hvad vil i kalde mit forhold?

Anonym skriver:

Tak for svar. Det er rigtig godt set af dig. Vi er ikke på samme stadie ham og jeg. Det værste er faktisk at jeg synes jeg er for klog/intelligent i forhold til ham. Og det er bestemt ikke en rar følelse.

At vi aldrig er sammen, mener du da seksuelt?

Hvorfor mener du han er ligeglad med mine børn?

 

Du skriver i ikke er intime.. det lyder slet ikke som om der er noget kærligt i det.... og du tænder jo ikke på ham. er det ikke bedre at finde en man tænder på?

Du skriver at han ikke gider at spille et spil, fordi han hader at tabe, jeg "hader" også at tabe, eller synes det kan være irriterende at spille med børn, men jeg gør det da alligevel.
Laver han frivilligt med dem? snakker med dem??

modesty skriver:

Jeg kender jo hverken dig eller ham, og kan kun vurdere ud fra hvad der står her på siden. Men ud fra det, der synes jeg at du skal droppe ham og prøve at finde en anden. Det virker ikke som om du elsker ham og det virker ikke som om det nogensinde kommer til at blive et parforhold du kan være glad for. Jeg tænker at dit forhold til børnenes far har gjort at du måske ikke tør håbe på bedre?

Nej jeg elsker ham ikke. Jeg savner ham heller ikke. Han skriver altid sms om at han savner mig og jeg kan ikke få mig selv til at svare "jeg savner også dig", for det gør jeg ikke.

Mht børnenes far, der føler jeg det modsatte. Jeg har det sådan at med alt det han udsatte mig for (og jeg lod mig selv udsætte for), der fortjener jeg virkelig bedre. Jeg synes bare det er en falliterklæring endnu engang at skulle slutte et forhold.

Mine venner ved ikke at jeg har en "kæreste" overfor dem beskriver jeg ham som en god ven og ud fra de ting jeg har fortalt dem om ham(de har aldrig mødt ham), der ville de heller aldrig tro at han er min kæreste.

De eneste der har mødt ham er mine forældre. De synes han er flink, men de forstår ikke hvorfor han ikke hjælper mig lidt. Og...min mor kan godt mærke jeg ikke er tilfreds. Hun siger "du som altid er så selvsikker og har en fast mening...sig da noget til ham". Og dertil kan jeg kun svare hende at det har jeg gjort mange gange, det hjælper bare ikke. Hun synes ligesom jeg selv heller ikke, at jeg bare skal betale alt for ham.

+Han spiser jo lige så meget som mig og børnene tilsammen. Og når jeg har stået og lavet mad, min datter dækket bord og vi spist...Børnene siger tak for mad og hjælper med at bære ud og min søn skyller af og sætter i opvasker, gør han bare ingenting. Han siger ikke engang tak for mad. Nogen gange siger min datter(hun er 6år), "du glemte at sige tak for mad" hvor han så svarer "det behøver jeg ikke. Det svar er hun selvfølgelig ikke tilfreds med så hun fortsætter...Du har glemt at bære din tallerken ud, dertil svarer han bare "gør du ikke lige det for mig"...

Hvis jeg spør om han f.eks lige vil gå med hunden mens vi andre lige rydder væk, siger han "JEG har ingen hund".

Argh.

Tak for din tilbagemelding.

Anonym skriver:

Nej jeg elsker ham ikke. Jeg savner ham heller ikke. Han skriver altid sms om at han savner mig og jeg kan ikke få mig selv til at svare "jeg savner også dig", for det gør jeg ikke.

Mht børnenes far, der føler jeg det modsatte. Jeg har det sådan at med alt det han udsatte mig for (og jeg lod mig selv udsætte for), der fortjener jeg virkelig bedre. Jeg synes bare det er en falliterklæring endnu engang at skulle slutte et forhold.

Mine venner ved ikke at jeg har en "kæreste" overfor dem beskriver jeg ham som en god ven og ud fra de ting jeg har fortalt dem om ham(de har aldrig mødt ham), der ville de heller aldrig tro at han er min kæreste.

De eneste der har mødt ham er mine forældre. De synes han er flink, men de forstår ikke hvorfor han ikke hjælper mig lidt. Og...min mor kan godt mærke jeg ikke er tilfreds. Hun siger "du som altid er så selvsikker og har en fast mening...sig da noget til ham". Og dertil kan jeg kun svare hende at det har jeg gjort mange gange, det hjælper bare ikke. Hun synes ligesom jeg selv heller ikke, at jeg bare skal betale alt for ham.

+Han spiser jo lige så meget som mig og børnene tilsammen. Og når jeg har stået og lavet mad, min datter dækket bord og vi spist...Børnene siger tak for mad og hjælper med at bære ud og min søn skyller af og sætter i opvasker, gør han bare ingenting. Han siger ikke engang tak for mad. Nogen gange siger min datter(hun er 6år), "du glemte at sige tak for mad" hvor han så svarer "det behøver jeg ikke. Det svar er hun selvfølgelig ikke tilfreds med så hun fortsætter...Du har glemt at bære din tallerken ud, dertil svarer han bare "gør du ikke lige det for mig"...

Hvis jeg spør om han f.eks lige vil gå med hunden mens vi andre lige rydder væk, siger han "JEG har ingen hund".

Argh.

Tak for din tilbagemelding.

Ud med ham! Han har fået en "madkæreste" i dig - ligesom Lærer Andersen fra Matador. Eller også er du bare et underholdende element i hans liv - men han er jo INTET i dit liv. 

Dine venner kender ham ikke, du elsker ham ikke, han har et dybere forhold til din sofa end til dig - det må du altså ikke bruge dit dyrebare liv på. 

Vil du ikke nok tro på, du har fortjent mere af livet end det? 

Anonym skriver:

Jeg har ikke droppet ham fordi jeg simpelthen ikke ved hvad man kan forlange af en mand der ikke er far til børnene.

Og ja, samvittigheden nærer  osse. Både over for ham, men især over for børnene da de synes han er "sej" og sjov. Og undskyld men når de siger det, så forstår jeg virkelig ikke hvad de mener!!! For det synes jeg jo ikke og så får jeg dårlig samvittighed over at ville tage det fra dem. Jeg er jo ikke dum, så jeg ved også godt at denne situation ikke er holdbar, jeg ved bare ikke hvad jeg skal. Jeg har sagt SÅ mange gange til ham at vi skal snakke om det. Men når det så endlig lykkes mig at snakke med ham om det, så giver han mig bare ret, eller siger han "det ved jeg ikke" ggrrrr...

Efter bruddet med børnenes far har jeg taget god tid til at lære mig selv at kende på ny. Men som jeg skrev længere oppe, hvad kan man forlange af en papfar? 

Det afsnit hvor du skriver om blommen i et æg og maling der er tørret...Det forstår jeg ikke. Vil du forklare det for mig? Og hvilket ansvar mener du?

Hvorfor mener du at han kunne være et familiemedlem?

Jeg er ikke helt med.

Du kan i den grad forvente at han er som en far for dem. Et holdbart forhold kræver at han træder i karakter. Skulle du og en mand være sammen jamen så skal han tage del i det hele når I er sammen. Så jo ( sagt af en bonus mor ) sæt krav om deltagelse. Og med tiden bør det udvikles til et far ligne forhold. Blev tosset da jeg læste at han ikke behøver sige tak for mad. Det gør alle sgu da voksne som børn. Det er sgu almen høflighed uanset om det er ens mor, kone, ven osv man spiser hos. Nogen har gidet knokle for at man kan få mad og det bør man sige tak for. Det viser bare hvor lidt han sætter pris på dig. Han forventer du servicere ham uden tak. Hvad er du ? Tjener?

Ud med ham, ingen dårlig samvittighed over for børnene for han er ikke sund for dem da han virkelig er et dårligt forbillede. Så du gør dine børn en tjeneste på længere sigt og tro mig de er ovre ham hurtigt, og det er du også.

Undskyld mig, men UD MED HAM. Han er sgu ikke meget af en mand. Han er en snylter. Du kan få så meget bedre. Sikke da en doven hund. Hvis det er sådan nu, hvordan ville det  ikke være hvis I flyttede sammen? Det virker som om han forventer en tjenestepige og ikk en kæreste. 

Anonym skriver:

Nej jeg elsker ham ikke. Jeg savner ham heller ikke. Han skriver altid sms om at han savner mig og jeg kan ikke få mig selv til at svare "jeg savner også dig", for det gør jeg ikke.

Mht børnenes far, der føler jeg det modsatte. Jeg har det sådan at med alt det han udsatte mig for (og jeg lod mig selv udsætte for), der fortjener jeg virkelig bedre. Jeg synes bare det er en falliterklæring endnu engang at skulle slutte et forhold.

Mine venner ved ikke at jeg har en "kæreste" overfor dem beskriver jeg ham som en god ven og ud fra de ting jeg har fortalt dem om ham(de har aldrig mødt ham), der ville de heller aldrig tro at han er min kæreste.

De eneste der har mødt ham er mine forældre. De synes han er flink, men de forstår ikke hvorfor han ikke hjælper mig lidt. Og...min mor kan godt mærke jeg ikke er tilfreds. Hun siger "du som altid er så selvsikker og har en fast mening...sig da noget til ham". Og dertil kan jeg kun svare hende at det har jeg gjort mange gange, det hjælper bare ikke. Hun synes ligesom jeg selv heller ikke, at jeg bare skal betale alt for ham.

+Han spiser jo lige så meget som mig og børnene tilsammen. Og når jeg har stået og lavet mad, min datter dækket bord og vi spist...Børnene siger tak for mad og hjælper med at bære ud og min søn skyller af og sætter i opvasker, gør han bare ingenting. Han siger ikke engang tak for mad. Nogen gange siger min datter(hun er 6år), "du glemte at sige tak for mad" hvor han så svarer "det behøver jeg ikke. Det svar er hun selvfølgelig ikke tilfreds med så hun fortsætter...Du har glemt at bære din tallerken ud, dertil svarer han bare "gør du ikke lige det for mig"...

Hvis jeg spør om han f.eks lige vil gå med hunden mens vi andre lige rydder væk, siger han "JEG har ingen hund".

Argh.

Tak for din tilbagemelding.

Nu bliver jeg sgi næsten sur på dig! Jeg læser dig som et intelligent, sødt, struktureret, velformuleret menneske - hvorfor finder du dig i det her?

Han opfører sig som om han bor på hotel - han behøver bare ikke betale.

Få nu det der afsluttet - og vær ærlig overfor ham, og så må vi håbe, at dine begrundelser kan hjælpe ham til et ligeværdigt forhold med en anden kvinde, når han engang får taget sig sammen til en holdnings- og livsstilsændring.

Du spørger, hvor alle de gode mænd er? Hånden på hjertet, så har du jo egentligt ikke ledt endnu, dovenlars har optaget din tid, og han var der, da du kradsede i overfladen, nu er det tid at grave lidt dybere og ikke bare nøjes.

Næste gang han ringer og spørger om I skal ses, så sig du skal på date med en anden fyr, så det kan du desværre ikke.

.... så kan du jo se hans reaktion.

Er han ligeglad og aftaler i stedet for en anden dag, ja - så er I ikk kærester.

Bliver han sur og uforstående, ja så er der måske grund til en snak - og så må du smide kortene på bordet og sige at I (i dine øjne) ikk har andet end et venskabeligt forhold, hvor du i øvrigt varter ham op i hoved og røv.


Set fra min stol, er I ikke kærester - og jeg ville komme videre. Og fint dine børn er glade for ham, der er jo intet der forbyder at I bliver ved med at ses som venner, selvom du kommer videre med en ny kæreste.

Ud fra det du skriver, så er I ikke i et forhold - der er jo ingen fysisk kontakt mellem jer?!
Jeg synes du har ret til at stille større krav til lykken i dit liv!!

Alene det faktum at du skriver at du ikke tænder på ham - eller er forelsket - ja så forstår jeg ikke hvad du laver med ham og det han byder ind med i forhold til dig og dine børn ville jeg ALDRIG acceptere!!

Jeg blev skilt for 7 år siden, og 5 år efter mødte jeg mit livs kærlighed. Idag ved jeg at jeg aldrig før havde været rigtig forelsket, eller været i et sundt forhold for den sags skyld!
Alt med min nye mand er anderledes - han er sød, imødekommende, kærlig, opmærksom og han kysser den jord jeg går på. Jeg er nøjagtig lige så forelsket i ham idag, som for 5 år siden
Fortjener du ikke også at opleve dette??

Hvad kan du forvente af en mand der ikke er far til dine børn - mennesker er jo forskellige
Men hjemme hos os er vi begge bevidste om at vi ikke elsker hinandens børn. Vi drager omsorg for dem, og behandler børnene som vi hver især vil gøre med dine/mine.
Jeg tænker det måske er svært for ham at sætte sig ind i når han ikke selv har børn?

Jeg synes du fortjener meget mere i livet end det du beskriver - held og lykke

Anonym skriver:

Nej jeg elsker ham ikke. Jeg savner ham heller ikke. Han skriver altid sms om at han savner mig og jeg kan ikke få mig selv til at svare "jeg savner også dig", for det gør jeg ikke.

Mht børnenes far, der føler jeg det modsatte. Jeg har det sådan at med alt det han udsatte mig for (og jeg lod mig selv udsætte for), der fortjener jeg virkelig bedre. Jeg synes bare det er en falliterklæring endnu engang at skulle slutte et forhold.

Mine venner ved ikke at jeg har en "kæreste" overfor dem beskriver jeg ham som en god ven og ud fra de ting jeg har fortalt dem om ham(de har aldrig mødt ham), der ville de heller aldrig tro at han er min kæreste.

De eneste der har mødt ham er mine forældre. De synes han er flink, men de forstår ikke hvorfor han ikke hjælper mig lidt. Og...min mor kan godt mærke jeg ikke er tilfreds. Hun siger "du som altid er så selvsikker og har en fast mening...sig da noget til ham". Og dertil kan jeg kun svare hende at det har jeg gjort mange gange, det hjælper bare ikke. Hun synes ligesom jeg selv heller ikke, at jeg bare skal betale alt for ham.

+Han spiser jo lige så meget som mig og børnene tilsammen. Og når jeg har stået og lavet mad, min datter dækket bord og vi spist...Børnene siger tak for mad og hjælper med at bære ud og min søn skyller af og sætter i opvasker, gør han bare ingenting. Han siger ikke engang tak for mad. Nogen gange siger min datter(hun er 6år), "du glemte at sige tak for mad" hvor han så svarer "det behøver jeg ikke. Det svar er hun selvfølgelig ikke tilfreds med så hun fortsætter...Du har glemt at bære din tallerken ud, dertil svarer han bare "gør du ikke lige det for mig"...

Hvis jeg spør om han f.eks lige vil gå med hunden mens vi andre lige rydder væk, siger han "JEG har ingen hund".

Argh.

Tak for din tilbagemelding.

Hvis det virkelig passer hvad du skriver, at din selvtillid har det OK og at du selv synes du fortjener bedre, så fatter jeg SLET ikke hvad du laver med ham. Find en anden.

Jeg har ikke læst hele tråden, men jeg vil umiddelbart sige, at det ikke er et kæresteforhold, men nærmere et venskab, måske endda et overfladisk et af slagsen... Og for mig at se, så udnytter han din godhed!

Du siger han ikke tager initiativ og forventer at du betaler og sørger for mad når l skal noget!

Tror du skal hanke op i dig selv og finde ud af om han giver dig noget positivt til dit liv, for for mig at se forsøder du hans tilværelse og ikke omvendt...

Bare fordi han ikke gør dig noget ondt, er ikke ensbetydende med at han er god for dig. Du har fortjent en der slår benene væk under dig og som er helt vild med både dig og dine børn og som l er lige så vilde med! Det har l alle fortjent og hvis du får afsluttet dette forhold er du et skridt nærmere