Hvad skal jeg gøre? Hjælp!

Louise1990 skriver:

Jeg undskylder meget at jeg først får svaret nu men har ikke modtaget nogen notifikationer om at nogen havde svaret så troede ikke der var kommet nogen svar.

Til at starte med: Mange tak fordi i har taget jer tid til at svare mig, det er virkelig skønt. 

Det er virkelig svært at sige hvornår hans depression er sat ind - vi havde ikke været sammen mere end et halvt års tid, da det stille og roligt begyndte at ændre sig og ja vi var meget hurtigt ude med PB, men vi var lige skrukke - han var dog den første til at sige at han var "klar". Vi er forresten 24 og 25 år. 

Jeg kan godt se at det lyder egoistisk når jeg brokker mig over manglende sex, men det gør meget ondt når han ikke har lyst til sex med mig, men sagtens kan se porno og "gøre det selv". 

Jeg ved også godt man ikke bør presse en med depression, men som jeg skrev tidligere virker diagnosen altså lidt som en sovepude - at han godt kan det der er sjovt, men ikke tager noget som helst ansvar herhjemme. Måske jeg er for ufølsom 

Jeg ved som sagt ikke præcis hvornår depressionen er startet, men ved at han markant begyndte at ændre adfærd for 1 år siden og det først er nu han vil gøre noget ved det. Han har snart været i behandling i en måned og intet kan mærkes: Psykologen er talentløs og pillerne virker ikke siger han. Jeg aner bare ikke hvad jeg skal stille op - burde være den positive og støttende kæreste men er ved at brække mig når jeg ser hvordan han murer sig inde og bare sidder på sofaen og propper sig med slik og sodavand og nægter at modtage hjælp eller tage imod forslag om f.eks. at gå en tur. Ved godt det lyder tarveligt men det føles som om min tålmodighed er brugt op og jeg bliver irriteret på ham frem for at have medlidenhed med ham. 

Nogen idéer til hvordan jeg kan være mere tålmodig?? 

Det tager op til 4uger før antidepressiv medicin begynder at virke. 

Jeg synes han skal prøve en ny psykolog hvis han vitterligt mener den nuværende er "talentløs". Mind ham i øvrigt om at psykologen ikke kan løse hans problemer alene. Han er nødt til at give noget af sig selv, åbne op og selv gøre brug af div redskaber han får. Ellers kommer han ingen vegne. Selvindsigt er en stor del af helingen, for at komme til bunds i hvad der har startet denne depression. Det kræver noget selvransagelse og det kan godt være svært! Men det er nødvendigt! 

Igen vil jeg anbefale dig at tage kontakt til en der har været det igennem. Det kan hjælpe rigtig meget på forståelsen for jer begge.  

Louise1990 skriver:

Jeg undskylder meget at jeg først får svaret nu men har ikke modtaget nogen notifikationer om at nogen havde svaret så troede ikke der var kommet nogen svar.

Til at starte med: Mange tak fordi i har taget jer tid til at svare mig, det er virkelig skønt. 

Det er virkelig svært at sige hvornår hans depression er sat ind - vi havde ikke været sammen mere end et halvt års tid, da det stille og roligt begyndte at ændre sig og ja vi var meget hurtigt ude med PB, men vi var lige skrukke - han var dog den første til at sige at han var "klar". Vi er forresten 24 og 25 år. 

Jeg kan godt se at det lyder egoistisk når jeg brokker mig over manglende sex, men det gør meget ondt når han ikke har lyst til sex med mig, men sagtens kan se porno og "gøre det selv". 

Jeg ved også godt man ikke bør presse en med depression, men som jeg skrev tidligere virker diagnosen altså lidt som en sovepude - at han godt kan det der er sjovt, men ikke tager noget som helst ansvar herhjemme. Måske jeg er for ufølsom 

Jeg ved som sagt ikke præcis hvornår depressionen er startet, men ved at han markant begyndte at ændre adfærd for 1 år siden og det først er nu han vil gøre noget ved det. Han har snart været i behandling i en måned og intet kan mærkes: Psykologen er talentløs og pillerne virker ikke siger han. Jeg aner bare ikke hvad jeg skal stille op - burde være den positive og støttende kæreste men er ved at brække mig når jeg ser hvordan han murer sig inde og bare sidder på sofaen og propper sig med slik og sodavand og nægter at modtage hjælp eller tage imod forslag om f.eks. at gå en tur. Ved godt det lyder tarveligt men det føles som om min tålmodighed er brugt op og jeg bliver irriteret på ham frem for at have medlidenhed med ham. 

Nogen idéer til hvordan jeg kan være mere tålmodig?? 

Jeg kan virkelig godt forstå at du har det svært, både med situationen generelt, men også med ham. Hvis du føler at han bruger depressionen som undskyldning, hvordan fanden tager man lige den samtale uden at virke som en kold kælling? Men du kan meget vel have ret, og måske ikke - det er virkelig svært at greje. 

Hvis han synes at psykologen er talentløs, skal han have en ny. Det er alfa og omega at der er god kemi mellem psykolog og klient. Og som tidligere nævnt, så synes jeg at du skal bede som at komme med til en session når han har fået etableret et tillidsfuldt forhold til en psykolog han kan lide. Jeg tror at I har brug for et tredje sæt øjne på situationen.

Det store spørgsmål er jo om han gerne vil ændre på situationen? Eller om han i virkeligheden befinder sig fint nok som tingene er. Men det kan kun tiden vise...

Louise1990 skriver:

Jeg undskylder meget at jeg først får svaret nu men har ikke modtaget nogen notifikationer om at nogen havde svaret så troede ikke der var kommet nogen svar.

Til at starte med: Mange tak fordi i har taget jer tid til at svare mig, det er virkelig skønt. 

Det er virkelig svært at sige hvornår hans depression er sat ind - vi havde ikke været sammen mere end et halvt års tid, da det stille og roligt begyndte at ændre sig og ja vi var meget hurtigt ude med PB, men vi var lige skrukke - han var dog den første til at sige at han var "klar". Vi er forresten 24 og 25 år. 

Jeg kan godt se at det lyder egoistisk når jeg brokker mig over manglende sex, men det gør meget ondt når han ikke har lyst til sex med mig, men sagtens kan se porno og "gøre det selv". 

Jeg ved også godt man ikke bør presse en med depression, men som jeg skrev tidligere virker diagnosen altså lidt som en sovepude - at han godt kan det der er sjovt, men ikke tager noget som helst ansvar herhjemme. Måske jeg er for ufølsom 

Jeg ved som sagt ikke præcis hvornår depressionen er startet, men ved at han markant begyndte at ændre adfærd for 1 år siden og det først er nu han vil gøre noget ved det. Han har snart været i behandling i en måned og intet kan mærkes: Psykologen er talentløs og pillerne virker ikke siger han. Jeg aner bare ikke hvad jeg skal stille op - burde være den positive og støttende kæreste men er ved at brække mig når jeg ser hvordan han murer sig inde og bare sidder på sofaen og propper sig med slik og sodavand og nægter at modtage hjælp eller tage imod forslag om f.eks. at gå en tur. Ved godt det lyder tarveligt men det føles som om min tålmodighed er brugt op og jeg bliver irriteret på ham frem for at have medlidenhed med ham. 

Nogen idéer til hvordan jeg kan være mere tålmodig?? 

Som du skriver det her, tror jeg det er en blanding af sygdom og at han måske ikke rigtig endnu er i stand til at gøre så meget ved det. Hvor længe har han taget medicinen? Det tager jo mellem 4-6 uger før det begynder at virke, så der skal man lige være lidt tålmodig 

Derudover synes jeg godt du på en diplomatisk og rolig måde kan prøve at snakke med ham om fx det med at gå en tur, når han ikke vil det. Motion og dagslys er noget af den bedste medicin mod depression. Det er hammer svært at tage sig sammen til, men så synes jeg godt du må presse ham lidt, og sige at det er for hans eget bedste. Jeg orkede det bestemt heller ikke da jeg var syg, men min mor var hård, og tvang mig med ud og gå med hunden hver dag i en periode, og det gjorde altså virkelig underværker...

Og så tænker jeg også lidt at hvis han hjælper til derhjemme, når du beder ham om det, så prøv at anerkend det og vis ham taknemmelighed... Jeg ved godt det er det mest naturlige i verden for os kvinder at ordne tingene derhjemme, for det skal man jo bare, men for mænd er det jo en kæmpe bedrift, når de har tømt opvaskemaskinen!!!  Tænker det måske også kunne hjælpe lidt på hans humør og hans lyst til at hjælpe til.

(og så vil jeg også mene at det der med at han godt kan det sjove med vennerne, men ikke det derhjemme, det kan være depression, men det er vist ligeså meget bare mande-syndrom , det kender vi også til her hos os  - så tænker også lidt at uanset om han er syg eller ej, er det nok bare noget du skal lære at leve med )

Men ellers er mit råd at prøve at finde balancen mellem at være støttende og tålmodig og også presse ham lidt... For ja han er syg, og det er virkelig svært for ham at tage sig sammen til noget, men så er det netop også at du skal hive fat i ham, på den gode måde, og sige at du rigtig gerne vil ud og gå en hyggelig tur med ham, og det er jo desuden også god medicin for ham  Man kan nok godt vinkle den lidt, så han hopper med på den