Anonym skriver:
Altså det de gør, der besværliggør vores samarbejde er en liste af ting.
Fx. at min eks har sagt, at hvis vi ikke brugte det navn HAN havde valgt og ikke brugte HANS efternavn istedet for mit, så ville han ikke være en del af samarbejdet.
Hvilket jeg synes er enormt barnligt.
Desuden har han truet mig utallige gang med at "tage hende fra mig", i form af at sige at han ville søge fuld forældremyndighed og at hun skulle have bopæl ved ham - og brugt argumenter som at han har en mere stabil økonomi og jeg "bare" er studerende.
Desuden vil han gerne have at vi bor ved ham den første tid (eller han har sagt at han gerne vil have hans datter til at bo, men at jeg desværre jo følger med hvis hun skal ammes. Men hvis det stod til ham skulle hun have flaske så han kunne få hende for sig selv).
Og da ham og min mor ikke har et særligt godt forhold, så har hun sagt, at hvis vi flytter hen til ham, vil hun gerne have en undskyldning fordi han har smidt hende ud... på min fødselsdag vel og mærke, hvor vi holdte en stor fest som mine forældre havde givet mig i gave.. Han ødelagde den så i hans brandert. Og nægter at give min mor en undskyldning, men bliver sur over at jeg har sagt at vi ikke flytter derhen medmindre han gør det.
Og så blandede han min far ind i det hele, og fik mig fremstillet rigtigt usselt - bl.a. sagde han bare at jeg havde krævet at han skulle give min mor en undskyldning hvis han skulle være en del af vores datters liv - men nej, det var udelukkende hvis han ville have os til at bo hos ham. Han skal ikke undskylde til hende (eller det ville jeg ønske at han gjorde så der ikke var konflikter i familien - men ville ikke kræve det når vi bor hver for sig).
Og så kræver han at jeg køber de ting han peger på og siger at hun skal have. Men han vil ikke selv bidrage med noget.
- derfor at jeg sagde til ham at han også selv skulle bidrage lidt, i stedet for at fortælle mig hvad jeg skulle købe.
Derefter brokker han sig gevaldigt over hvor i alverden jeg får pengene fra, og er efter mig når jeg køber noget på egen hånd - eller nyt tøj til mig selv, da jeg er vokset ud af mit "gamle" tøj.
Hvis det stod til ham burde jeg hellere gå rundt i hans aflagte joggingbukser. 
Og grunden til at hans forældre ikke ville give et bidrag til en fællesbarnevogn, var fordi at den skulle stå ved mig det meste af tiden. Det var deres argument. De ville ikke give en krone til noget der skulle være en del af deres barnebarns liv hos mig, hvilket sårede mig dybt. For det kommer kun til at gå ud over min datter i det lange løb (er selv opvokset under lignende omstændigheder, og det førte til mange triste minder i min barndom).
Desuden nægter hans familie også at spørge mig mht. jordmoder og scanninger, men spørger udelukkende ham - og han ved ikke ret meget om det fordi han ikke har været en del af det.
Og forleden da jeg skulle til en ekstra scanning jeg havde bestilt (for hans skyld så han også kunne nå at prøve det), så sagde jeg til ham, at han var velkommen til at spørge hans mor om hun ville med op og se sit barnebarn, da hun har været med til scanninger med hendes øvrige børnebørn - hun nægtede at svare medmindre jeg selv spurgte hende, da hun mente at jeg kun tilbød det for min egen skyld.
Og så snakker min ekskæreste konstant om at han skal have andre børn, så han har fint med muligheder for at nå scanninger og jordmoder fra start - hvilket han ved håner mig, når jeg har fået at vide af lægen at det er et mirakel at jeg er blevet gravid, og at det næsten med sikkerhed bliver mit eneste barn - medmindre jeg adopterer.
Og så har jeg opdaget at min ekskæreste har haft skrevet nogle ret seksuelle beskeder med en pige har "har mødt" over facebook. Og da hun så fik tændt godt og grundigt op under ham, skrev han til mig (han vidste at jeg på det tidspunkt stadig havde følelser for ham, så jeg var et let offer). Følte mig godt nok røvrendt da jeg opdagede det - og især når man går og venter mandens barn.
Desuden bliver han enormt sur hvis jeg skriver med andre fyre.
Så ja, jeg begyndte at true med statsamtet til sidst, for kunne efterhånden ikke rumme mere. Synes jeg havde været tilgivende nok - og set igennem fingre med en del.
Og havde ikke lyst til at stå model til mere hverken i graviditeten eller bagefter når vores datter blev født.
Og havde ikke lyst til at min datter skulle fødes ind til en verden hvor mor blev trampet på.
Ja, har fået at vide af mange at jeg har fundet mig i alt for meget, men det var jeg villig til eftersom det var mit valg at beholde barnet, og at jeg håbede at han ville begynde at være der for os.
Mit råd: Luk HELT ned for ham indtil han kan opføre sig ordenligt. Det lyder til at i begge har svært ved at acceptere, at det er slut imellem jer og det medfører at i får blandet en hel masse sammen. Eks. skriver du "han mener jeg skal gå i hans joggingbukser"...jamen så lad ham mene det. Du har en anden mening og hold godt fast i den.
Hvis du mener at du har gjort hvad du kan gøre for et godt samarbejde, så klap dig selv på skulderen og luk af for hans og hans families dumme snak.
I kan få gratis konfliktmægling gennem statsforvaltningen.
Hold fast i din egen mening og KÆMP for dit barn.
Og ikke mindst...Lad ham kæmpe og bevise at han er klar til at være far, for det lyder han ikke til at være.
