Et indlæg skrevet pga af frustrationer

Anonym skriver:

Det er kommet hen af vejen. Men ja efter jeg har fået smerter og vores hverdage er forandret. Samt andre ting som børn der spiller ind. Det er rigtigt hårdt og opslidende det her. Jeg ved ikke hvor kæden er hoppet af, vi plejer at klare vores kriser men denne tvivler jeg stærkt på. Jeg kan mærke det slider for meget på mig, og har ikke recourserne til det pga smerterne. Vi kan ikke snakke om det, han lukker i som en østers. Så ved ikke om han går med noget , men han har det ikke godt i øjeblikket. Tror dog det skyldes arbejde. Problemet er han ikke snakker med mig og søger ikke hjælp. Så føler jeg står alene og tvunget til at træffe en løsning. Netop fordi jeg ikke kan klare det bl.a pga smerterne og følger.

Det er super hårdt at være kroniker, men det er også super hårdt at være pårørende til en kroniker.
Jeg ved fra min kæreste at han mange gange lader være med at bede om hjælp fordi han ikke vil give mig for stor belastning oveni min smerter.
Så tænker det måske kan være det der og ligger?

Hvad med at skrive et brev til din kæreste hvor du ligger alle kortene på bordet. Og så håbe at han vil lukke op for posen.
For hvis han ikke har det godt i øjeblikket gør det det jo heller ikke nemmere for jer.
Men i er nødtil at snakke om tingene. For ellers går det kun en vej.

Lækkermåsen og vildbassens mor skriver:

Det er jeg med på men og gå og være ulykkelig er da heller ik fedt.

Er helt enig . Det ender også med jeg er nød til at flytte 

Havanagila skriver:

Det er super hårdt at være kroniker, men det er også super hårdt at være pårørende til en kroniker.
Jeg ved fra min kæreste at han mange gange lader være med at bede om hjælp fordi han ikke vil give mig for stor belastning oveni min smerter.
Så tænker det måske kan være det der og ligger?

Hvad med at skrive et brev til din kæreste hvor du ligger alle kortene på bordet. Og så håbe at han vil lukke op for posen.
For hvis han ikke har det godt i øjeblikket gør det det jo heller ikke nemmere for jer.
Men i er nødtil at snakke om tingene. For ellers går det kun en vej.

Er slet ikke i tvivl om det er hårdt for ham . Men kan for pokker ikke hjælpe når han ikke gider snakke med mig. Her hjemne står jeg med ALT selv , hvilket er problemet . Og det kan jeg ikke holde til. 

Anonym skriver:

Og fordi jeg har brugt for luft. Føler min verden falder fra hinanden. Hvilket den også gør. Har kendt min mand i 21 år og har klaret div op & nedturen, men må se i øjnene at denne klare vi nok ikke. Jeg ved ihvertilfald ikke hvordan Vores liv har budt på mange forskellige ting, det værste nok mine kroniske smerter som har kostet mig meget. Og i sidste ende nok også vores ægteskab. Vi er noget til et punkt hvor vi bare slet ikke kan kommunikere. Min mand lukker i og er tavs som graven. Jeg har så ondt i min sjæl, at jeg snart ikke ved hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg spiser intet. Er så ked og frustreret over at gå i tavshed. Den ene dag hedder den skilsmisse, men så snart jeg nævner lejlighed, salg af hus mm så vil han pludselig kæmpe . Og siger der er han ikke endnu. Men når jeg prøver at starte en dialog lukker han i. Og nu ved jeg simpelhent ikke hvad jeg stiller op. Har ingen at snakke med Omkring det hele. Og min mave er en kæmpe knude. At gå i det uvisse og ikke vide hvad der skal ske er så umenneskeligt hårdt. Føler Mig så alene og kan næsten ikke være i min krop . 

Tak fordi du læste så langt

Hej

Først

Det er bare pisse svært sådan noget, både for dig og for din mand. Det er rocker hårdt at være pårørende til en der bare har enormt ondt hele tiden.
Jeg tænker at han nok har raget en depression til sig. Det at "miste" sin partner til smerter er meget, meget svært. Det er en reel sorg, og man skal have lov at sørge. MEN det betyder ikke at du skal blive og være ulykkelig.
Han må forstå at du ikke kan holde til både at have ondt og have en sur, tavs og mut mand - så dit ultimatum kunne måske være: han skal til psykolog og EEG- træning eller du flytter og i sælger huset.

Håber at i finder ud af en god løsning så i begge kan få det godt igen.

Prøv hvis det er muligt at få din mand med på det, så få undersøgt muligheden om i kan få bevilget noget parterapi via kommunen. For min søster og svoger fik 6 samtaler godt nok pga noget andet men synes da i skal se om det kunne ske den vej.

 netop også og tænkte på at mange kommuner tilbyder par terapi i en korter periode og i måske kunne få det tildelt
Måske du kan forhøre dig hos jeres sagsbehandler.

Du er ikke helt alene

Aagaard skriver:

Hej

Først

Det er bare pisse svært sådan noget, både for dig og for din mand. Det er rocker hårdt at være pårørende til en der bare har enormt ondt hele tiden.
Jeg tænker at han nok har raget en depression til sig. Det at "miste" sin partner til smerter er meget, meget svært. Det er en reel sorg, og man skal have lov at sørge. MEN det betyder ikke at du skal blive og være ulykkelig.
Han må forstå at du ikke kan holde til både at have ondt og have en sur, tavs og mut mand - så dit ultimatum kunne måske være: han skal til psykolog og EEG- træning eller du flytter og i sælger huset.

Håber at i finder ud af en god løsning så i begge kan få det godt igen.

Mange tak for svar. Dejligt med et svar fra den anden side. Jeg er ikke i tvivl om det er monster hårdt for en pårørende til en med kroniske smerter. Det er hårdt for os alle. Hele familien har bestemt betalt en STOR pris for mine smerter. DESVÆRRE  Det er en ting vi har snakket om, at det bestemt også er hårdt for ham. Og jeg tror helt sikkert du har ret, at han måske kunne have en depression. Men manden siger han vil søge hjælp men gør det ikke. Og jeg kan ikke klare det for os begge 2. Jeg har & står med alt herhjemme hus - børn. Og det kan jeg simpelthen ikke holde til. Det har jeg altid gjordt. men må altså sande at jeg ikke syntes det er fair. Vi er 2 i denne husholdning, vi er 2 der har valgt at få børn. Så må vi også være 2 om opgaverne. Før kunne jeg klare det hele selv. Men pga af smerter og div følger deraf må jeg trække i håndbremsen og be om hjælp. Hvilken jeg har gjordt 100000000 gange. Men får den ikke.

 

Leneur skriver:

Prøv hvis det er muligt at få din mand med på det, så få undersøgt muligheden om i kan få bevilget noget parterapi via kommunen. For min søster og svoger fik 6 samtaler godt nok pga noget andet men synes da i skal se om det kunne ske den vej.

Han vil ikke have hjælp igennem kommunen. Og var hos lægen igår om det kunne bevilloiges igennem ham. Det kan det ikke. Dog havde han hørt der tidligere har været et projekt hvor staten gav tilskuds til familier som os. Da man har fundet ud af en stor del går fra hinanden

 

2721 skriver:

 netop også og tænkte på at mange kommuner tilbyder par terapi i en korter periode og i måske kunne få det tildelt
Måske du kan forhøre dig hos jeres sagsbehandler.

Du er ikke helt alene

 Ved jeg godt. Men det følelse sådan Og du er SÅ langt væk Jeg har nævnt at man kan søge om hjælp igennem kommunen men det er han / vi hvis ikke helt vilde med. Det med kommunen indenover

Anonym skriver:

Han vil ikke have hjælp igennem kommunen. Og var hos lægen igår om det kunne bevilloiges igennem ham. Det kan det ikke. Dog havde han hørt der tidligere har været et projekt hvor staten gav tilskuds til familier som os. Da man har fundet ud af en stor del går fra hinanden

 

Det var også bare et forslag. Det virkede for min søster og svoger, de er stadig sammen her 3 år efter...