Frøken modsat

Janne T. skriver:

Oooh. Myyy. Good. Jeg har brug for råd til at håndtere frøken-modsat alderen.

Rose er nu 2 år og 3 måneder, og for snøvsen da. Indenfor de sidste par uger er hun bare ramlet ind i den alder hvor hun enten

a) Gør det modsatte af hvad hun får besked på
b) Bare ikke gør det hun får besked på

Et par eksempler:

I dag afleverer jeg hende og James i VS. Jeg parkerer søskendevognen, tager hende ud og stiller hende på jorden, og tager James op på den ene arm, tasken på den anden. Så skal vi gå hen til indgangen. Det blæser og fyger med sne, James begynder at blive ked, men hun vil IKKE gå med. Hun har travlt med at samle sne op og kaste med det, og det er da også skægt, men ikke når vi har James, som skal ind i tørvejr. Bliver ved med at bede hende om at gå med, men hun vil ikke. Jeg kan ikke løfte hende, da jeg har James på 1 arm og en taske på den anden, og da jeg går hen til hende kaster hun sne på mig. Siger igen hun skal gå med, men ender med at måtte puffe hende i ryggen til vi er henne ved indgangen. Da jeg åbner døren, vil hun ikke gå med ind, men bliver ved med at stå og samle sne op og kaste det ind i indgangspartiet.

Andet eksempel:

Hun får en skål yoghurt inden hun skal i seng. For et par dage siden nøs hun med yoghurt i munden, jeg kom til at grine, og nu er det så sjovt synes hun at sprutte med vilje med yoghurt i munden så det ryger ud af munden. Jeg beder hende lade være, hun fortsætter. Så begynder hun at sidde og slå mig på armen med hendes ske fyldt med yoghurt, og jeg beder hende stoppe. Jeg prøver "omvendt psykologi" og roser hende for at sidde så pænt når hun lader være, men hun fortsætter. Begynder at sætte fødderne på bordet, og når jeg beder hende stoppe griner hun af mig og sætter fødderne op igen.

Jeg tror det der er mest irriterende er at hun synes det er sjovt! Og jeg er ikke født med verdens længste lunte, så jeg bliver virkelig irriteret! Jeg gør mit bedste for at have et "straight face" og ikke vise det, og jeg råber ikke af Rose, men jeg kan ikke undgå at lyde irriteret fra tid til anden, når hun har været på tværs i flere timer.

Hvordan håndterer man den alder og de situationer? Og jeg vil gerne høre svar fra andre, som ikke har en engels lunte, og som ved hvordan det er, når de små trolde bare får presset en så langt ud, at man har lyst til at gå hjemmefra

Jeg er bare træt af at føle at hverdagen er blevet en lang remse af "nej nej nej nej nej, det må du ikke", og jeg er træt af at gå og være irriteret, for jeg elsker jo at være sammen med en lille trold  

Mit aller bedste råd:

TÆL TIL 10 eller hvor mange det kræver - og vælg dine kampe

Hvis ikke vejen ved vs er meget trafikeret var jeg gået ind med den mindste og taske - sat begge inden for døren og så hentet hende ... Måske i stedet smidt tasken og båret begge unger ...
Og hentet tasken når de var parkeret indenfor

Til aftensmad havde jeg nok valgt enten at ignorere hende når hun spytter ... Eller bare kommentere at det ikke er pænt ( det holder op med at være sjovt på et tidspunkt)

Oooh. Myyy. Good. Jeg har brug for råd til at håndtere frøken-modsat alderen.

Rose er nu 2 år og 3 måneder, og for snøvsen da. Indenfor de sidste par uger er hun bare ramlet ind i den alder hvor hun enten

a) Gør det modsatte af hvad hun får besked på
b) Bare ikke gør det hun får besked på

Et par eksempler:

I dag afleverer jeg hende og James i VS. Jeg parkerer søskendevognen, tager hende ud og stiller hende på jorden, og tager James op på den ene arm, tasken på den anden. Så skal vi gå hen til indgangen. Det blæser og fyger med sne, James begynder at blive ked, men hun vil IKKE gå med. Hun har travlt med at samle sne op og kaste med det, og det er da også skægt, men ikke når vi har James, som skal ind i tørvejr. Bliver ved med at bede hende om at gå med, men hun vil ikke. Jeg kan ikke løfte hende, da jeg har James på 1 arm og en taske på den anden, og da jeg går hen til hende kaster hun sne på mig. Siger igen hun skal gå med, men ender med at måtte puffe hende i ryggen til vi er henne ved indgangen. Da jeg åbner døren, vil hun ikke gå med ind, men bliver ved med at stå og samle sne op og kaste det ind i indgangspartiet.

Andet eksempel:

Hun får en skål yoghurt inden hun skal i seng. For et par dage siden nøs hun med yoghurt i munden, jeg kom til at grine, og nu er det så sjovt synes hun at sprutte med vilje med yoghurt i munden så det ryger ud af munden. Jeg beder hende lade være, hun fortsætter. Så begynder hun at sidde og slå mig på armen med hendes ske fyldt med yoghurt, og jeg beder hende stoppe. Jeg prøver "omvendt psykologi" og roser hende for at sidde så pænt når hun lader være, men hun fortsætter. Begynder at sætte fødderne på bordet, og når jeg beder hende stoppe griner hun af mig og sætter fødderne op igen.

Jeg tror det der er mest irriterende er at hun synes det er sjovt! Og jeg er ikke født med verdens længste lunte, så jeg bliver virkelig irriteret! Jeg gør mit bedste for at have et "straight face" og ikke vise det, og jeg råber ikke af Rose, men jeg kan ikke undgå at lyde irriteret fra tid til anden, når hun har været på tværs i flere timer.

Hvordan håndterer man den alder og de situationer? Og jeg vil gerne høre svar fra andre, som ikke har en engels lunte, og som ved hvordan det er, når de små trolde bare får presset en så langt ud, at man har lyst til at gå hjemmefra

Jeg er bare træt af at føle at hverdagen er blevet en lang remse af "nej nej nej nej nej, det må du ikke", og jeg er træt af at gå og være irriteret, for jeg elsker jo at være sammen med en lille trold  

Hej. 

Min tilgang er nok ikke så meget hvad man kan gøre ved børnene for at de holder op med deres (i vores øjne) irriterende adfærd, men mere hvordan vi som voksne lære at acceptere vores børn for den udvikling de er i også selv om det pi**e svært.

Så når Penny er sådan tænker jeg på, at det er hendes måde at finde ud af hvor hun har mig henne og NEJ jeg gider fandme ikke have en bold i hovedet, eller en lussing, eller yougurt ud over hele bordet og så får hun også af vide at jeg bliver sur, eller ked af det, eller irriteret.. eller what ever følelse jeg nu får når hun gør det.

For jeg tror nemlig min reaktion er præcis grunden til at hun opføre sig som hun gør, hun forsøger at finde ud af hvordan man opføre sig, hun bruger mig og hendes far som "kompas" til at finde ud af hvordan man opføre sig ude i den virkelige verden og hvis du/i ikke viser hende at her går min/vores grænse altså, hvordan skal hun så lære det og bruge det ude i den virkelige verden? 

Tænker de fleste voksne mennesker ved at man ikke smider ting i hovedet på andre mennesker, smøre yougurt ud på bordet osv. det har vi jo lært.. fordi der er nogen der tydeligt har vist os hvor deres grænse går. Ved at blive sure, irriteret, kede af det.. and so on.

Vis din datter at alle følelser er okay også dem der ikke er så pæne. At alle mennesker er hele mennesker med alle følelser.

Med hensyn til det med at kaste med sne ved vuggestuen, så tænker jeg at det er noget helt andet.. det ser jeg ikke på samme måde som om hun "tester" dig, men mere som om at det bare er død hamrende meget sjovere, end det du tilbyder i det øjeblik og jeg tror man må ride den bølge ud til den går over. (selv om det er skide irriterende, har lige haft en tur hjem fra dp, der normalt tager 10 min. der tog 55 min. fordi hun skulle rage i alle mulige ting og ikke ville høre efter)

Jeg var til et foredrag omkring småbørns hjerner og de har bare ikke evnen til at forstå konsekvenserne af deres handlinger eller sætte andre før deres eget behov, i dette tilfælde jer før behovet for at lege med sne. For det var garanteret rigtig sjovt. Du har sikkert forsøgt dig med nok så mange anderkendende fraser, men Ofte virker det for mig at sige ting som "jeg kan godt se den vandpyt/snedrive/kloak/pind/what not, er rigtig sjov og du meget gerne vil lege med den, men lige nu skal vi altså hjem/I dagpleje". Efter et par gange, plejer hun at komme. (for det meste ) 

Derudover bruger vi også meget.. "det er bare en fase"-mantraet herhjemme. haha

 

uhh hvor jeg kender det har har været det igennem før og er det tildels stadig men den store på 6 bare på andre punkter.

Men har selv en på 2,5 år. Hun lyder meget ligedan.

Syntes det er mega sjovt at være på tværs, eller lave ting som jeg beder hende om at lade være med.

Med hende har jeg fundet ud af det hjælper meget godt hvis jeg fx siger Lærke vi skal ud og have sko og jakke på. Og hun siger mig gider ikke, eller hun vælger bevist at overhøre mig, så siger jeg jeg tror ikke du kan, hvor efter det ligesom bliver sjov at bevise at hun faktisk godt kan, hvis hun så begynder at pjatter igen, mens vi taget sko på, så siger jeg bare igen nej du kunne ikke, på en sjov måde. også går legen vidre. Sådan gør jeg med mange ting. også i spisesituationer hvis hun heller vil lave sjov end at spise, så siger jeg også du kan da ikke spise den har kartoffel, jo jeg kan siger hun så og begynder at spise. for det meste. Hvis hun er rigtig slem og intet virke, så kommer hun ud i vores gang og stå og får afvide at vi ikke vil se hende før hun er en sød pige igen. så kommer hun listende igen kort efter og for det meste siger hun jeg er en sød pige og så prøver vi igen. 

Ang. yougurten, så ville jeg give 1 chance og hvis hun bliver ved ville jeg tage den væk og siger så er du vist færdig, hvis hun insisteret på at hun godt kan sidde pænt med den kan hun få lov at bevise det, går det ikke må den væk også selvom hun skriger. 

Ang turen med lillebror, kunne det måske hjælpe hvis du sagde til hende du kan da ikke åbne døren kan du? 

De vil jeg gerne hjælpe, men vil også gerne prøve grænser af.

Jeg er heller ikke født med den største lunte og lader mig let irreterer.  

Jeg syntes dog det er noget mere håndterligt her anden gang. Men hun kan sandelig også sætter alt i kog inden i mig og some tider har jeg også lyst til at gå hjemmefra, især hvis de begge vil være på tværs.... så det er helt normalt....

Oooh. Myyy. Good. Jeg har brug for råd til at håndtere frøken-modsat alderen.

Rose er nu 2 år og 3 måneder, og for snøvsen da. Indenfor de sidste par uger er hun bare ramlet ind i den alder hvor hun enten

a) Gør det modsatte af hvad hun får besked på
b) Bare ikke gør det hun får besked på

Et par eksempler:

I dag afleverer jeg hende og James i VS. Jeg parkerer søskendevognen, tager hende ud og stiller hende på jorden, og tager James op på den ene arm, tasken på den anden. Så skal vi gå hen til indgangen. Det blæser og fyger med sne, James begynder at blive ked, men hun vil IKKE gå med. Hun har travlt med at samle sne op og kaste med det, og det er da også skægt, men ikke når vi har James, som skal ind i tørvejr. Bliver ved med at bede hende om at gå med, men hun vil ikke. Jeg kan ikke løfte hende, da jeg har James på 1 arm og en taske på den anden, og da jeg går hen til hende kaster hun sne på mig. Siger igen hun skal gå med, men ender med at måtte puffe hende i ryggen til vi er henne ved indgangen. Da jeg åbner døren, vil hun ikke gå med ind, men bliver ved med at stå og samle sne op og kaste det ind i indgangspartiet.

Andet eksempel:

Hun får en skål yoghurt inden hun skal i seng. For et par dage siden nøs hun med yoghurt i munden, jeg kom til at grine, og nu er det så sjovt synes hun at sprutte med vilje med yoghurt i munden så det ryger ud af munden. Jeg beder hende lade være, hun fortsætter. Så begynder hun at sidde og slå mig på armen med hendes ske fyldt med yoghurt, og jeg beder hende stoppe. Jeg prøver "omvendt psykologi" og roser hende for at sidde så pænt når hun lader være, men hun fortsætter. Begynder at sætte fødderne på bordet, og når jeg beder hende stoppe griner hun af mig og sætter fødderne op igen.

Jeg tror det der er mest irriterende er at hun synes det er sjovt! Og jeg er ikke født med verdens længste lunte, så jeg bliver virkelig irriteret! Jeg gør mit bedste for at have et "straight face" og ikke vise det, og jeg råber ikke af Rose, men jeg kan ikke undgå at lyde irriteret fra tid til anden, når hun har været på tværs i flere timer.

Hvordan håndterer man den alder og de situationer? Og jeg vil gerne høre svar fra andre, som ikke har en engels lunte, og som ved hvordan det er, når de små trolde bare får presset en så langt ud, at man har lyst til at gå hjemmefra

Jeg er bare træt af at føle at hverdagen er blevet en lang remse af "nej nej nej nej nej, det må du ikke", og jeg er træt af at gå og være irriteret, for jeg elsker jo at være sammen med en lille trold  

Min søn har aldrig kunne gå stille og roligt nogen steder - han løber altid i alle retninger og skal udforske alting. Så den kan jeg desværre ikke hjælpe med. 

Den store konflikt herhjemme er tøjet. Han gider bare ikke tage tøj på selv. Der har jeg indgået et kompromis. Han gør de ting som jeg ved han kan selv, men vi øver ikke nye ting. Der er simpelthen for meget konflikt i det, lige pt. Så hellere vente til et tidspunkt hvor han selv får lyst til at prøve. Jeg har ikke travlt med at han skal kunne det (det har de så i vuggeren, men dem om det).

Det med at lege med maden - det store hit i øjeblikket er at spytte vand ud på bordet. Jeg lader ham gøre det et par gange, hvor jeg siger at han skal stoppe, ellers tager jeg koppen. Og hvis han bliver ved (hvilket han gør) så tager jeg koppen. 

Jeg synes det er helt okay at blive irriteret, med måde. Min søn kan godt se når jeg bliver irriteret. Så kigger han på mig med hundeøjne, siger "unddyld mor". Og spytter vand ud på bordet igen. Suk. 

Du beder om gode råd, hmm, jeg har nok ikke rigtigt nogen, anden end at give advarsler om at fjerne, og til sidst fjerne, hvis det er mad eller andre ting man kan tage fra dem. 

En stor ting herhjemme er også at insistere på lækkerier. Her i morgens VILLE han bare have en figenstang, han blev ved og ved. Til sidst sagde jeg "når vi kommer hjem fra vugger senere i dag, må du få en figenstang". Og det godtog han med det samme, til min store overraskelse. Så nogle gange kan man også snakke fornuft herhjemme.

Det dér med time-out, ind i sengen, ud i gangen o.s.v., det ligger bare så fjernt fra min (og heldigvis også min mands) måde at opdrage på. Det kan jeg ikke forestille mig at vi kommer til at bruge herhjemme, medmindre det gakker helt ud (7-9-13). Og der er vi SLET ikke endnu.

M.h.t. situationer hvor lillebror også er med: Det hjælper nogle gange (ikke altid!) at få min søn til at "hjælpe" mig. Hvis vi skal op af trappen og han ikke gider (vi bor på 4.) og jeg også har en taske eller pose. Så kan jeg sige "ej, den her pose er altså tung, kan du ikke hjælpe mor med at bære den?" Og så får han en hank at holde i. Måske man kunne prøve noget lignende, a la "Er du ikke sød at hjælpe mor med at åbne døren?" Det skal selvfølgelig ikke føles som et kæmpe ansvar for hende, men hvis hun føler sig stolt og har lyst til at hjælpe, kunne det måske være en idé.

Hvor er i bare dejlige med så mange, lange og gode svar! Jeg tillader mig at svare samlet, ellers bliver jeg vist ikke færdig, men jeg vil gerne lige sende jer et samlet tak for alle jeres gode råd!

Først ved jeg godt, at det er en naturlig del af udviklingen, og at hun ikke prøver at trodse os på dén måde. Men det er nu rart nok at høre, at vi ikke er de eneste der oplever det, for af og til føler man sig lidt som palle alene i verden med de situationer her Jeg synes tit at mødre ikke vil tale åbent om de svære situationer, så man hører bare "iih, i dag hyggede vi og lavede pandekager" i stedet for "iih, i dag lavede vi pandekager, men han blev ved med at smide ingredienser på gulvet, blev sur over han ikke måtte bruge stegepanden, og nægtede derefter at spise dem". Hvis i kan følge mig

Anyway. Vi kommer aldrig nogensinde til at straffe hende ved at sende hende i seng, i skammekrog og lignende. Jeg synes det er en for hård straf i forhold til alderen og "forbrydelsen". Jeg synes det er vigtigt at vise hvor grænsen er, men jeg synes personligt det er forkert at straffe dem så voldsomt for en adfærd som er naturlig nok.

Så er glad for alle de gode forslag i ellers kommer med. Fx stille hende ned på gulvet hvor hun stadig er i rummet ved spisesituationen, eller "3 chancer"-reglen.

Vi vil helst sikkert også dyrke hjælpe-til adfærden noget mere, samt "drilleadfærden" (altså den der med, aarh jeg tror ikke på du kan åbne døren). Det synes jeg er en god måde at gøre det på.

Har faktisk også snakket med en der foreslog at fokusere meget på at sige det når de gør det rigtigt. Altså "Neeej, hvor er du bare god til at spise pænt med din ske" så man ikke hele tiden siger "Nej nej nej, fy fy fy" og den vil vi også tage til os.

I dag da jeg afleverede dem (samme VS, samme stue, kan ikke lige efterlade hende udenfor ) gik det bdre med at komme ind heldigvis. Brugte den der med om hun godt kunne finde ud af at åbne døren

Janne T. skriver:

Oooh. Myyy. Good. Jeg har brug for råd til at håndtere frøken-modsat alderen.

Rose er nu 2 år og 3 måneder, og for snøvsen da. Indenfor de sidste par uger er hun bare ramlet ind i den alder hvor hun enten

a) Gør det modsatte af hvad hun får besked på
b) Bare ikke gør det hun får besked på

Et par eksempler:

I dag afleverer jeg hende og James i VS. Jeg parkerer søskendevognen, tager hende ud og stiller hende på jorden, og tager James op på den ene arm, tasken på den anden. Så skal vi gå hen til indgangen. Det blæser og fyger med sne, James begynder at blive ked, men hun vil IKKE gå med. Hun har travlt med at samle sne op og kaste med det, og det er da også skægt, men ikke når vi har James, som skal ind i tørvejr. Bliver ved med at bede hende om at gå med, men hun vil ikke. Jeg kan ikke løfte hende, da jeg har James på 1 arm og en taske på den anden, og da jeg går hen til hende kaster hun sne på mig. Siger igen hun skal gå med, men ender med at måtte puffe hende i ryggen til vi er henne ved indgangen. Da jeg åbner døren, vil hun ikke gå med ind, men bliver ved med at stå og samle sne op og kaste det ind i indgangspartiet.

Andet eksempel:

Hun får en skål yoghurt inden hun skal i seng. For et par dage siden nøs hun med yoghurt i munden, jeg kom til at grine, og nu er det så sjovt synes hun at sprutte med vilje med yoghurt i munden så det ryger ud af munden. Jeg beder hende lade være, hun fortsætter. Så begynder hun at sidde og slå mig på armen med hendes ske fyldt med yoghurt, og jeg beder hende stoppe. Jeg prøver "omvendt psykologi" og roser hende for at sidde så pænt når hun lader være, men hun fortsætter. Begynder at sætte fødderne på bordet, og når jeg beder hende stoppe griner hun af mig og sætter fødderne op igen.

Jeg tror det der er mest irriterende er at hun synes det er sjovt! Og jeg er ikke født med verdens længste lunte, så jeg bliver virkelig irriteret! Jeg gør mit bedste for at have et "straight face" og ikke vise det, og jeg råber ikke af Rose, men jeg kan ikke undgå at lyde irriteret fra tid til anden, når hun har været på tværs i flere timer.

Hvordan håndterer man den alder og de situationer? Og jeg vil gerne høre svar fra andre, som ikke har en engels lunte, og som ved hvordan det er, når de små trolde bare får presset en så langt ud, at man har lyst til at gå hjemmefra

Jeg er bare træt af at føle at hverdagen er blevet en lang remse af "nej nej nej nej nej, det må du ikke", og jeg er træt af at gå og være irriteret, for jeg elsker jo at være sammen med en lille trold  

Åh hvor jeg kender de scenarier 

Jeg er heldigvis født med en forholdsvis lang lunte og jeg har altid været i stand til at være tålmodig og endda tage det hele med et smil, men her de sidste par uger som højgravid med masser af smerter, så er min lunte blevet afkortet en hel del. Jeg har hævet stemmen et par gange (ikke råbt - "bare" snakket med stort) og du har ret; det gør ondt at se hende blive ked af det 

Jeg praktiserer at tage dybe indåndinger og tælle inden i mig selv og virkelig gøre alt hvad jeg kan for at holde frustrationerne indeni og bare gentage, gentage og gentage hvad det er jeg ikke vil have. Et par gange har jeg taget ting fra hende og lagt dem væk - f.eks. hvis hun ikke ville stoppe med at køre dukkevognen ind i køkkenskabet. Hun bliver bundhysterisk men så lader jeg hende rase ud og forklarer hende hvorfor jeg har lagt det væk.

Alt imens jeg repeterer for mig selv at det nok skal blive bedre engang