Hvad ville i vælge

Wampires skriver:

Jeg har stemt nej..

ikke fordi mit forhold er anderledes end dit på særlig mange punkter...

MEN fordi at dit ordvalg og brug for at opstille tingene viser mig at du faktisk er videre men som du selv skriver så bliver du nervøs for at gå igennem den nye dør...

Du vil fortryde det hvis du bliver sådan som jeg læser det du skriver...

Du vil om en måned stå på nøjagtig samme sted og tænke nøjagtig de samme tanker men denne gang vil han ikke tro på dig for du har jo sagt det før og han ved at det bare bliver ved snakken..

tag springet og nyd at I kan snakke om tingene lige nu...

Se det som en mulighed for at finde en ny balance i Jeres forhold og måske giver det ro og plads til at flammen kommer tilbage og måske gør det ikke...

Prøv selv at læs med kritiske øjne dine indlæg...

Prøv at glem det er dig der har skrevet dem men se på dem som hvis en veninde skrev det..

Hvad ville dit råd være til hende???

Jeg er rigtig bange for at tage det næste skridt. Hvad nu hvis jeg fortryder, hvad nu hvis jeg bliver ensom, hvad nu hvis det ikke er det rigtige.
Jeg er mest bange for det fordi vi jo kommer til at skulle trække vores datter igennem det. Og hvis nu vi finder ud af at vi skal være sammen alligevel. Ja så har vi trukket vores datter igennem noget som hun ikke skulle være trukket igennem.

Selvom jeg mest hælder til at jeg ikke vil mere fordi jeg synes jeg har givet det så mange chancer. Og jeg egentlig synes at jeg trækker mig mere og mere ind i mig selv. Og kan ikke huske hvornår jeg sidst er stået op en dag og tænkt det er en god dag idag, hvor er jeg glad og lykkelig. Og det er egentlig efterhånden det jeg tænker meget på for selvom jeg godt ved at livet jo ikke er en dans på roser så burde man bare have nogle dage indimellem hvor man ikke kan skydes igennem af bare lykke.
Håber du forstår hvad jeg mener.

Jeg ville gerne kæmpe for vores datters skyld, men det er bare som om den kamp forlængst er død. Jeg synes jeg har kæmpet længe. Men hvor langt skal man egentlig kæmpe?

Jeg lavede igår en tråd om at det var slut imellem kæresten og jeg.
Men tror desværre trygheden ved det kendte er ved at tage over mit sind.
Jeg holder jo stadig utrolig meget af ham men der er bare nogle (synes jeg) stærke ting der fylder så meget at jeg har sagt stop. For jeg kan mærke det går mig meget på. Men samtidig sidder jeg jo nu og føler jeg igen skal give det hele en chance endnu engang.
Men er bare bange for det mest er fordi jeg er bange for det ukendte, altså at skulle bo alene med min datter.og de ting der nu følger med dette.

Men remser lige gode og dårlige ting op ved vores forhold. Altså dem jeg ser som de største ting.


Gode ting i vores forhold:

En god far på den måde at han viser vores datter han elsker hende og er god til at pjatte med hende.

Han har været der fra dag et da jeg kom ud for en ulykke som jeg nu lider under med kroniske smerter dagligt. Så han ved præcis hvad jeg kan og ikke kan. Og er god til at støtte mig den vej.
Og på den måde også ved jeg hvad gennemgår med kommunen osv.

Han er god til at snakke omkring de ting der nu måtte være.

Han er en god støtte i de valg jeg tager Bl.a. Omkring de problemer der er med min familie.

Han er min bedste ven.


De negative ting.

Han har et meget hidsigt temperament. Og når han flyver op så råber og skriger han som en sindsyg. Og vores datter bliver selvfølgelig bange.

Han har de sidst 3-4 mdr ikke lavet ret meget herhjemme.
Og når jeg. Har sagt det til ham har han sagt at det ikke var rigtigt, så begyndte at skrive ned hvor tit han tømmede opvaskemaskinen og hvor tit han laver mad.
Og alene i februar har han tømt opvaske maskinen 4 gange og lavet mad 3 gange. Han støvsuger eller vasker aldrig gulv. Og vasketøjet står også på mig.

Vi har stortset aldrig sex. Sidste gang vi havde sex var den 22. December. Og der går generelt bare rigtig længe imellem. Nogen gange er dergået over et halvt år.

Jeg mangler og smide en 5 kg. Men alligevel har han travlt med at jeg skal tabe mig. Trods det at han selv godt kunne tåle at tabe mindst 10 kg. Men er træt af at høre på det. For jeg er meget begrænset pga min skade. Og synes ikke selv jeg lever voldsomt usundt. Jeg laver sundt mad. Og spiser ikke sindsygt med slik og chips. Men motionen er jeg ikke ret god til.
Men det irriterer mig mest at han siger at grunden til vi ikke har sex er fordi jeg ikke har en total lækker krop.
Da vi mødte hinanden vejede jeg 53 kg og havde nærmest ikke et gram fedt kroppen men den gang havde vi også kun sex maks en gang om mdr. Så forstår ikke lige hvorfor han har så travlt med at jeg skal tabe mig.

jeg står op med vores datter hver morgen fordi han sover til kl 12-14 stykker fordi han først falder i søvn kl 3-4 stykker om natten. Det er også kun mig dert giver vores datter bad.

jeg skal generelt be ham om at gøre tingene før han gør det.

Ud fra de punkter hvad ville i så vælge?

Jeg ville aldrig opgive et forhold med børn før jeg var helt sikker på at jeg havde gjort alt hvad jeg kunne for at holde sammen på det. Og med det mener jeg at finde en god parterapeut, så I begge to kan arbejde på at finde den rigtige balance i jeres forhold.

Han skal selvfølgelig ikke gå i seng kl. 3-4 og stå op kl. 12-14. Det er ikke acceptabelt, I har en datter og I skal være fælles om hende. Selvom han er arbejdsløs - eller faktisk netop FORDI han er arbejdsløs, bliver han nødt til at holde fast i nogle daglige rutiner for at holde sig selv i gang. Det virker som om han er faldet ned i et sort hul og ikke er i stand til at komme op af det selv. Og hvordan vil det så være for ham at bo alene? En anden nævner depression, og det kan jeg også være tilbøjelig til. Det er ikke al antidepressiv medicin der virker på alle, så han kan altså godt have en depression selvom han er medicineret.

Ligeledes nytter det ikke noget at køre på din vægt på den måde. Men jeg tænker om det måske bunder i noget mere seriøst? Føler han sig utilstrækkelig over at I ikke har mere sex? Er det noget du brokker dig meget over? Jeg tænker at han bruger det med vægten som en undskyldning i stedet for at skulle se i øjnene at han ikke er en "rigtig mand" (forstå mig ret - det kan være sådan han selv opfatter det).

Sådan som jeg ser det, bør jeres problemer kunne løses. Dét jeg synes er svært, er det med sexlivet. Hvis I i virkeligheden ikke tænder på hinanden, kan det være en forhindring for at få parforholdet op at køre igen. Men igen - jeg ville ikke give op før jeg havde prøvet nogle ting - en sexolog, at åbne jeres parforhold op for hinandens fantasier, hvad ved jeg.

Jeg har ikke stemt, da jeg ikke kan svare ja eller nej på dit spørgsmål. Mit svar er - jeg ville få noget god, professionel hjælp til at se om parforholdet kunne komme på fode igen, og hvis jeg derefter (og det kan tage tid og kræver en seriøs indsats) stadig ikke så nogen fremgang, så ville jeg afslutte det.

Din mand ved nu at du mener det seriøst og at du er meget tæt på at forlade ham. Det bør være et incitament for at gøre en indsats.

Vi har forsøgt at få passet vores datter engang om mdr for at have kæreste aftener. Og det går også ok. Men i løbet af et par dage er det det samme igen.

Vi har indsat en dag i ugen hvor vi skulle have sex lidt i tvang for at få lysten igen men det varer kun en eller maks 2 uger og så er vi tilbage i det gamle.

Nej vi har endnu ikke prøvet parterpi. Fordi vi jo snakker godt nok om tingene, der sker bareingenting.

Det er noget helt andet at være i parterapi, også selvom man godt kan snakke om tingene. Jeg taler af erfaring. Så jeg ville absolut give det en chance. Prøv at snakke med kommunen om ikke I kan få noget økonomisk hjælp til det, nu hvor I begge er på overførselsindkomst og jeres forhold hænger i en tynd tråd.

Det kan godt være at du har kæmpet længe, men hvis du har kæmpet på den forkerte måde, nytter det jo ikke noget.

Anonym skriver:

Vi får begge antidepressiv medicin dog ikke for depression. Mit er som forebyggende mod depression pga mine smerter. Og han får det for at styrer han temperament bare en smugle.
At det så ikke hjælper vanvittig meget er så hvad det er.

I princippet er vi ikke mere sammen end folk med arbejde. For han står som sagt først op omkring kl14 ca. Og så skal vi hente vores datter.
Jeg går i seng omkring kl23 og han går i seng ja om nattenpået eller andet tidspunkt.

Opfører han sig sådan fordi han ikke har noget og gi sig til? 
- min kæreste har været på samme måde (han er sygmeldt). Dog ændrede det sig markant da han kom på antidepressiv. Men også da han begyndte og gi sig til andre ting end at være hjemme, så jeg en fremgang.. 

Min kæreste havde også vendt op og ned på nat og dag. Spillede computer til kl. LORT. Og mente at han af den grund skulle sove hele formiddagen og middagen væk. Men jeg var altså bare strid. Og det endte med at jeg til sidst vækket ham hver dag kl. 10-11. Kaldte på ham 3 gange og kom han ikke op hentede jeg vand-strøjten og sprøjtede vand i hovedet på ham.. 

Han lærte meget hurtigt og komme op efter jeg havde kaldt på ham 2 gange :-D 

Hvad laver han på sådan en dag?? Har han nogle kammerater han er sammen med eller??

det lyder lidt ligesom min eks og jeg...

Vi var sammen i 5½ år da vi blev enige om at flytte fra hinanden fordi vi stort set ikke lavede noget sammen medmindre det var sammen med sønnen... Vi valgte dog at give det en chance, men efter to måneder blev vi enige om at  nu gik den ikke mere... Efter vi flyttede fra hinanden kunne vi dog stadig ses og nu to år efter vores brud er vi stadig gode venner...

Ms.Sunshine skriver:

det lyder lidt ligesom min eks og jeg...

Vi var sammen i 5½ år da vi blev enige om at flytte fra hinanden fordi vi stort set ikke lavede noget sammen medmindre det var sammen med sønnen... Vi valgte dog at give det en chance, men efter to måneder blev vi enige om at  nu gik den ikke mere... Efter vi flyttede fra hinanden kunne vi dog stadig ses og nu to år efter vores brud er vi stadig gode venner...

Okay, ja jeg synes vi har givet det meget længe. Og jeg føler også bare at tingene ikke rigtig kan blive anerledes imellem os. Og jeg synes jo det er lidt "spild" af tid for os begge. Hvis vi kunne være mere lykkelige hver for sig.
Jeg ved det ikke. Synes det er så svært.

Men nu låner han min lillebrors lejlighed fra i aften og så til onsdag. Så kan vi lige have nogle dage hver for sig selvom min lillebrors lejlighed er i samme blok som vores lejlighed.

Hejsa

Nogle af tingene kan jeg kende fra mit eget forhold - det med at kæresten/manden ikke rigtig hjælper til derhjemme og man føler, at man står for alt.. Også det hidsige temperament.

 

Han er ikke så hidsig mere, vi har snakket om det mange gange og han er blevet bedre til at kontrollere sine egne følelser. Jeg VED at hvis vi havde børn, så ville han gå meget op i, at barnet ikke så det..

Når det kommer til oprydningen er det sådan at jeg står for det meste - fordi jeg har mindre timer end ham til daglig og han kommer hjem sent. Det har jeg det dog fint nok med og hvis jeg beder ham om at tømme opvaskeren så gør han det også. Måske ikke nu eller om 3 timer, men han gør det inden fx. 1 dag. Han er også blevet bedre til det fordi vi snakker meget sammen om det og ligeså snart der er noget, fortæller jeg ham hvordan jeg har det, så vi kan nå at tage det i opløbet. Jeg ved, at nogle uger er der meget run på arbejdet og der tager jeg næsten alting på mine skuldre og det synes jeg er fair nok. Han kan ikke finde ud af at lave mad, så det står jeg også for

Jeg støvsuger 1 gang om ugen og vasker gulv ca. 1 gang om måneden og det er fint for os. Vi har lavet en liste hvor vi har delt op hvad vi skal gøre hver især fx. han ordner køkkenet, toilettet og jeg ordner vasketøj osv osv. Det fungerer fint herhjemme, selvom jeg skal punke ham ret meget og huske ham på det :-) Men som sagt nøglen hos os har været kommunikation og respekt og tålmodighed samt forståelse for hinanden. Jeg har helt klart et højere standard når det kommer til rengøring end ham, så derfor giver jeg ham også en løsere line.

 

Håber det kan bruges lidt :-)

Anonym skriver:

Jeg er rigtig bange for at tage det næste skridt. Hvad nu hvis jeg fortryder, hvad nu hvis jeg bliver ensom, hvad nu hvis det ikke er det rigtige.
Jeg er mest bange for det fordi vi jo kommer til at skulle trække vores datter igennem det. Og hvis nu vi finder ud af at vi skal være sammen alligevel. Ja så har vi trukket vores datter igennem noget som hun ikke skulle være trukket igennem.

Selvom jeg mest hælder til at jeg ikke vil mere fordi jeg synes jeg har givet det så mange chancer. Og jeg egentlig synes at jeg trækker mig mere og mere ind i mig selv. Og kan ikke huske hvornår jeg sidst er stået op en dag og tænkt det er en god dag idag, hvor er jeg glad og lykkelig. Og det er egentlig efterhånden det jeg tænker meget på for selvom jeg godt ved at livet jo ikke er en dans på roser så burde man bare have nogle dage indimellem hvor man ikke kan skydes igennem af bare lykke.
Håber du forstår hvad jeg mener.

Jeg ville gerne kæmpe for vores datters skyld, men det er bare som om den kamp forlængst er død. Jeg synes jeg har kæmpet længe. Men hvor langt skal man egentlig kæmpe?

hvis du nu føler at du ikke kan fremkalde kilden i maven ved dit forhold og din mand så er det dødt...

og så har det været dødt for længe til at jeg ville turde håbe på at det blev bedre...

 

Din mands reaktion virker også til at han også godt et eller andet sted ved det er den vej det går...

Han virker til at acceptere at det er slut for det har han måske også følt et stykke tid...

 

Kan sagtens følge dig med bekymringerne for Jeres datter...

 

men hvad er bedst: Hun har en halv mor der er ved at falde om bare der leges lidt vildt ELLER hun har en mor der er der for fuld skrue og en far der også kan være der for fuld skrue...???

Wampires skriver:

hvis du nu føler at du ikke kan fremkalde kilden i maven ved dit forhold og din mand så er det dødt...

og så har det været dødt for længe til at jeg ville turde håbe på at det blev bedre...

 

Din mands reaktion virker også til at han også godt et eller andet sted ved det er den vej det går...

Han virker til at acceptere at det er slut for det har han måske også følt et stykke tid...

 

Kan sagtens følge dig med bekymringerne for Jeres datter...

 

men hvad er bedst: Hun har en halv mor der er ved at falde om bare der leges lidt vildt ELLER hun har en mor der er der for fuld skrue og en far der også kan være der for fuld skrue...???

Han ved det også godt inderst inde for vi har mange gange været ved at gå fra hinanden. Han har. Det med garanti på samme måde. At man frygter lidt det næste skridt. Hans tryghed og drøm er jo også gået i stykker. Ligesom min.

Og tror også at inderst inde ved han det på mange måder er bedst. Og jeg vil også helst være der 110 procent og at hun faktisk kan mærke at mor har det godt. Og det samme med far.

Men nu tager han op i min lillebrors lejlighed i nogle dage og så tager vi den derfra.

Tak for dine svar

Anonym skriver:

Han ved det også godt inderst inde for vi har mange gange været ved at gå fra hinanden. Han har. Det med garanti på samme måde. At man frygter lidt det næste skridt. Hans tryghed og drøm er jo også gået i stykker. Ligesom min.

Og tror også at inderst inde ved han det på mange måder er bedst. Og jeg vil også helst være der 110 procent og at hun faktisk kan mærke at mor har det godt. Og det samme med far.

Men nu tager han op i min lillebrors lejlighed i nogle dage og så tager vi den derfra.

Tak for dine svar

Lyder som en god plan

og var så lidt