Kan forældre være for glade for hinanden?

Jeg talte med en ældre nabo, der forklarede, fortalte om en dårlig barndom godt nok for en menneskealder og at hans moster havde kommenteret "Ja det var jo nok problemet at dine forældre var så glade for hinanden, at de glemte børnene".

Kan forældre være for glade for hinanden? Altså man taler jo altid om folk, der har haft en hård barndom på grund af forældrenes skænderier og uoverensstemmelser og den slags.

Har i nogen historier om, hvor det har været den anden vej rundt?

ja man kan jo elske sin partner højre ind sine børn hvor de endelig er lidt lige glad med børene hvor partner kommer før dem.

men så længe man gør det man kan gør ja så må man håbe det er det rigtig for hvad er det rigtige og hvad er det forkerte?!

man kan altid fortryde nogle ting men så længe man prøver at gøre så godt man kan så er det jo perfekt

 

Jeg talte med en ældre nabo, der forklarede, fortalte om en dårlig barndom godt nok for en menneskealder og at hans moster havde kommenteret "Ja det var jo nok problemet at dine forældre var så glade for hinanden, at de glemte børnene".

Kan forældre være for glade for hinanden? Altså man taler jo altid om folk, der har haft en hård barndom på grund af forældrenes skænderier og uoverensstemmelser og den slags.

Har i nogen historier om, hvor det har været den anden vej rundt?

jeg oplevede i sommers et par der havde så travlt med hinanden at de ikke sansede deres førskole barn vi sad der i under 1 time mens knægten prøvede at få kontakt (tror han havde slået sig) mens de byttede mund

Men man kender jo ikke baggrundshistorien og må håbe det ikke gentager sig...

Der findes jo mange forskellige mennesker, på godt og ondt...

Men det er personligt svært for mig at forestille sig at kunne elske andre min søn højre. Det er umuligt! Den kærlighed jeg har for ham, er en helt anden end til hans far.

Men det handler nok mere om, at deres prioteter har været anderledes. I "gamle" dage tror jeg der i mange hjem ikke har været udvist stor kærlighed.

Pcokate skriver:

jeg oplevede i sommers et par der havde så travlt med hinanden at de ikke sansede deres førskole barn vi sad der i under 1 time mens knægten prøvede at få kontakt (tror han havde slået sig) mens de byttede mund

Men man kender jo ikke baggrundshistorien og må håbe det ikke gentager sig...

Okay i sommers, ja det er jo i temmelig moderne tid (måske de bare nyforelskede?)

Omtalte nabo er 70 år, så det var nok en lidt anden tid, hvor man måske ikke brugte prævention, måske ikke turde skille sig ud ved at sige, at man egentlig havde nok i hinanden og ikke ønskede børn. Nej her var historien at de kunne barrikadere sig på et værelse en hel dag, når manden var hjemme og så ellers ignorere børnene.

Anonym skriver:

Okay i sommers, ja det er jo i temmelig moderne tid (måske de bare nyforelskede?)

Omtalte nabo er 70 år, så det var nok en lidt anden tid, hvor man måske ikke brugte prævention, måske ikke turde skille sig ud ved at sige, at man egentlig havde nok i hinanden og ikke ønskede børn. Nej her var historien at de kunne barrikadere sig på et værelse en hel dag, når manden var hjemme og så ellers ignorere børnene.

Ja det sker forhåbentlig ikke idag (siger jeg med mit naive disney hjerte). Men det lyder meget anderledes end det her...omend jeg fik ondt i maven af at se på det. 

Pcokate skriver:

Ja det sker forhåbentlig ikke idag (siger jeg med mit naive disney hjerte). Men det lyder meget anderledes end det her...omend jeg fik ondt i maven af at se på det. 

Er altså næsten ved at tro, at det er en slags omsorgssvigt nu til dags, hvis man tænker vi låser os lige inde i stuen / soveværelset eller noget og lader barnet passe sig selv lørdag. Ha ha medmindre det er en meget provokerende teenager man har, der alligevel skrider for at være sammen med vennerne.

Anonym skriver:

Er altså næsten ved at tro, at det er en slags omsorgssvigt nu til dags, hvis man tænker vi låser os lige inde i stuen / soveværelset eller noget og lader barnet passe sig selv lørdag. Ha ha medmindre det er en meget provokerende teenager man har, der alligevel skrider for at være sammen med vennerne.

Jeg kunne ihvertfald ikke gøre det... Tænk at afskærme sig på den måde? 

Så få dem hellere passet men man lige kommer lidt til fornuft igen

Jeg kendte en dame, som boede alene med to piger på ca 12 og 8 år. Hun var typen, som fulgte dem til alt, fulgte deres lektier op, gik op i sundt kosthold osv.

Så fik hun sig kæreste - han var jo så godt nok ikke pigernes far. Og fra da af gik pigerne for lud og koldt vand. De kom konsekvent for sent til alt, hvis de kom i det hele taget. De fik ikke hjælp til noget som helst længere, madpakker, tøj osv. I stedet for at synge i kor, lave lektier og komme i seng til normal tid, blev pigerne slæbt med og måtte sidde langs væggen i et bandrum for at høre på hans band, som øvede til midnat på en hverdag. Moren havde kun tanker for kæresten og sig selv. Det var helt forfærdeligt at være vidne til. Hvad som egentlig skete eller var afgørende, ved jeg ikke, men til sidst blev pigerne fjernet fra hjemmet og flyttet til en anden kant af landet. (Jeg har lidt kontakt med den ene af pigerne i dag, og det går heldigvis godt med dem i dag.)

Jaa det kan man godt.... kender en hvor moren valgte kæresten frem for barnet...