Kan forældre være for glade for hinanden?

Elbæk skriver:

Nej, man kan aldrig blive for glade for hinanden. At forældrene elsker hinanden rigtig højt er bare en kæmpe bonus, og det er dejligt for børnene at vokse op og se kærligheden imellem deres forældre. 

Men der er ingen kærlighed stærkere end kærligheden til ens børn, og ens børn skal altid være nummer 1, uanset hvor forelsket man er i sin partner. Børnene kommer altid først, og skal altid ses og altid have mest kærlighed.

 

Jeg er både enig og uenig i dit statement!

Jeg er enig i, at det for børnene er en kæmpe bonus når de både kan se og mærke at deres forældre oprigtigt er glade for hinanden - det må give børnene en utrolig tryghed, og en tro på at kærlighed findes.

Denne her sætning vakler jeg lidt med:

"Men der er ingen kærlighed stærkere end kærligheden til ens børn, og ens børn skal altid være nummer 1, uanset hvor forelsket man er i sin partner. Børnene kommer altid først, og skal altid ses og altid have mest kærlighed."

For JO der findes faktisk forældre som elsker dem selv eller deres partner højrere end deres barn. Det ses ret i tit, hvis man læser diverse artikler i medieren omkring mishandling eller grov omsorgssvigt af børn.

Jeg elsker mine børn uendeligt meget, ingen tvivl om det. Og jeg vil beskytte mine børn mod al ondt, selv hvis det onde skulle komme fra faderens side, og jeg er stensikker på at min mand (faderen) har det på samme måde, med omvendt fortegn.

Men jeg er på sin vis uenig i, at børn ALTID skal komme nr. 1, for jeg mener kun det er sundt at børn lærer at de ikke er verdens navle, at der findes andre mennesker end dem, og at man som forældre også kan have brug for at pririotere sig selv eller den anden en smule højere end børnene i nogle situationer - der skal selvfølgelig ikke være tale om omsorgssvigt, men børn tager ikke skade af at vente, eller lære at verden drejer sig om andet end dem.

"Børn skal altid ses, og have den største kærlighed" - delvis enig... Børn skal nødvendigvis ikke altid ses, men de skal anderkendes, men igen de tager ikke skade af at vente, lære at det hele ikke drejer sig om dem. Børn har efter min mening krav på kærlighed fra deres forældre, det skal der ikke herske tvivl om! Kærlighed er en nødvendighed for vores børns trivsel... Men ordet den største kærlighed.... Hmm, der var for ikke så længe siden en debat herinde, om hvem man ville redde ud af et brændene hus, børn eller mand? Og mange svarede naturligt nok børn... Men det fik mig til at tænke, ikke over min kærlighed til mine børn, for den er ubetinget... Men hvad der er bedst for ungerne? Hvad er det værste i verden for et barn? At miste en forældre eller en søskende? Det spørgsmål fik mig til at svare at jeg ville redde dem alle hvis jeg kunne (vi har 3 børn), men kunne jeg ikke ville jeg redde så mange børn som muligt og manden... For jeg tror på, at det ville være alt ødelæggende for mine børn at miste en forældre, imens tabet af en søskende må rangere lige derunder.

Hårdt? Måske...

Men mine børn tager ikke skade af, at jeg engang imellem prioritere manden og mig selv blot en anelse højere end dem - på dem måde lære de, at vi også har brug for rum, luft og "frihed", så længe det blot er med måde

Mom skriver:

Jeg er både enig og uenig i dit statement!

Jeg er enig i, at det for børnene er en kæmpe bonus når de både kan se og mærke at deres forældre oprigtigt er glade for hinanden - det må give børnene en utrolig tryghed, og en tro på at kærlighed findes.

Denne her sætning vakler jeg lidt med:

"Men der er ingen kærlighed stærkere end kærligheden til ens børn, og ens børn skal altid være nummer 1, uanset hvor forelsket man er i sin partner. Børnene kommer altid først, og skal altid ses og altid have mest kærlighed."

For JO der findes faktisk forældre som elsker dem selv eller deres partner højrere end deres barn. Det ses ret i tit, hvis man læser diverse artikler i medieren omkring mishandling eller grov omsorgssvigt af børn.

Jeg elsker mine børn uendeligt meget, ingen tvivl om det. Og jeg vil beskytte mine børn mod al ondt, selv hvis det onde skulle komme fra faderens side, og jeg er stensikker på at min mand (faderen) har det på samme måde, med omvendt fortegn.

Men jeg er på sin vis uenig i, at børn ALTID skal komme nr. 1, for jeg mener kun det er sundt at børn lærer at de ikke er verdens navle, at der findes andre mennesker end dem, og at man som forældre også kan have brug for at pririotere sig selv eller den anden en smule højere end børnene i nogle situationer - der skal selvfølgelig ikke være tale om omsorgssvigt, men børn tager ikke skade af at vente, eller lære at verden drejer sig om andet end dem.

"Børn skal altid ses, og have den største kærlighed" - delvis enig... Børn skal nødvendigvis ikke altid ses, men de skal anderkendes, men igen de tager ikke skade af at vente, lære at det hele ikke drejer sig om dem. Børn har efter min mening krav på kærlighed fra deres forældre, det skal der ikke herske tvivl om! Kærlighed er en nødvendighed for vores børns trivsel... Men ordet den største kærlighed.... Hmm, der var for ikke så længe siden en debat herinde, om hvem man ville redde ud af et brændene hus, børn eller mand? Og mange svarede naturligt nok børn... Men det fik mig til at tænke, ikke over min kærlighed til mine børn, for den er ubetinget... Men hvad der er bedst for ungerne? Hvad er det værste i verden for et barn? At miste en forældre eller en søskende? Det spørgsmål fik mig til at svare at jeg ville redde dem alle hvis jeg kunne (vi har 3 børn), men kunne jeg ikke ville jeg redde så mange børn som muligt og manden... For jeg tror på, at det ville være alt ødelæggende for mine børn at miste en forældre, imens tabet af en søskende må rangere lige derunder.

Hårdt? Måske...

Men mine børn tager ikke skade af, at jeg engang imellem prioritere manden og mig selv blot en anelse højere end dem - på dem måde lære de, at vi også har brug for rum, luft og "frihed", så længe det blot er med måde

Jeg er enig i, at formuleringerne måske kan være en smule forvirrende, men jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle skrive. Altså jeg er enig i, at der en forskel på at elske sine børn og give dem opmærksomhed og kærlighed og så på decideret at dyrke dem og lade dem diktere alt, hvad der skal ske i forældrenes liv. 

Jeg tror ikke man kan sammenligne kærligheden man føler for en partner med den man føler for børnene, for det er simpelthen alt for forskellige følelser synes jeg. Vi talte også om den situation med brand i hjemmet og om hvem vi ville redde og blev enige om, at vi selvfølgelig ville redde vores søn først. Men meget af det drejer sig jo også om, at han er lille og hjælpeløs hvorimod vi voksne måske bedre kan hjælpe os selv. Sådan er det jo nok også i livets lidt mindre ekstreme facetter, at der er mange ting børnene skal have hjælp til, hvor tiden så godt kan gå fra ens partner.

Ja jeg kan se, at det var en forkert overskrift om, forældre kan være for glade for hinanden, jeg tror mere den skulle være om de kunne dyrke deres følelser for hinanden eller prioritere hinanden for højt.

Synes engang jeg læste, at en amerikansk journalist var det vist havde skrevet et essay om, at hun elskede sin mand højere end børnene (har godt nok aldrig selv læst det essay) men kan huske, at jeg læste at hun blev meget skældt ud fra alle kanter.