Til jer, som IKKE skal have flere børn!

IT-nørd skriver:

For mig stod det allerede klart da jeg var gravid med Nicolai (han er 14). Vi ville ikke gå på kompromis med økonomien og syntes det passede så fint med 1 barn. Fødsel var så hård at den nær kostede os begge livet og det første år var et helvede med sygdom. Derfor var der slet ikke tvivl om at Nicolai skulle forblive enebarn. 

Nu har vi alligevel to børn da vi fik et plejebarn helt fra fødsel. Barnet er nu 2,5 år og det mest fantastiske velfungerende barn vi kunne forestille os. 

Men jeg har aldrig fortrudt fravalget af flere biologiske børn for jeg vil simpelthen ikke byde min krop endnu en fødsel. Jeg ved godt, at ingen fødsler er ens, men har simpelthen fået nok i 1999

Spørger lige nysgerrigt
Hvordan foregår proceduren med et plejebarn? Er det til låns først eller ved man med det samme, at barnet bliver? Har I adopteret? Er bioforældre inde i billedet?
(En semi-hemmelig drøm, jeg altid har haft, dog har vi selv fået for mange børn til at kunne påtage os den opgave ).

Vi har 3 drenge på 9, 14 og 16 år. Her var det manden, der sagde fra. Jeg ønskede en nr 4 indtil den mindste var vel 4 år, men manden sagde Nej.

Én af de ting, man bare aldrig kan gå på komprimis med, så jeg accepterede - men det var lidt hårdt for mig.

Efter lidt tid - måske en måned, hvor jeg fandt alle de goder der var ved at have de børn, man har - fandt jeg en helt ro i mit valg.
Og Åh Gud, hvor jeg bare aldrig skal have flere børn nu!

Jeg elsker at have store børn og elsker at jeg har 3. Det var drømmen for mig. Og Ja det fjerde barn bar nok præg af det, at have en lille baby igen og det at nr 3 kunne have en tættere søskende.

Men dét at jeg fik afklaring på, at jeg aldrig skulle have flere børn gjorde, at nu var der fokus på det jeg havde og mig selv! Jeg kunne virkelig få ''frihed'' nu.

Nyder min frihed til mig selv og mine interesser. Nyder at der er økonomi og overskud til det og nyder de store knægte.

Lunae skriver:

Sagen er den, at jeg har to skønne unger! En pige på knap 3,5 år og en dreng på 7 mdr. Under graviditeten med den sidste var vi begge afklaret om at han blev den sidste, men nu hvor den dårlige oplevelse er kommet lidt på afstand, snakker vi igen om, om vi nogensinde skal have en 3er! Synes det er mærkeligt, at vi ikke kan tage en beslutning (ikke at det er aktuelt lige nu, men alligevel!)

Hvornår vidste i, at i ikke skulle have flere børn? Hvad gjorde udfaldet og hvor mange børn har du/i?

For os lå det naturligt, at efter nr 3, så skulle vi ikke have flere, så var vores familie komplet. Havde vi ikke selv taget den beslutning, havde lægerne gjort det for os, da jeg få dage efter fødslen af nr. 3 fik, 2 mindre blodpropper i hjernen, og det var touch and go i små 24 timer, og 6 mdr bagefter med let genoptræning af hjernen. Lægerne mente at det var belastningen under fødslen som havde været udslagsgivende.

Så for os, er det bare naturligt, at vi ikke skal have flere. Og vi syntes da begge at små babyer er søde, men ingen af os tænker " nåh bare det var os".

Lunae skriver:

Sagen er den, at jeg har to skønne unger! En pige på knap 3,5 år og en dreng på 7 mdr. Under graviditeten med den sidste var vi begge afklaret om at han blev den sidste, men nu hvor den dårlige oplevelse er kommet lidt på afstand, snakker vi igen om, om vi nogensinde skal have en 3er! Synes det er mærkeligt, at vi ikke kan tage en beslutning (ikke at det er aktuelt lige nu, men alligevel!)

Hvornår vidste i, at i ikke skulle have flere børn? Hvad gjorde udfaldet og hvor mange børn har du/i?

Jeg har en datter som jeg er helt alene med og jeg skal 100 % ikke have flere børn
Jeg ventede for længe med at få børn så jeg bliver nu 43 år om få måneder. Mit netværk er for lille til at det kan lade sig gøre, synes jeg.
Desuden er Runa snart 4 år og jeg nyder, at hun kan mere og mere hvilket giver mig mere frihed.

Vi fik tre børn på fem år - de sidste med kun 14 måneders mellemrum - og da jeg kun var 27, da jeg fik den yngste, tænkte jeg, at der var masser af tid til at overveje, om vi ikke også skulle have nr. 4. Så gik der nogle år, og der var nok at se til - og flere år, stadig med nok at se til - og det blev bare aldrig rigtigt oplagt at få en efternøler. 

Det blev altså aldrig rigtigt noget, vi tog en aktiv beslutning om - det gav bare mere og mere sig selv, at vores tre dejlige unger var nok for os. 

Jeg elskede at være gravid og at føde og at have små, skønne babyer, og fordi tiden så at sige traf beslutningen for os, har jeg ikke haft den der vemodige tanke om, at nu var det slut med det. Og jeg er glad for, det blev sådan - og nåede også et punkt, hvor jeg med glæde konstaterede, at nu var det slut med børnehavejulearrangementer, nu har vi holdt den sidste konfirmation osv. osv. 

Rockertand skriver:

Spørger lige nysgerrigt
Hvordan foregår proceduren med et plejebarn? Er det til låns først eller ved man med det samme, at barnet bliver? Har I adopteret? Er bioforældre inde i billedet?
(En semi-hemmelig drøm, jeg altid har haft, dog har vi selv fået for mange børn til at kunne påtage os den opgave ).

Vi blev godkendt af kommunen og efter ventetid blev vi spurgt om vi vil passe på et spædbarn fordi vi ikke så gamle selv (var sidst i 30'erne) den gang. 

Vores plejebarn ser sine forældre et par timer hver 14. dag, under overvågning. 

Vi kan ikke adoptere hende, men barnet er tvangsanbragt barndommen ud. Hvis vi bliver spurgt, siger vi selvfølgeligt ja, men det sker meget sjældent, selvom kommuner har muligheden for bortadoption. 

Du må gerne spørge mere privat

Vi har 3 børn og efter vi fik den sidste stod det klart at vi ikke skulle have flere. Jeg fik svangerskabsforgiftning første gang og var meget dårlig sidste gang også, og har efterfølgende haft højt blodtryk. Vi snakkede med en læge der frarådede at vi fik flere. Oprindeligt ville vi gerne have haft 4-5 stykker, og det har været meget svært ikke selv at kunne beslutte det, hjertet kunne ikke helt blive overbevist af hjernen.

Mine børn er nu 18, 15 og 11 år, og de seneste år har jeg haft det fint med at have store og forliget mig ved tanken om at vi ikke skal have flere. Men da jeg for et par uger siden fik at vide at jeg pga en stor muskelknude i livmoderen højst sandsynligt skal have fjernet både knuden og livmoderen, så fik jeg alligevel en meget trist følelse over at så er det definitivt slut med at få børn.

Vi har 1 barn og kan ikke få flere. Vi prøvede at få et mere, men det lykkedes ikke og vi kæmpede i mange år for at få det. Lige pludselig en dag kunne jeg bare mærke at nu kunne jeg ikke kæmpe mere, jeg var træt, gammel og kroppen var ikke hvad den havde været.
Jeg er meget glad for min beslutning. Jeg er der 100% for det barn vi har og det er jeg glad for.

Jeg er naturligvis ked af at mit barn ikke fik en søskende. Men det overskud jeg ikke havde før, har jeg nu og det kommer mit barn til gode og mig selv til gode, da jeg nu endelig kan tage den uddannelse jeg altid gerne har villet have.

Jeg venter nr 3 og har længe været afklaret med at det var absolut den sidste. Havde snakket med jm til første samtale om sterilisation i forbindelse med ks. Men da jeg skulle sortere i tøj, måtte jeg lægge det fra mig og kan absolut ikke forene mig med tanken om at nu er det 100% slut. Så vi venter og tager imod lillebror til sommer, og så kan vi altid holde muligheden på klem

Lunae skriver:

Sagen er den, at jeg har to skønne unger! En pige på knap 3,5 år og en dreng på 7 mdr. Under graviditeten med den sidste var vi begge afklaret om at han blev den sidste, men nu hvor den dårlige oplevelse er kommet lidt på afstand, snakker vi igen om, om vi nogensinde skal have en 3er! Synes det er mærkeligt, at vi ikke kan tage en beslutning (ikke at det er aktuelt lige nu, men alligevel!)

Hvornår vidste i, at i ikke skulle have flere børn? Hvad gjorde udfaldet og hvor mange børn har du/i?

Vi har fået de to børn vi ønskede os, og så skal vi ikke have flere. Og det er ren og skær egoistisk så vi kan opleve og give dem en masse. Jeg vil nok være skruk til jeg dør, men det nytter bare ikke at lave en baby bare fordi man er skruk. Så derfor skal vi ikke have flere