Er lige blevet mor til mit første barn. Det er slet ikke som jeg havde troet. Havde troet jeg ville elske mit barn med det samme jeg så det, men det gjorde jeg ikke. Følte ikke rigtig noget. Synes hun var sød og sådan, men ikke de vilde følelser. Jeg er dog begyndt at holde mere af hende som tiden går. Jeg synes bare jeg har det svært med rollen som mor. Det skal siges, at min mand ønskede børn mere end mig og at jeg måske lidt blev overtalt til at få hende lidt før end jeg havde regnet med at få børn. Er dog sidst i tyverne, så aldersmæssigt er det jo fint tidspunkt. Følte dog ikke en "trang" til at få et barn. Generelt synes jeg egentlig, jeg er god til at passe hende og det betyder meget for mig at hun har det godt, men føler mig vildt trist indeni. Er det normalt? Nogen dage har jeg lyst til at flytte fra det hele - både min mand og barn.. Har I andre haft det ligesådan? Føler mig utaknemmelig og har ikke talt med nogen om det. Tror egentlig ikke det er en fødselsdepression for føler mig som en god nok mor og kunne aldrig finde på at gøre mit barn ondt eller noget.. Har I andre haft en lignende krise og hvornår gik den over? Eller nogen der har et bud på, hvad sker med mig?
Det er helt normalt ikke at mærke kærligheden til sit barn fra starten. Desværre er det også ekstremt tabubelagt, og det gør det svært for kvinder i den situation at snakke om det.
Om det kan defineres som en fødselsdepression eller ej, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men de findes jo også i mange forskellige størrelser og former. Jeg tror dog at mange af de negative følelser kommer af skammen, og ikke nødvendigvis selve situationen, hvis du forstår.
Jeg oplevede selv de samme følelser (eller mangel derpå), fordi jeg bristede meget voldsomt ved fødslen. Det prægede mit efterfødselsforløb og gjorde at bekymringerne fyldte så meget at kærligheden til min søn ikke fik lov at vokse. I takt med at mit underliv helede, voksede kærligheden til min søn.
Men der kan være mange forskellige årsager til den reaktion. Det er nærliggende at din årsag er at du faktisk ikke følte dig klar til at blive mor.
Min underbo, den sødeste, rareste kvinde, har 4 børn og hun sagde at hun havde det på fuldstændig samme måde - med ALLE fire børn!
Kærligheden kommer, bare rolig. Men jeg kender godt frygten - frygten for hvad nu hvis den aldrig kommer? Det gør den!
Det hjalp mig rigtig meget at min sundhedsplejerske mærkede at der var noget galt og spurgte ind til det. Jeg brød grædende sammen og vi havde nogle rigtig gode snakke. Hun fortalte mig bl.a. at cirka 1/3 af "hendes" mødre ikke oplevede den umiddelbare kærlighed, og ikke knyttede sig til barnet med det samme.
Derefter fik jeg også snakket med min mand, som jo selvfølgelig havde mærket på mig at noget var galt.
Efter cirka en måned til halvanden kom kærligheden væltende. Men det kan godt tage længere tid.
Mit råd er - lad være med at gå alene med følelserne! Så kan du ende med at få det endnu værre. Del dem med din mand, og din sundhedsplejerske hvis du er glad for hende. Du skal ikke skamme dig over dine følelser!
