Jeg tror der er noget galt med mig...

Jeg ved ikk hvordan jeg skal starte. (Det er lang, så i behøver ikk spilde tiden på a læse det, det er bare mig der er noget galt med)

Det hele begyndte vel nok med min  dengang bedste veninde brød kontakten med mig ud a det blå. Vi havde en weekend vi skulle være sammen, men om tirsdagen, tror jeg, holdt hun op med a svare mig.

Jeg fandt ud a hun var taget ud i et shoppingcenter med sin kæreste i weekenden, for mig og min kæreste var ude i samme center fordi jeg blev træt a hun ikk svarede overhovedet, men hun kunne godt svare på et par sure beskeder jeg sendte den efterfølgende uge.

Hun har senere sagt a hun var "presset pga skolen", men så kunne hun da ha sagt det. Jeg tror bare ikk på det var det, men derimod a hendes kæreste mente hun brugte for meget tid med mig (selvom det ikk var tæt på sandheden), men mest a hun ikke gad mig mere.

Hun havde desuden fortalt ham a jeg var gravid i 2011, og efterfølgende fik en abort, men det var meget syrealistisk a en fælles ven ønskede mig Tillykke mere end et halvt år senere.

Desuden har min mormor og morfar brudt kontakten med min mor a flere årsager og sagt til os vi kunne komme på besøg når mig og mine brødre fyldte 18.

Jeg har ikke været derovre endnu, selvom det er 3 år siden jeg kunne besøge dem. Jeg har altid følt det var min skyld, uanset om folk har sagt det ikke var. Jeg stak nemlig a over til dem til en julefrokost selvom jeg ikke måtte, fordi jeg ikk havde ryddet op. Jeg tror jeg var 15 eller 16.

Jeg har aldrig set min mor så sur og hun har alligevel lidt temperament. Jeg har altid følt det var MIN skyld, selv her nu hvor jeg er næsten 21.

Desuden føler jeg a min kæreste fortjener bedre og jeg fatter ikk hvorfor han bliver hos mig. Vi har været sammen med ham i 3 år og jeg elsker ham. Men jeg føler ikk jeg giver ham nok.

Han har meget højere sexlyst end mig, en gang om dagen vil gøre ham glad, to gange om dagen og han vil være lykkelig. Jeg kan derimod nøjes med en gang om ugen. Det irriterer mig a jeg ikk har mere lyst, for jeg vil gerne gøre ham glad, men. 

Jeg føler virkelig jeg skuffer ham  for han må leve med det, mig og mit rod. Vi bor sammen. 

Jeg har desuden taget på siden jeg flyttede hjemmefra, 8-10kg og det irriterer mig, men jeg har ikk gejsten eller energien til a smide dem, motion har aldrig sagt mig noget siden folkeskolen, hvor jeg følte mig udenfor overfor mine klassekammerater. 

Jeg føler bare jeg skuffer alle, min familie, kæresten og mit arbejde og mit temperament er ikke særlig godt. Jeg bliver tit sur eller negativ overfor småting og kæresten tager desværre det værste.

Desuden har jeg ingen venner og føler ærlig talt heller ikk a nogle gider mig. Jeg stoler ikke på pigerne og har for nyligt taget kontakt med min tidligere bedste ven, men der fik jeg kun et par svar tilbage og så skrev han ikke mere.

Jeg har fået et par tude-ture hvor jeg føler jeg tabte kontrollen over mig selv. Der har min kæreste sagt a jeg burde snakke med nogen om det, men jeg har sagt a der er andre der har det værre end mig, jeg skulle jo bare tage mig sammen, men jeg har ingen energi eller ved hvordan.

Jeg banker mig tit i hovedet, specielt når jeg mister mit temperament og bliver sur og tuder, hvor det tit er noget med "kom nu din fede kælling, der er squ ingen der vil savne dig og a jeg ikk kan finde ud a en skid"

Jeg skulle bare lufte ud, i behøver ikk spilde jeres tid på a svare

Ja men kan godt få brug for at lufte ud i alt det rod der samler sig i ens hovede (med tiden bliver det jo til en del!) :-D har du fået det lidt bedre nu det kom ud og på skrift? Det hjalp mig meget at skrive dagbog da jeg var yngre. Jeg lider af 'tankemylder' og kan bestemt anbefale psykolog- de har hørt det hele før, og det er rart at snakke, uden at skulle ta stilling til om man kan stole på vedkomne, psykologer er jo ikke i ens vennekreds og har desuden tavshedspligt :-)
Jeg er sikker på du er et skønt menneske der fortjener alt det bedste. <3

Først - Det tror jeg du trænger til..

Håber virkelig du har gået det bedere. Jeg syntes du ska snakke med din læge og sige hvordan fu har det. Du ska ik gå med tanken om, der er andre der har det dårligere end jeg, så behøver ingen hjælp. Ingen mennesker behøver at gå og have det skidt.

En psykolog er fantastisk til at lytte, og hjælpe en til at se tingene på en anden måde.

Alt det bedste her fra!

Som de andre nævner vil jeg ogsåmene, at du kunnehavegavn af lidt hjælp. Hvis de tanker du beskriver er nogle du går rundt med hver dag, kunne det tyde på, at du måske går rundt med en ikke diagnosticeret depression. Gå op til dinlægeogtal med ham, og få enhenvisning til psykolog. Held og lykke med det.

Anonym skriver:

Jeg ved ikk hvordan jeg skal starte. (Det er lang, så i behøver ikk spilde tiden på a læse det, det er bare mig der er noget galt med)

Det hele begyndte vel nok med min  dengang bedste veninde brød kontakten med mig ud a det blå. Vi havde en weekend vi skulle være sammen, men om tirsdagen, tror jeg, holdt hun op med a svare mig.

Jeg fandt ud a hun var taget ud i et shoppingcenter med sin kæreste i weekenden, for mig og min kæreste var ude i samme center fordi jeg blev træt a hun ikk svarede overhovedet, men hun kunne godt svare på et par sure beskeder jeg sendte den efterfølgende uge.

Hun har senere sagt a hun var "presset pga skolen", men så kunne hun da ha sagt det. Jeg tror bare ikk på det var det, men derimod a hendes kæreste mente hun brugte for meget tid med mig (selvom det ikk var tæt på sandheden), men mest a hun ikke gad mig mere.

Hun havde desuden fortalt ham a jeg var gravid i 2011, og efterfølgende fik en abort, men det var meget syrealistisk a en fælles ven ønskede mig Tillykke mere end et halvt år senere.

Desuden har min mormor og morfar brudt kontakten med min mor a flere årsager og sagt til os vi kunne komme på besøg når mig og mine brødre fyldte 18.

Jeg har ikke været derovre endnu, selvom det er 3 år siden jeg kunne besøge dem. Jeg har altid følt det var min skyld, uanset om folk har sagt det ikke var. Jeg stak nemlig a over til dem til en julefrokost selvom jeg ikke måtte, fordi jeg ikk havde ryddet op. Jeg tror jeg var 15 eller 16.

Jeg har aldrig set min mor så sur og hun har alligevel lidt temperament. Jeg har altid følt det var MIN skyld, selv her nu hvor jeg er næsten 21.

Desuden føler jeg a min kæreste fortjener bedre og jeg fatter ikk hvorfor han bliver hos mig. Vi har været sammen med ham i 3 år og jeg elsker ham. Men jeg føler ikk jeg giver ham nok.

Han har meget højere sexlyst end mig, en gang om dagen vil gøre ham glad, to gange om dagen og han vil være lykkelig. Jeg kan derimod nøjes med en gang om ugen. Det irriterer mig a jeg ikk har mere lyst, for jeg vil gerne gøre ham glad, men. 

Jeg føler virkelig jeg skuffer ham  for han må leve med det, mig og mit rod. Vi bor sammen. 

Jeg har desuden taget på siden jeg flyttede hjemmefra, 8-10kg og det irriterer mig, men jeg har ikk gejsten eller energien til a smide dem, motion har aldrig sagt mig noget siden folkeskolen, hvor jeg følte mig udenfor overfor mine klassekammerater. 

Jeg føler bare jeg skuffer alle, min familie, kæresten og mit arbejde og mit temperament er ikke særlig godt. Jeg bliver tit sur eller negativ overfor småting og kæresten tager desværre det værste.

Desuden har jeg ingen venner og føler ærlig talt heller ikk a nogle gider mig. Jeg stoler ikke på pigerne og har for nyligt taget kontakt med min tidligere bedste ven, men der fik jeg kun et par svar tilbage og så skrev han ikke mere.

Jeg har fået et par tude-ture hvor jeg føler jeg tabte kontrollen over mig selv. Der har min kæreste sagt a jeg burde snakke med nogen om det, men jeg har sagt a der er andre der har det værre end mig, jeg skulle jo bare tage mig sammen, men jeg har ingen energi eller ved hvordan.

Jeg banker mig tit i hovedet, specielt når jeg mister mit temperament og bliver sur og tuder, hvor det tit er noget med "kom nu din fede kælling, der er squ ingen der vil savne dig og a jeg ikk kan finde ud a en skid"

Jeg skulle bare lufte ud, i behøver ikk spilde jeres tid på a svare

Søde rare anonym. 

Du lyder depressiv og uden nogen selvtillid. 

Mig det skal du ikke finde dig i! 

Du fortjener bedre! 

Tag du at opsøg en psykolog og helst idag. For du er ikke uvigtig. Din kæreste elsker dig, din mormor og morfar vil gerne se dig.

måske er du og dine tidl. Venner vokset fra hinanden (det er ganske normalt) og måske det var svært for dem at relatere til dit selvhad. 

Nogle gange skal man falde dybt, før man opfanger at man skal have hjælp. Jeg håber du opfanger det nu, for du fortjener det altså (bare ved at være til fortjener du og alle andre der har brug for det). 

Det her er det eneste liv du har, spild det ikke. Søg hjælp så du kan nyde det

Ja den er skrevet før, og jeg ville sige det samme.
Jeg synes også du burde tage en snak med din læge
For mig lyder det også som om du er depressiv
Og det er ikke sundt for dig, eller dine omgivelser

Bare de tanker du har om dig selv, ja dem kender jeg alt for godt fra da jeg selv havde psykiske lidelser
Hakkede ned på mig selv, og gav mig skylden for ALT ikke spor sjovt at leve sådan, og det kan nemlig være svært for ens omgivelser at forstå en så længe de ikke ved hvad der sker inden i en

Jeg gik til psykolog, og var fra start fast besluttet på at jeg sku ovenpå, jeg sku være mig, så jeg kæmpede og kæmpede til mine psykolog samtaler og tiderne imellem.

Og jeg valgte at åbne mig fuldstændig, folk ku bare spørge og jeg svarede, og det gav dem derfor også en ide til hvorfor det ene og det andet. Og sådan er jeg stadig, folk ka lige så godt vide hvad de går indtil, og hver gang jeg kom hjem fra psykolog så fortalte jeg min bedre halvdel om hele samtalen, og det skal siges han er ikke god til omsorg, men bare det at han lyttede ku jeg mærke og han lod mig tude og ville jeg gemme mig i soveværelset så gjorde jeg bare det,
Du skal have forståelse i dit hjem (der hvor du bor) ikke familien, det skal du virkelig fra starten! Så du har en at læne dig op af!

Ja nu blev det langt, og jeg har virkelig ondt af dig, da jeg som sagt kender meget til det der du beskriver bl.a. Havde jeg tillid til piger, men overhovedet ikk til mænd! Men jeg havde kun min kæreste at støtte mig til, og i dag snakker vi om alt!! Han er simpelthen min bedste ven!!

Rigtig stort til dig! Det må du virkelig have brug for

Du er ALTID velkommen til at skrive!

Jeg ved ikk hvordan jeg skal starte. (Det er lang, så i behøver ikk spilde tiden på a læse det, det er bare mig der er noget galt med)

Det hele begyndte vel nok med min  dengang bedste veninde brød kontakten med mig ud a det blå. Vi havde en weekend vi skulle være sammen, men om tirsdagen, tror jeg, holdt hun op med a svare mig.

Jeg fandt ud a hun var taget ud i et shoppingcenter med sin kæreste i weekenden, for mig og min kæreste var ude i samme center fordi jeg blev træt a hun ikk svarede overhovedet, men hun kunne godt svare på et par sure beskeder jeg sendte den efterfølgende uge.

Hun har senere sagt a hun var "presset pga skolen", men så kunne hun da ha sagt det. Jeg tror bare ikk på det var det, men derimod a hendes kæreste mente hun brugte for meget tid med mig (selvom det ikk var tæt på sandheden), men mest a hun ikke gad mig mere.

Hun havde desuden fortalt ham a jeg var gravid i 2011, og efterfølgende fik en abort, men det var meget syrealistisk a en fælles ven ønskede mig Tillykke mere end et halvt år senere.

Desuden har min mormor og morfar brudt kontakten med min mor a flere årsager og sagt til os vi kunne komme på besøg når mig og mine brødre fyldte 18.

Jeg har ikke været derovre endnu, selvom det er 3 år siden jeg kunne besøge dem. Jeg har altid følt det var min skyld, uanset om folk har sagt det ikke var. Jeg stak nemlig a over til dem til en julefrokost selvom jeg ikke måtte, fordi jeg ikk havde ryddet op. Jeg tror jeg var 15 eller 16.

Jeg har aldrig set min mor så sur og hun har alligevel lidt temperament. Jeg har altid følt det var MIN skyld, selv her nu hvor jeg er næsten 21.

Desuden føler jeg a min kæreste fortjener bedre og jeg fatter ikk hvorfor han bliver hos mig. Vi har været sammen med ham i 3 år og jeg elsker ham. Men jeg føler ikk jeg giver ham nok.

Han har meget højere sexlyst end mig, en gang om dagen vil gøre ham glad, to gange om dagen og han vil være lykkelig. Jeg kan derimod nøjes med en gang om ugen. Det irriterer mig a jeg ikk har mere lyst, for jeg vil gerne gøre ham glad, men. 

Jeg føler virkelig jeg skuffer ham  for han må leve med det, mig og mit rod. Vi bor sammen. 

Jeg har desuden taget på siden jeg flyttede hjemmefra, 8-10kg og det irriterer mig, men jeg har ikk gejsten eller energien til a smide dem, motion har aldrig sagt mig noget siden folkeskolen, hvor jeg følte mig udenfor overfor mine klassekammerater. 

Jeg føler bare jeg skuffer alle, min familie, kæresten og mit arbejde og mit temperament er ikke særlig godt. Jeg bliver tit sur eller negativ overfor småting og kæresten tager desværre det værste.

Desuden har jeg ingen venner og føler ærlig talt heller ikk a nogle gider mig. Jeg stoler ikke på pigerne og har for nyligt taget kontakt med min tidligere bedste ven, men der fik jeg kun et par svar tilbage og så skrev han ikke mere.

Jeg har fået et par tude-ture hvor jeg føler jeg tabte kontrollen over mig selv. Der har min kæreste sagt a jeg burde snakke med nogen om det, men jeg har sagt a der er andre der har det værre end mig, jeg skulle jo bare tage mig sammen, men jeg har ingen energi eller ved hvordan.

Jeg banker mig tit i hovedet, specielt når jeg mister mit temperament og bliver sur og tuder, hvor det tit er noget med "kom nu din fede kælling, der er squ ingen der vil savne dig og a jeg ikk kan finde ud a en skid"

Jeg skulle bare lufte ud, i behøver ikk spilde jeres tid på a svare

Du lyder som om du ikke har noget selvværd overhovedet. Bare det at du starter med at skrive at det er dig der er noget galt med og at vi ikke skal spilde vores tid på dig.

Det er ikke dig der er noget galt med! Du har helt sikkert masser af byde på som menneske, du er bare for usikker og for genert til at vise det. 

Jeg skal ikke kunne sige om du har en depression, men intet menneske bør have så lave meninger om sig selv som du har. 

Hvordan er dit forhold til dine forældre? Har du fået rigeligt med kærlighed og omsorg som barn? Selvom det lyder som en kliché, så er det næsten altid i forholdet til forældrene at årsagen til det lave selvværd ligger.

Jeg tror at du ville have rigtig godt af at snakke med en god psykolog.

jeg vil ikke gå uden lige at sende dig et ...

jeg håber du kan få givet dig selv skubbet til at komme til at tale med nogle om det, for det har du brug for - du fortjener at tro på dig selv...