Janne T. skriver:
Oooh. Myyy. Good. Jeg har brug for råd til at håndtere frøken-modsat alderen.
Rose er nu 2 år og 3 måneder, og for snøvsen da. Indenfor de sidste par uger er hun bare ramlet ind i den alder hvor hun enten
a) Gør det modsatte af hvad hun får besked på
b) Bare ikke gør det hun får besked på
Et par eksempler:
I dag afleverer jeg hende og James i VS. Jeg parkerer søskendevognen, tager hende ud og stiller hende på jorden, og tager James op på den ene arm, tasken på den anden. Så skal vi gå hen til indgangen. Det blæser og fyger med sne, James begynder at blive ked, men hun vil IKKE gå med. Hun har travlt med at samle sne op og kaste med det, og det er da også skægt, men ikke når vi har James, som skal ind i tørvejr. Bliver ved med at bede hende om at gå med, men hun vil ikke. Jeg kan ikke løfte hende, da jeg har James på 1 arm og en taske på den anden, og da jeg går hen til hende kaster hun sne på mig. Siger igen hun skal gå med, men ender med at måtte puffe hende i ryggen til vi er henne ved indgangen. Da jeg åbner døren, vil hun ikke gå med ind, men bliver ved med at stå og samle sne op og kaste det ind i indgangspartiet.
Andet eksempel:
Hun får en skål yoghurt inden hun skal i seng. For et par dage siden nøs hun med yoghurt i munden, jeg kom til at grine, og nu er det så sjovt synes hun at sprutte med vilje med yoghurt i munden så det ryger ud af munden. Jeg beder hende lade være, hun fortsætter. Så begynder hun at sidde og slå mig på armen med hendes ske fyldt med yoghurt, og jeg beder hende stoppe. Jeg prøver "omvendt psykologi" og roser hende for at sidde så pænt når hun lader være, men hun fortsætter. Begynder at sætte fødderne på bordet, og når jeg beder hende stoppe griner hun af mig og sætter fødderne op igen.
Jeg tror det der er mest irriterende er at hun synes det er sjovt! Og jeg er ikke født med verdens længste lunte, så jeg bliver virkelig irriteret! Jeg gør mit bedste for at have et "straight face" og ikke vise det, og jeg råber ikke af Rose, men jeg kan ikke undgå at lyde irriteret fra tid til anden, når hun har været på tværs i flere timer.
Hvordan håndterer man den alder og de situationer? Og jeg vil gerne høre svar fra andre, som ikke har en engels lunte, og som ved hvordan det er, når de små trolde bare får presset en så langt ud, at man har lyst til at gå hjemmefra 
Jeg er bare træt af at føle at hverdagen er blevet en lang remse af "nej nej nej nej nej, det må du ikke", og jeg er træt af at gå og være irriteret, for jeg elsker jo at være sammen med en lille trold 
Først får du lige en 
da jeg udemærket forstår din frustationer over dette. Vores datter på 2 år og 9 måneder er nøjagtig lige sådan!
Her hjælper det at give konsekvenser. Altså spyttede hun yoghurt eller slår med skeen, ville jeg fjerne yoghurt, tag skeen og sætte hende ned på gulvet. Så er hun færdig med at spise! Gøre resten af natte ritualet og putte hende.
Og det der er skide svært i dette er at ignorere deres gråd. For de første mange gange når de bliver kede har jeg især, rigtig svært ved at lade hende græde, men heldigvis er farmand bare det meget mere standhaftig end jeg, og det viser sig sjovt nok gang på gang at det virker... I hvert fald på vores pige!
Hvad angår at hun ikke ville gå med ind med lillebror, tænkte jeg på... kan man give hende sele på i søskendevognen og lade hende sidde i den mens du lynhurtigt aflevere...? Ved ikke om du kan se hende indefra eller hvordan, men så hun bare ikke får den mulighed for at gøre modsat dine beskeder.
I hvert fald, så ved jeg hvad du snakker om, når lunten er kort og man bare føler at sit 2 årig barn løber om hjørner med en.
Stort kram fra mig
