Frøken modsat

Oooh. Myyy. Good. Jeg har brug for råd til at håndtere frøken-modsat alderen.

Rose er nu 2 år og 3 måneder, og for snøvsen da. Indenfor de sidste par uger er hun bare ramlet ind i den alder hvor hun enten

a) Gør det modsatte af hvad hun får besked på
b) Bare ikke gør det hun får besked på

Et par eksempler:

I dag afleverer jeg hende og James i VS. Jeg parkerer søskendevognen, tager hende ud og stiller hende på jorden, og tager James op på den ene arm, tasken på den anden. Så skal vi gå hen til indgangen. Det blæser og fyger med sne, James begynder at blive ked, men hun vil IKKE gå med. Hun har travlt med at samle sne op og kaste med det, og det er da også skægt, men ikke når vi har James, som skal ind i tørvejr. Bliver ved med at bede hende om at gå med, men hun vil ikke. Jeg kan ikke løfte hende, da jeg har James på 1 arm og en taske på den anden, og da jeg går hen til hende kaster hun sne på mig. Siger igen hun skal gå med, men ender med at måtte puffe hende i ryggen til vi er henne ved indgangen. Da jeg åbner døren, vil hun ikke gå med ind, men bliver ved med at stå og samle sne op og kaste det ind i indgangspartiet.

Andet eksempel:

Hun får en skål yoghurt inden hun skal i seng. For et par dage siden nøs hun med yoghurt i munden, jeg kom til at grine, og nu er det så sjovt synes hun at sprutte med vilje med yoghurt i munden så det ryger ud af munden. Jeg beder hende lade være, hun fortsætter. Så begynder hun at sidde og slå mig på armen med hendes ske fyldt med yoghurt, og jeg beder hende stoppe. Jeg prøver "omvendt psykologi" og roser hende for at sidde så pænt når hun lader være, men hun fortsætter. Begynder at sætte fødderne på bordet, og når jeg beder hende stoppe griner hun af mig og sætter fødderne op igen.

Jeg tror det der er mest irriterende er at hun synes det er sjovt! Og jeg er ikke født med verdens længste lunte, så jeg bliver virkelig irriteret! Jeg gør mit bedste for at have et "straight face" og ikke vise det, og jeg råber ikke af Rose, men jeg kan ikke undgå at lyde irriteret fra tid til anden, når hun har været på tværs i flere timer.

Hvordan håndterer man den alder og de situationer? Og jeg vil gerne høre svar fra andre, som ikke har en engels lunte, og som ved hvordan det er, når de små trolde bare får presset en så langt ud, at man har lyst til at gå hjemmefra

Jeg er bare træt af at føle at hverdagen er blevet en lang remse af "nej nej nej nej nej, det må du ikke", og jeg er træt af at gå og være irriteret, for jeg elsker jo at være sammen med en lille trold  

Hehe bare vent, det bliver meget værre  

Der er man ved at rive håret ud på sig selv nogle gange 

Silas er ret slem og har været det siden han var 2,2 år og det bliver bare værre og værre synes jeg.. Især den der selektive hørelse... Den er jeg ret imponeret over... Arrgh hehehe

Janne T. skriver:

Oooh. Myyy. Good. Jeg har brug for råd til at håndtere frøken-modsat alderen.

Rose er nu 2 år og 3 måneder, og for snøvsen da. Indenfor de sidste par uger er hun bare ramlet ind i den alder hvor hun enten

a) Gør det modsatte af hvad hun får besked på
b) Bare ikke gør det hun får besked på

Et par eksempler:

I dag afleverer jeg hende og James i VS. Jeg parkerer søskendevognen, tager hende ud og stiller hende på jorden, og tager James op på den ene arm, tasken på den anden. Så skal vi gå hen til indgangen. Det blæser og fyger med sne, James begynder at blive ked, men hun vil IKKE gå med. Hun har travlt med at samle sne op og kaste med det, og det er da også skægt, men ikke når vi har James, som skal ind i tørvejr. Bliver ved med at bede hende om at gå med, men hun vil ikke. Jeg kan ikke løfte hende, da jeg har James på 1 arm og en taske på den anden, og da jeg går hen til hende kaster hun sne på mig. Siger igen hun skal gå med, men ender med at måtte puffe hende i ryggen til vi er henne ved indgangen. Da jeg åbner døren, vil hun ikke gå med ind, men bliver ved med at stå og samle sne op og kaste det ind i indgangspartiet.

Andet eksempel:

Hun får en skål yoghurt inden hun skal i seng. For et par dage siden nøs hun med yoghurt i munden, jeg kom til at grine, og nu er det så sjovt synes hun at sprutte med vilje med yoghurt i munden så det ryger ud af munden. Jeg beder hende lade være, hun fortsætter. Så begynder hun at sidde og slå mig på armen med hendes ske fyldt med yoghurt, og jeg beder hende stoppe. Jeg prøver "omvendt psykologi" og roser hende for at sidde så pænt når hun lader være, men hun fortsætter. Begynder at sætte fødderne på bordet, og når jeg beder hende stoppe griner hun af mig og sætter fødderne op igen.

Jeg tror det der er mest irriterende er at hun synes det er sjovt! Og jeg er ikke født med verdens længste lunte, så jeg bliver virkelig irriteret! Jeg gør mit bedste for at have et "straight face" og ikke vise det, og jeg råber ikke af Rose, men jeg kan ikke undgå at lyde irriteret fra tid til anden, når hun har været på tværs i flere timer.

Hvordan håndterer man den alder og de situationer? Og jeg vil gerne høre svar fra andre, som ikke har en engels lunte, og som ved hvordan det er, når de små trolde bare får presset en så langt ud, at man har lyst til at gå hjemmefra

Jeg er bare træt af at føle at hverdagen er blevet en lang remse af "nej nej nej nej nej, det må du ikke", og jeg er træt af at gå og være irriteret, for jeg elsker jo at være sammen med en lille trold  

Jeg følger med, for vi står nøjagtigt samme med Isabel og det er da til at blive idiot af!

Ja det er bare ikke sjovt, og man skal tælle til 10 mange gange 

Hmm jeg er jo saa en af dem der starter ud med at sige nej, det maa du ikke en 2-3 gange, stille og roligt uden at hidse mig op. Men 3-4 gang hæver jeg altsaa stemmen (uden at raabe) og forklarer meget bestemt at det maa du altsaa ikke, det gør ondt, det er ikke okay osv. alt efter situationen og hvor man nu er henne. Og saa flytter jeg ham fra stedet eller den ting han ikke maa, eller afleder ham med et eller andet.

 

Janne T. skriver:

Oooh. Myyy. Good. Jeg har brug for råd til at håndtere frøken-modsat alderen.

Rose er nu 2 år og 3 måneder, og for snøvsen da. Indenfor de sidste par uger er hun bare ramlet ind i den alder hvor hun enten

a) Gør det modsatte af hvad hun får besked på
b) Bare ikke gør det hun får besked på

Et par eksempler:

I dag afleverer jeg hende og James i VS. Jeg parkerer søskendevognen, tager hende ud og stiller hende på jorden, og tager James op på den ene arm, tasken på den anden. Så skal vi gå hen til indgangen. Det blæser og fyger med sne, James begynder at blive ked, men hun vil IKKE gå med. Hun har travlt med at samle sne op og kaste med det, og det er da også skægt, men ikke når vi har James, som skal ind i tørvejr. Bliver ved med at bede hende om at gå med, men hun vil ikke. Jeg kan ikke løfte hende, da jeg har James på 1 arm og en taske på den anden, og da jeg går hen til hende kaster hun sne på mig. Siger igen hun skal gå med, men ender med at måtte puffe hende i ryggen til vi er henne ved indgangen. Da jeg åbner døren, vil hun ikke gå med ind, men bliver ved med at stå og samle sne op og kaste det ind i indgangspartiet.

Andet eksempel:

Hun får en skål yoghurt inden hun skal i seng. For et par dage siden nøs hun med yoghurt i munden, jeg kom til at grine, og nu er det så sjovt synes hun at sprutte med vilje med yoghurt i munden så det ryger ud af munden. Jeg beder hende lade være, hun fortsætter. Så begynder hun at sidde og slå mig på armen med hendes ske fyldt med yoghurt, og jeg beder hende stoppe. Jeg prøver "omvendt psykologi" og roser hende for at sidde så pænt når hun lader være, men hun fortsætter. Begynder at sætte fødderne på bordet, og når jeg beder hende stoppe griner hun af mig og sætter fødderne op igen.

Jeg tror det der er mest irriterende er at hun synes det er sjovt! Og jeg er ikke født med verdens længste lunte, så jeg bliver virkelig irriteret! Jeg gør mit bedste for at have et "straight face" og ikke vise det, og jeg råber ikke af Rose, men jeg kan ikke undgå at lyde irriteret fra tid til anden, når hun har været på tværs i flere timer.

Hvordan håndterer man den alder og de situationer? Og jeg vil gerne høre svar fra andre, som ikke har en engels lunte, og som ved hvordan det er, når de små trolde bare får presset en så langt ud, at man har lyst til at gå hjemmefra

Jeg er bare træt af at føle at hverdagen er blevet en lang remse af "nej nej nej nej nej, det må du ikke", og jeg er træt af at gå og være irriteret, for jeg elsker jo at være sammen med en lille trold  

herhjemme bliver man lagt i seng 3 gang mor eller far skal gentage sig selv, det virker super godt, og jeg gentager sjældent mig selv  

Elbæk skriver:

herhjemme bliver man lagt i seng 3 gang mor eller far skal gentage sig selv, det virker super godt, og jeg gentager sjældent mig selv  

Det vil jeg ikke, hendes seng skal ikke forbindes med straf, den skal være et rart og trygt sted at komme hen

Karina84 skriver:

Ja det er bare ikke sjovt, og man skal tælle til 10 mange gange 

Hmm jeg er jo saa en af dem der starter ud med at sige nej, det maa du ikke en 2-3 gange, stille og roligt uden at hidse mig op. Men 3-4 gang hæver jeg altsaa stemmen (uden at raabe) og forklarer meget bestemt at det maa du altsaa ikke, det gør ondt, det er ikke okay osv. alt efter situationen og hvor man nu er henne. Og saa flytter jeg ham fra stedet eller den ting han ikke maa, eller afleder ham med et eller andet.

 

Ja eller 100000! Jeg er bare ikke meget for at hæve stemmen.. Vi praktiserer ikke rigtig skæld ud herhjemme, men arbejder ud fra positiv pædagogik. Du skulle se hende den anden aften, hun lavede det der pjat med at sprutte yoghurt på mig. Til sidst sagde jeg fast (uden dog at hæve stemmen): "Jeg vil ikke have det, mor bliver sur" - Ok, måske ikke det smarteste at sige, men jeg fik bare nok. Men det at jeg sagde "mor bliver sur" gjorde hende bare helt ulykkelig. Virkelig forfærdeligt at se hendes ansigtsudtryk ændre sig fra storgrinende til mundvigende nedad, tårer i øjnene og så ulykkelig gråd. AV, det gjorde ondt på mor

Janne T. skriver:

Det vil jeg ikke, hendes seng skal ikke forbindes med straf, den skal være et rart og trygt sted at komme hen

Min søn ser ikke anderledes på sin seng, tværtimod. Han elsker den  

Min på snart 2 er også sådan.

Sjovt at læse om det man så ofte har stået i! Det r faktisk svært at huske hvad man gær i de konkrete situationer herhjemme plejer vi at kunne forklare os ud af det - fx hvis Camille ikke vil tage tallerknen fra bordet og sådan- jeg fortæller hende at vi er en familie og at man skal hjælpes ad! Den køber hun! Jeg tror det handler om at de har brug for at føle at de har en positiv funktion!

Når den er helt gal med aftensmad (heldigvis sjældent) så kan jeg godt finde på at bede hende gå ud i gangen og så kan hun komme tilbage når hun enten vil spise eller sidde pænt ved bordet! Efter kort tid kommer hun så tilbage og har fattet budskabet!