Hvad skal jeg gøre? Hjælp!

Michael healer skriver:

Jeg ved godt at en depression ikke kommer i løbet af natten, men er noget der udvikler sig, hvornår hans er gået hen og blevet en depression er svær at sige

Jeg er godt klar over det ikke behøver at være ensbetydende med at man ikke kan se venner, men at det kan være det.

Det jeg hæfter mig ved, er at han godt kunne se sine venner, men ikke hjælpe til der hjemme.

Godt kunne passe et arbejde, men brugte det som undskyldning til ikke at skulle hjælpe til der hjemme

Jeg går ikke ind for at man ikke skal kæmpe for et forhold, men som sagt ser vi forskelligt på hvornår han har fået denne depression, ja han begyndte at ændre sig, men det kan jo lige så godt være fordi han var ved at blive far, det jo ikke til at vide, hvordan det hænger sammen.

Menneske ændre sig også, ikke kun når de for en depression, man kan ændre sig af mange årsager, hvilket vi ikke kender alle detaljer i denne sag til at kunne bedømme, efter min mening

Nej netop - vi ved ikke nok og så er det i min optik ret drastisk at rådgive om at ts skal stille et ultimatum.

og i øvrigt kan man ikke stille det op på den måde: han kan se sine venner men ikke hjælpe derhjemme osv. Min mor led af depression - hun kunne også nogle ting (som kun handlede om hende) men ikke lave mad til sine børn. Det er ikke så rationelt det hele. 

mor:) skriver:

Nej netop - vi ved ikke nok og så er det i min optik ret drastisk at rådgive om at ts skal stille et ultimatum.

og i øvrigt kan man ikke stille det op på den måde: han kan se sine venner men ikke hjælpe derhjemme osv. Min mor led af depression - hun kunne også nogle ting (som kun handlede om hende) men ikke lave mad til sine børn. Det er ikke så rationelt det hele. 

 

Åh det er jo svært at rådgive når man ikke kender til den person han var før din graviditet. 

Hmm. Men jeg kan fortælle at min egen kæreste fik en efterfødselsreaktion (angst og depression). Han klarede at gå i skole, men kunne ikke overskue de ting der ventede hjemme. I skolen kunne han fokusere på sig selv, og sidde i et hjørne hvis han ville. Hjemme var der krav og ansvar. 

Han stoppede dog ret hurtigt med skolen igen og fik en sygemelding, for han var vitterligt nede i et hul og lå bare der på sofaen og stirrede ind i fjernsynet. 

Det var rockerhårdt for både mig og ham! Han havde det mentalt af h til, og jeg stod som nybagt mor med en 3mdr gammel baby, alene om alting selvom der var et andet voksent menneske i huset! Jeg har helt sikkert vrisset en gang eller 3 af ham når det hele har sejlet, men han kunne ganske enkelt ikke stille noget op. 

Vi havde SÅ meget gavn af hans mor dengang! Hun har selv være møllen igennem og derfor var hun genial til at snakke og tage sig af ham når det var virkelig skidt, så jeg kunne tage mig af baby. Så hvis i kender nogen der har haft en depression, så synes jeg i skal tage kontakt! Det kan virkelig være svært at yde den rigtige støtte når man ikke kender til de følelser en dep indebærer. Og endnu sværere at finde overskud til at rumme og lytte når man har en baby i huset. Måske kunne en udefra hjælpe jer begge lidt på vej? 

Michael healer skriver:

Jeg skriver som jeg gør, fordi det samtidig virker som om at han ikke tager deres problem alvorligt, han vil ikke snakke om det.

Det vil også bare køre TS mere og mere ned, fordi TS føler ikke der bliver lyttet til hende, især når manden ikke engang vil snakke om det.

Jeg ved godt det ikke er firkantet det hele, men igen jeg læser det åbenbart anderledes end dig.

Nej det er ikke unormalt at et menneske med depression ikke har lyst til at snakke om det. Det må foregå i hans tempo og det værste man kan gøre er at stille en masse krav. 

Men ja, vi ved ikke nok og vi ser meget forskelligt på det 

Husk også på at hvis manden lige har fået stillet diagnosen, så foregår der RIGTIG meget inde i hans hoved lige nu. "hvorfor er jeg syg? Hvad er årsagen? hvorfor forstår andre ikke min situation?" osv... Jeg har selv været der, og det nytter absolut intet at stille en masse krav til ham eller give ham et ultimatum, så bliver han formentlig bare endnu mere syg. Det er virkelig vigtigt at han får den støtte og tid til at arbejde med sig selv og blive rask igen.

Det er monster hårdt for dig, både at være alene om det hele samt skulle være vidne til en du elsker er så syg som han er, men det bliver bedre, du skal bare give det tid. Han skal nok komme ovenpå igen, indtil da må DU være den stærke og støtte ham så godt du kan. Jeg er sikker på han nok skal takke dig for det når han har fået det bedre 

Og som nogle af de andre siger, læs lidt om sygdommen, og om det at være pårørende, og tal gerne med familien om det, så de også kan sætte sig ind i det og i alle sammen kan være der for ham og de også kan hjælpe dig ind imellem.

Michael healer skriver:

Som jeg forstår det, har problemet været der længe før han fik depressionen konstateret, men ellers har du ret

Han har jo også haft depressionen længe før den blev konstateret.

Godaften piger

Jeg har sådan brug for at lufte mine tanker og håber inderligt at nogen har lyst til at læse med.

Jeg har en dejlig datter på knap 6 mdr og bor sammen med hendes far. Vi har været sammen i 2 år og har 2 ufrivillige aborter med i bagagen inden vi fik vores drømme-prinsesse. Mit problem er at min kæreste begyndte at ændre sig lige omkring jeg blev gravid. Hans lyst til sex forsvandt og vi snakker altså 1 gang hver 1-2 måned hvis jeg er heldig. Når han ikke er på arbejde ligger han enten foran fjernsynet eller spiller pc. Han leger kun med vores datter eller hjælper mig hvis jeg beder ham om det. Når jeg kommenterer det siger han at han jo arbejder og ikke "bare" går derhjemme så han skal have lov til at gøre det han slapper af ved. Generelt er kendetegnet at han altid gør hvad han vil. Tager med vennerne ud til en gang ud på natten 1 gang om ugen osv hvor jeg derimod skal høre ham om han kan have vores datter hvis jeg f.eks. skal træne. Nu har han lige fået konstateret en depression og jeg ved det lyder ondt, men nu foretager han sig absolut ingenting fordi han ikke "magter" det og "jeg har jo en depression".

Jeg er så udmattet af at have ansvar for ALT herhjemme: tage mig af vores datter, tøjvask, rengøring, madlavning, indkøb, smøre hans madpakke osv uden at få hjælp til det. Derudover er jeg en pige der elsker sex og jeg føler mig simpelthen så nedtrykt når jeg gang på gang bliver afvist. Jeg kan mærke at jeg tager mere og mere afstand til ham og bliver vred på ham selv over små ting fordi jeg er så frustreret. Han vil ikke snakke med mig om problemerne, da han ikke mener det hjælper noget. Han skal selv komme ud af hans problemer sammen med hans psykolog mener han. Jeg holder stadig meget af ham og har virkelig svært ved at skulle opgive tanken om en kernefamilie og at min datter skal være "skilsmissebarn", som jeg selv er. Men er helt ødelagt og tager mig selv i at blive meget tiltrukket af andre mænd osv.

Kan ikke finde ud af hvad jeg skal gøre? Om jeg skal give ham mere tid til at kommer ovenpå igen eller ej? Diagnosen er jo ny, men tilstanden har varet 1 år.

Håber der sidder nogle kloge damer, der vil komme med jeres input - undskyld det blev langt

Jeg synes det er meget svært at rådgive, da det er svært at gennemskue hvad der er hvad; depression eller hængerøv.

Hvor gamle er I? I må være begyndt på PB ret hurtigt efter at I havde lært hinanden at kende? Var børn et lige så stort ønske for ham som for dig?

De parforholdsmekanismer du taler om, er noget man tit læser om herinde - så jeg går ud fra at det er ret normalt... Med mænd der ikke hjælper til i hjemmet, hellere vil gå i byen med drengene o.s.v. Det er mig ret uforståeligt at kvinder ikke kender deres mand nok til at de kan se dette mønster inden barnet kommer, men altså...

I dit tilfælde er der nok andre faktorer der spiller ind, fordi din mand har fået en depression. Manglende sexlyst er et af de mest normale symptomer ved depression. At ligge på sofaen og foretage sig ingenting ligeså. Så jeg tror at du må lægge forventningerne om et sprudlende sexliv på hylden indtil han har det bedre. Og m.h.t. hjælp i hjemmet, puha, den er svær. Det er jo ikke til at sige om det er depressionen eller ren og skær dovenskab der gør sig gældende. MEN hvis han rent faktisk hjælper når du spørger om det, så ville jeg acceptere at det er sådan det er. Jeg ville først blive rigtig bekymret hvis han IKKE vil hjælpe, selv når du spørger.

Det er rigtig ærgerligt at han ikke har forståelse for at det er skidehårdt at gå på barsel med en lille baby... kan du gøre noget der kan få ham til at forstå dette? Kan han evt. være med til det næste møde med SP? Måske du kan fortælle hende om din situation inden mødet.

Og så ville jeg prøve at spørge ham om du evt. kan komme med til et møde med hans psykolog. For at få nogle redskaber til hvordan du, og I, skal tackle jeres hverdag. Psykologen behøver jo ikke at sidde og udpensle hvad de to snakker om når du ikke er der - men det kan være en virkelig stor hjælp for et parforhold at få nogle nye øjne på dynamikkerne. Og rimeligheden i hvem der laver hvad i hjemmet.

modesty skriver:

Han har jo også haft depressionen længe før den blev konstateret.

Ja men hvor længe er jo ikke til af vide

Nej, det har du ret i. Men under alle omstændigheder er det en rigtig dum idé at sætte manden stolen for døren nu hvor han HAR fået konstateret en depression, og det netop IKKE er til at vide hvad der er hvad (manglende sexlyst er dog et helt normalt symptom på depression, så noget kunne tyde på at denne startede mens hun var gravid). I hvert fald hvis hun gerne vil holde sammen på sin familie, hvilket jeg går ud fra er målet.

Jeg undskylder meget at jeg først får svaret nu men har ikke modtaget nogen notifikationer om at nogen havde svaret så troede ikke der var kommet nogen svar.

Til at starte med: Mange tak fordi i har taget jer tid til at svare mig, det er virkelig skønt. 

Det er virkelig svært at sige hvornår hans depression er sat ind - vi havde ikke været sammen mere end et halvt års tid, da det stille og roligt begyndte at ændre sig og ja vi var meget hurtigt ude med PB, men vi var lige skrukke - han var dog den første til at sige at han var "klar". Vi er forresten 24 og 25 år. 

Jeg kan godt se at det lyder egoistisk når jeg brokker mig over manglende sex, men det gør meget ondt når han ikke har lyst til sex med mig, men sagtens kan se porno og "gøre det selv". 

Jeg ved også godt man ikke bør presse en med depression, men som jeg skrev tidligere virker diagnosen altså lidt som en sovepude - at han godt kan det der er sjovt, men ikke tager noget som helst ansvar herhjemme. Måske jeg er for ufølsom 

Jeg ved som sagt ikke præcis hvornår depressionen er startet, men ved at han markant begyndte at ændre adfærd for 1 år siden og det først er nu han vil gøre noget ved det. Han har snart været i behandling i en måned og intet kan mærkes: Psykologen er talentløs og pillerne virker ikke siger han. Jeg aner bare ikke hvad jeg skal stille op - burde være den positive og støttende kæreste men er ved at brække mig når jeg ser hvordan han murer sig inde og bare sidder på sofaen og propper sig med slik og sodavand og nægter at modtage hjælp eller tage imod forslag om f.eks. at gå en tur. Ved godt det lyder tarveligt men det føles som om min tålmodighed er brugt op og jeg bliver irriteret på ham frem for at have medlidenhed med ham. 

Nogen idéer til hvordan jeg kan være mere tålmodig??