel måned efter måned skal kæmpe med hormon-indsprøjtninger, bivirkninger, håb, skuffelse, lægebesøg, smerter, og alt det andet, som den type behandling nu medfører. Skal jeg være helt ærlig, så synes jeg næsten ikke, jeg fortjener at blive hurtigt gravid, når jeg ser hvordan de skal kæmpe, men jeg ved jo også godt, at sådan fungerer verden selvfølgelig ikke. 

Men alt andet lige er jeg virkelig meget i tvivl. Der er tale om nogen af mine bedste veninder. Ingen af dem har vist mig nogen form for bitterhed eller misundelse, og kommer heller ikke til det. Men jeg vil stadig gerne prøve at vise lidt hensyn  og ikke tvære mit eget svineheld ud i ansigtet på dem.

Så, jeg beder om jeres input. Jer, der er i fertilitetsbehandling.. Hvordan vil I helst behandles? Ville I foretrække, at al babysnakken bliver holdt til et minimum? Ville I helst vente lidt med at få besked, til den er stensikker, så I ikke skulle følge med i mine op-og nedture, såvel som jeres egne? Ville I helst høre med på ALT det skrukkede, eller bliver det hurtigt for meget?

Jeg ved, hvor påvirket jeg selv var, de første uger efter bio'en. Gravide maver overalt, og ærlig talt, de skulle bare dø, så jeg kunne slippe for at se på dem. Men jeg kan jo ikke ligefrem klage. En bio er forventeligt, og jeg er virkelig sluppet billigt, at blive gravid så hurtigt. Veninderne er gjort af bedre stof end mig - de er stærkere, bedre mennesker (i min optik), men har også været igennem meget mere.

Hjælp... Hvordan kan jeg være en god veninde her, og stadig nyde mit eget held?

 

 

Nu har jeg selv mistet og været igennem behandlinger, (3- IUI og 1- IVF indtil videre)  og som du også selv kan se og hører på dine veninder er det super hårdt!
Vi har selv kæmpet for at blive gravid i 3-4 år nu. (hvor vi mistede for 2 år siden)

Personligt, vil jeg først have noget at vide, når man er helt sikker, måske først efter NF.
Så er jeg også typen, hvor jeg lige skal surmule og så lige forstå det, og så er jeg glad på andres vegne,

og vil gerne snak om det, det jo ikke din skyld at dine veninder kæmper. Når det er sagt, skal du også forberede dig på, at der måske er nogen af dine veninder, der ikke ønsker at være en del af det. - Før hun måske selv siger til.

Håber det gav lidt mening.

Jeg har flere veninder, som kæmper med dét med at få børn. Én har vist direkte opgivet, løbet er kørt. To andre er i IVF-behandling, hidtil uden nogen videre succes.

Pr. maj måned er kæresten og jeg så selv begyndt på PB, og selvom jeg var overbevist om, at det ville blive problematisk, er jeg nu der, hvor jeg (til min begejstring) kan se, at det kommer sgu nok til at gå ret smooth - en bio i første cyklus, og nu, første ÆL siden den bio, sidder jeg her, 3+0, med alle de her symptomer, og føler mig måske næsten lidt *for* skråsikker på en positiv test om en god uges tid. 

Det er selvfølgelig intet mindre end fantastisk for os, men jeg synes jo også, det er meget lidt fair, sådan, set i det store billede. Og jeg kan snildt sætte mig ind i, hvis veninderne (hvor især den ene er som en søster for mig) måske sidder tilbage med en bitter og ambivalent følelse, over at usunde, overvægtige mig, med PCO og hele balladen, bliver gravid i to ud af to forsøgte måneder, mens de, som alle lever sundt, motionerer, spiser fornuftigt og det hele, alligevel måned efter måned skal kæmpe med hormon-indsprøjtninger, bivirkninger, håb, skuffelse, lægebesøg, smerter, og alt det andet, som den type behandling nu medfører. Skal jeg være helt ærlig, så synes jeg næsten ikke, jeg fortjener at blive hurtigt gravid, når jeg ser hvordan de skal kæmpe, men jeg ved jo også godt, at sådan fungerer verden selvfølgelig ikke. 

Men alt andet lige er jeg virkelig meget i tvivl. Der er tale om nogen af mine bedste veninder. Ingen af dem har vist mig nogen form for bitterhed eller misundelse, og kommer heller ikke til det. Men jeg vil stadig gerne prøve at vise lidt hensyn  og ikke tvære mit eget svineheld ud i ansigtet på dem.

Så, jeg beder om jeres input. Jer, der er i fertilitetsbehandling.. Hvordan vil I helst behandles? Ville I foretrække, at al babysnakken bliver holdt til et minimum? Ville I helst vente lidt med at få besked, til den er stensikker, så I ikke skulle følge med i mine op-og nedture, såvel som jeres egne? Ville I helst høre med på ALT det skrukkede, eller bliver det hurtigt for meget?

Jeg ved, hvor påvirket jeg selv var, de første uger efter bio'en. Gravide maver overalt, og ærlig talt, de skulle bare dø, så jeg kunne slippe for at se på dem. Men jeg kan jo ikke ligefrem klage. En bio er forventeligt, og jeg er virkelig sluppet billigt, at blive gravid så hurtigt. Veninderne er gjort af bedre stof end mig - de er stærkere, bedre mennesker (i min optik), men har også været igennem meget mere.

Hjælp... Hvordan kan jeg være en god veninde her, og stadig nyde mit eget held?

 

 

Jeg tænker du skal passe på med at være for skrå sikker på at det hele nok skal lykkes selvfølgelig må man gerne  for det, men især med PCO/PCOS skal man passe på, for kroppen kan virkelig snyde en.. Var selv meget overbevist mange gange men selv efter 17 måneder er der stadig intet sket :/ Håber selvfølgelig for jer, men pas nu på dig selv.. Man bliver så ked af det hvis næsen er kommet for langt i sky :/

Men du skal på intet tidspunkt tænke du ikke fortjener det?! Alle fortjener at blive gravide så hurtigt som det kan lade sig gøre! Det er bare svært for nogen, men det gør ikke at du fortjener det mindre end dem  

Men pøj pøj 

Tak for jeres svar 

Jeg er meget bevidst om, at jeg nok er lidt for kæk, når det lige nu kun er 3+1. Jeg er dog sikker på to ting - symptomerne skyldes ikke rest af HCG efter bio, for de var helt væk (og har også testet negativ) næsten samme dag som jeg blødte, og er først kommet tilbage i løbet af de seneste dage. Og jeg ved, at der har været en ÆL, for gynækologen bekræftede det ved en scanning to dage efter, og sagde at der var en rigtig god chance for succes, hvis vi havde hygget i de seneste dage.

Så, hvis symptomerne er noget andet end graviditet, er de slet og ret en god gammeldags indbildning  Og det kan det selvfølgelig sagtens vise sig at være, det indrømmer jeg gerne. Nu får vi se. 

Hvor om alting er, jeg er rigtig glad for jeres input. Jeg har prøvet at snakke lidt med hver af dem om tingene, men det er svært at få et direkte og ærligt svar ud af dem - måske fordi, de heller ikke vil gøre mig ked af det. Så, jeg tænkte, jeg ville høre jer ad istedet 

Jeg vil stadig gerne høre fra andre også, så hold jer helst ikke tilbage!  Tak igen!