Brug for nogle andre øjne

Anonym skriver:

Jeg synes bare det er så svært. Men jeg ønsker jo heller ikke at det sker han en dag slår. For det kan jeg bare ikke tilgive.

Du mener seriøst ikke, at du kun vil forlade ham hvis han slår?

Hvis du frygter det var det bare væk... Du skal da ikke gå rundt og tænker; Mon han slår i dag?

puuuuh  jeg ville godt nok blive hysterisk ked af det og pissehamrende gal hvis min (eller nogen) kæreste gjorde de ting overfor mig eller mit barn! Det er Så forkert, og "undskyld" ville aldrig kunne redde hans røv.  Du siger at han selv har snakket om prof hjælp, og det synes jeg er mere end fornuftigt! Synes en tidsfrist vil være fin. Sig at nu er det nok og du vil ikke blive hængende og "vente" på at han kammer (endnu mere) over og ender med at slå! Det er nu eller aldrig. 

Ofte gentager man mønstrene fra sin barndom. Og du gør det lige nu! når du føler knuden i maven på din datters vejne, er grænsen nået for længe siden. Der skal ske noget ret hurtigt imo. 

Anonym skriver:

Hej med jer.
Jeg er anonym da jeg ikke vil stå frem med noget jeg ikke er sikker på.

Men sagen er den at selvom jeg godt ved i ikke kan svare på hvad jeg skal gøre. Så håber jeg i vil komme med jeres mening.

Min kæreste og jeg har været sammen i 4 år. Og har en datter på 2,5 år.
Vi har været igennem rigtig mange ting. Pga min familie og pga jeg var ude for et uheld for lidt over 3 år siden so, har gjort jeg har kroniske smerter.
Min kæreste har en psykisk lidelse.
Og så har han et meget voldsomt temperament. Hvilket han altid har haft. Det er dog blevet bedre med årene.

Han har altidhaft en tendens til at kalder mig kælling, møg so osv. Når han blev sur. Og jeg fik så sagt fra og sagt at det ville jeg fandme ikke finde mig i. Og så stoppede det også. I 3 mdr ca. Og nu er det startet lidt igen. Og jeg bliver simpelthen så gal over det.
For selvom jeg godt ved han ikke mener det. Så pisser det mig af alligevel for man skal ikke gå og kalde hinanden den slags og specielt ikke når der er børn i huset.

Men han har så også en meget kort lunte over for vores datter og han springer i luften og råber som en sindsyg.
En dag tog han hendes arm og svingede hende frem og tilbage ned i sofaen. Altså det er lidt svært og forklarer ikke hårdt. Men princippet i det. Hvor jeg brændte helt af. For er opvokset med vold fra min far af både psykisk og fysisk.

En anden gang sprang han i luften over et eller andet og vores datter sad på hendes stol og kunne se på hende hun blev virkelig bange og panikkede fordi hun ikke kunne komme væk. Og jeg sprang også i luften og sagde han skulle kigge på hans datter. For hun blev virkelig bange for ham.
Og så sprang han selvfølgelig i luften på mig. Og sad og sagde at hvis jeg ikke var hans datters mor. Havde han gennemsmadret mig.

Sidst der er sket noget var i denne uge. Hvor vi var i et storcenter og vores datter ville ikke lige følge med og skabte sig lidt. Han tog hende under armen og vi gik ud i bilen. Fair nok.
Men så imens han giver hende sele på råber og skriger han. Hvilket resultere i at vores datter slår ud efter ham. Og han brænder så endnu mere sammen. Og tager så fat i hendes bluse under halsen. Sådan at knoerne er ind mod hendes bryst. Og hun skriger jo selvfølgelig helt vildt.
Og jeg bliver virkelig sur. For jeg har prøvet det greb flere gange som barn og det gør hun der hvor knoerne borer ind i brystet.

Han har aldrig slået nogen af os. Og han er god til at sige undskyld til os når han ikke har været fair, han er en kærlig person og en god far.
Men han bar bare det skide temperament.
Og jeg ved simpelthen ikke om jeg magter det mere.
Han sagde efter den dag hvor han lovede mig tæsk hvis jeg ikke var vores datters mor at han ville få hjælp til hans temperament.
Men intet er sket. Og jeg tror bare ikke på at selvom jeg minder ham om det at han så kommer afsted.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg holder jo utrolig meget af ham. Og han har hjulpet mig meget på den psykiske front. Også in familie.

Men synes bare det temperament fylder så meget. Og jeg har bare ikke lyst til at være vidne til at han så sådan over for vores datter.

Undskyld det blev langt og indviklet.

Men hvad ville i gøre? Kan i give nogle råd?

Mine ideer:

Kontakt jeres familieafd. I kommunen med det samme så jeres familie kan få den hjælp den behøver. 

Evt. Flyt væk med din datter imens så hun kan undgå far indtil han har fået den rette hjælp. 

Den stakkels pige og dig har da været igennem nok

Hej med jer.
Jeg er anonym da jeg ikke vil stå frem med noget jeg ikke er sikker på.

Men sagen er den at selvom jeg godt ved i ikke kan svare på hvad jeg skal gøre. Så håber jeg i vil komme med jeres mening.

Min kæreste og jeg har været sammen i 4 år. Og har en datter på 2,5 år.
Vi har været igennem rigtig mange ting. Pga min familie og pga jeg var ude for et uheld for lidt over 3 år siden so, har gjort jeg har kroniske smerter.
Min kæreste har en psykisk lidelse.
Og så har han et meget voldsomt temperament. Hvilket han altid har haft. Det er dog blevet bedre med årene.

Han har altidhaft en tendens til at kalder mig kælling, møg so osv. Når han blev sur. Og jeg fik så sagt fra og sagt at det ville jeg fandme ikke finde mig i. Og så stoppede det også. I 3 mdr ca. Og nu er det startet lidt igen. Og jeg bliver simpelthen så gal over det.
For selvom jeg godt ved han ikke mener det. Så pisser det mig af alligevel for man skal ikke gå og kalde hinanden den slags og specielt ikke når der er børn i huset.

Men han har så også en meget kort lunte over for vores datter og han springer i luften og råber som en sindsyg.
En dag tog han hendes arm og svingede hende frem og tilbage ned i sofaen. Altså det er lidt svært og forklarer ikke hårdt. Men princippet i det. Hvor jeg brændte helt af. For er opvokset med vold fra min far af både psykisk og fysisk.

En anden gang sprang han i luften over et eller andet og vores datter sad på hendes stol og kunne se på hende hun blev virkelig bange og panikkede fordi hun ikke kunne komme væk. Og jeg sprang også i luften og sagde han skulle kigge på hans datter. For hun blev virkelig bange for ham.
Og så sprang han selvfølgelig i luften på mig. Og sad og sagde at hvis jeg ikke var hans datters mor. Havde han gennemsmadret mig.

Sidst der er sket noget var i denne uge. Hvor vi var i et storcenter og vores datter ville ikke lige følge med og skabte sig lidt. Han tog hende under armen og vi gik ud i bilen. Fair nok.
Men så imens han giver hende sele på råber og skriger han. Hvilket resultere i at vores datter slår ud efter ham. Og han brænder så endnu mere sammen. Og tager så fat i hendes bluse under halsen. Sådan at knoerne er ind mod hendes bryst. Og hun skriger jo selvfølgelig helt vildt.
Og jeg bliver virkelig sur. For jeg har prøvet det greb flere gange som barn og det gør hun der hvor knoerne borer ind i brystet.

Han har aldrig slået nogen af os. Og han er god til at sige undskyld til os når han ikke har været fair, han er en kærlig person og en god far.
Men han bar bare det skide temperament.
Og jeg ved simpelthen ikke om jeg magter det mere.
Han sagde efter den dag hvor han lovede mig tæsk hvis jeg ikke var vores datters mor at han ville få hjælp til hans temperament.
Men intet er sket. Og jeg tror bare ikke på at selvom jeg minder ham om det at han så kommer afsted.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg holder jo utrolig meget af ham. Og han har hjulpet mig meget på den psykiske front. Også in familie.

Men synes bare det temperament fylder så meget. Og jeg har bare ikke lyst til at være vidne til at han så sådan over for vores datter.

Undskyld det blev langt og indviklet.

Men hvad ville i gøre? Kan i give nogle råd?

Det er rigtig svært at råde dig til hvad du skal gøre. Du må tage dine egne valg, men jeg kan fortælle dig hvad jeg ville have gjort:

Først skal du gøre op med dig selv om du virkelig elsker ham, eller om det er dit lave selvværd og din tryghedstrang der taler. Hvis du VIRKELIG elsker ham. Så ville jeg give ham et klart ultimatum. Søg hjælp NU, ellers flytter vi. Hjælp ham med det, find ud af hvilke muligheder der er (jeg ved ikke om kommunens familierådgivning er kvalificeret nok, men du må kunne få hjælp enten via kommunen eller via din mands læge). Hvis ikke der er sket noget indenfor en bestemt tidsramme, f.eks en uge eller to, så flyt med din datter - jeg ved ikke om du har mulighed for at flytte hjem til en veninde eller noget familie? Stil ham endnu et ultimatum. Hvis ikke vi er startet i terapi inden den og den dato, så finder jeg og vores datter et fast sted at bo og forholdet er slut.

Hvis ikke du vil handle for din egen skyld, så gør det for din datter. De hændelser du taler om, har allerede givet hende ar på sjælen. Og hvis ikke du vil have at hun skal have endnu flere ar, så må du altså handle nu.

 Jeg håber at det lykkes for jer at finde en løsning.

Ja, her er et råd - få dit barn væk fra den voldelige psykopat.

Jeg er ligeglad med grunden til HVORFOR man har svært ved at styre temeprament så man ender med at råbe og/eller slå. Men hvis man gør skal man ikke være i nærheden af børn. Heller ikke selvom man ellers "er en god far og rolig person", der siger undskyld.

Hvis din datter skal vokse op med dét der kommer hun til at få rigtig mange problemer psykisk og med sig selv fordi man nemt kommer til at føle at det hele er ens egen skyld, at man intet er værd, gå rundt og være bange for at sige/gøre noget "forkert" i frygt af hvad far mon gør...

Det bliver svært at skabe venskaber og forhold fordi man har svært ved at stole på folk og åbne op, og når man så skaber de venskaber sidder man alligevel og føler alle de samme ting, fordi man gennem hele sin barndom har fået demonstreret hvor lidt værd man er som menneske. Man tror simpelthen ikke på at nogen faktisk bekymrer sig og elsker én. Med stor sandsynlighed fører det også til stofmisbrug, selv-skade og lign. i det lange løb.

Og så ender man også med at hade sin mor fordi hun intet gjorde i så mange år men bare stod og så på fordi "hun elskede ham jo og han var en god mand"... Psykisk vold kan faktisk ofte være meget værre end fysisk vold.

Så få dit barn væk med det samme og sig til din kæreste af hvis han faktisk har lyst til at være ordenligt sammen med sit barn tager han i behandling straks og får sig nosset sammen.

Hilsen én, der ikke længere snakker med sin far pga. en lignende situation/barndom, der har ødelagt mig fuldstændigt, og der trods at have arvet sin fars temeperament aldrig har hævet stemmen overfor hendes søn!

Undskyld længden, men det er altså bare så vigtigt.

Hvad venter du på ? At han skal gennem banke dig og jeres datter ? skynd dig væk!

Anonym skriver:

Hej med jer.
Jeg er anonym da jeg ikke vil stå frem med noget jeg ikke er sikker på.

Men sagen er den at selvom jeg godt ved i ikke kan svare på hvad jeg skal gøre. Så håber jeg i vil komme med jeres mening.

Min kæreste og jeg har været sammen i 4 år. Og har en datter på 2,5 år.
Vi har været igennem rigtig mange ting. Pga min familie og pga jeg var ude for et uheld for lidt over 3 år siden so, har gjort jeg har kroniske smerter.
Min kæreste har en psykisk lidelse.
Og så har han et meget voldsomt temperament. Hvilket han altid har haft. Det er dog blevet bedre med årene.

Han har altidhaft en tendens til at kalder mig kælling, møg so osv. Når han blev sur. Og jeg fik så sagt fra og sagt at det ville jeg fandme ikke finde mig i. Og så stoppede det også. I 3 mdr ca. Og nu er det startet lidt igen. Og jeg bliver simpelthen så gal over det.
For selvom jeg godt ved han ikke mener det. Så pisser det mig af alligevel for man skal ikke gå og kalde hinanden den slags og specielt ikke når der er børn i huset.

Men han har så også en meget kort lunte over for vores datter og han springer i luften og råber som en sindsyg.
En dag tog han hendes arm og svingede hende frem og tilbage ned i sofaen. Altså det er lidt svært og forklarer ikke hårdt. Men princippet i det. Hvor jeg brændte helt af. For er opvokset med vold fra min far af både psykisk og fysisk.

En anden gang sprang han i luften over et eller andet og vores datter sad på hendes stol og kunne se på hende hun blev virkelig bange og panikkede fordi hun ikke kunne komme væk. Og jeg sprang også i luften og sagde han skulle kigge på hans datter. For hun blev virkelig bange for ham.
Og så sprang han selvfølgelig i luften på mig. Og sad og sagde at hvis jeg ikke var hans datters mor. Havde han gennemsmadret mig.

Sidst der er sket noget var i denne uge. Hvor vi var i et storcenter og vores datter ville ikke lige følge med og skabte sig lidt. Han tog hende under armen og vi gik ud i bilen. Fair nok.
Men så imens han giver hende sele på råber og skriger han. Hvilket resultere i at vores datter slår ud efter ham. Og han brænder så endnu mere sammen. Og tager så fat i hendes bluse under halsen. Sådan at knoerne er ind mod hendes bryst. Og hun skriger jo selvfølgelig helt vildt.
Og jeg bliver virkelig sur. For jeg har prøvet det greb flere gange som barn og det gør hun der hvor knoerne borer ind i brystet.

Han har aldrig slået nogen af os. Og han er god til at sige undskyld til os når han ikke har været fair, han er en kærlig person og en god far.
Men han bar bare det skide temperament.
Og jeg ved simpelthen ikke om jeg magter det mere.
Han sagde efter den dag hvor han lovede mig tæsk hvis jeg ikke var vores datters mor at han ville få hjælp til hans temperament.
Men intet er sket. Og jeg tror bare ikke på at selvom jeg minder ham om det at han så kommer afsted.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg holder jo utrolig meget af ham. Og han har hjulpet mig meget på den psykiske front. Også in familie.

Men synes bare det temperament fylder så meget. Og jeg har bare ikke lyst til at være vidne til at han så sådan over for vores datter.

Undskyld det blev langt og indviklet.

Men hvad ville i gøre? Kan i give nogle råd?

Selv om han ikke slår, så yder han helt sikkert vold mod jeres datter!! Det er helt sikkert.. Svinger hende frem og tilbage, tager fat i kraven på hende og råber og skriger...?! Det tangerer over i vold i mit hoved... Jeg var gået fra den mand!!! Han er jo ikke sund for jeres datter eller dig.... Hun har jo allerede nu lidt under den måde han er på.... Og når du selv har oplevet hvad det gør ved et lille barn, så vil jeg sige at alarmklokkerne ringer hos mig!!!

Det er frygteligt at din datter bliver udsat for psykisk vold. Det skal stoppe. Det er frygteligt at leve i frygt for sin far.

ej undskyld mig..men hold op hvor får jeg ondt i maven over at din datter lever under de forhold..at du tillader dette mod din datter..du den voksne, den fornuftige, du skal tage ansvar for din datter, du skal beskytte hende i hoved og røv og sørge for hun får en god opvækst.

det syntes jeg bestemt ikke du gør når du lader hendes far opfører sig sådan over for hende. og ja du brænder måske sammen på ham, flipper ud og jeg ved ikke hvad..kunne lige forstille mig hvordan i råber og skriger og pigen er skræmt for vid og sans..det bare ikke i orden..syntes i begge er rigtig feje overfor jeres barn.

det lyder måske hårdt, men det min mening.når det sagt håber jeg virkelig du får samlet dig sammen til at komm væk derfra og han får søgt noget hjælp..syntes absolut ikke i skal bo sammen med ham når han er sådan. og syntes ikke du skal acceptere at han ikke behandler dig med respekt..

Allerførst et kram til dig. For hvor må det være svært at stå i. Og det er så svært for en selv at se, hvor vandvittig situationen faktisk er, når man står midt i det.

Dernæst vil jeg sige, at du er nødt til at stille et ultimatum om at han går i behandling NU, eller også vandre du ud af døren med jeres datter. Hans opførsel bliver kun værrer fremover, hvis ikke han får noget hjælp. Det han gør nu, er allerede SÅ langt over grænsen for hvad der er acceptabel, og det vil stille og roligt eskalere. Jeg får helt en knude i maven, når jeg læser om din lille pige.

Går han ikke i behandling øjeblikkelig, så se at komme væk. Og det kan kun gå for langsomt.