Telefonitis

Jeg har over noget tid erfaret, at mange mennesker er begyndt at begrave deres opmærksomhed i deres smartfones. Det resulterer i, at deres børn og mænd/koner, gang på gang oplever, at det er svært at komme i kontakt med vedkommende.

Hvad er Jeres erfaring med den, efterhånden ikke så nye trend? Hvor går grænsen for brugen af smartfones i hjemmet? Skal der være restriktioner på eller er det okay at lukke den rigtige verden ude og fordybe sig i youtube, facebook eller hvad der ellers måtte opretholde de forskelliges opmærksomhed?

Og så har jeg tænkt over, hvor grænsen går for telefonitis.... Hvornår er man så afhængig af sin smartfon, at man kan 'diagnosticeres' med telefonitis? Kan det reelt set blive en sygdom, ligesom feks. ludomani, hvor man bliver spundet ind i en verden hvor det er drøn svært at komme ud af igen?

Jeg sad og havde en forholdsvis alvorlig samtale med min ven forleden... Det var ret meget envejs kommunikation for han sad med næsen begravet i hans telefon mens jeg bare talte... Til sidst sagde jeg til ham at han godt lige måtte tage at kigge på mig når vi snakkede sammen for det andet var bare mega ubehøvlet, så kigger han op, slår skærmen fra og siger: Undskyld jeg vidste slet ikke jeg gjorde det...

Tror det siger lidt om hvor asociale folk er begyndt at blive med de telefoner og det er derfor vores unger ikke kommer i nærheden af sådan én før de er i hvert fald 12-13 år gamle, HVIS de overhovedet får lov at få én..

Angelspot skriver:

Jeg har over noget tid erfaret, at mange mennesker er begyndt at begrave deres opmærksomhed i deres smartfones. Det resulterer i, at deres børn og mænd/koner, gang på gang oplever, at det er svært at komme i kontakt med vedkommende.

Hvad er Jeres erfaring med den, efterhånden ikke så nye trend? Hvor går grænsen for brugen af smartfones i hjemmet? Skal der være restriktioner på eller er det okay at lukke den rigtige verden ude og fordybe sig i youtube, facebook eller hvad der ellers måtte opretholde de forskelliges opmærksomhed?

Og så har jeg tænkt over, hvor grænsen går for telefonitis.... Hvornår er man så afhængig af sin smartfon, at man kan 'diagnosticeres' med telefonitis? Kan det reelt set blive en sygdom, ligesom feks. ludomani, hvor man bliver spundet ind i en verden hvor det er drøn svært at komme ud af igen?

Herhjemme er vi lidt uenige på det punkt. Jeg begrænser mit brug af telefonen til når ungerne sover lur, eller hvis fx James sover og Rose slapper af med en tegnefilm/ikke snakker og har opmærksomhed på mig. Det er vigtigt for mig at mine børn mærker, at de har min fulde opmærksomhed, og at de kommer før en telefon.

Jeg har samme indstilling til familiefester. Jeg ser altid de unge sidde med snuden i mobilen, og jeg synes det er så pissehamrende uhøfligt. Vi skal ikke glemme hinanden og dem vi sidder overfor!

Muhmi skriver:

Jeg sad og havde en forholdsvis alvorlig samtale med min ven forleden... Det var ret meget envejs kommunikation for han sad med næsen begravet i hans telefon mens jeg bare talte... Til sidst sagde jeg til ham at han godt lige måtte tage at kigge på mig når vi snakkede sammen for det andet var bare mega ubehøvlet, så kigger han op, slår skærmen fra og siger: Undskyld jeg vidste slet ikke jeg gjorde det...

Tror det siger lidt om hvor asociale folk er begyndt at blive med de telefoner og det er derfor vores unger ikke kommer i nærheden af sådan én før de er i hvert fald 12-13 år gamle, HVIS de overhovedet får lov at få én..

Det bekræfter mig endnu engang i min antagelse om, at det er begyndt at blive så indgroet en del af hverdagen, at vi altid skal opdateres, eller følge med i hvad der ellers foregår. Så meget at vi ikke kan holde fokus på de mennesker vi snakker med. Eller i det hele taget har omkring os. 

Var han så til stede da han lagde telefonen fra sig? Og hvor lang tid gik der inden han tog den op igen?

Janne T. skriver:

Herhjemme er vi lidt uenige på det punkt. Jeg begrænser mit brug af telefonen til når ungerne sover lur, eller hvis fx James sover og Rose slapper af med en tegnefilm/ikke snakker og har opmærksomhed på mig. Det er vigtigt for mig at mine børn mærker, at de har min fulde opmærksomhed, og at de kommer før en telefon.

Jeg har samme indstilling til familiefester. Jeg ser altid de unge sidde med snuden i mobilen, og jeg synes det er så pissehamrende uhøfligt. Vi skal ikke glemme hinanden og dem vi sidder overfor!

Du siger i er uenige i det punkt hjemme hos jer. Hvad siger din mand til det?

Jeg har det som dig, ønsker at være en tilstedeværende forælder og ville ønske min mand var det samme. Desværre er det ofte at jeg 'tager ham i' at tjekke sin Iphone når han lige går forbi den. Han kan være helt fordybet i den selvom der står en 3 årig og hiver ham i bukserne og råber på hjælp. Det skræmmer mig at han er så fastholdt i den verden, at han ikke sanser at der sker ting omkring ham.

Jeg oplever også at til familiefester, så er der altid nogen der har et klip at vise, eller en status at skrive eller lignende. Ikke at jeg tager afstand fra nutidens udvikling, men bevares, man skal da vel stadig kunne begå sig IRL? Pak dog de mobiler væk.

Angelspot skriver:

Jeg har over noget tid erfaret, at mange mennesker er begyndt at begrave deres opmærksomhed i deres smartfones. Det resulterer i, at deres børn og mænd/koner, gang på gang oplever, at det er svært at komme i kontakt med vedkommende.

Hvad er Jeres erfaring med den, efterhånden ikke så nye trend? Hvor går grænsen for brugen af smartfones i hjemmet? Skal der være restriktioner på eller er det okay at lukke den rigtige verden ude og fordybe sig i youtube, facebook eller hvad der ellers måtte opretholde de forskelliges opmærksomhed?

Og så har jeg tænkt over, hvor grænsen går for telefonitis.... Hvornår er man så afhængig af sin smartfon, at man kan 'diagnosticeres' med telefonitis? Kan det reelt set blive en sygdom, ligesom feks. ludomani, hvor man bliver spundet ind i en verden hvor det er drøn svært at komme ud af igen?

Herhjemme er det et problem. For os begge. Forstået på den måde, at jeg er opmærksom på, at jeg selv, og især kæresten bruger for meget tid på vores telefon. Det kan være spil, facebook, at vi lige googler et eller andet osv.
Jeg prøver at begrænse min tid på mobilen, når jeg er sammen med vores dreng. Så bruger jeg i stedet tiden når han er lagt i seng = ingen kæreste tid, da han også sidder med sin telefon.
Jeg har flere gange overvejet om vi skulle lave regler for vores telefon brug. Har en gang nævnt
det for kæresten, og kunne mærke han synes det var lidt plat.
Men sådan bliver det altså, hvis han (og jeg selv) ikke snart tager sig sammen.

Angelspot skriver:

Jeg har over noget tid erfaret, at mange mennesker er begyndt at begrave deres opmærksomhed i deres smartfones. Det resulterer i, at deres børn og mænd/koner, gang på gang oplever, at det er svært at komme i kontakt med vedkommende.

Hvad er Jeres erfaring med den, efterhånden ikke så nye trend? Hvor går grænsen for brugen af smartfones i hjemmet? Skal der være restriktioner på eller er det okay at lukke den rigtige verden ude og fordybe sig i youtube, facebook eller hvad der ellers måtte opretholde de forskelliges opmærksomhed?

Og så har jeg tænkt over, hvor grænsen går for telefonitis.... Hvornår er man så afhængig af sin smartfon, at man kan 'diagnosticeres' med telefonitis? Kan det reelt set blive en sygdom, ligesom feks. ludomani, hvor man bliver spundet ind i en verden hvor det er drøn svært at komme ud af igen?

Jeg bruger ikke min mobil, når jeg er ude hos andre(bortset fra hvis det har noget med mobilen at gøre), så vil jeg hellere snakke med dem. Den er med(nogen gange) og så kan jeg tjekke den til tider, men jeg har den ikke på mig. Jeg er tit sammen med børn og jeg elsker at lave ting med dem. der ikke har med mobilen at gøre.
Jeg synes helt sikkert at det har overtaget..

Tag blot forbi nogle legepladser. Her vil du hurtigt se forældre sidde med hovedet begravet i deres telefoner.
I vores gård er der en dreng som leger meget alene. Han søger altid vores opmærksomhed når vi er der. Faren sidder evig altid med sin mobil...super frustrerende at se på

Vi ender sgu ligesom de fede knogleløse mennesker som der er i Wall-E.!!  

Jeg er selv træt af det. Her har vi en regel der hedder st vi holder fri fra telefonen når vi laver noget sammen. Og hvis vi synes det er trælst siger vi til at vi gerne vil have opmærksonhed. Og så skal vi jo heller ikke forsømme knægten. 

 

Her hjemme er det svært ikke at ha telefonen fremme 

Vi begge arbejder på et Skadeservice.

Men min kæreste skal stå standby godt og vel hele tiden og udlever opgaver for alle ansatte.

ergo.. Så bruger han sin telefon meget af tiden her hjemme. 

Men jeg ser helst at han er mere opnærksom når børnene er til sted eller når vi generelt sidder ved spisebordet 

Men helt sikkert, så kommer børnenes behov først!