Jeg er ano da jeg ikke ønsker og blive genkendt lige i denne problemstilling 
Min kæreste og jeg gennem nogen år har prøver og blive gravide og få ønske barnet og er endelig kommet igang med at finde ud af hvad der skal til for vi kan få ønske barnet 

'
Planen var at det skulle holdes helt hemmelig for familien, men desværre fik min kæreste talt over sig til sin søster
øv øv... men det var så hvad det var 
Sagen er så den at nu har min kærestes søster der har 4 børn (hun er 29 og fik den første da hun var 15) og fik sat klemmer på så hun bar kunne blive gravid kort efter hun fik den sidste, nu snakker om at de vil have et barn mere, fordi hun mener det var moren der pressede hende til at få de klemmer på 
Hun er så nærgående i forhold til hvor langt vi er og hvornår vi skal det ene og det andet, men samtidig skal jeg høre på hendes baby snak omkring hun vil ha en mere og at hun slet ikke kan holde tanken ud om ikke at kunne få nogen lige nu
og det er samtidig med at hun ævler løst om at hun så gerne vil hjælpe os og støtte os igennem det - jeg kan bare ikke se støtten i at hun ævler løs om at hun vil have et barn mere 
Søsteren er sådan en fyren bare skal kigge på og så er der "kage i ovnen" 
Jeg sidder med sådan en følelse af at hun træder på mig og hendes bror ved den opførsel omkringhun vil have flere børn, hun har længe vist at vi gerne ville have børn og hvor svært det var for os og hvor ondt det gør at vi ikke bar sådan kan få ønske barnet
Jeg har sådan på, på fornemmelsen at når vi endelig blive gravide går der 1-2 måneder så kommer hun og siger hun også er det, og ved bare det vil tage så meget af glæden for os ved det, for det er vores første barn 
Er jeg helt galt på på den ved at føle hun træser på vores følelser ?? og hvad skal jeg stille op med den her følelse ??
Man ER bare nærtagende når man kæmper for at blive gravid og det ikke lykkes. Det er helt naturligt, og det skal man også have lov til (hilsen mor til IVF-barn). Det er VILDT irriterende med folk der bare spytter børn ud på samlebånd, og snakker om hvor nemt de har ved det og ih og åh.
Men samtidig så synes jeg ikke at man kan tillade sig at begrænse folk i deres snak om egne børn. Og det er da fint at hun snakker om at hun gerne vil støtte jer. Jeg tror ærligt talt slet ikke at hun tænker over at det sårer dig. Jeg havde en veninde der var på samme måde, og vi havde det stramt i den periode, men efterfølgende kan jeg jo godt se at hun bare gjorde det for at støtte mig.
Jeg nægter altså at tro at hun vil have endnu et barn bare for at genere jer, eller fordi det lige er en grille hun har fundet på fordi I også vil have én.
Og jeg har personligt aldrig kunnet forstå den dér med folk der bliver sårede over at andre i familien får børn på samme tidspunkt. Altså, hvorfor skal der ikke være plads til to babyer? Jeres lykke ligger vel i at I får et barn, ikke at folk overøser jer med opmærksomhed? Jeg forstår det virkelig ikke... Jeg har en fætter der er en uge ældre end mig, og det er jeg da vildt glad for.
Er din frygt måske i virkeligheden mest at hun bliver gravid før dig?
Så JA, du er nærtagende - men det er også okay.
