Krise efter fødsel?

Det skal du ikke skamme dig over, jeg fik november 11 min søn og der var ingen umiddelbar kærlighed til ham, hele graviditeten var jeg ovenud lykkelig men da han så lige pludselig var der følte jeg intet, han var sød og fin og blev passet så han intet manglende men allerede midt januar fik han lov at overnatte ude fordi jeg skulle i teateret og jeg savnede ham ikke en dyt! Ikke det der ligner savn var at spore og da han blev hentet var det bare lidt nå ja så vi mor igen agtigt, det tog mig et halvt år at begynde at skabe en kærlighed til ham, og den dag i dag er han mit livs omdrejningspunkt jeg ville kaste mig selv for ti vilde løver førend jeg vil lade nogen krumme et hår på hans yndige hoved og hvor et liv uden ham er utænkeligt.

Så alt i alt, bare rolig det kan tage tid og man skal bare ikke skamme sig, har da os frygtet når lillebror kommer til verden om jeg reagere på samme måde og hvis jeg gør, jamen så ved jeg nu at kærligheden nok skal komme.

Er jeg faktisk lettet over at høre. Tror også, at meget af den tristhed jeg føler komme af, at jeg er ked af/skammer mig over de manglende følelser. 

Anonym skriver:

Er også bange for at det er sådan noget. Føler mig tom indeni. Og det skammer jeg mig faktisk over, når jeg ser på den søde baby jeg faktisk har. Har bildt mig selv ind, at det nok var normalt og at det var træthed ovenpå fødsel og den nye rolle som mor..

Du skal ikke skamme dig - det er jo ikke noget du selv kan gøre for.

Til gengæld er det da bare godt at du er opmærksom på det, så du kan få noget hjælp hvis det er det der er tale om.

Anonym skriver:

Er lige blevet mor til mit første barn. Det er slet ikke som jeg havde troet. Havde troet jeg ville elske mit barn med det samme jeg så det, men det gjorde jeg ikke. Følte ikke rigtig noget. Synes  hun var sød og sådan, men ikke de vilde følelser. Jeg er dog begyndt at holde mere af hende som tiden går. Jeg synes bare jeg har det svært med rollen som mor. Det skal siges, at min mand ønskede børn mere end mig og at jeg måske lidt blev overtalt til at få hende lidt før end jeg havde regnet med at få børn. Er dog sidst i tyverne, så aldersmæssigt er det jo fint tidspunkt. Følte dog ikke en "trang" til at få et barn. Generelt synes jeg egentlig, jeg er god til at passe hende og det betyder meget for mig at hun har det godt, men føler mig vildt trist indeni. Er det normalt? Nogen dage har jeg lyst til at flytte fra det hele - både min mand og barn.. Har I andre haft det ligesådan? Føler mig utaknemmelig og har ikke talt med nogen om det. Tror egentlig ikke det er en fødselsdepression for føler mig som en god nok mor og kunne aldrig finde på at gøre mit barn ondt eller noget.. Har I andre haft en lignende krise og hvornår gik den over? Eller nogen der har et bud på, hvad sker med mig?

Jeg havde det sådan og det var en fødsels depression, snak med din sundhedsplejerske.. Der er rigtig mange der føler det samme som dig.. 

Og så får du lige et 

Anonym skriver:

Er lige blevet mor til mit første barn. Det er slet ikke som jeg havde troet. Havde troet jeg ville elske mit barn med det samme jeg så det, men det gjorde jeg ikke. Følte ikke rigtig noget. Synes  hun var sød og sådan, men ikke de vilde følelser. Jeg er dog begyndt at holde mere af hende som tiden går. Jeg synes bare jeg har det svært med rollen som mor. Det skal siges, at min mand ønskede børn mere end mig og at jeg måske lidt blev overtalt til at få hende lidt før end jeg havde regnet med at få børn. Er dog sidst i tyverne, så aldersmæssigt er det jo fint tidspunkt. Følte dog ikke en "trang" til at få et barn. Generelt synes jeg egentlig, jeg er god til at passe hende og det betyder meget for mig at hun har det godt, men føler mig vildt trist indeni. Er det normalt? Nogen dage har jeg lyst til at flytte fra det hele - både min mand og barn.. Har I andre haft det ligesådan? Føler mig utaknemmelig og har ikke talt med nogen om det. Tror egentlig ikke det er en fødselsdepression for føler mig som en god nok mor og kunne aldrig finde på at gøre mit barn ondt eller noget.. Har I andre haft en lignende krise og hvornår gik den over? Eller nogen der har et bud på, hvad sker med mig?

Dette kunne jeg have skrevet for 7 år siden - helt ned til mindste detalje.
Du har ikke en fødselsdepression - du har en fødselsREAKTION, og det sundeste du kan gøre er at få snakket om dine følelser, f.eks. få en lang efterfødselssamtale med din jordemoder.
Det gik over, da jeg begyndte at turde investere nogle følelser i mit barn og accepterede, at min verden nu var anderledes.
I dag - efter 3 børn - kan jeg se tilbage og være flov over, at jeg ikke elskede mit barn fra starten, men nu har jeg sort bælte i mor-skab, og jeg drukner mine skønne unger i kærlighed hver dag, og ingen af dem ser ud til at have taget skade
Du får det bedre med det hele, men det er en proces, du skal igennem, og det tager nogle måneder at komme ud på den anden side.

Anonym skriver:

Er lige blevet mor til mit første barn. Det er slet ikke som jeg havde troet. Havde troet jeg ville elske mit barn med det samme jeg så det, men det gjorde jeg ikke. Følte ikke rigtig noget. Synes  hun var sød og sådan, men ikke de vilde følelser. Jeg er dog begyndt at holde mere af hende som tiden går. Jeg synes bare jeg har det svært med rollen som mor. Det skal siges, at min mand ønskede børn mere end mig og at jeg måske lidt blev overtalt til at få hende lidt før end jeg havde regnet med at få børn. Er dog sidst i tyverne, så aldersmæssigt er det jo fint tidspunkt. Følte dog ikke en "trang" til at få et barn. Generelt synes jeg egentlig, jeg er god til at passe hende og det betyder meget for mig at hun har det godt, men føler mig vildt trist indeni. Er det normalt? Nogen dage har jeg lyst til at flytte fra det hele - både min mand og barn.. Har I andre haft det ligesådan? Føler mig utaknemmelig og har ikke talt med nogen om det. Tror egentlig ikke det er en fødselsdepression for føler mig som en god nok mor og kunne aldrig finde på at gøre mit barn ondt eller noget.. Har I andre haft en lignende krise og hvornår gik den over? Eller nogen der har et bud på, hvad sker med mig?

Det skal du bestemt ikke skamme dig over!

Jeg havde det på samme måde da min datter blev født for 3½ år siden. Mentalt gik fødslen alt alt for hurtigt for mig. De første mange uger følte jeg ikke rigtigt noget for hende, men det kom! I dag 3½ år senere vil jeg gå igennem ild og vand for hende

 

Anonym skriver:

Er jeg faktisk lettet over at høre. Tror også, at meget af den tristhed jeg føler komme af, at jeg er ked af/skammer mig over de manglende følelser. 

Husk nu at snakke med nogen om det. Din mand, din sundhedsplejerske. Du skal ikke gå rundt med følelserne alene. Det hjælper at snakke om det og det skal nok blive bedre.

Anonym skriver:

Er lige blevet mor til mit første barn. Det er slet ikke som jeg havde troet. Havde troet jeg ville elske mit barn med det samme jeg så det, men det gjorde jeg ikke. Følte ikke rigtig noget. Synes  hun var sød og sådan, men ikke de vilde følelser. Jeg er dog begyndt at holde mere af hende som tiden går. Jeg synes bare jeg har det svært med rollen som mor. Det skal siges, at min mand ønskede børn mere end mig og at jeg måske lidt blev overtalt til at få hende lidt før end jeg havde regnet med at få børn. Er dog sidst i tyverne, så aldersmæssigt er det jo fint tidspunkt. Følte dog ikke en "trang" til at få et barn. Generelt synes jeg egentlig, jeg er god til at passe hende og det betyder meget for mig at hun har det godt, men føler mig vildt trist indeni. Er det normalt? Nogen dage har jeg lyst til at flytte fra det hele - både min mand og barn.. Har I andre haft det ligesådan? Føler mig utaknemmelig og har ikke talt med nogen om det. Tror egentlig ikke det er en fødselsdepression for føler mig som en god nok mor og kunne aldrig finde på at gøre mit barn ondt eller noget.. Har I andre haft en lignende krise og hvornår gik den over? Eller nogen der har et bud på, hvad sker med mig?

det er tegn på fødsel depression du har...kontakt din læge og sundhedspejeske...

og fortæl dine symtomer,taler af erfaring.

Jeg skrev ned midt i processen og kan se på det at det jeg forbandt med moderfølelse fik jeg først da Liam var 7 uger - og stadig var det ikke den der følelse som andre (inklusiv mig selv) kunne berette om. Jeg var både skamfuld, men også utrolig ked af jeg ikke kunne elske det lille barn som jeg skulle - for det var jo ikke hans skyld.

Jeg talte ikke med nogen om det før det var gået over - skrev men viste det først da det var ovre... Jeg ville kunne klare det selv, ville elske ham, men kunne ikke.... Gjorde bare de handlinger jeg skulle fordi jeg skulle men når det kom til stykket havde jeg hellere været fri.

Jeg ville ønske nogen havde opdaget det, nogen havde sagt de forløsere ord så jeg kunne have talt om det. Så kald det hvad man vil reaktion, depression, manglede moderfølelse kært barn har mange navne. Alfa og omega er at få sagt det højt for så bliver skammen lidt mindre.

Og skal lige sige at min kære søn ikke har taget skade, selvom jeg selvsagt også bankede mig selv i hovedet med det - han græder nok fordi jeg ikke elskede ham  Og jeg elsker han lige så højt som de andre - han er den af mine børn jeg bedst forstår og jeg er mor med stort M

Anonym skriver:

Det er 7 uger siden jeg fødte. Men synes ike der har været nogen ændring i mine følelser andet end, at jeg holder af mit barn. Men den der moderfølelse har ikke ramt mig endnu

Hvis det er 7 uger siden skal du sikker snart have lavet sådan en screening for fødselsreaktion af sundhedplejersken
Ved ikke om det er set samme alle steder, men vi fik det da Hjalte var 7,5 uge. Og det er jo en rigtig god mulighed for at få snakket lidt om hvordan du har det