Anonym skriver:
Undskyld på forhånd.
Jeg har bare brug for at komme ud med lidt, som fylder så meget hos mig, og Gør mig ked af det.
Min kæreste og jeg har sammen tre børn, i alderen 5, 3 og 1, når vi er på besøg hos mine forældre, altså børnenes mormor og morfar, så er der konstant noget vores børn åbenbart Gør forkert i følge bebedsteforældren
Laver lige en lille liste.
De må ikke,:
Snakke højt
Klø sig i næsen
Ikke bruge sut
Ikke bruge ble
Ikke hælde legetøj ud på gulvet
Ikke lege med legetøj under bordet, selvom der ingen sider ved bordet.
Ikke pege/røre ved ting som står fx på en kommode, fx i forbindelse med at børnene vil tale om den ting de peger på.
De må ikke ha hænderne på kanten af bordet
De må ikke sidde i sofaen og lege med legetøj fx læse en bog, side med en bil
De må ikke spise rugbrød med fingrene
Ikke spilde mad eller vand på bordet
Ikke stå foran tvet hvis de får lov til at se tegnefilm
Lige et sidste eksempelvis, hvis vi fx er samlet familien til julefrokost hos nogle, så igen er mine forældre efter mine børn, nu leger de i det værelse, nu står de i gangen, nu sider de i vejen på gulvet, nu larmer de, nu rør de ved en knap, nu spildte de krummer på gulvet.
Ja og en masse andre ting, men er det virkelig normalt at bedsteforældre er sådan?
Altså vores børn har aldrig nogensinde ødelagt noget eller gjort noget med vilje, men fra vi kommer, til vi går, så størstedelen af tiden får vores børn hug for faktisk alt hvad de Gør
Jeg/ vi har snakket ufattelig mange gange med mine forældre om at vi virkelig er kede af at de konstant er efter vores børn, men det siver ind af det ene øre, men desværre ud af det andet.
Jeg får tit af vide fra min far, at mit det ene barn har damp og adha, med den begrundelse at mit barn snakker rigtig meget og har meget energi. Der har jeg igen taget en snak, med dem om at det virkelig Gør mig sur ked af det og skuffet, at de faktisk kun ser negative ting ved vores børn.
Gør vores børn virkelig så mange forbudte ting, at jeg skal give bedsteforældrene ret ? Jeg syntes det absolut ikke selv.
Vores børn stiller pænt deres sko når vi kommer hos dem.
Siger hej, jeg har savnet dig mormor og morfar
Tak for dejlig mad
Må jeg be om
Ja tak og nej tak
Jeg elsker dig mormor eller morfar
Men de ting bliver der aldrig nogensinde lagt vægt på eller hørt på.
Hvad ville i Gøre? Har haft snakken med dem 5 gange cirka, men lige lidt hjælper det.
puha! får så ondt af dig når jeg læser dette.
Vi har selv 3 børn , næsten samme alder og næsten samme problem, blot er det farmor og farfar i vores tilfælde.
Jeg ved ikke om det vil hjælpe dig at læse lidt om min historie, den er pænt tragisk, men kan ikke lade være med af tænk at den kunne hjælpe dig, da du kan se at du ikke er alene, for du har åbenbart også haft det rigtigt svært kan jeg regne ud, siden du vælder at bruge samme løsning som mig , nemlig at skrive her ind, i håb om at følelsen vil holde op med at æde dig indvendigt fra.
Stakkels, stakkels dig, det er virkelig et hårdt liv du går i møde, hvis de ikke ændre adfærd.
Her er min historie i en kort version.
Min mor blev så lykkelig da hun hørte at jeg var gravid, hun har altid støttet op om mig og været der for mig hele livet igennem.
2 mdr. inden min fødsel dør hun.
farmor og farmor på min kærstes side havde vi haft et fint forhold til ind til da.
men lige siden vi fik vores lille dreng, har de prøvet at skabe splid imellem mig og min kæreste. bla ved ikke at se os som en familie det er noget jeg ved idag. Farmor har flere gange hevet min dreng ud af armene på mig hvis jeg har ville trøste ham, svinet ham til, syntes jeg (ved at kalde ham for nasseren)
fordi de jo gridser lidt når de er igang med at lære at spise selv.
Jeg har så mange eksempler på hvordan de har gjort os for træd.
Jeg blev mere og mere ødelagt som mor da jeg ingen støtte fik. (jeg fik stører og stører præstations angst)
desværre ikke kun over for dem, men i det hele taget.
Det ødelagde min verden fuldstændigt (selvfølgelig fordi jeg samtidig gik i en kæmpe sorg) og jeg var af den grund ikke parart til at sige fra over for dem, som jeg ellers ville have været.
Til at starte med holdt de deres opførelsel skjult over for min kæreste, så svigermor ventede altid med at nedgører mig til han havde forladt rummet. (så det varede meget længe inden vi kunne kæmpe mod dem sammen)da han altid så dem i et godt lys
Til sidst tog det overhånd, svigermor så sit snit til at fortælle mig(bag min kærstes ryg) at mine børn fortjente at jeg bleg kørt på den lukkede afdeling og gemt væk bag lås og slå, her satte jeg grænsen.
Jeg blev vildt tosset på hende, især fordi det var i min lejlighed hun var og jeg hævede derfor stemmen og råbte at hunskulle forlade vores hjem (min kæreste var i bad)
og kom farende ud, hun pejede nu på mig og sagde til ham, (se din kæreste er vildt hidsig, jeg tilbyder at kører op og se om jeg kan få hende indlagt)
Jeg havde ikke tid til at forklarer min kæreste om hændelsen, jeg forsatte med at råbe af hende i håb om jeg fik hende ud, det lykkedes ikke, så jeg tog nu mit barn for selv at gå. (han var ca 6 måneder gammel dengang)
Hende i døren stoppede hun mig og hev min baby ud af armene på mig.
(faderen har senere måtte i tearpi for at have overværet dette, fordi det var så voldsomt for ham at opleve, da han jo aldrig havde set sin mor i det lys før.
Det endte med at jeg blev nød til at forlade lejligheden selv, da jeg næktede at stå og hive i mit eget spædbarn.
Følelsen af afmagt hed harforfulgt mig lige siden.
og går hånd i hånd med præstationsangsten som vi den dag idag begge lider meget af.
Vi får stadig professionel hjælp, da det har ødelagt så meget for os at blive behandlet på den måde.
Idag har vi intet forhåld til dem, ud over at min kærste ser dem ca 1 gang om året.
Det har været et helvede at skulle alt dette igenne.
vi har siden hænd fået 2 børn mere.
Mit råd til dig er at du skal kontakte en professionæl psygolog og så skal du sige til dine forældre at hvis de vil fortsætte med at se jer, så skal de starte i tearpi en gang om ugen da du syntes at de ikke kan finde ud af tege det alvorligt når du prøver at fortælle dem hvordan de får såret jer.
det kan virkelig ende katastrofalt hvis du ender med at prøve at holde ud i stædet. få sat en grænse op rundt om jer som familie og stol på at du gør det godt nok som mor, det er selvfølgelig ikke dine børn der er noget galt med.
Der er kun noget galt i den måde dine forældre opfører sig på. Du kan ikke holde til det i længden fordi det skader en som mor hvis man bliver behandlet på den måde.
Lad værer med at holde ud, stol på dine fornæmmelser.
Dine børn gør det godt nok, er høffelige nok og så vidrer og selv hvis det var nogle ustyrelige unger der altid ødelagde alting så skulle dine forældre stadig ikke gøre andet end at elske dem og påskønne dig som mor, så de er virkelig forkert på den.
Det er virkelig også synd for dine børn at være med hos dem hvis der i virkeligheden ikke er plads til at de er der.
Det er sku ikke dine forældre der skal bestemme om der skal leges under bordet, (DET ER DIG)
og når du kan se at de ikke har gæster så skal de da have lov til at værer der!
Det er først på sigt at dine børn vil blive mærket af deres behandling, så sørg for at få det stoppet nu, med det samme inden nogen af jer får dårligt selvær osv for det er det aller værste for børnene hvis du selv ender op med at blive usikker, så vil du jo ikke være parart til at kunne beskytte dem i den ydre verden.
Skab den plads til dine børn som de fortjæner, lad ikke bæsteforældrene bestemme hvad der er rigtigt og forkert.
Du kan se at dine børn gør så mange prisværdige ting, sørg for at de får respons på dette, og lad være at finde dig i den behandling dine børn lige nu bliver udsat for når i er sammen med dem.
et forslag er også kun at se dem når i er hos jer, for så er det jer der sætter reglerne og så behøver dine børn ikke at blive irette sat hele tiden.
held og lykke med det hele. mange knus fra mig
