Anonym skriver:
Jeg ved ikk hvordan jeg skal starte. (Det er lang, så i behøver ikk spilde tiden på a læse det, det er bare mig der er noget galt med)
Det hele begyndte vel nok med min dengang bedste veninde brød kontakten med mig ud a det blå. Vi havde en weekend vi skulle være sammen, men om tirsdagen, tror jeg, holdt hun op med a svare mig.
Jeg fandt ud a hun var taget ud i et shoppingcenter med sin kæreste i weekenden, for mig og min kæreste var ude i samme center fordi jeg blev træt a hun ikk svarede overhovedet, men hun kunne godt svare på et par sure beskeder jeg sendte den efterfølgende uge.
Hun har senere sagt a hun var "presset pga skolen", men så kunne hun da ha sagt det. Jeg tror bare ikk på det var det, men derimod a hendes kæreste mente hun brugte for meget tid med mig (selvom det ikk var tæt på sandheden), men mest a hun ikke gad mig mere.
Hun havde desuden fortalt ham a jeg var gravid i 2011, og efterfølgende fik en abort, men det var meget syrealistisk a en fælles ven ønskede mig Tillykke mere end et halvt år senere.
Desuden har min mormor og morfar brudt kontakten med min mor a flere årsager og sagt til os vi kunne komme på besøg når mig og mine brødre fyldte 18.
Jeg har ikke været derovre endnu, selvom det er 3 år siden jeg kunne besøge dem. Jeg har altid følt det var min skyld, uanset om folk har sagt det ikke var. Jeg stak nemlig a over til dem til en julefrokost selvom jeg ikke måtte, fordi jeg ikk havde ryddet op. Jeg tror jeg var 15 eller 16.
Jeg har aldrig set min mor så sur og hun har alligevel lidt temperament. Jeg har altid følt det var MIN skyld, selv her nu hvor jeg er næsten 21.
Desuden føler jeg a min kæreste fortjener bedre og jeg fatter ikk hvorfor han bliver hos mig. Vi har været sammen med ham i 3 år og jeg elsker ham. Men jeg føler ikk jeg giver ham nok.
Han har meget højere sexlyst end mig, en gang om dagen vil gøre ham glad, to gange om dagen og han vil være lykkelig. Jeg kan derimod nøjes med en gang om ugen. Det irriterer mig a jeg ikk har mere lyst, for jeg vil gerne gøre ham glad, men.
Jeg føler virkelig jeg skuffer ham for han må leve med det, mig og mit rod. Vi bor sammen.
Jeg har desuden taget på siden jeg flyttede hjemmefra, 8-10kg og det irriterer mig, men jeg har ikk gejsten eller energien til a smide dem, motion har aldrig sagt mig noget siden folkeskolen, hvor jeg følte mig udenfor overfor mine klassekammerater.
Jeg føler bare jeg skuffer alle, min familie, kæresten og mit arbejde og mit temperament er ikke særlig godt. Jeg bliver tit sur eller negativ overfor småting og kæresten tager desværre det værste.
Desuden har jeg ingen venner og føler ærlig talt heller ikk a nogle gider mig. Jeg stoler ikke på pigerne og har for nyligt taget kontakt med min tidligere bedste ven, men der fik jeg kun et par svar tilbage og så skrev han ikke mere.
Jeg har fået et par tude-ture hvor jeg føler jeg tabte kontrollen over mig selv. Der har min kæreste sagt a jeg burde snakke med nogen om det, men jeg har sagt a der er andre der har det værre end mig, jeg skulle jo bare tage mig sammen, men jeg har ingen energi eller ved hvordan.
Jeg banker mig tit i hovedet, specielt når jeg mister mit temperament og bliver sur og tuder, hvor det tit er noget med "kom nu din fede kælling, der er squ ingen der vil savne dig og a jeg ikk kan finde ud a en skid"
Jeg skulle bare lufte ud, i behøver ikk spilde jeres tid på a svare 
Har du tænkt på at tale med en psykolog? Jeg har også en masse tanker i mit hoved med dårlig selvtillid, genert, ingen venner osv. og så oven i det ingen job, snart dagpenge udløb og alt hvad der følger med der. Jeg tog mig endelig sammen til at gå til psykolog og gud hvor er det bare rart at man har en at lukke alle sine tanker ud til! Det skulle jeg da bare have gjort noget før. Jeg fik en enorm følelse af lettelse da jeg gik derfra første gang. Man kunne ligefrem mærke noget af vægten fra ens bryst og skuldre blev lettet. Det er guld værd.
