Krise efter fødsel?

Som de andre skriver så synes jeg også du skal snakke med nogen om det. Du kan evt snakke med din læge om at komme op og drøfte fødselsforløbet og den første tid med den JM du havde til fødslen.

Jeg havde selv et hårdt forløb med ssf og igangsættelse 3,5 uge før termin efter 14 dages indlæggelse. Jeg havde heller ikke den der kærlighedsfølelse den første uges tid, men for mig var det pga at amningen ikke fungerede og at vi lå indlagt mange dage efter fødslen, samt sønnike tabte sig for meget. Det lettede at komme på neo hvor de fortalte mig at jeg var en god mor, og fik også en efterfødselssamtale med min jm hvilket hjalp mig til at komme over det hårde forløb.

Når nu det er 7 uger siden du fødte og følelserne stadig ikke er vendt ville jeg kontakte lægen..

Tak for alle jeres svar. Skal til efterfødselskontrol hos min læge om en uge. Vil snakke med hende om det. 

Jeg mærkede heller ikke kærligheden til Isabella med det samme. Der gik noget tid før jeg mærkede det.
Jeg fik dog en fødselsdepression som jeg fik piller imod da Isabella var 3-4 mdr gammel.
Den første tid gik jeg også med meget blandt følelser. Det ene tidspunkt fortrød jeg helt vildt jeg var blevet mor og det andet øjeblik elskede jeg det. Jeg ønskede nok mere et barn en min kæreste. Men jeg fik mange gange de der tanker shit nu hænger jeg altså på et barn. Men tror det er ganske normalt. For det er ikke en dans på roser at have børn. Det er møg hårdt. Og indtil man virkelig lær sit barn at kende er det virkelig hårdt.
Den første mdr stod på skrig og skrål 24/7 fordi Isabella var sulten og jeg havde ikke nok mælk til hende og mine bryster var total ødelagte med store sår. Da hun så blev en mdr besluttede jeg mig for hun skulle være flaskebarn. Og så gik det hele lidt nemmere. Men vil sige at jeg først rigtig slappede af og nød jeg var mor da hun var omkring 5-6 mdr.

Hun er nu snart 3 år. Og til tider kan jeg også drømme mig langt væk. Men det varer kun kort. Jeg fortryder på ingen måde jeg fik min datter. Jeg elsker hende ubetinget og højre end alt andet i denne verden.

Så tag den med ro. Tror det er helt normalt det du gennemgår. Det er rigtig svært at gå fra sig selv til at have et barn at tage sig af. Men når man har vænnet sig til at det er sådan det er så falder det hele naturligt på plads igen

Anonym skriver:

Er lige blevet mor til mit første barn. Det er slet ikke som jeg havde troet. Havde troet jeg ville elske mit barn med det samme jeg så det, men det gjorde jeg ikke. Følte ikke rigtig noget. Synes  hun var sød og sådan, men ikke de vilde følelser. Jeg er dog begyndt at holde mere af hende som tiden går. Jeg synes bare jeg har det svært med rollen som mor. Det skal siges, at min mand ønskede børn mere end mig og at jeg måske lidt blev overtalt til at få hende lidt før end jeg havde regnet med at få børn. Er dog sidst i tyverne, så aldersmæssigt er det jo fint tidspunkt. Følte dog ikke en "trang" til at få et barn. Generelt synes jeg egentlig, jeg er god til at passe hende og det betyder meget for mig at hun har det godt, men føler mig vildt trist indeni. Er det normalt? Nogen dage har jeg lyst til at flytte fra det hele - både min mand og barn.. Har I andre haft det ligesådan? Føler mig utaknemmelig og har ikke talt med nogen om det. Tror egentlig ikke det er en fødselsdepression for føler mig som en god nok mor og kunne aldrig finde på at gøre mit barn ondt eller noget.. Har I andre haft en lignende krise og hvornår gik den over? Eller nogen der har et bud på, hvad sker med mig?

Umiddelbart tænker jeg, uden at have reel faglig viden, at du har fået det der kaldes en efterfødselsreaktion eller belastning.

En fødselsdepression er uhyre gennemgribende.

Tænker du skal tale med sundhedsplejerske og ellers give dig selv, og din krop, følelser og hjerne, tid til at lande i den nye virkelighed.

 

 

Anonym skriver:

Er lige blevet mor til mit første barn. Det er slet ikke som jeg havde troet. Havde troet jeg ville elske mit barn med det samme jeg så det, men det gjorde jeg ikke. Følte ikke rigtig noget. Synes  hun var sød og sådan, men ikke de vilde følelser. Jeg er dog begyndt at holde mere af hende som tiden går. Jeg synes bare jeg har det svært med rollen som mor. Det skal siges, at min mand ønskede børn mere end mig og at jeg måske lidt blev overtalt til at få hende lidt før end jeg havde regnet med at få børn. Er dog sidst i tyverne, så aldersmæssigt er det jo fint tidspunkt. Følte dog ikke en "trang" til at få et barn. Generelt synes jeg egentlig, jeg er god til at passe hende og det betyder meget for mig at hun har det godt, men føler mig vildt trist indeni. Er det normalt? Nogen dage har jeg lyst til at flytte fra det hele - både min mand og barn.. Har I andre haft det ligesådan? Føler mig utaknemmelig og har ikke talt med nogen om det. Tror egentlig ikke det er en fødselsdepression for føler mig som en god nok mor og kunne aldrig finde på at gøre mit barn ondt eller noget.. Har I andre haft en lignende krise og hvornår gik den over? Eller nogen der har et bud på, hvad sker med mig?

Jeg gik selv ned med en fødsels reaktion efter fødslen af Ella.

Du er meget velkommen til at skrive privat hvis du har lyst.

Det er en hård tid når man går og har det sådan.

Rockertand skriver:

Dette kunne jeg have skrevet for 7 år siden - helt ned til mindste detalje.
Du har ikke en fødselsdepression - du har en fødselsREAKTION, og det sundeste du kan gøre er at få snakket om dine følelser, f.eks. få en lang efterfødselssamtale med din jordemoder.
Det gik over, da jeg begyndte at turde investere nogle følelser i mit barn og accepterede, at min verden nu var anderledes.
I dag - efter 3 børn - kan jeg se tilbage og være flov over, at jeg ikke elskede mit barn fra starten, men nu har jeg sort bælte i mor-skab, og jeg drukner mine skønne unger i kærlighed hver dag, og ingen af dem ser ud til at have taget skade
Du får det bedre med det hele, men det er en proces, du skal igennem, og det tager nogle måneder at komme ud på den anden side.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge dig om din reaktion også var sådan ved dine andre børn?

Fik selv en fødselsreaktion med min den første, og venter nr 2 til juni.

Og er angst for om jeg skal kæmpe med de samme problemer igen, jeg kan næsten ikke bære at Ella ville skulle opleve hendes mor sådan i en længere periode

Mor til Ella skriver:

Jeg kunne godt tænke mig at spørge dig om din reaktion også var sådan ved dine andre børn?

Fik selv en fødselsreaktion med min den første, og venter nr 2 til juni.

Og er angst for om jeg skal kæmpe med de samme problemer igen, jeg kan næsten ikke bære at Ella ville skulle opleve hendes mor sådan i en længere periode

Nej, det gjorde jeg ikke, men jeg tror, at det handler om at erkende, hvad reaktionen bunder i. Min reaktion var et resultat af chok over, hvad det kræver af selvofrelse at blive mor kombineret med, at jeg aldrig havde haft et brændende ønske om at blive mor (men jeg har altså 3 planlagte børn i dag)
Jeg skulle altså vende mit egoliv 180 grader i løbet af kort tid, og det skabte problemer.
Ved nr. 2 og 3 var det jo ikke længere et problem, og derfor var der heller ingen reaktion
Ved du, hvad din reaktion kom af?

Rockertand skriver:

Nej, det gjorde jeg ikke, men jeg tror, at det handler om at erkende, hvad reaktionen bunder i. Min reaktion var et resultat af chok over, hvad det kræver af selvofrelse at blive mor kombineret med, at jeg aldrig havde haft et brændende ønske om at blive mor (men jeg har altså 3 planlagte børn i dag)
Jeg skulle altså vende mit egoliv 180 grader i løbet af kort tid, og det skabte problemer.
Ved nr. 2 og 3 var det jo ikke længere et problem, og derfor var der heller ingen reaktion
Ved du, hvad din reaktion kom af?

Okay, dejligt at høre det ikke behøver at være sådan

Jamen det var da helt sikkert også en del af min "frygt" jeg var enormt Bange for at min kæreste ville miste interessen for mig, og finde noget mere spændende ( hvilket han aldrig har givet mig grund til at tro, det var også ham der tvang mig til læge)

Og så følte jeg mig voldsom presset til amning ( er glad for at jeg prøvede) men følte mig fanget, og når vi fik barselsbesøg kunne jeg ikke tænke på andet end, når de nu at skrubbe af inden hun vil spise igen. Græd stort set alle nætter, synes det var forfærdeligt, og hun ville bare amme mere og mere.

Oven i alt det er jeg selvstændig, hvilket jo gør at der hele tiden er ting at tage stilling til, så havde aldrig ro.

Så min tjek liste til denne gang.
Gå på barsel senest 14 dage før og forberede mig mentalt
Ingen amning
Mere barsel minimum 6 mdr.

Så tror jeg på det hele nok skal gå.

Anonym skriver:

Er også bange for at det er sådan noget. Føler mig tom indeni. Og det skammer jeg mig faktisk over, når jeg ser på den søde baby jeg faktisk har. Har bildt mig selv ind, at det nok var normalt og at det var træthed ovenpå fødsel og den nye rolle som mor..

Du skal bestemt ikke skamme dig! Du skal være stolt over, at du indrømmer og indser, at alt MÅSKE ikke er helt som du gerne vil have det. Det er sgu stærkt gået - og det er jo en stor del af det, at være mor 

Min veninde, som idag er den skønneste mor du kan forestille dig og som elsker sin datter over alt på jorden fik en rigtig slem FD og skulle faktisk lære, ved hjælp af psykolog, at elske sin datter... Hun kunne simpelthen ikke finde følelserne under al stressen og søvnunderskudet og chokket over at være 100% ansvarlig for et andet menneske.

Jeg synes du er så sej, at du tager fat i det her! Tag og snak med din Sp, læge og kæreste, så du kan finde din glæde og kærlighed

 

Kæmpe kram herfra

Kære du

Jeg havde det på samme måde som dig! Og jeg skammede mig big time over det! Vores datter har vi fået hjælp til, vi har glædet os og hun er så planlagt som hun nærmest kan være, og alligevel skyllede der ikke en bølge af kærlighed ind over mig, som alle jo snakker om! Ja hun var sød og dejlig, men jeg blev slet ikke mor på den måde jeg havde regnet med....

Jeg fik det først bedre, da jeg begyndte at tale om, at jeg faktisk ikke havde den store morfølelse, at jeg altså skulle have tid til at lære mit barn at kende og den lykkerus, alle snakkede om, den havde jeg bare ikke! Jeg oprettede faktisk et anonymt indlæg herinde... Da jeg læste, at der var andre der havde haft det som mig, tænkte jeg at de var utrolig modige, sådan at stå frem og sige det, og der ville jeg helt sikkert aldrig komme til... Men det gjorde jeg, nu sidder jeg her og skriver til dig, at du ikke er alene! For det er du ikke!

Jeg vil anbefale dig, at finde nogen, du stoler på og snakke med dem om det, og hvis det er læge eller sp så brug dem.

Kærligheden til min datter vokser dag for dag, og jeg synes hun er den dejligste, skønneste og mest fantastiske lille pige og jeg elsker hende over alt på jorden! Men starten var lidt svær og det var hårdt for mig, men jeg kom om på den anden side og ja jeg skulle altså lære den lille miniput at kende før det faldt på plads for mig.

Jeg håber du er blevet beroliget lidt i, at du ikke er alene! Og Thea var ældre end 7 uger, før det ligesom kom til mig, og jeg havde ikke en fødselsdepression! Jeg var også trist og nervøs for om det nogensinde blev normalt, men det blev det og jeg var mest af alt trist over, at jeg var bange for, at jeg var den eneste i hele verden, der havde det sådan! Da jeg opdagede at jeg ikke var alene, hjalp det langsomt...

til dig