grinny skriver:
Øv, lige nu har jeg bare en af de her lorte morgener hvor alt bare ser så sort ud 
Jeg savner ham Hvor er det dog meningsløst at vi ikke måtte få ham med hjem Jeg kan slet ikke forstå det, kan slet ikke acceptere det!!
Lorte liv! Lorte verden!
Jeg er kommet til et punkt hvor jeg slet ikke kan glæde mig på andres vegne når de er/bliver gravide. Jeg føler at der er ingen andre end mig og min kæreste der fortjener at blive forældre! Jeg hader at være så følelseskold over for andres glæde!
Isaac, jeg ville give alt for at få dig tilbage Om jeg skulle leve resten af livet i fattigdom ville det stadig være bedre hvis bare du var her 
kraft kæmpe kram.
Jeg husker lorte dagene i den første tid hvor det virkelig føltes som man et sort hul bare åbnede sig foran ens fødder og det eneste man kunne gøre var at tage skridtet velvidende man så røg helt ned - det eneste jeg kan sige er det bliver nemmere og nemmere at kravle op af hullet, hvor det i startenvar helt nede og krybe og kun kunne holde fast med det yderste af neglene, så ved neg nu hvordan jeg kan få et reb kastet ned - men hullerne er det stadig.
Ved ikke om jeg egentlig sådan helt har accepteret at Lia er død, er væk, at jeg er mor til en jeg ikke kan kramme, ikke kan kysse på næsen. Da vi skulle til sidste obduktionssamtale 3 mnd efter Lia var død, brød jeg helt sammen for en meget irrationel del af mig, havde beholdt håbet de ville sige: vi har fundet ud af hvordan vi kunne redde hende og her er hun. Men hvordan kan man også acceptere noget der er uacceptabelt - det er jo helt hen i vejret et barn skal dø - uforståeligt.
Og du er ikke følelseskold, du oplever bare nogen har noget du vil give dit liv for. Jeg har lært at leve med misundelse og ser den ikke negativ men som en del af mig. Jeg hopper ikke op af stolen og råber tillykke når nogen fortæller de er gravide, jeg siger forsigtigt tillykke og ved jeg har behov for at vide om det er en dreng eller pige i maven (det er stadig svært når nogen venter en pige). Jeg kræver ikke mere af mig selv end jeg kan klare, men er så tilgengæld 100% ærlig omkring og håber alle de der vil mig i deres liv kan rumme den del af mig.
men det jeg er mest misundelig over er livets lethed, det at kunne leve sit liv med de "lette" problemer. Kunne se to streger på en graviditetstest, skrive terminsdato ind i kalender, kunne planlægge fremtiden med den lille, turde købe barnevogn osv. Ikke tænke på om der er plads på gravstedet, ikke tænke over om sengetøjet matcher en lille hvid kiste osv osv osv . Det misunder jeg og en gang imellem kommer den lille djævel op i mig og jeg får lyst til at udfordre troen på intet kan gå galt - men jeg gør det ikke ;-)
Og ja har så som en hver anden forældre kronisk dårlig samvittighed. Med de levende er det om jeg nu har haft nok overskud, fået læst nok bøger, smilet nok osv. Men med Lia er det, at jeg ikke kunne redde hende, at jeg er skyld i hjertefejlen, at jeg kun havde en mistanke men ikke opdagede det osv. Ja bare at skrive det lige nu gør tårerne igen triller. Jeg tror aldrig jeg slipper den skyld også selvom alle omkring mig siger det jo ikke er min skyld... Men en mor SKAL kunne redde sit barn, en mor kan da ikke lade sit barn dø og så endda leve videre... Men jo det kan en mor, det har denne mor i hvert fald kunne og jeg lever endda godt videre, men jeg har ondt, ondt i livet, jeg mangler min datter hver evig eneste dag. Og jeg har sorte dage, jeg har tudedage, men jeg har mere kontrol over det nu - ja egentlig vil jeg sige jeg næsten har 100% kontrol nu...
Lorte råd, men også det rigtige: det tager tid, laaaang tid. Men pludselig har mAn et minut hvor man ikke var i den opslagene sorg og det minut udvider sig. En dag har man haft en god dag fra morgen til aften og så kommer det sorte hul igen; hvordan kunne jeg det, hvordan kunne jeg have det godt når mit barn er dødt???
Puha hvorfor er det ikke sådan så andre kan tage lidt af det hårde, jeg ved jo der er lys for enden af tunnelen og kunne godt lige give dig et frirum og bære din sorg en dagstid
