Hvad skal jeg gøre? Hjælp!

Godaften piger

Jeg har sådan brug for at lufte mine tanker og håber inderligt at nogen har lyst til at læse med.

Jeg har en dejlig datter på knap 6 mdr og bor sammen med hendes far. Vi har været sammen i 2 år og har 2 ufrivillige aborter med i bagagen inden vi fik vores drømme-prinsesse. Mit problem er at min kæreste begyndte at ændre sig lige omkring jeg blev gravid. Hans lyst til sex forsvandt og vi snakker altså 1 gang hver 1-2 måned hvis jeg er heldig. Når han ikke er på arbejde ligger han enten foran fjernsynet eller spiller pc. Han leger kun med vores datter eller hjælper mig hvis jeg beder ham om det. Når jeg kommenterer det siger han at han jo arbejder og ikke "bare" går derhjemme så han skal have lov til at gøre det han slapper af ved. Generelt er kendetegnet at han altid gør hvad han vil. Tager med vennerne ud til en gang ud på natten 1 gang om ugen osv hvor jeg derimod skal høre ham om han kan have vores datter hvis jeg f.eks. skal træne. Nu har han lige fået konstateret en depression og jeg ved det lyder ondt, men nu foretager han sig absolut ingenting fordi han ikke "magter" det og "jeg har jo en depression".

Jeg er så udmattet af at have ansvar for ALT herhjemme: tage mig af vores datter, tøjvask, rengøring, madlavning, indkøb, smøre hans madpakke osv uden at få hjælp til det. Derudover er jeg en pige der elsker sex og jeg føler mig simpelthen så nedtrykt når jeg gang på gang bliver afvist. Jeg kan mærke at jeg tager mere og mere afstand til ham og bliver vred på ham selv over små ting fordi jeg er så frustreret. Han vil ikke snakke med mig om problemerne, da han ikke mener det hjælper noget. Han skal selv komme ud af hans problemer sammen med hans psykolog mener han. Jeg holder stadig meget af ham og har virkelig svært ved at skulle opgive tanken om en kernefamilie og at min datter skal være "skilsmissebarn", som jeg selv er. Men er helt ødelagt og tager mig selv i at blive meget tiltrukket af andre mænd osv.

Kan ikke finde ud af hvad jeg skal gøre? Om jeg skal give ham mere tid til at kommer ovenpå igen eller ej? Diagnosen er jo ny, men tilstanden har varet 1 år.

Håber der sidder nogle kloge damer, der vil komme med jeres input - undskyld det blev langt

Louise1990 skriver:

Godaften piger

Jeg har sådan brug for at lufte mine tanker og håber inderligt at nogen har lyst til at læse med.

Jeg har en dejlig datter på knap 6 mdr og bor sammen med hendes far. Vi har været sammen i 2 år og har 2 ufrivillige aborter med i bagagen inden vi fik vores drømme-prinsesse. Mit problem er at min kæreste begyndte at ændre sig lige omkring jeg blev gravid. Hans lyst til sex forsvandt og vi snakker altså 1 gang hver 1-2 måned hvis jeg er heldig. Når han ikke er på arbejde ligger han enten foran fjernsynet eller spiller pc. Han leger kun med vores datter eller hjælper mig hvis jeg beder ham om det. Når jeg kommenterer det siger han at han jo arbejder og ikke "bare" går derhjemme så han skal have lov til at gøre det han slapper af ved. Generelt er kendetegnet at han altid gør hvad han vil. Tager med vennerne ud til en gang ud på natten 1 gang om ugen osv hvor jeg derimod skal høre ham om han kan have vores datter hvis jeg f.eks. skal træne. Nu har han lige fået konstateret en depression og jeg ved det lyder ondt, men nu foretager han sig absolut ingenting fordi han ikke "magter" det og "jeg har jo en depression".

Jeg er så udmattet af at have ansvar for ALT herhjemme: tage mig af vores datter, tøjvask, rengøring, madlavning, indkøb, smøre hans madpakke osv uden at få hjælp til det. Derudover er jeg en pige der elsker sex og jeg føler mig simpelthen så nedtrykt når jeg gang på gang bliver afvist. Jeg kan mærke at jeg tager mere og mere afstand til ham og bliver vred på ham selv over små ting fordi jeg er så frustreret. Han vil ikke snakke med mig om problemerne, da han ikke mener det hjælper noget. Han skal selv komme ud af hans problemer sammen med hans psykolog mener han. Jeg holder stadig meget af ham og har virkelig svært ved at skulle opgive tanken om en kernefamilie og at min datter skal være "skilsmissebarn", som jeg selv er. Men er helt ødelagt og tager mig selv i at blive meget tiltrukket af andre mænd osv.

Kan ikke finde ud af hvad jeg skal gøre? Om jeg skal give ham mere tid til at kommer ovenpå igen eller ej? Diagnosen er jo ny, men tilstanden har varet 1 år.

Håber der sidder nogle kloge damer, der vil komme med jeres input - undskyld det blev langt

Jeg syntes du skal gøre ham dine tanker klart, at hvis ikke der sker forbedringer på de og de områder, så er du den der er smuttet, så han indser alvoren, det er selvfølgelig trist at han har fået en depression, men du skal gøre ham det klart, at han bliver nødtil at kæmpe noget mere for jeres forhold, hvis det forsat skal være jer 2. Og på pege at det jo ikke kun er her og nu mens han har haft en depression, at problemet har været der, men at det startet før dette.

Jeg synes klart du skal give ham mere tid. Den første tid var der ingen af jer der vidste hvorfor han ændrede sig sådan og nu har I en forklaring som han lige skal have en chance for at arbejde med. 

Du kan prøve at gå ind på dindepression.dk og læse lidt om din rolle som pårørende. På hjemnesiden er der også et debatforum for pårørende hvor der er kvinder i samme situation. De har måske nogen gode råd til dig. 

Jeg håber I finder balacen i jeres forhold tilbage

Glemte lige at skrive om du kan blive aflastet af noget familie? 

Michael healer skriver:

Jeg syntes du skal gøre ham dine tanker klart, at hvis ikke der sker forbedringer på de og de områder, så er du den der er smuttet, så han indser alvoren, det er selvfølgelig trist at han har fået en depression, men du skal gøre ham det klart, at han bliver nødtil at kæmpe noget mere for jeres forhold, hvis det forsat skal være jer 2. Og på pege at det jo ikke kun er her og nu mens han har haft en depression, at problemet har været der, men at det startet før dette.

På de fleste hjemmesider omkring det at være pårørende til en med depression er rådet ellers at man ikke må stille krav. For det tager tid at komme ud af en depression og når han ikke magter noget er det jo ikke af ond vilje. 

mor:) skriver:

På de fleste hjemmesider omkring det at være pårørende til en med depression er rådet ellers at man ikke må stille krav. For det tager tid at komme ud af en depression og når han ikke magter noget er det jo ikke af ond vilje. 

Som jeg forstår det, har problemet været der længe før han fik depressionen konstateret, men ellers har du ret

Michael healer skriver:

Som jeg forstår det, har problemet været der længe før han fik depressionen konstateret, men ellers har du ret

Hun skriver at det har stået på i et år men at han nu har fået en diagnose, derfor vil jeg tro at det nok har været depressionen der har været årsagen til den ændring for et år siden.

Siden han har en depression, så må du ikke tage hans opførsel personligt. Ja, du har det hårdt, men han har det værre. Det gav et lille gib i mig da jeg læste at han havde en depression, og du samtidig klager over at du ikke får sex. Kan du forestille dig en mand klage over at hans syge kone ikke gider have sex med ham! Jeg ville have flået ham i stumper og stykker verbalt for det lyder da ret egoistisk.

Ved du hvad? Det her er en af de gange i et parforhold  hvor man må yde uden at få noget igen. Hvis han havde fået en fysisk sygdom, ville du vel heller ikke forvente at han skulle lette sig fra sofaen og smøge ærmerne op? Det lyder lidt som om du enten ikke ved hvor slemt man kan blive påvirket af en depression, eller ikke tager det alvorligt?

Han kan ikke tage sig sammen, gøre mere derhjemme eller kæmpe for jeres forhold. Det er ikke en tilstand man kan komme ud af med viljens kraft. Han arbejder og bringer penge hjem, og så må du klare resten. Hvis du endte forholdet ville du alligevel stå med hele ansvaret, så udover at kunne finde en ny sexpartner vinder du ikke meget ved at ende forholdet. Hvis I ellers havde et godt forhold virker det også besynderligt at ende det hele efter et enkelt års sygdom.

Den der bemærkning " ikke "bare" går derhjemme" skal du til gengæld ikke finde dig i. Gør ham klart hvor meget du knokler og kræv gerne respekt for din indsats, men du kan ikke kræve at et menneske med depression skal stille op til sex for din skyld eller lade som om han er mere rask end han er. Den indstilling vil faktisk gøre ham mere syg.

mor:) skriver:

Hun skriver at det har stået på i et år men at han nu har fået en diagnose, derfor vil jeg tro at det nok har været depressionen der har været årsagen til den ændring for et år siden.

Jeg tvivler på at han havde en depression for 1 år siden, da han ændrede sig. Sådan som det er beskrevet var problemet der før

Han kunne jo godt tage ud med vennerne til kl 1, og svarede at han havde ret til at slappe af når han kom hjem fra arbejde, fordi hun "bare" går hjemme, det er jo først for nyligt at det er blevet være, og at han der efter slet ingen ting gør, hvilket jeg godt kan sætte mig ind i , fordi han har fået en depression, men som jeg læser der, var problemet der før han fik en depression.

Jeg tvivler på at han havde en depression for 1 år siden, da han ændrede sig. Sådan som det er beskrevet var problemet der før

Han kunne jo godt tage ud med vennerne til kl 1, og svarede at han havde ret til at slappe af når han kom hjem fra arbejde, fordi hun "bare" går hjemme, det er jo først for nyligt at det er blevet være, og at han der efter slet ingen ting gør, hvilket jeg godt kan sætte mig ind i , fordi han har fået en depression, men som jeg læser der, var problemet der før han fik en depression.

Jeg tror vi læser det med meget forskellige briller. En depression er ikke ensbetydende med at man ikke kan komme ud med vennerne, en depression kan også gøre du ændre karakter - bliver mere negativ (måske den kommentar) En depression kommer snigende og ikke den dag man har fået diagnosen. 

Det er en uheldig kommentar og det kan være den ikke har noget med depressionen at gøre, men skal man smide sit forhold væk for det? Hvorfor mener du et menneske ændrer sig markant i det år? Det sker jo ikke bare for sjovt. 

mor:) skriver:

Jeg tror vi læser det med meget forskellige briller. En depression er ikke ensbetydende med at man ikke kan komme ud med vennerne, en depression kan også gøre du ændre karakter - bliver mere negativ (måske den kommentar) En depression kommer snigende og ikke den dag man har fået diagnosen. 

Det er en uheldig kommentar og det kan være den ikke har noget med depressionen at gøre, men skal man smide sit forhold væk for det? Hvorfor mener du et menneske ændrer sig markant i det år? Det sker jo ikke bare for sjovt. 

Jeg ved godt at en depression ikke kommer i løbet af natten, men er noget der udvikler sig, hvornår hans er gået hen og blevet en depression er svær at sige

Jeg er godt klar over det ikke behøver at være ensbetydende med at man ikke kan se venner, men at det kan være det.

Det jeg hæfter mig ved, er at han godt kunne se sine venner, men ikke hjælpe til der hjemme.

Godt kunne passe et arbejde, men brugte det som undskyldning til ikke at skulle hjælpe til der hjemme

Jeg går ikke ind for at man ikke skal kæmpe for et forhold, men som sagt ser vi forskelligt på hvornår han har fået denne depression, ja han begyndte at ændre sig, men det kan jo lige så godt være fordi han var ved at blive far, det jo ikke til at vide, hvordan det hænger sammen.

Menneske ændre sig også, ikke kun når de for en depression, man kan ændre sig af mange årsager, hvilket vi ikke kender alle detaljer i denne sag til at kunne bedømme, efter min mening