Udelukket af fællesskabet :(

Jeg har lige brug for luft.

Jeg har været til forældremøde i går aftes på mit barns skole. Jeg er den første der kommer og jeg finder en plads og sætter mig ned. Der er ikke et stort bord, men flere små. En efter en kommer de andre forældre ind, nogen hilser, og de sætter sig ned ved de andre borde. Da tidspunktet for mødestart kommer+der ikke er flere der kommer ind i klassen, går det op for mig, at der ikke er nogen, der har valgt at sidde ved "mit" bord. Så jeg sidder helt alene. Mens jeg sidder der, kan jeg mærke at tårerne presser sig på. Jeg har mest af alt lyst til at gå, men jeg vælger at blive.

Hvad ville I have gjort, hvis I havde været i den samme situation?

Hvad mener I om det, jeg her har fortalt?

Jeg har brug for nogle input - ja hvad som helst.

Puha den er strid...

min mor oplevet det samme hele min barndom men hun valgte at holde hovedet højt for vores skyld med man kan godt selv den dag idag mærke det har påvirket hende. 

Syntes det er så synd for hende og jeg vil ønske det havde været anderlede det piner mig min mor lede på mine vegne.

hvad jeg vil ha gjordt ja det ved jeg sku ikke, taget kontakt og været fuldstændig ligeglad med hvad andre tænker om mig for jeg ved jo at det er dem der gå glip af noget 

Anonym skriver:

Jeg har lige brug for luft.

Jeg har været til forældremøde i går aftes på mit barns skole. Jeg er den første der kommer og jeg finder en plads og sætter mig ned. Der er ikke et stort bord, men flere små. En efter en kommer de andre forældre ind, nogen hilser, og de sætter sig ned ved de andre borde. Da tidspunktet for mødestart kommer+der ikke er flere der kommer ind i klassen, går det op for mig, at der ikke er nogen, der har valgt at sidde ved "mit" bord. Så jeg sidder helt alene. Mens jeg sidder der, kan jeg mærke at tårerne presser sig på. Jeg har mest af alt lyst til at gå, men jeg vælger at blive.

Hvad ville I have gjort, hvis I havde været i den samme situation?

Hvad mener I om det, jeg her har fortalt?

Jeg har brug for nogle input - ja hvad som helst.

 

Anonym skriver:

Jeg har lige brug for luft.

Jeg har været til forældremøde i går aftes på mit barns skole. Jeg er den første der kommer og jeg finder en plads og sætter mig ned. Der er ikke et stort bord, men flere små. En efter en kommer de andre forældre ind, nogen hilser, og de sætter sig ned ved de andre borde. Da tidspunktet for mødestart kommer+der ikke er flere der kommer ind i klassen, går det op for mig, at der ikke er nogen, der har valgt at sidde ved "mit" bord. Så jeg sidder helt alene. Mens jeg sidder der, kan jeg mærke at tårerne presser sig på. Jeg har mest af alt lyst til at gå, men jeg vælger at blive.

Hvad ville I have gjort, hvis I havde været i den samme situation?

Hvad mener I om det, jeg her har fortalt?

Jeg har brug for nogle input - ja hvad som helst.

 

Hej ven. Dejligt med forældre der deltager i forældremøder. Det du oplevede er ikke uvant for mange. Jeg har ikke selv børn i folkeskole endnu, men kan da sætte mig ind i, hvor tomt det måtte føles for dig. Desuden tænker jeg, at det fra lærernes side er vigtigt at sørge for , at ingen forældre sidder alene, men tværtimod nærmer sig hinanden lidt. Det kan du jo tage op med lærerne? Jeg ved fra nogle forældre med anden etnisk baggrund , oplever de tit at etniske danskere ikke vil sidde med dem, og det er mener jeg ikke ikke er i orden. Det er sku rart at lære andre forældre at kende og interessere sig for hinanden og børnene. Kram til dig

Jeg havde bare sat mig hen til et af de andre borde og sagt Hej. Det ku jo tænkes, at de trode at du helst sidde alene, og derfor ik ville trænge sig på! Vh stine

4xGreve skriver:

Puha den er strid...

min mor oplevet det samme hele min barndom men hun valgte at holde hovedet højt for vores skyld med man kan godt selv den dag idag mærke det har påvirket hende. 

Syntes det er så synd for hende og jeg vil ønske det havde været anderlede det piner mig min mor lede på mine vegne.

hvad jeg vil ha gjordt ja det ved jeg sku ikke, taget kontakt og været fuldstændig ligeglad med hvad andre tænker om mig for jeg ved jo at det er dem der gå glip af noget 

Jeg er også ligeglad med hvad andre tænker (heldigvis). Grunden til at jeg ikke tog kontakt er, at jeg sad der helt selv da de alle kom ind. Jeg sad lige inden for døren og alle valgte at gå forbi mig, så jeg tænkte at de ikke var interesserede i at sidde sammen med mig, for så ville de jo ikke gå forbi.

Et af bordene var optaget/fyldt, men der rykkede de så ekstra stole hen ved siden af, i stedet for at sidde ved mit bord med de tomme pladser.

Jeg forstår godt, at der er børn der bliver mobbet, sådan som forældrene er.

Rockertand skriver:

Du lader nok lidt følelserne løbe af med dig.
I vores lokalsamfund (alle kender alle) er jeg tilflytter, for jeg har kun boet her i 18 år - og efter vi har fået børn i den lokale skole går det langsomt fremad med at få snakket med flere og flere, men selvom mange hilser og ser ud til at kende hinanden, kan jeg høre på snakken, at det er overfladisk og praktisk orienteret, så føler mig ikke udenfor, men jeg prøver selv at gøre mere for at få snakket med de andre.

Her kender alle også alle. Vi forældre kender også hinanden. Det var forældremøde i 9. klasse.

Her er det ikke overfladisk snak, det er venskabeligt for mange af dem.

Jeg er en glad og smilende person og meget åben og jeg har let ved at snakke med alle, så jeg forstår ikke deres opførsel. Jeg ville aldrig lade en anden sidde helt alene. Jeg vil enten sætte mig ved siden af, eller spørge vedkommende om han/hun ikke kom over til os andre.

A&F skriver:

Hej ven. Dejligt med forældre der deltager i forældremøder. Det du oplevede er ikke uvant for mange. Jeg har ikke selv børn i folkeskole endnu, men kan da sætte mig ind i, hvor tomt det måtte føles for dig. Desuden tænker jeg, at det fra lærernes side er vigtigt at sørge for , at ingen forældre sidder alene, men tværtimod nærmer sig hinanden lidt. Det kan du jo tage op med lærerne? Jeg ved fra nogle forældre med anden etnisk baggrund , oplever de tit at etniske danskere ikke vil sidde med dem, og det er mener jeg ikke ikke er i orden. Det er sku rart at lære andre forældre at kende og interessere sig for hinanden og børnene. Kram til dig

Jeg vil nu hellere end gerne snakke med brune danskere, de er som regel meget mere høflige og venlige end hvide danskere. Men det undrer mig ikke det du fortæller.

Vi forældre kender hinanden, det var møde i 9. klasse, så vi er længe ud over det stadie med at lære hinanden at kende.

Gad vide hvad de har imod mig.

StineW79 skriver:

Jeg havde bare sat mig hen til et af de andre borde og sagt Hej. Det ku jo tænkes, at de trode at du helst sidde alene, og derfor ik ville trænge sig på! Vh stine

Det forstår jeg ikke? Hvorfor skulle nogen gerne ville sidde alene? Og så kunne de da spørge, i stedet for bare at gå lige forbi mig.

Jeg ville føle mig til grin, hvis jeg skulle gå hen til et af de andre borde, lige efter at de har valgt mig fra/ gået lige forbi mig.

Jeg har prøvet at gøre det tidligere og der er jeg bare blevet ignoreret, hvis jeg har forsøgt at deltage i samtalen.

Jeg forstår godt at der er børn, der bliver mobbet, for forældrene viser dem jo vejen.

Anonym skriver:

Jeg vil nu hellere end gerne snakke med brune danskere, de er som regel meget mere høflige og venlige end hvide danskere. Men det undrer mig ikke det du fortæller.

Vi forældre kender hinanden, det var møde i 9. klasse, så vi er længe ud over det stadie med at lære hinanden at kende.

Gad vide hvad de har imod mig.

Ja det er jo pænt langt tid, når børnene nu går i 9 kl. Jeg tror ikke, de har noget imod dig. Har det altid været sådan? Og er det kun på skolen du oplever det?