Kan forældre være for glade for hinanden?

Anonym skriver:

Jeg talte med en ældre nabo, der forklarede, fortalte om en dårlig barndom godt nok for en menneskealder og at hans moster havde kommenteret "Ja det var jo nok problemet at dine forældre var så glade for hinanden, at de glemte børnene".

Kan forældre være for glade for hinanden? Altså man taler jo altid om folk, der har haft en hård barndom på grund af forældrenes skænderier og uoverensstemmelser og den slags.

Har i nogen historier om, hvor det har været den anden vej rundt?

Mit svar tager udgangspunkt i forældre som er sammen og har fået børn.

Og nej så mener jeg ikke forældre kan være for glade for hinanden

Jeg har en kunde på ca 80 som en dag sagde i sammenhæng med at vi snakkede om min datter " husker i nu at være glade for hinanden i en travl hverdag, den største kærlighed i kan vise jeres børn er at i også elsker hinanden" jeg nyes det lyder fornuftigt

Om folk med børn der finder nye partnere er en anden snak, måske vi ved jo alle hvordan man som nyforelskede kan tilside sætte stort set alt, om det også gælder ens børn, ved jeg af gode grunde ikke

Men her i huset kan vi ikke elske hinanden for meget.

Anonym skriver:

Jeg talte med en ældre nabo, der forklarede, fortalte om en dårlig barndom godt nok for en menneskealder og at hans moster havde kommenteret "Ja det var jo nok problemet at dine forældre var så glade for hinanden, at de glemte børnene".

Kan forældre være for glade for hinanden? Altså man taler jo altid om folk, der har haft en hård barndom på grund af forældrenes skænderier og uoverensstemmelser og den slags.

Har i nogen historier om, hvor det har været den anden vej rundt?

Jeg har hørt et par eksempler hvor børnene følte sig mindre elskede eller ligefrem overflødige fordi forældrene prioriterede hinanden højere.

Jeg tror det er sjældent, men ja, det sker.

Ciss skriver:

Jeg kendte en dame, som boede alene med to piger på ca 12 og 8 år. Hun var typen, som fulgte dem til alt, fulgte deres lektier op, gik op i sundt kosthold osv.

Så fik hun sig kæreste - han var jo så godt nok ikke pigernes far. Og fra da af gik pigerne for lud og koldt vand. De kom konsekvent for sent til alt, hvis de kom i det hele taget. De fik ikke hjælp til noget som helst længere, madpakker, tøj osv. I stedet for at synge i kor, lave lektier og komme i seng til normal tid, blev pigerne slæbt med og måtte sidde langs væggen i et bandrum for at høre på hans band, som øvede til midnat på en hverdag. Moren havde kun tanker for kæresten og sig selv. Det var helt forfærdeligt at være vidne til. Hvad som egentlig skete eller var afgørende, ved jeg ikke, men til sidst blev pigerne fjernet fra hjemmet og flyttet til en anden kant af landet. (Jeg har lidt kontakt med den ene af pigerne i dag, og det går heldigvis godt med dem i dag.)

Så lyder det nærmest som om at pigerne har været hendes projekt og livsindhold på den dårlige måde, altså forstået sådan at det var hendes behov for at engagere sig i dem, der var vigtigst og da hun så fik andet at gå op i var de pludselig ikke lige så interessante.

Men altså hvor må man håbe, at der er andet der har været udslagsgivende for at børnene blev fjernet og at det ikke bare har skyldtes hovedkuls forelskelse i den nye kæreste.

Er de i øvrigt stadig sammen så?

Ja det tror jeg bestemt... Eller ved.... 

stjernehimmel skriver:

Ja det tror jeg bestemt... Eller ved.... 

Af personlig erfaring eller bare noget du har hørt?

Anonym skriver:

Så lyder det nærmest som om at pigerne har været hendes projekt og livsindhold på den dårlige måde, altså forstået sådan at det var hendes behov for at engagere sig i dem, der var vigtigst og da hun så fik andet at gå op i var de pludselig ikke lige så interessante.

Men altså hvor må man håbe, at der er andet der har været udslagsgivende for at børnene blev fjernet og at det ikke bare har skyldtes hovedkuls forelskelse i den nye kæreste.

Er de i øvrigt stadig sammen så?

Som sagt ved jeg ikke, hvad som var udslagsgivende. Men jeg ved jo, at skolen var bekymret over længere tid osv.

Moren endte med at begå selvmord et års tid efter. På det tidspunkt var hun flyttet, og jeg ved ikke, hvad som egentlig skete. Uanset, en virkelig tragisk historie!

Sikke en forfærdelig og trist historie. Ja hvis man er så meget i sine egne behov og følelser er man måske nok bare ikke så rask.

Tror det er meget sjældent idag, at mor og fars kærlighed overskygger børnene. De er trods alt valgt til a begge parter. Tror mere det sker i skilsmiseefamilier hvor mor eller far forelsker sig på ny. 

Kender et søskende par der oplevede deres mor skride med en ny mand fuldstændig ud a det blå. Hun havde åbenbart haft en affære i længere tid, og var blevet så hovedkuls forelsket at hun bare skred fra mand og børn. Børnene var lige i starten af teenageårene og var MEGET påvirket a det. Den ene, der idag nærmer sig de 30år har stadig tillidsproblemer og tilbagevendende depressioner, selvom moderen kom ind i deres liv igen et par år senere, stadig med den nye mand og børnene havde adresse hos faderen. Deres forhold til moren bliver aldrig "rigtigt" igen. 

Nej, man kan aldrig blive for glade for hinanden. At forældrene elsker hinanden rigtig højt er bare en kæmpe bonus, og det er dejligt for børnene at vokse op og se kærligheden imellem deres forældre. 

Men der er ingen kærlighed stærkere end kærligheden til ens børn, og ens børn skal altid være nummer 1, uanset hvor forelsket man er i sin partner. Børnene kommer altid først, og skal altid ses og altid have mest kærlighed.

 

Elbæk skriver:

Nej, man kan aldrig blive for glade for hinanden. At forældrene elsker hinanden rigtig højt er bare en kæmpe bonus, og det er dejligt for børnene at vokse op og se kærligheden imellem deres forældre. 

Men der er ingen kærlighed stærkere end kærligheden til ens børn, og ens børn skal altid være nummer 1, uanset hvor forelsket man er i sin partner. Børnene kommer altid først, og skal altid ses og altid have mest kærlighed.

 

Måske er formuleringen forkert. Altså om forældre kan være for glade for hinanden. Det kan de nok ikke. Måske er den rette formulering om deres måde at udtrykke betagelsen på kan være for meget?