Min kæreste tager det lort

Det her er hårdt skrevet, og det ved jeg godt.. 

Pak dine ting og flyt! Hvis ikke du kan finde "nosserne" til at gøre det for din egen skyld, så gør det for dit barns! INGEN byder sit barn at vokse op med sådan en far!!

 

 

Ta vare om dig selv og sønnen, han virker til st have taget valget, måske netop det at han først ser hvad han har mistet når det er væk, vil gøre forskellen. 

Personligt var jeg gået og havde jeg fået svar om ikke at blande mig ved et ultimatum, så havde han jo fravalgt mig der. 

Først og fremnest kan jeg ikke helt finde ud af ud fra dir indlæg hvorvidt der er tale om et misbrug/afjængighedsforhold eller noget han gør til fester i ny og næ, men uanset synes jeg du skal kontakte misbrugsportalen.dk tlf. 71987913

De kan helt sikkert rådgive dig bedre end vi kan her. 

Derudover vil jeg sige det umiddelbart virker overdrevet at skrive at ts ikke kan være bekendt at byde sin søn sådan en far. Han kan sa sagtens være en kærlig og nærværende far.  Ts skriver jo ikke at han gør det mens han har barnet. 

Nå men held og lykke. Jeg håber han vælger at stoppe med det

Du skriver du er bange for kommunen tar dit barn.. De tar ikke dit barn hvis du går fra ham og meddeler at du kun ønsker overvåget samvær grundet stoffer der også var grund til bruddet, men hvis du bliver og det bliver opdaget eller der sker noget med dit barn grundet far er påvirket SÅ vil der blive set på dig med kritiske øjne...

Så du burde være mere bange for at miste dit barn ved at blive end at gå.. Går du vil kommunen se at du sætter dit barn først og tænker på barnets behov.. Det gør du altså ikke ved at blive... Du bliver nød til at tænke på dig selv og dit barn... Og stoffer er et stor no go og du risikere for meget...

Hvis han er ligeglad og ikke vil vælge dig frem for stoffer, elsker han sig så eller er du bare bekvemmelig at have rendende??
. Narkomaner har ofte det sidste forhold.. Så smut uden håb om han ændre sig, for ja det kunne ske, men det kunne også være det ikke skete.. Så hvis du går så er det fordi du er indstillet på at det er slut...

Held og lykke

Jeg kan fortælle min historie..
Da jeg mødte min kæreste levede vi begge et vildt liv, hvor min kærestes liv havde bestået af stoffer i omkring.. 6 år.
Han fik en dom med fodlænke sidste år, og da gik det op for ham at han hverken behøver alkohol eller stoffer for at være glad..
Jeg fortalte ham, at jeg har brug for et liv hvor jeg kan se en fremtid og få ro på.
Han stoppede ud af det blå, og 2 måneder efter lænken var af, havde han stadig ikke engang været i byen eller drukket sig fuld, taget stoffer eller noget.
Vi fandt ud af at jeg - ikke planlagt - blev gravid, og han fortalte mig, at han slet ikke ønsker det liv mere, han vil have mig og baby.
Jeg er i dag 22 uger henne, han har droppet alt kontakt til sine dårlige venner, flyttet sammen med mig, startet uddannelse, har drømme og har valgt mig og vores lille pige fremfor dette.
Selvom han ikke har lænken mere, har han drukket 2 øl med sin mor, og det er det. Ikke været fuld, ikke rørt stoffer. Han bliver hjemme hver weekend for at være sammen med mig og passe på min gravide mave.

Jeg gav ham et ultimatum, og han skulle ikke engang tænke på det. Hans liv er vendt fuldstændig, og han fortæller tit hvor taknemlig han er, og at han ville være død eller i fængsel hvis ikke det var for mig.. 
Hvis han virkelig vil dig og baby, så skal han ikke engang overveje det.
Jeg ville råde dig til at stille et ultimatum igen, og ellers gå din vej.

Anonym skriver:

Jeg vil ikke have negative beskeder.

Bare hjælp

Sagen er den, at min kæreste og jeg har været sammen lidt over 3 år. Vi har en søn på lidt over 2 år.

Min kæreste sniffer narko (eller hvad det er, har ik forstand på det skidt) nogle gange. Ikke tit. Men ja 1-2 gange om måneden tror jeg. Jeg hader det.

Jeg bander det langt væk. Hans venner tager det også. Jeg er så træt af det.

Har prøvet at snakke med ham utallige gange om det. Men han er IKKE til st snakke med. Han bliver sådan "det skal du ikke blande dig i, det er mit eget liv" han forstår ikke alvoren. Har prøvet alt sys jeg. Det er ikke en mulighed at gå fra ham.

Vi har det ellers normalt ok godt. Elsker ham.

Vores søn er glad.

Vi er lige flyttet i hus for halvt år siden. Jeg fandt først ud af det sådan rigtig da vi var flyttet. Han siger det er sådan det er og jg ik skal blande mig.

Men hvordan skal jeg forholde mig til det? Jeg hader det.... Tuder når jeg tænker på det og specielt fordi han ik forstå noget af det jeg siger...

Er der nogle der har stået i lignende situation??

Hjææælp

Det ville jeg aldrig tolerere.

Mit barn skal ikke vokse op med en misbruger.

Men nu er jeg også enormt farvet af at min bror er død af misbrug af stoffer....

Så jeg ville sige der EN gang og skete det igen var jeg flyttet med min datter... Så enkelt er det!

Anonym skriver:

Jeg vil ikke have negative beskeder.

Bare hjælp

Sagen er den, at min kæreste og jeg har været sammen lidt over 3 år. Vi har en søn på lidt over 2 år.

Min kæreste sniffer narko (eller hvad det er, har ik forstand på det skidt) nogle gange. Ikke tit. Men ja 1-2 gange om måneden tror jeg. Jeg hader det.

Jeg bander det langt væk. Hans venner tager det også. Jeg er så træt af det.

Har prøvet at snakke med ham utallige gange om det. Men han er IKKE til st snakke med. Han bliver sådan "det skal du ikke blande dig i, det er mit eget liv" han forstår ikke alvoren. Har prøvet alt sys jeg. Det er ikke en mulighed at gå fra ham.

Vi har det ellers normalt ok godt. Elsker ham.

Vores søn er glad.

Vi er lige flyttet i hus for halvt år siden. Jeg fandt først ud af det sådan rigtig da vi var flyttet. Han siger det er sådan det er og jg ik skal blande mig.

Men hvordan skal jeg forholde mig til det? Jeg hader det.... Tuder når jeg tænker på det og specielt fordi han ik forstå noget af det jeg siger...

Er der nogle der har stået i lignende situation??

Hjææælp

Min kæreste gjorde det da vi begynde at se hinanden, han fortalte mig det efter vi havde kendt hinanden i nogle uger. Jeg har så stor respekt for det lort jeg hader det! Så jeg satte det op for ham om han ville blive ved med det eller om han vil have en fremtid med mig, for så ville jeg ikk bruge mere tid på ham hvis han valgte det. Han Var for forelsket i mig til at fortsætte så han stoppede, han skyllede det han havde tilbage ud i toilettet. Og efter den dag har han aldrig rørt det! Den dag idag har vi været sammen i 2 og et halvt år, har en datter på 1 år. Og han er så glad og taknemmelig for jeg fik det stoppet! Han er blevet en helt anden person (positivt) og han har virkelig fået åbnet sine øjne! 

Så hvis jeg var dig ville jeg sætte det sådan op for ham, sig at hverken dig eller jeres barn gider være i sådan lort. Så at i ikke skal være sammen hvis ikk han kan ligge det på hylden. Spørg om han virkelig elsker dig, for hvis han elsker dig nok ville han ligge det på hylden! Ellers elsker han jo tilsyneladende stofferne højere sorry to say :-( håber du kan bruge mine råd til noget . Husk på om det virkelig er det du vil udsætte dit barn for!

Og kæmpe krammer herfra til søde dig!

Jeg holder med de andre. Det er en rigtig møg-situation, du står i, men hvis du igen og igen har givet ham et ultimatum, og hans eneste reaktion er "det skal du ikke blande dig i", jamen, så har han truffet sit valg, og det har ingen konsekvenser haft. Så hvorfor skulle han vælge anderledes næste gang du siger noget, eller næste?

Stod jeg i din situation (med det kendskab, jeg har til den), ville jeg erkende, at han bare ikke elsker dig eller jeres søn nok. Og så havde jeg pakket sydfrugterne - forberedt det nødvendige, og så flyttet, med beskeden om, at så må han ellers hygge sig med sine stoffer, og så vil du fokusere på at skabe et godt liv for dig og DIN søn.

Jeg ved godt, du skrev, at det ikke var en mulighed at gå fra ham. Men han giver dig to valgmuligheder: Accepter stofferne i jeres liv sammen, eller skab et nyt liv alene med din søn. Han er ikke interesseret i nogen mellemvej, og du skal ikke byde dig selv at bo hos en mand, som vælger stoffer over både dig og børn. Det kan ingen være tjent med. 

Efter i seks år at ha Været sammen med en der tog stoffer, og endda engang så meget (og farlige stoffer) at han kunne ha Været død af det, kan jeg kun råde dig til kraftigt at overveje om du vil lade dit barn vokse op under de forhold, som du tydeligvis ikke engang selv kan acceptere.

Først: Stakkels dig! Det er da en forfærdelig situation at stå i!

Dernæst: Du skriver selv at du har prøvet 1000 gange at snakke med ham om det, og det hjælper ikke noget. Fint, tag udgangspunkt i det. Det hjælper ikke at snakke om det!

Så må du gøre noget andet end at snakke. Du må sætte handling på i stedet for.

Her tænker jeg: enten gøre det klart, at du ikke ønsker at være sammen med ham når han tager stoffer, så de to dage om han er påvirket (den dag han tager det og dagen efter) der kan han ikke være hjemme i huset sammen med dig og jeres barn. Eller: du forlader huset hver gang han tager stoffer og kommer hjem et par dage efter. Det kræver selvfølgelig at du har noget familie eller veninde du kan på hos i nærheden, så jeres hverdag stadig kan fungere.

Jeg tænker at det er vigtigt der ikke bliver gjort noget drama ud af det, men blot at du i handlinger viser at det her, det vil du ikke være med til. Det er dit liv og det skal han ikke blande sig i, og du har valgt at du ikke vil være sammen med en kæreste der tager stoffer.

Husk at folk der tager stoffer er experter i at flytte problemet væk fra sig selv og over på andre. Han mener sikkert at det er DIG der har et problem, at det er dig der ikke kan acceptere hans liv, at det er dig der blæser det op til et problem, selv det slet ikke er det. Det er din skyld at I er uvenner over det osv. Alt dette er blot et sikkert tegn på at han er afhængig af det.(og har altså intet med dig at gøre!)