Udelukket af fællesskabet :(

Anonym skriver:

Jeg har lige brug for luft.

Jeg har været til forældremøde i går aftes på mit barns skole. Jeg er den første der kommer og jeg finder en plads og sætter mig ned. Der er ikke et stort bord, men flere små. En efter en kommer de andre forældre ind, nogen hilser, og de sætter sig ned ved de andre borde. Da tidspunktet for mødestart kommer+der ikke er flere der kommer ind i klassen, går det op for mig, at der ikke er nogen, der har valgt at sidde ved "mit" bord. Så jeg sidder helt alene. Mens jeg sidder der, kan jeg mærke at tårerne presser sig på. Jeg har mest af alt lyst til at gå, men jeg vælger at blive.

Hvad ville I have gjort, hvis I havde været i den samme situation?

Hvad mener I om det, jeg her har fortalt?

Jeg har brug for nogle input - ja hvad som helst.

 

Ai øvvvvv ! Det har jeg også oplevet i min datters klasse. Hun går i 3. Det går virkelig ondt men ! Heldigvis er min datter mere populær i klassen end jeg er. Jeg byttede min plads og rykkede nærmere ind til læren. Jeg er fuldstændig ligeglad med folk der ikke har den smule respekt for det andet menneske. Jeg tror på what goes arrund comes arrund. ( håber det er skrevet korrekt ) tag det ikke så tungt ven...

A&F skriver:

Ja det er jo pænt langt tid, når børnene nu går i 9 kl. Jeg tror ikke, de har noget imod dig. Har det altid været sådan? Og er det kun på skolen du oplever det? 

Ja det er kun på skolen og kun i den klasse. Jeg har også et barn i 2. klasse og der snakker jeg fint med forældrene. Jeg er venner med nogen af dem, og jeg ville ikke have at nogen skulle sidde alene der. Jeg ville enten sætte mig hos dem, eller spørge om de ikke kom over til os andre.

Nej det er ikke altid sådan. Hvis nu den ene af to venner/veninder ikke er til mødet, så vil den anden godt snakke med mig. Hvis så på næste møde at vennen/veninden er der, bliver jeg ignoreret. Selvom jeg henvender mig direkte til dem.

Jeg synes de er så falske.

Anonym skriver:

Ja det er kun på skolen og kun i den klasse. Jeg har også et barn i 2. klasse og der snakker jeg fint med forældrene. Jeg er venner med nogen af dem, og jeg ville ikke have at nogen skulle sidde alene der. Jeg ville enten sætte mig hos dem, eller spørge om de ikke kom over til os andre.

Nej det er ikke altid sådan. Hvis nu den ene af to venner/veninder ikke er til mødet, så vil den anden godt snakke med mig. Hvis så på næste møde at vennen/veninden er der, bliver jeg ignoreret. Selvom jeg henvender mig direkte til dem.

Jeg synes de er så falske.

Nå , hvor træls. Ærgerligt at det skal være sådan. Men det er jo deres tab. Det positive er så, at det ikke er de samme omstændigheder i det andet barns klasse. 

Anonym skriver:

Jeg har lige brug for luft.

Jeg har været til forældremøde i går aftes på mit barns skole. Jeg er den første der kommer og jeg finder en plads og sætter mig ned. Der er ikke et stort bord, men flere små. En efter en kommer de andre forældre ind, nogen hilser, og de sætter sig ned ved de andre borde. Da tidspunktet for mødestart kommer+der ikke er flere der kommer ind i klassen, går det op for mig, at der ikke er nogen, der har valgt at sidde ved "mit" bord. Så jeg sidder helt alene. Mens jeg sidder der, kan jeg mærke at tårerne presser sig på. Jeg har mest af alt lyst til at gå, men jeg vælger at blive.

Hvad ville I have gjort, hvis I havde været i den samme situation?

Hvad mener I om det, jeg her har fortalt?

Jeg har brug for nogle input - ja hvad som helst.

 

Her er det, det samme også til fællesarrangementer og lign. Der er nok forstår generationskløft/livsstilkløft eller noget... Jeg ved det ikke, men Gud hvor er det ubehageligt Heldigvis har sønnike masser af venner

Anonym skriver:

Ja det er kun på skolen og kun i den klasse. Jeg har også et barn i 2. klasse og der snakker jeg fint med forældrene. Jeg er venner med nogen af dem, og jeg ville ikke have at nogen skulle sidde alene der. Jeg ville enten sætte mig hos dem, eller spørge om de ikke kom over til os andre.

Nej det er ikke altid sådan. Hvis nu den ene af to venner/veninder ikke er til mødet, så vil den anden godt snakke med mig. Hvis så på næste møde at vennen/veninden er der, bliver jeg ignoreret. Selvom jeg henvender mig direkte til dem.

Jeg synes de er så falske.

Lyder næsten som om forældrene er lidt for meget ung med deres unge og opfører sig som de går i 9. Klasse 

Det er vel altid frygten når man kommer til sådanne arrangementer: kommer jeg til at sidde alene? Nok derfor mange vælger at komme forholdsvist sent (og dog ikke for sent så der kun er det tomme bord) for så vælger de selv plads. Hvis du ligger mærke til det er der mange når de kommer tidligt der vælger at blive stående.

Jeg kan egentlig kun sige, jeg håber ikke du skriver du forstår hvorfor børn bliver mobbet, fordi det er tilfældet for dit barn i den klasse?

Og så tænker jeg 9. Klasse eller ej - jeg ville som lærer vlre opmærksom på du sad alene og lavet en eller anden spontan kom hinanden ved og alt jer anderledes agtig ting

Måske har de taget hensyn til dig? Jeg er en af de der søde men sære snegle der med vilje sætter mig for mig selv, for jeg er ikke super social og i en stor gruppe bliver jeg stresset og får hovedepine. Mange lider af det samme og alle er gode til at vise hensyn og ikke bare komme buldrende og snakke løs, Jeg kommer til dem når jeg kan overskue det og ellers smiler, og vinker vi bare til hinanden. Måske, har de faktisk prøvet at ta hensyn til dig og tænkt, hun kommer hen til os når hun har lyst? Det er jo ikke andres opgave at få en ind i fællesskabet, det skal man også selv ta initiativ til. Næste gang så rejs dig med et smil og sig at du lige kommer hoppende for det er da for kedeligt at sidde alene :-D

Anonym skriver:

Jeg har lige brug for luft.

Jeg har været til forældremøde i går aftes på mit barns skole. Jeg er den første der kommer og jeg finder en plads og sætter mig ned. Der er ikke et stort bord, men flere små. En efter en kommer de andre forældre ind, nogen hilser, og de sætter sig ned ved de andre borde. Da tidspunktet for mødestart kommer+der ikke er flere der kommer ind i klassen, går det op for mig, at der ikke er nogen, der har valgt at sidde ved "mit" bord. Så jeg sidder helt alene. Mens jeg sidder der, kan jeg mærke at tårerne presser sig på. Jeg har mest af alt lyst til at gå, men jeg vælger at blive.

Hvad ville I have gjort, hvis I havde været i den samme situation?

Hvad mener I om det, jeg her har fortalt?

Jeg har brug for nogle input - ja hvad som helst.

 

Jeg kan godt følge dig! Nu har jeg ikke børn i skolen, men jeg går selv i skole og jeg oplever præcis det samme, blot bare HVER DAG! Jeg har en knude i maven, for efter erfarring kan man ikke sætte sig ved siden af en hvor der er Tom plads, for hvis sidemakkeren så kommer er der "ballade" , eller man bliver blot ignoreret (og der er altså ikke faste pladser, sådan officielt) 

at de skulle gøre det for at tage hensyn tror jeg desværre ikke på! Jeg er helt enig med dig når du skriver at det ikke er underligt børn mobber idag. For de voksne gør det i ligeså stor grad, og hvem lærer barnet af? 

Til en anden gang ville jeg måske vælge og gå lidt rundt i klassen, kigge på væggene osv hvis der hænger noget og ellers trisse lidt rundt. Når der så begynder at komme andre kan man så sætte sig ved et bord hvor der sidder nogen i forvejen . Tænk at det er nødvendigt  Men ja, det ville jeg nok have gjort. 

SandraXOXO skriver:

Måske har de taget hensyn til dig? Jeg er en af de der søde men sære snegle der med vilje sætter mig for mig selv, for jeg er ikke super social og i en stor gruppe bliver jeg stresset og får hovedepine. Mange lider af det samme og alle er gode til at vise hensyn og ikke bare komme buldrende og snakke løs, Jeg kommer til dem når jeg kan overskue det og ellers smiler, og vinker vi bare til hinanden. Måske, har de faktisk prøvet at ta hensyn til dig og tænkt, hun kommer hen til os når hun har lyst? Det er jo ikke andres opgave at få en ind i fællesskabet, det skal man også selv ta initiativ til. Næste gang så rejs dig med et smil og sig at du lige kommer hoppende for det er da for kedeligt at sidde alene :-D

Det var nemlig også lige præcis det jeg mente med mit svar, tidliger i debatten! Der er altså folk der helst sidder alene! Og hvis man ik vil sidde alene, må man selv opsøge fællesskabet. Vh stine

Anonym skriver:

Jeg har lige brug for luft.

Jeg har været til forældremøde i går aftes på mit barns skole. Jeg er den første der kommer og jeg finder en plads og sætter mig ned. Der er ikke et stort bord, men flere små. En efter en kommer de andre forældre ind, nogen hilser, og de sætter sig ned ved de andre borde. Da tidspunktet for mødestart kommer+der ikke er flere der kommer ind i klassen, går det op for mig, at der ikke er nogen, der har valgt at sidde ved "mit" bord. Så jeg sidder helt alene. Mens jeg sidder der, kan jeg mærke at tårerne presser sig på. Jeg har mest af alt lyst til at gå, men jeg vælger at blive.

Hvad ville I have gjort, hvis I havde været i den samme situation?

Hvad mener I om det, jeg her har fortalt?

Jeg har brug for nogle input - ja hvad som helst.

 

Jeg tror ikke, de har noget imod dig. Jeg tror, at de valgte at sætte sig ved et andet bord fordi... ja, fordi du sad alene. Det lyder umiddelbart ikke logisk, men mennesker er meget opmærksomme på at være en del af fællesskabet - og især ikke at være udenfor. 

I går var jeg på kursus. Da jeg mødte, var jeg den fjerde der ankom. De tre første sad tæt på hinanden i et stort lokale, og jeg satte mig i den modsatte side. De næste mange, der kommer ind, vælger at sætte sig alle andre steder end i nærheden af mig. De kender ikke mig og de kender ikke hinanden. Nogen vælger endda at hente en stol fra stablerne, der er stillet væk (mege besværligt), for at sidde sammen med flokken og ikke hende bænkevarmeren, som sidder helt alene. (Andre kunne jo få den ide, at man så også selv var udenfor - den sære snegl) Til sidst var der så fyldt op, at nogen blev NØD til at plante sig ved siden af mig, og først der, kunne jeg så småt begynde at få øjenkontakt med folk. I stedet for at blive ked af det og føle mig forkert, sad jeg bare og observerede "showet" , for det var så tydeligt at ingen ville sidde ved siden af mig, fordi de var bange for selv at være udelukket af fællesskabet. 

Men sådan er mennesker. Jeg tror alle har en nervøsitet og utryghed over at skulle være i en sammenhæng, hvor normer betyder meget og hvor vi kan risikere at blive såret. I de situationer tænker mennesker på sig selv, og desværre har vi sjældent overskud til at tage os af de, der føler sig udenfor - selv voksne mennesker. 

De andre forældre har ikke noget imod dig, de passer bare på sig selv. 

Det har da givet mig lidt at tænke over, for jeg tror godt, jeg kunne være som en af de forældre, du mener mobber. Vores datter er godt nok ikke begyndt i skole endnu, men i andre sammenhænge ville jeg nok også være en af dem, der hilser, men går hen til et andet bord, hvis det var til et arrangement, hvor jeg vidste, at nogle venner også ville komme. Det ville såmænd ikke være for at mobbe eller fordi jeg havde noget imod dig, men hvis jeg vidste, at nogle venner kom, ville jeg nok sørge for at sætte mig et sted, hvor der også var plads til dem, så vi kunne sidde og "sladre" med hinanden, da der ikke altid i en travl hverdag er den samme tid til vennerne som før, der kom børn til.

Det kan da godt være, at jeg skal forsøge at være mere opmærksom på, om der er nogle der sidder alene, men jeg har som andre skriver egentlig bare tænkt, at folk vel ville komme over, hvis de ikke ville sidde alene. Jeg håber da ikke, at der er nogen, der har troet, at det var min mening at mobbe eller ignorere dem, men mit fokus har bare været på at få noget tid med mine venner.