ARH! Den aftensmad....... :(

Loa skriver:

Isabella er 3,5 år nu, og er pludselig blevet pivkræsen.

Hun gider ikke spise ret meget derhjemme til aftensmad. Hvis vi ikke spiser ris eller pasta, gider hun faktisk ikke spise noget til aften.

Og vi er virkelig i vildrede omkring om hun skal have lov at få noget andet, rugbrød eller lign, eller om vi skal sige det er det vi spiser og vil hun ikke have det er der ikke andet.

Umiddelbart er jeg mest til den sidste, men samtidig synes jeg virkelig det er synd for hende at hun skal gå sulten i seng. OG samtidig bider det os selv i røven, fordi hun vågner ved 2-3 tiden og er sulten, og resten af natten spørger hun ca. hver halve time om vi kan stå op så hun kan få morgenmad

FUCK det er hårdt!!!

What to do???

Altså vi har samme problem med min kærestes pige på 6. Men normalt kan hun lide et eller andet der står på bordet, og så får hun bare lov til at spise noget mere af det, og så det faktum at hun ikke må gå fra bordet før ALLE har spist færdigt gør også at hun spiser mere fordi hun ikke har andet at lave, eller fordi den eneste grund til at hun ikke ville have mere var at hun hellere ville lege

Vi siger til hende til hvert måltid at hun ikke får mere før næste gang vi skal spise, heldigvis vågner hun ikke om natten på grund af sult men de dage hvor hun virkelig spiser lidt kan vi godt opleve hun vågner kl 6 for at ville have mad

LilleSmølf skriver:

Nu kan jeg kun snakke ud fra egen oplevelse, men jeg ville aldrig lade et barn gå sulten i seng.

Siger ikke man skal hoppe på hovedet for at tilfredsstille, men hvis hun ikke vil have aftensmaden må hun jo så nøjes med noget "kedeligt" som rugbrød.

Og jeg ville til enhver tid hellere give mit barn pasta eller rugbrød 10 aftner i træk end at han skulle gå sulten i seng.

Mine forældre var meget dårligt til det der med mad (de gjorde selvfølgelig hvad de troede var bedst) og enten tvang mig til at spise hvad der var, lod mig være sulten, og generelt konstant lagde fokus på mad, så mine normale "børn-er-kræsne" faser eskalerede hurtigt til store problemer med mad og jeg lider stadig under det i dag med bl.a. undervægt og en konstant kamp med at holde vægten selv når den ligger på et normalt niveau.

Mit bedste forslag er, at I øser lidt mad op til hende som til alle andre og hun bliver siddende ved bordet indtil alle er færdige. Men ellers snakker I ikke om hendes mad og spising overhovedet; snak om jeres dag, etc. men lad hende spise eller ikke spise som hun vil. Ingen kommentarer overhovedet, heller ikke "hvor flot du spiser nu" eller "smager det godt". Ingen fokus.

Hvis hun så senere siger hun er sulten, må hun jo få et stykke rugbrød eller rester af aftensmaden.

Det andet med at "vi følge regler" og så må barnet bare gå sulten i seng fordi mor og far siger det - det synes jeg faktisk grænser til ret alvorlige problemer. Når man som forældre går mere op i opdragelse og at man bestemmer, end at barnet får mad, er det i mine øjne dybt problematisk.

Nu må du endelig ikke tro jeg dømmer hverken dig eller andre som at det bliver gjort for at være ond mod barnet. Jeg ved godt det bliver gjort i troen at man opdrager barnet bedsy på den måde, men jeg synes bare at jeg ville gøre opmærksom på, at det kan have alvorligt konsekvenser i længden.

Og hvis hun alligevel vækker jer om natten for at spise, har ingen jo vundet noget på dén metode alligevel.

Held og lykke

 

Jeg kan sagtens se og forstå din pointe... Er bestemt heller ikke meget for at hun skal gå sulten i seng... Det eneste jeg ville frygte ved at give hende andet end det vi andre spiser, er at hun så aldrig kommer ud af den dårlige vane med ikke at kunne/ville spise hvad vi spiser....

Det er så ikke lige så slemt hvis det blot var en skive rugbrød hun blev tilbudt, men spørgsmålet er om hun ville sige nej til det..... hun er en temmelig stædig rad

Pikku Myy skriver:

Min fornemmelse er at alle børn bliver pludseligt "kræsne" en gang imellem. Jeg tror det vigtigste er ikke at gå i gang med at slå kolbøtter for at få barnet til at spise. Jeg forestiller mig at det kan ende med at skabe nogle dumme mønstre for barnet der kan fortsætte efter barnet er ude af sin "kræsne" periode.

Hjemme ved os spiser man det der er på bordet. Vi henter ikke nye ting. Til gengæld gør vi det, når min søn er inde i en "kræsen" periode (eller hvis vi ved at den ret vi får den pågældende aften er noget han kan have det svært med), at vi stiller fx rugbrød på bordet også. Så kan vi spise lasagne og rugbrød med leverpostej en aften. Det resulterer i at han ikke kommer ud af rytmen med at spise sammen med os andre (og bliver mæt), men ikke opdager at han har fået særbehandling i anledning af den nyopfundne "kræsenhed".

Kunne det være noget for jer?

Det er nu også mest min mand der er imod vi giver hende andet end det almindelige der er på menuen, så er ham der skal overtales

Er virkelig i vildrede hvilken en af metoderne vi skal prøve.... Måske vi bare skal starte fra en ende af og se hvad der virker.....

san skriver:

Syntes faktisk den lille artikel er meget god   http://www.mama.dk/Boernefamilie/Naar-aftensmaden-er-en-kamp.aspx#.Ut1LkXx7zIU

 

Børn der ellers spiser meget godt i løbet af dagen, så som madpakken i BH osv, tror jeg ikke man skal frygte ikke får den mad de skal bruge.. De skal nok blive sultene og så spiser de

Hun spiser nemlig godt i børnehaven (de har ikke madpakker), så vi prøver at undgå snacks inden aftensmaden, og så må vi ellers afprøve hvad vi synes er bedst for os.
Om det er rugbrød ved aftensmadsbordet sammen med maden, eller om hun skal tilbydes noget senere. (Selvom sidstnævnte nok bliver svært, da hun ofte er så træt at hun falder i søvn kort efter maden )

Loa skriver:

Jeg kan sagtens se og forstå din pointe... Er bestemt heller ikke meget for at hun skal gå sulten i seng... Det eneste jeg ville frygte ved at give hende andet end det vi andre spiser, er at hun så aldrig kommer ud af den dårlige vane med ikke at kunne/ville spise hvad vi spiser....

Det er så ikke lige så slemt hvis det blot var en skive rugbrød hun blev tilbudt, men spørgsmålet er om hun ville sige nej til det..... hun er en temmelig stædig rad

Min datter var i samme alder det mest kræsne væsen på denne jord (altså ikke i børnehaven hvor hun spiste alt der blev serveret minus kartofler). Vi har altid haft forskellige ting på bordet og havde gerne en lille portion pasta (uden noget) stående når vi spiste så vi vidste der var noget hun kunne lide. Hun er aldrig blevet nægtet mad, men jeg har dog heller aldrig konstant spurgt hende - spiste hun ikke til aftensmaden (og egentlig også selvom huN spiste) blev det skåret noget frugt. 

Hun er nu snart 11 og spiser som en mejetærsker og vokser helt vildt (hun har fødder lige så store som mine og jeg hAr ikke små fødder ). Så her ødelagde det ikke noget, men gav hende et forhåbentligt naturligt forhold til mad.

Derudover har jeg nu endnu en kræsen dreng - den lille er ikke rigtig kræsen men det er ved at komme. Og jeg sørger for ligesom med min datter at der er en dag om ugen hvor jeg ved vi serverer en af hans livretter så vi har en god oplevelse ved aftensmaden. Og vi taler aldrig om hvad de spiser. Men spørger dem når vi laver planen om de har forslag....