At tage barn med på fertilitetsklinik

Ærligt! Synes I det er ok at tage sit barn med på fertilitetsklinikken, når man skal til skanninger etc ved projekt lillebror/søster?? 

Jeg brød grædende sammen dengang der var en der havde sin 2-årige med mens min mand og jeg sad og ventede på at skulle til scanning. 

Så nej, det synes jeg ikke at man skal gøre. 

 

quindelist skriver:

Jeg synes at man bør lade børnene blive hjemme -af hensyn til de andre i venteværelset.

De eneste børn jeg synes hører til på en fertilitetsklinik er de helt små der kommer for at blive vist frem

Hvorfor er der forskel? 

Jeg tror da ovenikøbet at det ville være endnu hårdere for mig at skulle se på en lille baby end et ældre barn. Eller, det ved jeg at det ville.

modesty skriver:

Hvorfor er der forskel? 

Jeg tror da ovenikøbet at det ville være endnu hårdere for mig at skulle se på en lille baby end et ældre barn. Eller, det ved jeg at det ville.

Mig gav det håb og tro på at det kunne lykkedes da vi sad helt fortabte i venteværelset på Trianglen første gang og der kom et par ind og viste deres lille mirakel ind for personalet

Jeg synes egentlig ikke at det handler så meget om at det sidder folk som er i behandling. For de her mennesker som har taget deres barn med har måske kæmpet lige så meget for nr 1 og ønsker sig så nr 2 - og som ufrivillig barnløs kan dette ønske være mindst lige så stort.
Men når det er sagt, så fatter jeg ikke hvorfor man slæber sine børn med?? Det er både kedeligt og uforståeligt for dem! I off regi må du slet ikke have dem med....

HopinWishin skriver:

Ærligt! Synes I det er ok at tage sit barn med på fertilitetsklinikken, når man skal til skanninger etc ved projekt lillebror/søster?? 

Altså nu har jeg aldrig selv stået i en situation hvor jeg havde brug for behandling. Men jeg ser vidst på det med andre øjne end de fleste i den her tråd om det er fordi jeg ikke selv har været igennem det, kan jeg jo så ikke svare på.
Men.. For mig (som jeg forestiller mig det) ville det give mig håb frem for noget som helst andet. At se at det faktisk er lykkedes for nogen.

Ja det kan give håb hvis man kun har været igennem et par behandlinger, men hvis du har været igennem 8-9 ægudtagninger og sidder og venter på en afsluttende samtale, så er det ikke lige håb det giver. 

Da jeg blev scannet tidligt. På en scannings og fertilitets klinik. Var der et tydeligt hjørne til børn, med legetøj.

Og billeder over det hele af babyer, så det der med at ikke se et barn i venteværelset, er ikke helt muligt alle steder. 

 

Mig gav det håb og tro på at det kunne lykkedes da vi sad helt fortabte i venteværelset på Trianglen første gang og der kom et par ind og viste deres lille mirakel ind for personalet

OK, det forstår jeg sådan set også godt. 

Men man bør have respekt for at andre i samme situation vil reagere stik modsat (og kan stadig ikke se hvorfor et større barn så ikke skulle have lov at komme med).

Jeg sendte et foto af min søn og et lille brev i stedet (og det har jeg gjort hvert år siden).

Jeg synes egentlig ikke at det handler så meget om at det sidder folk som er i behandling. For de her mennesker som har taget deres barn med har måske kæmpet lige så meget for nr 1 og ønsker sig så nr 2 - og som ufrivillig barnløs kan dette ønske være mindst lige så stort.
Men når det er sagt, så fatter jeg ikke hvorfor man slæber sine børn med?? Det er både kedeligt og uforståeligt for dem! I off regi må du slet ikke have dem med....

Jeg synes bestemt at det handler om at der sidder folk i behandling. Ja, dem der har fået barnet har kæmpet lige så hårdt - men det er lykkedes for dem, og det er en KÆMPE forskel. Når man er i gang med et behandlingsforløb ved man ikke om man nogensinde kommer til at blive mor/far, og det er dén følelse der bliver prikket til. Så er det sådan set underordnet om det andet par også har kæmpet.

Vi har haft vores dreng med en enkelt gang ( til en ægoplægning). Det var ikke planen at han skulle med, men vores barnepige meldte sig syg, lige kort inden at vi skulle afsted, så vi blev nødt til at tage ham med.

Men vi valsede ikke bare ind på klinikken med ham. Jeg gik ind og spurgte først om han måtte komme med ind. Det måtte han gerne, men de placerede os ikke i venteværelset, men lidt nede af gangen (hvor der forøvrigt også var lidt legetøj, så vi var nok ikke de første der havde et barn med). Og det syntes jeg var helt fint. Ville ikke selv have brudt mig om at sidde i venteværelset, netop af skræk for at støde eller såre nogen. Jeg havde det faktisk rigtig dårligt, med at have ham med.

Havde han ikke måttet komme med ind, så ville vi også have haft fuld forståelse for det. Så var Far bare blevet ude i bilen med ham, imens jeg var inde.