Hvad gør man

Tak for alle jeres svar 

Jeg er ikke så naiv og tro der ikke bliver snakket om børnen og deres forældre. Det der gør mig vred, det er at de ikke siger noget til os. Hvis de mener min datter har brug for at være mere hjemme, så skal de altså sige det til os. Hvordan skal vi ellers vide det?

Jeg har født og som en af jer skriver, så kan det være svært at få hente og bringe til at gå op i en højere enhed og så syntes jeg faktisk ikke min store pige får ret meget ud af, at sidde og kigge på jeg ammer dagen lang. Derfor kommer hun i børnehave, som hun for øvrigt er glad for.

Vi skal snart have samtale med dem derovre, så der må vi lige bringe det på bane.

Og i har helt ret....min tidligere kollega skulle have holdt sin mund!

Jeg må simpelthen holde med trådstarter i denne debat.. Pædagogerne er til for børnene.. Hvis de mener det er et problem for barnet at være i børnehave bør de i et samarbejde med forældrene finde en løsning, ikke blandt hinanden... Hvordan kan det nogensinde være for barnets bedste at der bliver talt om hendes mor.. Der kan være så mange grunde til at barnet er mere i institution end vi lige ved, eller pædagogerne faktisk ved. 

Jeg tænker på hvad folk herinde ville synes hvis jeg som sygeplejerske gik og talte om de pårørende til de syge mennesker jeg passer... Der kan også tales om en masse, kollegaer imellem. Hvis det er mhb. på at finde en løsning så kan man da sagtens tale med sin kollega og efterfølgende de pårørende.. Men at tale negativt om andre mennesker om noget man hverken skal blande sig i, eller kan gøre noget ved er ikke okay i min verden!!!!!

Som jeg læser det kan pædagogerne altså ikke bestemme hvor længe pigen skal være i børnehave... Det eneste de kan tale om er vel hvis pigen mistrives i denne ordning og så har de altså orienteringspligt...... 

Prinsesse2ben skriver:

Jeg må simpelthen holde med trådstarter i denne debat.. Pædagogerne er til for børnene.. Hvis de mener det er et problem for barnet at være i børnehave bør de i et samarbejde med forældrene finde en løsning, ikke blandt hinanden... Hvordan kan det nogensinde være for barnets bedste at der bliver talt om hendes mor.. Der kan være så mange grunde til at barnet er mere i institution end vi lige ved, eller pædagogerne faktisk ved. 

Jeg tænker på hvad folk herinde ville synes hvis jeg som sygeplejerske gik og talte om de pårørende til de syge mennesker jeg passer... Der kan også tales om en masse, kollegaer imellem. Hvis det er mhb. på at finde en løsning så kan man da sagtens tale med sin kollega og efterfølgende de pårørende.. Men at tale negativt om andre mennesker om noget man hverken skal blande sig i, eller kan gøre noget ved er ikke okay i min verden!!!!!

Som jeg læser det kan pædagogerne altså ikke bestemme hvor længe pigen skal være i børnehave... Det eneste de kan tale om er vel hvis pigen mistrives i denne ordning og så har de altså orienteringspligt...... 

Man taler jo også fordi man måske lufter en undren, sparrer med hinanden fagligt, spejler sine bekymringer/observationer mm. Kan jo godt være snakken gør man finder ud af man stod alene med sin holdning, sine observationer og man derfor ikke reagerer.

Jeg ser ikke forældre (nu er jeg lærer) som slet og ret pårørende til barnet i skolen. Jeg ser dem som et del af barnets system, og jeg kan have brug for at vende nogen tanker med mine kollegaer inden jeg går til forældrene eller måske før det jeg vender tankerne at jeg ikke går til forældrene fordi jeg fik et større perspektiv gennem snakken. 

Jeg vil egentlig hellere vende den om og sige, jeg ville være nervøs hvis ikke pædagogerne sparrede også omkring undren og om forældre. 

At man selv svar skal holde en sober tone er en selvfølge, og jeg tænker da en sygeplejerske også kan tale om de pårørende kan være de taler om de har ondt af, eller de måske skulle nævne eller.... Og tænker (eller rettere ved) der da også bliver talt på er hospital, min veninde der arbejdede på samme sygehus hvor jeg mistede min datter kendte da hele historien til trods for hun var på en helt anden afdeling, og da jeg kom igen året efter og fødte fik jeg da gentagende gange at vide de kendte hele historien osv. Så lidt bliver der jo nok talt  Ja der blev talt formodentlig også pga man kunne lære noget, men det samme gælder jo pædagoger

Prinsesse2ben skriver:

Jeg må simpelthen holde med trådstarter i denne debat.. Pædagogerne er til for børnene.. Hvis de mener det er et problem for barnet at være i børnehave bør de i et samarbejde med forældrene finde en løsning, ikke blandt hinanden... Hvordan kan det nogensinde være for barnets bedste at der bliver talt om hendes mor.. Der kan være så mange grunde til at barnet er mere i institution end vi lige ved, eller pædagogerne faktisk ved. 

Jeg tænker på hvad folk herinde ville synes hvis jeg som sygeplejerske gik og talte om de pårørende til de syge mennesker jeg passer... Der kan også tales om en masse, kollegaer imellem. Hvis det er mhb. på at finde en løsning så kan man da sagtens tale med sin kollega og efterfølgende de pårørende.. Men at tale negativt om andre mennesker om noget man hverken skal blande sig i, eller kan gøre noget ved er ikke okay i min verden!!!!!

Som jeg læser det kan pædagogerne altså ikke bestemme hvor længe pigen skal være i børnehave... Det eneste de kan tale om er vel hvis pigen mistrives i denne ordning og så har de altså orienteringspligt...... 

Vi ved ikke om hvor meget de har snakket om det, og der står ikke noget om at de er bekymret eller noget, de undre sig bare over hvorfor pigen er der hver dag, når moren er hjemme. og det skal de da have lov til. Står ingen steder at de er bekymret for hende, de undre sig bare. 

Det har jeg da gjort og snakket med andre pædagoger, fordi det er derfor du har kollegaer, til at snakke om tingene, før man går til forældrene. 
Og der bliver jo ikke snakket om moren foran pigen, men nok i pausen eller når to pædagoger lige står sammen. 

Nej vi ved intet om det, men derfor må pædagogerne, da gerne snakke om det. 

Hvis to ansatte på et plejehjem står og snakker om at en ældre næsten aldrig får besøg og at de synes er synd, skal de vel også have lov til det. 

Pædagogerne gør intet forkert, jo ham der sladre om sine kollegaer. Jeg ville være utryg ved at sige noget, når det kan ende med at komme ud, før jeg selv når at sige noget. 

Nu sidder der en mor og tror at pædagogerne synes at hun gør noget forkert, fordi en ikke kunne holde sin mund. 

Hvis pædagogerne er bekymret, siger de jo nok, men derfor må de jo gerne snakke om tingene. 

Jeg har da også snakke med en kollega, om at et barn ikke holdt sommerferie sidste år igen, men gjorde det sidste år. 

Og fordi man undre sig over at et barn er der hver dag, er ikke noget negativt, bare en undre. og de blander sig jo præcis ikke, fordi de ikke siger til moren at de synes at barnet skal være mere hjem. 

Nej pædagoger bestemmer ikke hvor meget barnet skal være der. 

Må de kun snakke om barnet, hvis det har det dårligt?

Man snakker og det er ganske normalt.

Jeg har en veninde der læser til pædagog. Og hendes erfaringer er at generelt i alle de institutioner hun var været, bliver der talt dårligt om de forældre der har deres børn i børnehave selvom de er på barsel/har ferie. Og det synes jeg er foruroligende. Det synes jeg ikke de har ret til med mindre de kender baggrunden til det. Selvfølgelig må pædagogerne gerne reflektere mellem hinanden, men ikke tale dårligt om forældrene.

Jeg må indrømme at min datter kommer også af sted selvom jeg har ferie denne uge. Hun får en hjemmedag med mig fredag. Men de andre dage har jeg brugt på praktiske gøremål samt besøgt en veninde.

Og når jeg snart går på barsel vil hun også komme afsted. Og det er ikke fordi jeg ikke vil være sammen med hende. Jeg kan bare ikke aktivere hende på samme måde herhjemme... Så må jeg jo være en dårlig forældre i nogens øjne. Jeg er ligeglad hvad andre tænker. Jeg gør det jeg føler er bedst for min datter

lineog4 skriver:

Man taler jo også fordi man måske lufter en undren, sparrer med hinanden fagligt, spejler sine bekymringer/observationer mm. Kan jo godt være snakken gør man finder ud af man stod alene med sin holdning, sine observationer og man derfor ikke reagerer.

Jeg ser ikke forældre (nu er jeg lærer) som slet og ret pårørende til barnet i skolen. Jeg ser dem som et del af barnets system, og jeg kan have brug for at vende nogen tanker med mine kollegaer inden jeg går til forældrene eller måske før det jeg vender tankerne at jeg ikke går til forældrene fordi jeg fik et større perspektiv gennem snakken. 

Jeg vil egentlig hellere vende den om og sige, jeg ville være nervøs hvis ikke pædagogerne sparrede også omkring undren og om forældre. 

At man selv svar skal holde en sober tone er en selvfølge, og jeg tænker da en sygeplejerske også kan tale om de pårørende kan være de taler om de har ondt af, eller de måske skulle nævne eller.... Og tænker (eller rettere ved) der da også bliver talt på er hospital, min veninde der arbejdede på samme sygehus hvor jeg mistede min datter kendte da hele historien til trods for hun var på en helt anden afdeling, og da jeg kom igen året efter og fødte fik jeg da gentagende gange at vide de kendte hele historien osv. Så lidt bliver der jo nok talt  Ja der blev talt formodentlig også pga man kunne lære noget, men det samme gælder jo pædagoger

Er for så vidt enig i det du skriver der er stor forskel på at sparre end på at sladre.. Vi kan jo ikke vide hvordan det faktisk er foregået i ts' situation. 

 

Jeg skriver heller ikke at det er anderledes på et sygehus - men at JEG ikke gør den slags.. Min mor er pædagog og jeg vente denne debat med hende hvortil hun svarede at hun oplevede flere pædagoger der daglig kommer med spydige hentydninger til hinanden om diverse forældre og deres måde at håndtere situationer.. 

 

Nu ved jeg ikke hvor længe at ts' barn har gået i børnehave mens mor har været på barsel - men jeg synes faktisk at de burde konfrontere forældrene med deres bekymringer..

vitapigen skriver:

Jeg har en veninde der læser til pædagog. Og hendes erfaringer er at generelt i alle de institutioner hun var været, bliver der talt dårligt om de forældre der har deres børn i børnehave selvom de er på barsel/har ferie. Og det synes jeg er foruroligende. Det synes jeg ikke de har ret til med mindre de kender baggrunden til det. Selvfølgelig må pædagogerne gerne reflektere mellem hinanden, men ikke tale dårligt om forældrene.

Jeg må indrømme at min datter kommer også af sted selvom jeg har ferie denne uge. Hun får en hjemmedag med mig fredag. Men de andre dage har jeg brugt på praktiske gøremål samt besøgt en veninde.

Og når jeg snart går på barsel vil hun også komme afsted. Og det er ikke fordi jeg ikke vil være sammen med hende. Jeg kan bare ikke aktivere hende på samme måde herhjemme... Så må jeg jo være en dårlig forældre i nogens øjne. Jeg er ligeglad hvad andre tænker. Jeg gør det jeg føler er bedst for min datter

Lige netop dette har jeg også høre fra flere i min familie der er uddannet pædagoger.. Meget ubehageligt. 

Yurie skriver:

Vi ved ikke om hvor meget de har snakket om det, og der står ikke noget om at de er bekymret eller noget, de undre sig bare over hvorfor pigen er der hver dag, når moren er hjemme. og det skal de da have lov til. Står ingen steder at de er bekymret for hende, de undre sig bare. 

Det har jeg da gjort og snakket med andre pædagoger, fordi det er derfor du har kollegaer, til at snakke om tingene, før man går til forældrene. 
Og der bliver jo ikke snakket om moren foran pigen, men nok i pausen eller når to pædagoger lige står sammen. 

Nej vi ved intet om det, men derfor må pædagogerne, da gerne snakke om det. 

Hvis to ansatte på et plejehjem står og snakker om at en ældre næsten aldrig får besøg og at de synes er synd, skal de vel også have lov til det. 

Pædagogerne gør intet forkert, jo ham der sladre om sine kollegaer. Jeg ville være utryg ved at sige noget, når det kan ende med at komme ud, før jeg selv når at sige noget. 

Nu sidder der en mor og tror at pædagogerne synes at hun gør noget forkert, fordi en ikke kunne holde sin mund. 

Hvis pædagogerne er bekymret, siger de jo nok, men derfor må de jo gerne snakke om tingene. 

Jeg har da også snakke med en kollega, om at et barn ikke holdt sommerferie sidste år igen, men gjorde det sidste år. 

Og fordi man undre sig over at et barn er der hver dag, er ikke noget negativt, bare en undre. og de blander sig jo præcis ikke, fordi de ikke siger til moren at de synes at barnet skal være mere hjem. 

Nej pædagoger bestemmer ikke hvor meget barnet skal være der. 

Må de kun snakke om barnet, hvis det har det dårligt?

Man snakker og det er ganske normalt.

Nu er der jo ingen af os der ved præcist hvad der er blevet sagt.. Men jeg forholder mig til at ts skriver at "det ikke er på den gode måde" 

En sparing eller undren skal vel netop foregå på den gode måde.. Synes man skal gøre sig selv en tjeneste at pakke sin forforståelse lidt væk for en stund. 

Hvis denne undren omtales negativt (som ts har forstået det) så må det være fordi at der er et reelt problem med at pigen er der i det tidsrum og så synes jeg netop at forældrede skal på banen med det samme... 

Jeg kan sagtens sige det er synd for en patient, men jeg står ikke sammen med en kollega og omtaler pårørende i en negativ forstand fordi at de ikke står på stuen når vi synes det er nødvendigt - der kunne jo f.eks være årsager jeg ikke kender til, der gør at de pårørende ikke opholder sig hos den syge.  

Men selvfølgelig synes jeg godt at man kan undre sig og hvad der nøjagtigt er sket i dette tilfælde ved vi jo ikke. 

Prinsesse2ben skriver:

Nu er der jo ingen af os der ved præcist hvad der er blevet sagt.. Men jeg forholder mig til at ts skriver at "det ikke er på den gode måde" 

En sparing eller undren skal vel netop foregå på den gode måde.. Synes man skal gøre sig selv en tjeneste at pakke sin forforståelse lidt væk for en stund. 

Hvis denne undren omtales negativt (som ts har forstået det) så må det være fordi at der er et reelt problem med at pigen er der i det tidsrum og så synes jeg netop at forældrede skal på banen med det samme... 

Jeg kan sagtens sige det er synd for en patient, men jeg står ikke sammen med en kollega og omtaler pårørende i en negativ forstand fordi at de ikke står på stuen når vi synes det er nødvendigt - der kunne jo f.eks være årsager jeg ikke kender til, der gør at de pårørende ikke opholder sig hos den syge.  

Men selvfølgelig synes jeg godt at man kan undre sig og hvad der nøjagtigt er sket i dette tilfælde ved vi jo ikke. 

Men nu har hun kun hørt det fra sin ven. Og nej vi ved ikke hvad personen har sagt eller måske fået det til at lyde negativt. 

Jeg snakker heller ikke negativt, men jeg kunne godt snakke om et barn, om at jeg synes det er der længe, uden fridage, ingen ferie over lidt tid, for at se om det ændre sig. 

Men der har også været meget debat om at forældre holder ferie uden børn, så jeg tror der er mange pædagoger der tænker lidt mere på det. Bare det at man som pædagog skal spørge forældre; Skal jeres barn ikke have ferie? Kommer I til sommerfesten? Efter at seddlen har hængt der i uger. 
jeg ved ikke hvordan det er hos Ts. 

Men igen det kan være at pædagogerne har snakket om det i en enkel samtale(som vennen har hørt) og overvejer om hvordan de skal nævne det for moren, og nu ender de med at stå som de sure pædagoger, fordi der er blevet sladret om dem. 

Hvorfor er det egentlig at det er så "forfærdentligt" at børn kommer i institution hver dag? Uanset om forældrene har barsel/ferie/fridag?

Der er jo også meget stor forskel på hvad barnet skal i weekenden. Vi sætter pris på at være sammen med ungerne, uden for mange besøg, gæster eller andet og det ved pædagogerne jo ikke noget om.