hvad vil i kalde mit forhold?

Hej piger. Jeg håber i vil læse mit indlæg og gi mig nogen input, for jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre.

Her først en kort beskrivelse af mig.

Jeg er sidst i tredieverne, har to børn med min eksmand og har boet alene med børnene i ca. 6 år. For ca. 2 år siden følte jeg at jeg var klar til at få en ny mand ind i mit liv. Jeg oprettede en profil på et datingsite, og mødte herigennem en jævnaldrende mand uden børn.

Vi har nu kendt hinanden i 1,5 år og han har mødt mine børn. Mine børn er glade for ham. Men hvad er jeg ? Ja, det er mit problem. Jeg er virkelig i tvivl.

Han er svært overvægtig og da vi mødtes i starten var han i gang med at tabe sig. Jeg var ærlig overfor ham og sagde at jeg ikke tænder på en overvægtig krop. Det var fint for ham, for han var jo i gang med at ændre livsstil. Det har han bare ikke holdt!!! Tværtimod har han taget på. Jeg ved ikke hvad han vejer, men jeg vil skyde på 170 kg. fordelt på 190 cm.

I starten var jeg forelsket, men allerede efter et par måneder blegnede den. Det kom sig af at vi hjalp hinanden i hans have og hver gang han bukker sig glider bukserne ned og man kan se "sprækken". Jeg sys det er totalt turnoff. Efter flere gange pænt at ha kommenteret at han var ved at tabe bukserne, sagde jeg med smil i stemmen at jeg syntes det var usexet at man kunne se "sprækken". Han svarer så at han heller ikke har behov for at være sexet...

Den første(og eneste) gang vi har været ude at spise, var hyggelig, men da vi skulle betale stod han som om han forventede at jeg betalte for os begge. Så PINLIGT. Årh det er svært at forklare. Men hvis vi er nogen steder smører jeg tit madpakker for at spare og han tager ikke selv noget med, men tager som en selvfølge at jeg også har med til ham. Hvis jeg ikke har madpakker med og jeg så køber mad, skal han ikke ha noget at spise medmindre jeg tilbyder at give mad til ham også...

Han har aldrig inviteret mig til noget.

Vi har aldrig sovet sammen og vi har aldrig haft sex. Vi har ikke engang været intime på nogen måde og jeg har heller ikke lyst.

Vi er altid hos mig når vi er sammen fordi det er nemmest af hensyn til børnene. Han kommer og sætter sig ned og der sidder han så indtil han skal hjem. Hvis ikke jeg "underholder"=fortæller noget, spørger om noget, indleder en samtale, så falder han i søvn. Hvis børnene spør om han eks vil spille et spil, siger han nej. Han har fortalt mig at han ikke vil fordi han ikke kan tåle at tabe. Det er børn, come on...

Han får det samme udbetalt som jeg har før skat. Hvis det var omvendt ville jeg da gøre alt for at forsøde han tilværelse, invitere på oplevelser, spise ude osv. Men han tar alene ud at spiser og fortæller bagefter gladelig hvor lækkert det var. Jeg har flere gange sagt at jeg gerne vil med. Han ved godt at jeg gerne vil "ud", men han tar aldrig initiativ til noget. Hvis jeg tager initiativ forventer han at jeg betaler og det har jeg desværre ikke råd til. Jeg er førtidspensionist, så der er ikke meget at gøre med.

Vi har de samme grundholdninger og er enige om mange ting, hvordan ting bør være. Politisk er vi stort set enige. Vi har aldrig skændes om noget. Er de ting nok at bygge et forhold på?

Det er sikkert rodet skrevet, men jeg synes det er svært at få nok med til at gøre det forståeligt, så spørg endelig hvis i har brug for jeg uddyber noget.

Jeg SAVNER at være to. Jeg savner at ha en kæreste jeg savner så snart han er ude af døren, en jeg ikke kan vente med at se igen.

Kære piger. Kan i svare på hvilken slags forhold jeg er i? Er det et kæresteforhold?

Undskyld det rodet skrevet.

Hej piger. Jeg håber i vil læse mit indlæg og gi mig nogen input, for jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre.

Her først en kort beskrivelse af mig.

Jeg er sidst i tredieverne, har to børn med min eksmand og har boet alene med børnene i ca. 6 år. For ca. 2 år siden følte jeg at jeg var klar til at få en ny mand ind i mit liv. Jeg oprettede en profil på et datingsite, og mødte herigennem en jævnaldrende mand uden børn.

Vi har nu kendt hinanden i 1,5 år og han har mødt mine børn. Mine børn er glade for ham. Men hvad er jeg ? Ja, det er mit problem. Jeg er virkelig i tvivl.

Han er svært overvægtig og da vi mødtes i starten var han i gang med at tabe sig. Jeg var ærlig overfor ham og sagde at jeg ikke tænder på en overvægtig krop. Det var fint for ham, for han var jo i gang med at ændre livsstil. Det har han bare ikke holdt!!! Tværtimod har han taget på. Jeg ved ikke hvad han vejer, men jeg vil skyde på 170 kg. fordelt på 190 cm.

I starten var jeg forelsket, men allerede efter et par måneder blegnede den. Det kom sig af at vi hjalp hinanden i hans have og hver gang han bukker sig glider bukserne ned og man kan se "sprækken". Jeg sys det er totalt turnoff. Efter flere gange pænt at ha kommenteret at han var ved at tabe bukserne, sagde jeg med smil i stemmen at jeg syntes det var usexet at man kunne se "sprækken". Han svarer så at han heller ikke har behov for at være sexet...

Den første(og eneste) gang vi har været ude at spise, var hyggelig, men da vi skulle betale stod han som om han forventede at jeg betalte for os begge. Så PINLIGT. Årh det er svært at forklare. Men hvis vi er nogen steder smører jeg tit madpakker for at spare og han tager ikke selv noget med, men tager som en selvfølge at jeg også har med til ham. Hvis jeg ikke har madpakker med og jeg så køber mad, skal han ikke ha noget at spise medmindre jeg tilbyder at give mad til ham også...

Han har aldrig inviteret mig til noget.

Vi har aldrig sovet sammen og vi har aldrig haft sex. Vi har ikke engang været intime på nogen måde og jeg har heller ikke lyst.

Vi er altid hos mig når vi er sammen fordi det er nemmest af hensyn til børnene. Han kommer og sætter sig ned og der sidder han så indtil han skal hjem. Hvis ikke jeg "underholder"=fortæller noget, spørger om noget, indleder en samtale, så falder han i søvn. Hvis børnene spør om han eks vil spille et spil, siger han nej. Han har fortalt mig at han ikke vil fordi han ikke kan tåle at tabe. Det er børn, come on...

Han får det samme udbetalt som jeg har før skat. Hvis det var omvendt ville jeg da gøre alt for at forsøde han tilværelse, invitere på oplevelser, spise ude osv. Men han tar alene ud at spiser og fortæller bagefter gladelig hvor lækkert det var. Jeg har flere gange sagt at jeg gerne vil med. Han ved godt at jeg gerne vil "ud", men han tar aldrig initiativ til noget. Hvis jeg tager initiativ forventer han at jeg betaler og det har jeg desværre ikke råd til. Jeg er førtidspensionist, så der er ikke meget at gøre med.

Vi har de samme grundholdninger og er enige om mange ting, hvordan ting bør være. Politisk er vi stort set enige. Vi har aldrig skændes om noget. Er de ting nok at bygge et forhold på?

Det er sikkert rodet skrevet, men jeg synes det er svært at få nok med til at gøre det forståeligt, så spørg endelig hvis i har brug for jeg uddyber noget.

Jeg SAVNER at være to. Jeg savner at ha en kæreste jeg savner så snart han er ude af døren, en jeg ikke kan vente med at se igen.

Kære piger. Kan i svare på hvilken slags forhold jeg er i? Er det et kæresteforhold?

Undskyld det rodet skrevet.

Jeg forstår godt at du savner at have en kæreste, for ham du snakker om dér, er ikke en kæreste.

Én ting er at I ikke har sex. Du udtaler dig ikke om dit eget behov, så jeg ved ikke om du savner et sexliv, og fred være med det hvis du ikke gør. Men hvis du gerne vil have et sexliv, så holder det jo ikke at være i et forhold hvor det er en umulighed.

Jeg forstår ærligt talt ikke hvad du laver med den mand, han lyder virkelig nederen. En ting er overvægten og den manglende sex - hvis nu han var skidesød, tog dig på dates, var supergod med dine børn, spændende at snakke med - men han er jo ingenting.

Er du meget usikker? Har du svært ved at skabe kontakt til mænd? Jeg tænker at den eneste årsag til at du er sammen med ham her, er at du er virkelig bange for at være alene. Men hellere alene end sammen med en mand som ikke giver noget som helst tilbage, hverken fysisk eller følelsesmæssigt. 

Du kan finde en der er bedre end ham!

Hej piger. Jeg håber i vil læse mit indlæg og gi mig nogen input, for jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre.

Her først en kort beskrivelse af mig.

Jeg er sidst i tredieverne, har to børn med min eksmand og har boet alene med børnene i ca. 6 år. For ca. 2 år siden følte jeg at jeg var klar til at få en ny mand ind i mit liv. Jeg oprettede en profil på et datingsite, og mødte herigennem en jævnaldrende mand uden børn.

Vi har nu kendt hinanden i 1,5 år og han har mødt mine børn. Mine børn er glade for ham. Men hvad er jeg ? Ja, det er mit problem. Jeg er virkelig i tvivl.

Han er svært overvægtig og da vi mødtes i starten var han i gang med at tabe sig. Jeg var ærlig overfor ham og sagde at jeg ikke tænder på en overvægtig krop. Det var fint for ham, for han var jo i gang med at ændre livsstil. Det har han bare ikke holdt!!! Tværtimod har han taget på. Jeg ved ikke hvad han vejer, men jeg vil skyde på 170 kg. fordelt på 190 cm.

I starten var jeg forelsket, men allerede efter et par måneder blegnede den. Det kom sig af at vi hjalp hinanden i hans have og hver gang han bukker sig glider bukserne ned og man kan se "sprækken". Jeg sys det er totalt turnoff. Efter flere gange pænt at ha kommenteret at han var ved at tabe bukserne, sagde jeg med smil i stemmen at jeg syntes det var usexet at man kunne se "sprækken". Han svarer så at han heller ikke har behov for at være sexet...

Den første(og eneste) gang vi har været ude at spise, var hyggelig, men da vi skulle betale stod han som om han forventede at jeg betalte for os begge. Så PINLIGT. Årh det er svært at forklare. Men hvis vi er nogen steder smører jeg tit madpakker for at spare og han tager ikke selv noget med, men tager som en selvfølge at jeg også har med til ham. Hvis jeg ikke har madpakker med og jeg så køber mad, skal han ikke ha noget at spise medmindre jeg tilbyder at give mad til ham også...

Han har aldrig inviteret mig til noget.

Vi har aldrig sovet sammen og vi har aldrig haft sex. Vi har ikke engang været intime på nogen måde og jeg har heller ikke lyst.

Vi er altid hos mig når vi er sammen fordi det er nemmest af hensyn til børnene. Han kommer og sætter sig ned og der sidder han så indtil han skal hjem. Hvis ikke jeg "underholder"=fortæller noget, spørger om noget, indleder en samtale, så falder han i søvn. Hvis børnene spør om han eks vil spille et spil, siger han nej. Han har fortalt mig at han ikke vil fordi han ikke kan tåle at tabe. Det er børn, come on...

Han får det samme udbetalt som jeg har før skat. Hvis det var omvendt ville jeg da gøre alt for at forsøde han tilværelse, invitere på oplevelser, spise ude osv. Men han tar alene ud at spiser og fortæller bagefter gladelig hvor lækkert det var. Jeg har flere gange sagt at jeg gerne vil med. Han ved godt at jeg gerne vil "ud", men han tar aldrig initiativ til noget. Hvis jeg tager initiativ forventer han at jeg betaler og det har jeg desværre ikke råd til. Jeg er førtidspensionist, så der er ikke meget at gøre med.

Vi har de samme grundholdninger og er enige om mange ting, hvordan ting bør være. Politisk er vi stort set enige. Vi har aldrig skændes om noget. Er de ting nok at bygge et forhold på?

Det er sikkert rodet skrevet, men jeg synes det er svært at få nok med til at gøre det forståeligt, så spørg endelig hvis i har brug for jeg uddyber noget.

Jeg SAVNER at være to. Jeg savner at ha en kæreste jeg savner så snart han er ude af døren, en jeg ikke kan vente med at se igen.

Kære piger. Kan i svare på hvilken slags forhold jeg er i? Er det et kæresteforhold?

Undskyld det rodet skrevet.

jeg synes absolut ikke du er i et forhold - det lyder ikke til at I er hverken intime eller kærlige overfor hinanden.

Det lyder til at du er for flink til at sætte folk for døren og at han tager hvad vor herre serverer (fx gratis mad og "nemt" selskab)

Men nemt selskab mener jeg at du skaber rammerne, samtalerne, betaler maden osv. 

Der må være en grund til du ikke har droppet det for længst? er det dårlig samvittighed? (og i så fald overfor ham eller børnene?) Har du aldrig haft lov til/tid til/mulighed for at lytte til DIG og mærket hvad DU havde lyst til?

jeg kunne ikke undgå at trække på smilebåndet, da du skrev

"Vi har de samme grundholdninger og er enige om mange ting, hvordan ting bør være. Politisk er vi stort set enige. Vi har aldrig skændes om noget. Er de ting nok at bygge et forhold på?"

Jeg er enig med min kæreste i det meste, der omhandler værdier - men politisk er vi ikke altid enige, vi kan sagtens diskutere så det brager og det lyder ikke til at i alligevel er enige om, hvordan "ting bør være" - det lyder til at han har det som blommen i et æg, intet ansvar, ingen konsekvenser og det lyder til du har malet dig selv op i et hjørne af ren høflighed og nu tør du ikke gå derfra, selvom malingen for længst er tørret

Jeg synes du skal læse dit eget indlæg igennem og så se om du selv kan finde svaret inde i maven

for mig at se kunne du lige så vel have skrevet om et familiemedlem, hvis man fratrækker det helt i starten hvor du skriver, at du var forelsket (bemærk: "var" forelsket)

Næ, vil mene det er et venskab, der måske ikke er så sundt. Det lyder til det kun er dig der giver dig, g han bare tager imod.

Jeg ville konfrontere ham, og hvis det ikke hjalp, ville jeg mene at det er ok at droppe det venskab.

Ud og find en ny. Du skal have en mand du tænder på, og som gider være en del af dit liv og ikke bare en tilskuer der regner med særbehandling. 

Håber du snart finder hvad du søger.

Anonym skriver:

Hej piger. Jeg håber i vil læse mit indlæg og gi mig nogen input, for jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre.

Her først en kort beskrivelse af mig.

Jeg er sidst i tredieverne, har to børn med min eksmand og har boet alene med børnene i ca. 6 år. For ca. 2 år siden følte jeg at jeg var klar til at få en ny mand ind i mit liv. Jeg oprettede en profil på et datingsite, og mødte herigennem en jævnaldrende mand uden børn.

Vi har nu kendt hinanden i 1,5 år og han har mødt mine børn. Mine børn er glade for ham. Men hvad er jeg ? Ja, det er mit problem. Jeg er virkelig i tvivl.

Han er svært overvægtig og da vi mødtes i starten var han i gang med at tabe sig. Jeg var ærlig overfor ham og sagde at jeg ikke tænder på en overvægtig krop. Det var fint for ham, for han var jo i gang med at ændre livsstil. Det har han bare ikke holdt!!! Tværtimod har han taget på. Jeg ved ikke hvad han vejer, men jeg vil skyde på 170 kg. fordelt på 190 cm.

I starten var jeg forelsket, men allerede efter et par måneder blegnede den. Det kom sig af at vi hjalp hinanden i hans have og hver gang han bukker sig glider bukserne ned og man kan se "sprækken". Jeg sys det er totalt turnoff. Efter flere gange pænt at ha kommenteret at han var ved at tabe bukserne, sagde jeg med smil i stemmen at jeg syntes det var usexet at man kunne se "sprækken". Han svarer så at han heller ikke har behov for at være sexet...

Den første(og eneste) gang vi har været ude at spise, var hyggelig, men da vi skulle betale stod han som om han forventede at jeg betalte for os begge. Så PINLIGT. Årh det er svært at forklare. Men hvis vi er nogen steder smører jeg tit madpakker for at spare og han tager ikke selv noget med, men tager som en selvfølge at jeg også har med til ham. Hvis jeg ikke har madpakker med og jeg så køber mad, skal han ikke ha noget at spise medmindre jeg tilbyder at give mad til ham også...

Han har aldrig inviteret mig til noget.

Vi har aldrig sovet sammen og vi har aldrig haft sex. Vi har ikke engang været intime på nogen måde og jeg har heller ikke lyst.

Vi er altid hos mig når vi er sammen fordi det er nemmest af hensyn til børnene. Han kommer og sætter sig ned og der sidder han så indtil han skal hjem. Hvis ikke jeg "underholder"=fortæller noget, spørger om noget, indleder en samtale, så falder han i søvn. Hvis børnene spør om han eks vil spille et spil, siger han nej. Han har fortalt mig at han ikke vil fordi han ikke kan tåle at tabe. Det er børn, come on...

Han får det samme udbetalt som jeg har før skat. Hvis det var omvendt ville jeg da gøre alt for at forsøde han tilværelse, invitere på oplevelser, spise ude osv. Men han tar alene ud at spiser og fortæller bagefter gladelig hvor lækkert det var. Jeg har flere gange sagt at jeg gerne vil med. Han ved godt at jeg gerne vil "ud", men han tar aldrig initiativ til noget. Hvis jeg tager initiativ forventer han at jeg betaler og det har jeg desværre ikke råd til. Jeg er førtidspensionist, så der er ikke meget at gøre med.

Vi har de samme grundholdninger og er enige om mange ting, hvordan ting bør være. Politisk er vi stort set enige. Vi har aldrig skændes om noget. Er de ting nok at bygge et forhold på?

Det er sikkert rodet skrevet, men jeg synes det er svært at få nok med til at gøre det forståeligt, så spørg endelig hvis i har brug for jeg uddyber noget.

Jeg SAVNER at være to. Jeg savner at ha en kæreste jeg savner så snart han er ude af døren, en jeg ikke kan vente med at se igen.

Kære piger. Kan i svare på hvilken slags forhold jeg er i? Er det et kæresteforhold?

Undskyld det rodet skrevet.

Anonym skriver:

Hej piger. Jeg håber i vil læse mit indlæg og gi mig nogen input, for jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre.

Her først en kort beskrivelse af mig.

Jeg er sidst i tredieverne, har to børn med min eksmand og har boet alene med børnene i ca. 6 år. For ca. 2 år siden følte jeg at jeg var klar til at få en ny mand ind i mit liv. Jeg oprettede en profil på et datingsite, og mødte herigennem en jævnaldrende mand uden børn.

Vi har nu kendt hinanden i 1,5 år og han har mødt mine børn. Mine børn er glade for ham. Men hvad er jeg ? Ja, det er mit problem. Jeg er virkelig i tvivl.

Han er svært overvægtig og da vi mødtes i starten var han i gang med at tabe sig. Jeg var ærlig overfor ham og sagde at jeg ikke tænder på en overvægtig krop. Det var fint for ham, for han var jo i gang med at ændre livsstil. Det har han bare ikke holdt!!! Tværtimod har han taget på. Jeg ved ikke hvad han vejer, men jeg vil skyde på 170 kg. fordelt på 190 cm.

I starten var jeg forelsket, men allerede efter et par måneder blegnede den. Det kom sig af at vi hjalp hinanden i hans have og hver gang han bukker sig glider bukserne ned og man kan se "sprækken". Jeg sys det er totalt turnoff. Efter flere gange pænt at ha kommenteret at han var ved at tabe bukserne, sagde jeg med smil i stemmen at jeg syntes det var usexet at man kunne se "sprækken". Han svarer så at han heller ikke har behov for at være sexet...

Den første(og eneste) gang vi har været ude at spise, var hyggelig, men da vi skulle betale stod han som om han forventede at jeg betalte for os begge. Så PINLIGT. Årh det er svært at forklare. Men hvis vi er nogen steder smører jeg tit madpakker for at spare og han tager ikke selv noget med, men tager som en selvfølge at jeg også har med til ham. Hvis jeg ikke har madpakker med og jeg så køber mad, skal han ikke ha noget at spise medmindre jeg tilbyder at give mad til ham også...

Han har aldrig inviteret mig til noget.

Vi har aldrig sovet sammen og vi har aldrig haft sex. Vi har ikke engang været intime på nogen måde og jeg har heller ikke lyst.

Vi er altid hos mig når vi er sammen fordi det er nemmest af hensyn til børnene. Han kommer og sætter sig ned og der sidder han så indtil han skal hjem. Hvis ikke jeg "underholder"=fortæller noget, spørger om noget, indleder en samtale, så falder han i søvn. Hvis børnene spør om han eks vil spille et spil, siger han nej. Han har fortalt mig at han ikke vil fordi han ikke kan tåle at tabe. Det er børn, come on...

Han får det samme udbetalt som jeg har før skat. Hvis det var omvendt ville jeg da gøre alt for at forsøde han tilværelse, invitere på oplevelser, spise ude osv. Men han tar alene ud at spiser og fortæller bagefter gladelig hvor lækkert det var. Jeg har flere gange sagt at jeg gerne vil med. Han ved godt at jeg gerne vil "ud", men han tar aldrig initiativ til noget. Hvis jeg tager initiativ forventer han at jeg betaler og det har jeg desværre ikke råd til. Jeg er førtidspensionist, så der er ikke meget at gøre med.

Vi har de samme grundholdninger og er enige om mange ting, hvordan ting bør være. Politisk er vi stort set enige. Vi har aldrig skændes om noget. Er de ting nok at bygge et forhold på?

Det er sikkert rodet skrevet, men jeg synes det er svært at få nok med til at gøre det forståeligt, så spørg endelig hvis i har brug for jeg uddyber noget.

Jeg SAVNER at være to. Jeg savner at ha en kæreste jeg savner så snart han er ude af døren, en jeg ikke kan vente med at se igen.

Kære piger. Kan i svare på hvilken slags forhold jeg er i? Er det et kæresteforhold?

Undskyld det rodet skrevet.

Anonym skriver:

Hej piger. Jeg håber i vil læse mit indlæg og gi mig nogen input, for jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre.

Her først en kort beskrivelse af mig.

Jeg er sidst i tredieverne, har to børn med min eksmand og har boet alene med børnene i ca. 6 år. For ca. 2 år siden følte jeg at jeg var klar til at få en ny mand ind i mit liv. Jeg oprettede en profil på et datingsite, og mødte herigennem en jævnaldrende mand uden børn.

Vi har nu kendt hinanden i 1,5 år og han har mødt mine børn. Mine børn er glade for ham. Men hvad er jeg ? Ja, det er mit problem. Jeg er virkelig i tvivl.

Han er svært overvægtig og da vi mødtes i starten var han i gang med at tabe sig. Jeg var ærlig overfor ham og sagde at jeg ikke tænder på en overvægtig krop. Det var fint for ham, for han var jo i gang med at ændre livsstil. Det har han bare ikke holdt!!! Tværtimod har han taget på. Jeg ved ikke hvad han vejer, men jeg vil skyde på 170 kg. fordelt på 190 cm.

I starten var jeg forelsket, men allerede efter et par måneder blegnede den. Det kom sig af at vi hjalp hinanden i hans have og hver gang han bukker sig glider bukserne ned og man kan se "sprækken". Jeg sys det er totalt turnoff. Efter flere gange pænt at ha kommenteret at han var ved at tabe bukserne, sagde jeg med smil i stemmen at jeg syntes det var usexet at man kunne se "sprækken". Han svarer så at han heller ikke har behov for at være sexet...

Den første(og eneste) gang vi har været ude at spise, var hyggelig, men da vi skulle betale stod han som om han forventede at jeg betalte for os begge. Så PINLIGT. Årh det er svært at forklare. Men hvis vi er nogen steder smører jeg tit madpakker for at spare og han tager ikke selv noget med, men tager som en selvfølge at jeg også har med til ham. Hvis jeg ikke har madpakker med og jeg så køber mad, skal han ikke ha noget at spise medmindre jeg tilbyder at give mad til ham også...

Han har aldrig inviteret mig til noget.

Vi har aldrig sovet sammen og vi har aldrig haft sex. Vi har ikke engang været intime på nogen måde og jeg har heller ikke lyst.

Vi er altid hos mig når vi er sammen fordi det er nemmest af hensyn til børnene. Han kommer og sætter sig ned og der sidder han så indtil han skal hjem. Hvis ikke jeg "underholder"=fortæller noget, spørger om noget, indleder en samtale, så falder han i søvn. Hvis børnene spør om han eks vil spille et spil, siger han nej. Han har fortalt mig at han ikke vil fordi han ikke kan tåle at tabe. Det er børn, come on...

Han får det samme udbetalt som jeg har før skat. Hvis det var omvendt ville jeg da gøre alt for at forsøde han tilværelse, invitere på oplevelser, spise ude osv. Men han tar alene ud at spiser og fortæller bagefter gladelig hvor lækkert det var. Jeg har flere gange sagt at jeg gerne vil med. Han ved godt at jeg gerne vil "ud", men han tar aldrig initiativ til noget. Hvis jeg tager initiativ forventer han at jeg betaler og det har jeg desværre ikke råd til. Jeg er førtidspensionist, så der er ikke meget at gøre med.

Vi har de samme grundholdninger og er enige om mange ting, hvordan ting bør være. Politisk er vi stort set enige. Vi har aldrig skændes om noget. Er de ting nok at bygge et forhold på?

Det er sikkert rodet skrevet, men jeg synes det er svært at få nok med til at gøre det forståeligt, så spørg endelig hvis i har brug for jeg uddyber noget.

Jeg SAVNER at være to. Jeg savner at ha en kæreste jeg savner så snart han er ude af døren, en jeg ikke kan vente med at se igen.

Kære piger. Kan i svare på hvilken slags forhold jeg er i? Er det et kæresteforhold?

Undskyld det rodet skrevet.

Først får du lige et kram.

Jeg ved faktisk heller ikke, hvordan jeg vil kategorisere dit og hans forhold. Men det lyder kedeligt.

Tager han ikke ansvar og hjælper dig når han er på besøg?

Det lyder til at du har fortalt ham hvordan han kan glæde dig, men at der intet kommer ud af det du siger ?

Jeg bor også alene med mine børn og jeg har også en kæreste. Når han besøger mig/os deltager han på lige fod med mig, og han gør det af egen fri vilje. Jeg ville heller ikke finde mig i andet, for det er jeg værd.

Tro på at du kan få et ligeværdigt forhold.

Hold da op piger i har godt nok givet mig noget at tænke over.

Jeg vil svare jer alle senere, men jeg skal lige først "summe" lidt over jeres svar.

Dog var der en der skrev om jeg var usikker som person, eller noget i stil med det. Så jeg vil lige tilføje noget.

I mit ægteskab med børnenes far var jeg udsat for psykisk og fysisk vold. Jeg var fuldstændig undertrygt og det tog mig lang tid at komme ud af forholdet. Det er også derfor der er gået så lang tid inden jeg har bevæget mig ud i parforhold igen. Jeg har gået ved psykiater, psykolog og virkelig arbejdet med mig selv og føler jeg begynder at lære mig selv at kende.

Jeg er vokset op i en familie med mor, far og søster. Min mor og far har altid været fælles om alt omkring hjemmet og os børn, så jeg ser min far som et godt forbillede for en far. Jeg har haft en dejlig barndom. Jeg vil ha en kæreste med de samme egenskaber som min far har. En kæreste der kan være et godt forbillede for mine børn.

Anonym skriver:

Hej piger. Jeg håber i vil læse mit indlæg og gi mig nogen input, for jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre.

Her først en kort beskrivelse af mig.

Jeg er sidst i tredieverne, har to børn med min eksmand og har boet alene med børnene i ca. 6 år. For ca. 2 år siden følte jeg at jeg var klar til at få en ny mand ind i mit liv. Jeg oprettede en profil på et datingsite, og mødte herigennem en jævnaldrende mand uden børn.

Vi har nu kendt hinanden i 1,5 år og han har mødt mine børn. Mine børn er glade for ham. Men hvad er jeg ? Ja, det er mit problem. Jeg er virkelig i tvivl.

Han er svært overvægtig og da vi mødtes i starten var han i gang med at tabe sig. Jeg var ærlig overfor ham og sagde at jeg ikke tænder på en overvægtig krop. Det var fint for ham, for han var jo i gang med at ændre livsstil. Det har han bare ikke holdt!!! Tværtimod har han taget på. Jeg ved ikke hvad han vejer, men jeg vil skyde på 170 kg. fordelt på 190 cm.

I starten var jeg forelsket, men allerede efter et par måneder blegnede den. Det kom sig af at vi hjalp hinanden i hans have og hver gang han bukker sig glider bukserne ned og man kan se "sprækken". Jeg sys det er totalt turnoff. Efter flere gange pænt at ha kommenteret at han var ved at tabe bukserne, sagde jeg med smil i stemmen at jeg syntes det var usexet at man kunne se "sprækken". Han svarer så at han heller ikke har behov for at være sexet...

Den første(og eneste) gang vi har været ude at spise, var hyggelig, men da vi skulle betale stod han som om han forventede at jeg betalte for os begge. Så PINLIGT. Årh det er svært at forklare. Men hvis vi er nogen steder smører jeg tit madpakker for at spare og han tager ikke selv noget med, men tager som en selvfølge at jeg også har med til ham. Hvis jeg ikke har madpakker med og jeg så køber mad, skal han ikke ha noget at spise medmindre jeg tilbyder at give mad til ham også...

Han har aldrig inviteret mig til noget.

Vi har aldrig sovet sammen og vi har aldrig haft sex. Vi har ikke engang været intime på nogen måde og jeg har heller ikke lyst.

Vi er altid hos mig når vi er sammen fordi det er nemmest af hensyn til børnene. Han kommer og sætter sig ned og der sidder han så indtil han skal hjem. Hvis ikke jeg "underholder"=fortæller noget, spørger om noget, indleder en samtale, så falder han i søvn. Hvis børnene spør om han eks vil spille et spil, siger han nej. Han har fortalt mig at han ikke vil fordi han ikke kan tåle at tabe. Det er børn, come on...

Han får det samme udbetalt som jeg har før skat. Hvis det var omvendt ville jeg da gøre alt for at forsøde han tilværelse, invitere på oplevelser, spise ude osv. Men han tar alene ud at spiser og fortæller bagefter gladelig hvor lækkert det var. Jeg har flere gange sagt at jeg gerne vil med. Han ved godt at jeg gerne vil "ud", men han tar aldrig initiativ til noget. Hvis jeg tager initiativ forventer han at jeg betaler og det har jeg desværre ikke råd til. Jeg er førtidspensionist, så der er ikke meget at gøre med.

Vi har de samme grundholdninger og er enige om mange ting, hvordan ting bør være. Politisk er vi stort set enige. Vi har aldrig skændes om noget. Er de ting nok at bygge et forhold på?

Det er sikkert rodet skrevet, men jeg synes det er svært at få nok med til at gøre det forståeligt, så spørg endelig hvis i har brug for jeg uddyber noget.

Jeg SAVNER at være to. Jeg savner at ha en kæreste jeg savner så snart han er ude af døren, en jeg ikke kan vente med at se igen.

Kære piger. Kan i svare på hvilken slags forhold jeg er i? Er det et kæresteforhold?

Undskyld det rodet skrevet.

Hvis det er et forhold så er det ihvertfald et usundt forhold for dig.

Der findes da så mange langt bedre mænd end ham.

Monica

Anonym skriver:

Hej piger. Jeg håber i vil læse mit indlæg og gi mig nogen input, for jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre.

Her først en kort beskrivelse af mig.

Jeg er sidst i tredieverne, har to børn med min eksmand og har boet alene med børnene i ca. 6 år. For ca. 2 år siden følte jeg at jeg var klar til at få en ny mand ind i mit liv. Jeg oprettede en profil på et datingsite, og mødte herigennem en jævnaldrende mand uden børn.

Vi har nu kendt hinanden i 1,5 år og han har mødt mine børn. Mine børn er glade for ham. Men hvad er jeg ? Ja, det er mit problem. Jeg er virkelig i tvivl.

Han er svært overvægtig og da vi mødtes i starten var han i gang med at tabe sig. Jeg var ærlig overfor ham og sagde at jeg ikke tænder på en overvægtig krop. Det var fint for ham, for han var jo i gang med at ændre livsstil. Det har han bare ikke holdt!!! Tværtimod har han taget på. Jeg ved ikke hvad han vejer, men jeg vil skyde på 170 kg. fordelt på 190 cm.

I starten var jeg forelsket, men allerede efter et par måneder blegnede den. Det kom sig af at vi hjalp hinanden i hans have og hver gang han bukker sig glider bukserne ned og man kan se "sprækken". Jeg sys det er totalt turnoff. Efter flere gange pænt at ha kommenteret at han var ved at tabe bukserne, sagde jeg med smil i stemmen at jeg syntes det var usexet at man kunne se "sprækken". Han svarer så at han heller ikke har behov for at være sexet...

Den første(og eneste) gang vi har været ude at spise, var hyggelig, men da vi skulle betale stod han som om han forventede at jeg betalte for os begge. Så PINLIGT. Årh det er svært at forklare. Men hvis vi er nogen steder smører jeg tit madpakker for at spare og han tager ikke selv noget med, men tager som en selvfølge at jeg også har med til ham. Hvis jeg ikke har madpakker med og jeg så køber mad, skal han ikke ha noget at spise medmindre jeg tilbyder at give mad til ham også...

Han har aldrig inviteret mig til noget.

Vi har aldrig sovet sammen og vi har aldrig haft sex. Vi har ikke engang været intime på nogen måde og jeg har heller ikke lyst.

Vi er altid hos mig når vi er sammen fordi det er nemmest af hensyn til børnene. Han kommer og sætter sig ned og der sidder han så indtil han skal hjem. Hvis ikke jeg "underholder"=fortæller noget, spørger om noget, indleder en samtale, så falder han i søvn. Hvis børnene spør om han eks vil spille et spil, siger han nej. Han har fortalt mig at han ikke vil fordi han ikke kan tåle at tabe. Det er børn, come on...

Han får det samme udbetalt som jeg har før skat. Hvis det var omvendt ville jeg da gøre alt for at forsøde han tilværelse, invitere på oplevelser, spise ude osv. Men han tar alene ud at spiser og fortæller bagefter gladelig hvor lækkert det var. Jeg har flere gange sagt at jeg gerne vil med. Han ved godt at jeg gerne vil "ud", men han tar aldrig initiativ til noget. Hvis jeg tager initiativ forventer han at jeg betaler og det har jeg desværre ikke råd til. Jeg er førtidspensionist, så der er ikke meget at gøre med.

Vi har de samme grundholdninger og er enige om mange ting, hvordan ting bør være. Politisk er vi stort set enige. Vi har aldrig skændes om noget. Er de ting nok at bygge et forhold på?

Det er sikkert rodet skrevet, men jeg synes det er svært at få nok med til at gøre det forståeligt, så spørg endelig hvis i har brug for jeg uddyber noget.

Jeg SAVNER at være to. Jeg savner at ha en kæreste jeg savner så snart han er ude af døren, en jeg ikke kan vente med at se igen.

Kære piger. Kan i svare på hvilken slags forhold jeg er i? Er det et kæresteforhold?

Undskyld det rodet skrevet.