Udelukket af fællesskabet :(

Anonym skriver:

Jeg har lige brug for luft.

Jeg har været til forældremøde i går aftes på mit barns skole. Jeg er den første der kommer og jeg finder en plads og sætter mig ned. Der er ikke et stort bord, men flere små. En efter en kommer de andre forældre ind, nogen hilser, og de sætter sig ned ved de andre borde. Da tidspunktet for mødestart kommer+der ikke er flere der kommer ind i klassen, går det op for mig, at der ikke er nogen, der har valgt at sidde ved "mit" bord. Så jeg sidder helt alene. Mens jeg sidder der, kan jeg mærke at tårerne presser sig på. Jeg har mest af alt lyst til at gå, men jeg vælger at blive.

Hvad ville I have gjort, hvis I havde været i den samme situation?

Hvad mener I om det, jeg her har fortalt?

Jeg har brug for nogle input - ja hvad som helst.

 

Helt ærligt? Så ville jeg intet have imod at sidde alene til et forældremøde - det er bare den person jeg er, og ville ikke føle mig "mobbet" af de andre forældre  Måske de andre har tænkt, at du gerne ville sidde alene - jeg kan ikke lige se hvad mobning har med det at gøre, det ville jeg aldrig selv tænke over, fordi jeg er sådan en person der godt kan lide at sidde alene 

Jeg fatter ikke de andre forældre. Synes det er dårlig opførelse! 

Vi vil så gerne undgå at vores børn skal føle sig udenfor, men hvordan skal børnene lære at involvere de "ensomme", når forældre ikke er et hak bedre?! 

Jeg kan godt forstå du blev såret. Jeg tror dog ikke det er noget personligt, men simpelthen mennesker der har for travlt med sig selv. 

Anonym skriver:

Jeg har lige brug for luft.

Jeg har været til forældremøde i går aftes på mit barns skole. Jeg er den første der kommer og jeg finder en plads og sætter mig ned. Der er ikke et stort bord, men flere små. En efter en kommer de andre forældre ind, nogen hilser, og de sætter sig ned ved de andre borde. Da tidspunktet for mødestart kommer+der ikke er flere der kommer ind i klassen, går det op for mig, at der ikke er nogen, der har valgt at sidde ved "mit" bord. Så jeg sidder helt alene. Mens jeg sidder der, kan jeg mærke at tårerne presser sig på. Jeg har mest af alt lyst til at gå, men jeg vælger at blive.

Hvad ville I have gjort, hvis I havde været i den samme situation?

Hvad mener I om det, jeg her har fortalt?

Jeg har brug for nogle input - ja hvad som helst.

 

Jeg kan sagtens følge dig og har også prøvet det selv.... og det er hamrende træls, jeg tænker så ikke helt på samme måde som dig, at det som sådan er for at "mobbe" men mere at de har nok i sig selv et eller andet sted... og kan se via nogle af dine andre indlæg at vi bestemt ikke er ens, for jeg er alt andet end en udadvendt person... jeg har det ikke godt i store forsamlinger, men det betyder ikke at jeg ikke ønsker at være en del at det, jeg er bare super dårlig til smalltalk...og de gange jeg så "bare" har sat mig hen til et andet bord og prøvet er det bare svært at få et ord indført, og jeg ender med at føle mig lidt ignoreret....derfor kan jeg bare godt blive træt at den der klikedannelse, der ofte opstår i sådanne forældregrupper for det er netop et problem for en tilflytter der ikke lige har gået i skole eller what ever med de andre forældre... det gør det super svært at komme ind i Forældregruppen så at sige... heldigvis er det ikke det samme på børneplan, men jeg kan fornemme det i begge klasser... og vi har ikke nogle lærere og lign. der gør noget for at ryste forældre sammen... og i den ene klasse er min kæreste med i forældrerådet i klassen og seneste arrangement endte med at blive aflyst da ingen udenfor forældrerådet havde meldt tilbage/meldt sig til... igen leder det mine tanker hen på at folk har nok i sig selv, og ikke har overskud til andre... 
Syntes det er træls, men jeg fortsætter med at deltage og prøve for mine børns skyld...

Men sidste skud på stammen starter også lige om lidt, så vi må se hvordan den klasse bliver...

Qnuz

Anonym skriver:

Jeg er også ligeglad med hvad andre tænker (heldigvis). Grunden til at jeg ikke tog kontakt er, at jeg sad der helt selv da de alle kom ind. Jeg sad lige inden for døren og alle valgte at gå forbi mig, så jeg tænkte at de ikke var interesserede i at sidde sammen med mig, for så ville de jo ikke gå forbi.

Et af bordene var optaget/fyldt, men der rykkede de så ekstra stole hen ved siden af, i stedet for at sidde ved mit bord med de tomme pladser.

Jeg forstår godt, at der er børn der bliver mobbet, sådan som forældrene er.

ja børn er jo ikke født til at mobbe det er noget de lære igennem deres forældre.

Anonym skriver:

Jeg har lige brug for luft.

Jeg har været til forældremøde i går aftes på mit barns skole. Jeg er den første der kommer og jeg finder en plads og sætter mig ned. Der er ikke et stort bord, men flere små. En efter en kommer de andre forældre ind, nogen hilser, og de sætter sig ned ved de andre borde. Da tidspunktet for mødestart kommer+der ikke er flere der kommer ind i klassen, går det op for mig, at der ikke er nogen, der har valgt at sidde ved "mit" bord. Så jeg sidder helt alene. Mens jeg sidder der, kan jeg mærke at tårerne presser sig på. Jeg har mest af alt lyst til at gå, men jeg vælger at blive.

Hvad ville I have gjort, hvis I havde været i den samme situation?

Hvad mener I om det, jeg her har fortalt?

Jeg har brug for nogle input - ja hvad som helst.