Jeg tror der er noget galt med mig...

Anonym skriver:

Det er heldigvis oss et par måneder eller sådan noget siden og det hjalp meget a jeg fortalte lidt til ham og jeg reagerede rimelig kraftigt da han nævnte min far, er ikk sikker på hvorfor. 

Jeg må prøve a skrive det brev, min mor læste det første indlæg jeg har skrevet herinde, så hun ved lidt, men ikk alt. 

Hun siger oss a jeg bare skal prøve a komme ud og møde nogle mennesker og finde en hobby, men jeg er ikk alt for meget til mange mennesker og jeg er alt for genert til bare a gå hen og snakke til folk og så kan jeg ikk se hvorfor folk vil snakke med mig og interesser mig ikk rigtig for noget længere, så jeg skal virkelig i tænkeboks

Jeg er bare bange for a kontakte lægen, for hvad hvis han siger der ikk er noget galt ? 

Det er utroligt de kender en så godt og lidt træls noglegange 

Har din far evt været en opfarerende person eller sådan? Har du haft sådan en form for frygt for ham? Det ka være derfor?
Eller har du følt han har manglet i dit liv?

Hva sagde hun til det så?

Hmm du kan altid starte en hobby hjemme jo?
Jeg er helt ikk til nye mennesker!!! Men at tage med en man kender rigtig godt nogle steder hen hvor der er folk så er det ikke så slemt og man begynde at små snakke med nogle det har hjulpet mig

Jeg bruger tid på at fotografere, det er en hobby jeg kan dyrke for mig selv hvor der jo ikk behøver være andre

Det tror jeg slet ikk du skal være bange for på nogle måder!!
Når du ska snakke med lægen så skal du satme fortælle alt! Ikke glemme noget

Hahaha ja ikk

MarianneRubi skriver:

Har din far evt været en opfarerende person eller sådan? Har du haft sådan en form for frygt for ham? Det ka være derfor?
Eller har du følt han har manglet i dit liv?

Hva sagde hun til det så?

Hmm du kan altid starte en hobby hjemme jo?
Jeg er helt ikk til nye mennesker!!! Men at tage med en man kender rigtig godt nogle steder hen hvor der er folk så er det ikke så slemt og man begynde at små snakke med nogle det har hjulpet mig

Jeg bruger tid på at fotografere, det er en hobby jeg kan dyrke for mig selv hvor der jo ikk behøver være andre

Det tror jeg slet ikk du skal være bange for på nogle måder!!
Når du ska snakke med lægen så skal du satme fortælle alt! Ikke glemme noget

Hahaha ja ikk

Nej, min far er den mest tålmodige jeg kender. Jeg tror måske bare jeg er bange for a miste ham. 

Jeg føler mig bare doven og jeg vil gerne gøre noget ved det, men jeg føler bare det er svært a overskue den store opvask der kommer til sidst, lave mad eller gøre rent.. når jeg bare står og vasker op får jeg ondt i mine ankler. Og når min kæreste tager opvasken i frustration over jeg har sagt jeg nok skulle tage den i et par dage, så føler jeg mig som en fiasko. 

Han snakkede om igår a jeg havde forandret mig siden han første gang mødte mig og forelskede sig i mig. Spørger hvor den lille, smilende, pil-fingrede pige er henne. Hvad der gjorde a jeg forandrede mig, men jeg aner det ikk, om det var dengang min mormor og morfar sagde vi bare kunne komme og besøge dem når vi blev 18 eller da min bedste veninde forlod mig.

Jeg føler mig så latterlig når jeg siger de to grunde, for det er jo ingenting og a jeg bare skulle tage mig sammen for der er squ andre der har det værre end mig. Eller om jeg bare er en a dem der er blevet forkælet og ikk gider noget når de flytter hjemmefra. 

Jeg er ikk helt sikker på a han helt har forstået hvor lidt lyst til sex jeg har, for han prøver stadig hver dag og jeg hader a sige nej til ham, men det er ikk altid jeg kan sige ja til ham. Jeg ved hvor irri han bliver på sig selv når jeg siger nej.

Har mistet lysten til mit arbejde som egentlig er helt ok og jeg føler det hele sejler.

Men jeg tør ikk spørge om hjælp og jeg er bange for jeg ikk kan gå ind a døren til lægen. Jeg er sikkert bare doven.

Jeg er meget splittet, for vil gerne have hjælp, så min chef bliver glad for det arbejde jeg laver og min kæreste kan blive glad igen, men er bange for der ikk er noget galt med mig.

Er bange for a jeg ikk fortæller alt og jeg lukker ned, har svært ved a fortælle det til min mor og kæresten. 

Anonym skriver:

Nej, min far er den mest tålmodige jeg kender. Jeg tror måske bare jeg er bange for a miste ham. 

Jeg føler mig bare doven og jeg vil gerne gøre noget ved det, men jeg føler bare det er svært a overskue den store opvask der kommer til sidst, lave mad eller gøre rent.. når jeg bare står og vasker op får jeg ondt i mine ankler. Og når min kæreste tager opvasken i frustration over jeg har sagt jeg nok skulle tage den i et par dage, så føler jeg mig som en fiasko. 

Han snakkede om igår a jeg havde forandret mig siden han første gang mødte mig og forelskede sig i mig. Spørger hvor den lille, smilende, pil-fingrede pige er henne. Hvad der gjorde a jeg forandrede mig, men jeg aner det ikk, om det var dengang min mormor og morfar sagde vi bare kunne komme og besøge dem når vi blev 18 eller da min bedste veninde forlod mig.

Jeg føler mig så latterlig når jeg siger de to grunde, for det er jo ingenting og a jeg bare skulle tage mig sammen for der er squ andre der har det værre end mig. Eller om jeg bare er en a dem der er blevet forkælet og ikk gider noget når de flytter hjemmefra. 

Jeg er ikk helt sikker på a han helt har forstået hvor lidt lyst til sex jeg har, for han prøver stadig hver dag og jeg hader a sige nej til ham, men det er ikk altid jeg kan sige ja til ham. Jeg ved hvor irri han bliver på sig selv når jeg siger nej.

Har mistet lysten til mit arbejde som egentlig er helt ok og jeg føler det hele sejler.

Men jeg tør ikk spørge om hjælp og jeg er bange for jeg ikk kan gå ind a døren til lægen. Jeg er sikkert bare doven.

Jeg er meget splittet, for vil gerne have hjælp, så min chef bliver glad for det arbejde jeg laver og min kæreste kan blive glad igen, men er bange for der ikk er noget galt med mig.

Er bange for a jeg ikk fortæller alt og jeg lukker ned, har svært ved a fortælle det til min mor og kæresten. 

Meget af det du beskriver lyder virkelig som da jeg selv var nede

Men jeg ka virkelig ikk forstå hvorforndu tror der ikke er noget galt, for når du mister lysten til så mange ting og det er svært at overskue ting, så er der altså noget der trykker, og det kan endda være noget der ligger helt nede i din underbevidsthed og pludselig så ka det gå så galt at du bare sidder! Du kigger på fjernsynet men alligevel ser du det ikk fordi du tænker og skærmen er faktisk bare sløret for dig? Det kan være et eksempel.
Du er ked af det flere gange om ugen, også et dårligt tegn på at der er noget som genere dig

Det ka virkelig være svært at sætte ord på alt, og jeg har stadig svært ved det, bare når alt bliver for meget for mig jamen så tuder jeg og jeg ved ikke hvorfor ??

Efter mit forløb hvor jeg var nede, der er jeg blevet så struktureret i alt, og hr perfektionist ud til fingre spidserne, og derfor tror man at jeg nu har en snært af OCD

Men det er min måde at overskue dagene og komme gennem det hele med et smil, og ka overskue rigtig mange ting

Men jeg ka dog ikk overskue i dag at være for social, er der feks gæster når jeg kommer hjem og jeg ikk lige har fået et preg om det så bliver jeg sur, virkelig sur for det kan jeg ikk overskue, jeg skal gerne være forbedret på ALT!

Og derfor har vi lavet mange aftaler i huset til min fordel, for at de fungere, og det er ret vigtigt og godt for mig

Men hvor er det godt din far er sådan, og når det er sådan så kan jeg også godt forstå din angst for at miste ham.. Som man siger så er den eneste mand en pige kan stole på, sin far.. Jeg har aldrig haft et godt forhold til min, tror jeg også jeg har nævnt, men efter jeg fik udredt mit psykisk syge og han fik det fortalt via et brev jeg afleverede til ham så er det så godt i dag, og jeg siger tit til ham at jeg elsker ham ..

Efter mit sygdoms forløb har jeg slået øjnene op, og sætter pris på de virkelig ting her i livet, jeg ser ting fra andre vinkler end andre, og ved udemærket hvor grænserne er, og jeg er åben mundet,, ingen skal sige noget jeg ik vil høre, for de får igen om de ka tåle sandheden eller ej, jeg har allerede fundet mig i alt for meget igennem mit liv og nu har jeg sagt nok og er blevet meget egoistisk for at passe på mig selv

Jeg husker da jeg gik til lægen for at lægge kortene på bordet, føj jeg var så fysisk dårlig og hjertet galoperede.. Men hold nu op hvor det lettede det var helt vildt !! Og med alle de ting jeg følte var han slet ikke i tvivl om hvad der skulle til

Og da jeg endte ved psykolog havde jeg 12 timer, jeg brugte 10, simpelthen fordi jeg havde fået nok og jeg bare sku kæmpe og kæmpe mig op af mit sorte hul.. Der er ingen der skal få mig ned med nakken!

Men jeg håber virkelig du vælger at tage til lægen, bare at du siger lidt har også ret, eller ja skriv et brev der også så du er sikker på der bliver gjort noget, for lukker du sammen så kan din læge læse det
Men ja at en veninde forlader en er også rigtig rigtig svært, nok hvis ens forhold er som var man søskende..
Jeg har også prøvet det og jeg gik helt ned, jeg manglede hende virkelig.. Mit liv var ikke Det samme uden hende, og her i starten af året fik vi snakket ud og vi ses igen, det er så fantastisk
Men det med dine bedsteforældre, må vel også føles for dig som om de har slået hånden af dig/jer ? Og det må virkelig være en rigtig rigtig træls følelse, nu ved jeg jo ikke hvad du føler omkring det, men jeg tror jeg ville føle Det sådan

MarianneRubi skriver:

Meget af det du beskriver lyder virkelig som da jeg selv var nede

Men jeg ka virkelig ikk forstå hvorforndu tror der ikke er noget galt, for når du mister lysten til så mange ting og det er svært at overskue ting, så er der altså noget der trykker, og det kan endda være noget der ligger helt nede i din underbevidsthed og pludselig så ka det gå så galt at du bare sidder! Du kigger på fjernsynet men alligevel ser du det ikk fordi du tænker og skærmen er faktisk bare sløret for dig? Det kan være et eksempel.
Du er ked af det flere gange om ugen, også et dårligt tegn på at der er noget som genere dig

Det ka virkelig være svært at sætte ord på alt, og jeg har stadig svært ved det, bare når alt bliver for meget for mig jamen så tuder jeg og jeg ved ikke hvorfor ??

Efter mit forløb hvor jeg var nede, der er jeg blevet så struktureret i alt, og hr perfektionist ud til fingre spidserne, og derfor tror man at jeg nu har en snært af OCD

Men det er min måde at overskue dagene og komme gennem det hele med et smil, og ka overskue rigtig mange ting

Men jeg ka dog ikk overskue i dag at være for social, er der feks gæster når jeg kommer hjem og jeg ikk lige har fået et preg om det så bliver jeg sur, virkelig sur for det kan jeg ikk overskue, jeg skal gerne være forbedret på ALT!

Og derfor har vi lavet mange aftaler i huset til min fordel, for at de fungere, og det er ret vigtigt og godt for mig

Men hvor er det godt din far er sådan, og når det er sådan så kan jeg også godt forstå din angst for at miste ham.. Som man siger så er den eneste mand en pige kan stole på, sin far.. Jeg har aldrig haft et godt forhold til min, tror jeg også jeg har nævnt, men efter jeg fik udredt mit psykisk syge og han fik det fortalt via et brev jeg afleverede til ham så er det så godt i dag, og jeg siger tit til ham at jeg elsker ham ..

Efter mit sygdoms forløb har jeg slået øjnene op, og sætter pris på de virkelig ting her i livet, jeg ser ting fra andre vinkler end andre, og ved udemærket hvor grænserne er, og jeg er åben mundet,, ingen skal sige noget jeg ik vil høre, for de får igen om de ka tåle sandheden eller ej, jeg har allerede fundet mig i alt for meget igennem mit liv og nu har jeg sagt nok og er blevet meget egoistisk for at passe på mig selv

Jeg husker da jeg gik til lægen for at lægge kortene på bordet, føj jeg var så fysisk dårlig og hjertet galoperede.. Men hold nu op hvor det lettede det var helt vildt !! Og med alle de ting jeg følte var han slet ikke i tvivl om hvad der skulle til

Og da jeg endte ved psykolog havde jeg 12 timer, jeg brugte 10, simpelthen fordi jeg havde fået nok og jeg bare sku kæmpe og kæmpe mig op af mit sorte hul.. Der er ingen der skal få mig ned med nakken!

Men jeg håber virkelig du vælger at tage til lægen, bare at du siger lidt har også ret, eller ja skriv et brev der også så du er sikker på der bliver gjort noget, for lukker du sammen så kan din læge læse det
Men ja at en veninde forlader en er også rigtig rigtig svært, nok hvis ens forhold er som var man søskende..
Jeg har også prøvet det og jeg gik helt ned, jeg manglede hende virkelig.. Mit liv var ikke Det samme uden hende, og her i starten af året fik vi snakket ud og vi ses igen, det er så fantastisk
Men det med dine bedsteforældre, må vel også føles for dig som om de har slået hånden af dig/jer ? Og det må virkelig være en rigtig rigtig træls følelse, nu ved jeg jo ikke hvad du føler omkring det, men jeg tror jeg ville føle Det sådan

Jeg tror bare det er sådan jeg er, jeg tænker ikk rigtig over om det kan være alvorligt, for det skal jo nok gå alt sammen. 

Det fandt jeg ud a efter jeg fik en allergisk reaktion overfor en pille jeg tog, tror der gik 1 uge eller lidt mere, hvor jeg bare troede jeg havde eksem, indtil jeg næsten blev tosset a det kløede slemt, vågnede et par gange om natten i den tid, læste på indlægssedlen hvor der stod man straks skulle til læge. Ups 

Har oss altid været doven, det er derfor jeg er usikker på om der nu oss er noget galt med mig. Men tror jeg tager til lægen når jeg komme til det med mit arbejde ellers må jeg bede om a gå tidligere i morgen og så komme tilbage. 

Sådan har jeg det os, bliver meget trist lige pludselig og kan begynde a tude og specielt slemt hvis kæresten viser omsorg. 

Har heldigvis snakket med ham så han kan prøve a styre sig

Det må være rart, ocd eller ej, det bliver rart a kunne det igen .

Det forstår jeg godt, heldigvis kommer der ikk så mange helt herop

Det er godt det blev bedre, puha jeg ved ikk hvordan jeg havde haft det hvis min far var negativ overfor mig . Frygter bare a skuffe ham, det var derfor jeg ikk fortalte min far dengang jeg var gravid, min mor sagde det dog, men havde ikk sagt det frivilligt. 

Jeg håber jeg har samme styrke til a komme ud a det som dig

Ja, vi var som søstre næsten, vi kunne bare hygge og lave ingenting sammen med hende, men jeg stoler ikk på hende længere og jeg har ikk særlig meget lyst til a møde andre, for det sker bare igen

Jo, sådan har jeg det oss, men hun er åbenbart meget dominerende siger min mor

Anonym skriver:

Jeg tror bare det er sådan jeg er, jeg tænker ikk rigtig over om det kan være alvorligt, for det skal jo nok gå alt sammen. 

Det fandt jeg ud a efter jeg fik en allergisk reaktion overfor en pille jeg tog, tror der gik 1 uge eller lidt mere, hvor jeg bare troede jeg havde eksem, indtil jeg næsten blev tosset a det kløede slemt, vågnede et par gange om natten i den tid, læste på indlægssedlen hvor der stod man straks skulle til læge. Ups 

Har oss altid været doven, det er derfor jeg er usikker på om der nu oss er noget galt med mig. Men tror jeg tager til lægen når jeg komme til det med mit arbejde ellers må jeg bede om a gå tidligere i morgen og så komme tilbage. 

Sådan har jeg det os, bliver meget trist lige pludselig og kan begynde a tude og specielt slemt hvis kæresten viser omsorg. 

Har heldigvis snakket med ham så han kan prøve a styre sig

Det må være rart, ocd eller ej, det bliver rart a kunne det igen .

Det forstår jeg godt, heldigvis kommer der ikk så mange helt herop

Det er godt det blev bedre, puha jeg ved ikk hvordan jeg havde haft det hvis min far var negativ overfor mig . Frygter bare a skuffe ham, det var derfor jeg ikk fortalte min far dengang jeg var gravid, min mor sagde det dog, men havde ikk sagt det frivilligt. 

Jeg håber jeg har samme styrke til a komme ud a det som dig

Ja, vi var som søstre næsten, vi kunne bare hygge og lave ingenting sammen med hende, men jeg stoler ikk på hende længere og jeg har ikk særlig meget lyst til a møde andre, for det sker bare igen

Jo, sådan har jeg det oss, men hun er åbenbart meget dominerende siger min mor

Det var vidst en upser men ja jeg har været udsat for ting siden 13 års alderen, tingene blev gode da jeg blev 19 og bang et år efter altså som 20 årig da jeg fik det første angst anfald i Føtex der vidste jeg at alt ikke var okay og der var noget helt galt
Så jeg tænker om det er et spørgsmål om tid? Og det er langt bedre at forberede sig inden det er for sent, og der skal laaaangt større arbejde til for at blive sig selv igen

Min kæreste har også sagt det jeg faldte for var at du var en stille og genert pige, og nu der er du fandme så rapkæftet og helt anderledes .. Men det er på en god måde, men at jeg fik hjælp gjorde jo at jeg blev mig selv igen efter alt det svigt jeg har været igennem havde jeg ikk tillid til nogle bl.a. Hvis jeg fortalte mine veninder om hva der har været slet så svarede de ej det er jeg ked af at høre, hvad gjorde du, aldrig en eneste spurgte hvordan har du det med det eller hvordan går det, og det slog mine øjne op for at det var bare ikke de rigtige venner for mig!
Så derfor havde jeg ingen tillid til nogle !! Og jeg har svært ved at give tilld, og det har jeg stadig. Jeg fortæller kun der er sket ting i mit liv der gør jeg er tilbage holdene mere ska folk ikk sådan heeeelt vide før jeg kender dem ordenligt, og jeg er blevet god til at kende folk bare ved at være sammen med dem i 30min. 30 min med en person er meget afgørende for kig om jeg ka lide dem eller ej, jeg ser dem virkelig an pågrund af min mistillid, og det samme feks med film, hvis ikk der er noget der fanger inden de første 20 min så slukker jeg, for jeg gider ikk spilde min tid det har min mistillid til alt og alle lært mig

Under kit sygdomsforløb, mødte jeg en pige der havde være udsat for en masse af det jeg har, og vi klikkede og vi forstod hinanden, det gjorde viner bedste veninder og som søskende i dag og jamen vi gik bare i spænd fra dag 1 så nogle gange føler jeg også det er nemmere t være virkelig tæt med folk som har været ude for noget lignende det man selv har, for de har en anden forståelse for tingene og kan se tingene i større perspektiv ..
Så måske nu hvor du ikke tør stole på din veninde, så ja det er svært men så må man indse det ikke er den rigtige veninde et sted og give slip.

Og man kommer ikk til at stole på folk, ved ikke at tage nogle chancer
Det ved jeg desværre, mange har bakket ud hvis jeg har åbnet men så ved jeg jo bare, fint så er det bare ikk et venskab vi to skal have

Doven og doven, det ka vi vel alle være men som jeg siger det kan også være noget i dinunderbevidsthed der trykker, for det der er der er jo noget man slet ikke selv er klar over eller er herre over desværre, og pludselig kan det simpelthen falde ned over en med en hammer

Det godt at du har snakket med ham om det, men for mig viser det også at han virkelig gerne vil hjælpe dig, men tænker også kan det gøre dig ked af det at han viser omsorg fordi det ikke er noget du er vant til? Eller fordi du ikk føler du fortjener det ? For så har du vidst lidt kogle svigt omkring omsorg, der gør at du er vant til at man ikk viser omsorg i den forstand ?? Har nemlig hende veninden jeg skriver om, på grund af hendes svigt har hun svært ved at tage imod, og hvis man som veninder gør sådan ka nusse en i håret og sådan, det vil hun heller ikk tage imod, fordi som hu.ån siger, det fortjener jeg ikke, og jeg tænker jo fandme om du gør!!! Alle fortjener omsorg, og alle fortjener at få kærlighed om det så er kærlighed som i kærlighed eller kærlighed som et venskab kan give !!

Det hr aldrig sjovt at skuffe nogen never!! Hvordan reagerede han?
Jeg følte også på grund af de ting der er sket med mig, at så havde jeg svigtet mine forældre og det var ikke sjovt, hvorfor heg følte det var fordi min far var meget efter mig med påklædning og sådan og har altid gjort som han sagde, men ja har været udsat for 2 voldtægts forsøg, så selvom jeg gjorde som han sagde så følte jeg at jeg havde skuffet fordi alt det skete, der er også sket meget mere .. Men ja jeg skammede mig. Og da ha næste brevet så sagde han også hvorfor jeg ikke havde sagt noget, og jeg svarede jeg turde ikke, for jeg var bange for du blev sur på mig og ikke ville tro på mig. Han sagde dog at selvfølgelig ville han tro på mig, og han blev faktisk rigtig ked af det, lidt øv over jeg ikke havde sagt noget noget før, så han havde haft en forståelse for min opførsel og sådan og så kan ku hjælpe og være der, og ked af det fordi det er gået så meget udover mig.. Men jeg fik den største krammer, som jeg ikke havde fået siden jeg var en lille pige ..det var hårdt

Jeg håber virkelig du finder styrken!! Og siger det er ikke sådan her jeg vil leve, og det er bare ikke sådan her livet skal fungere!!! Jeg er stærk og jeg kan hvad jeg vil !!!