Til jer med 3 eller flere børn

SjeBets skriver:

jeg har lige fået nr 3, og jeg er overrasket over hvor "hårdt" jeg faktisk synes det er, jeg regnede ikke med at det ville blive slem fordi mine børn er store børn, og meget selvhjulpen, de er 9 og 13 men hold op jeg er blevet overrasket

Oki
Er det fordi du synes du er startet helt forfra eller hvad er det du synes er hårdt?

Anonym skriver:

Oki
Er det fordi du synes du er startet helt forfra eller hvad er det du synes er hårdt?

nej ikke så meget det, men selv om mine unger er så store, så er der lektier der skal laves, de skal sendes afsted om morgene, og de skal køres til alle deres aktiviteter, og skolefester, og bages til deres tam tam de skal til. osv hehe ja jeg tænkte så naiv som jeg var, at det måtte være nemmere at have to store end to små nu når jeg fik nr 3. men der er bare andre ting der skal gøres. Og min mand er selvstændig så han er ikke meget hjemme.

Og med nr 3. der faktisk æder hver 2. time så er det ved at være lidt barskt.

Anonym skriver:

Vi har to børn i forvejen og snakker om en tredje, men vi er lidt i tvivl om hvor hårdt det er med tre børn.

Det er hårdt og går fra et til to børn, men er det mere hårdt og går fra to til tre børn, eller hvad siger I der har prøvet det?

Jeg synes det var et større skridt at gå fra 1-2 i forhold til at gå fra 2-3 børn. Nu er der jo ret mange år imellem vores børn, knapt 11 ml. Nr 1 og 2 og så yderligere 6 år til nr.3, så vores børn er nu 17 næsten 18, 7 og 7 1/2 måned.
Da vi fik nr 2 var vores ældste jo 11 og deraf også meget selvstændig, det var samtidig hans største ønske at få en søskende så han har fra starten af været meget hjælpsom og nyder stadig at hygge med den mellemste bare de to. Da vi fik nr to kom der meget mere struktur i vores hverdag derfor var det ikke så hårdt/ stort skridt at får.3.
Vores nr. 3 er i øvrigt en lille pige så de to storebrødre forguder hende:-)

Anonym skriver:

Oki. Så man bliver mere begrænset. Nu er mine 6 og 3 og vil være 7 og 4 hvis/når baby kommer og de er ret så rolige og selvstændige.

Mine var 7 og næsten 3. Og begrænsningen for mig var alt det jeg gerne ville med dem - de kunne sagtens en masse selv, den på 3 har altid været et barn det ønsker meget alene tid. Men det var mit hjerte der græd, over alle de zoo ture vi ikke tog på, alle de spil vi ikke fik spiller, for ikke at tale om de lektier jeg gerne havde siddet og lavet i rolige omgivelser. De store havde det godt, de kunne meget selv og det de ikke kunne, kunne jeg sagtens. Jeg havde skønne morgener hvor vi knoklede enten med cykel eller barnevogn til skole og børnehave, så på den måde var det hverken mere eller mindre hårdt end med nummer 2, men jeg følte mig stoppet i forhold til de store, for en tur i zoo med tog og bus var bare det lidt mere uoverkommeligt med 3 end med 2, et brætspil med hende på 7 krævede at både ham på 3 og baby gav tid til det, lektier krævede det samme. Og jo farmand var der og han er en fantastisk far, men han var på arbejde og ellers var der bare også en masse praktisk (det med at have styr på madplanen og sætte i struktur hænger på mig, og i starten med 3 børn havde jeg ikke overblikket), plus begge drenge er så mor syge.... 

Skal ikke lyde som jeg ville sige: lad vær! For jeg elskede det, jeg elsker det. Men at sige, det var en dans på roser er løgn, men jeg er glad for det skete selvom det på ingen måde var planlagt. 

SjeBets skriver:

nej ikke så meget det, men selv om mine unger er så store, så er der lektier der skal laves, de skal sendes afsted om morgene, og de skal køres til alle deres aktiviteter, og skolefester, og bages til deres tam tam de skal til. osv hehe ja jeg tænkte så naiv som jeg var, at det måtte være nemmere at have to store end to små nu når jeg fik nr 3. men der er bare andre ting der skal gøres. Og min mand er selvstændig så han er ikke meget hjemme.

Og med nr 3. der faktisk æder hver 2. time så er det ved at være lidt barskt.

Jeg er også pænt meget overrasket over hvor besværligt det er at have store børn  Man hører så tit det er de små år der er besværlige... Jeg kunne have 10 børn under skolealderen og ikke blinke med et øjenbryn, men to skolebørn puha der er bare hele tiden noget og hende på snart 11 det er hele tiden... Hun er både selvstændig og en lille lille pige... og lektier, og klassekagen, og klassefrugt, og klassebamsen og og og og... Nej skal ikke klage det er også fantastisk, men kræver en meget organiseret hverdag...

lineog4 skriver:

Mine var 7 og næsten 3. Og begrænsningen for mig var alt det jeg gerne ville med dem - de kunne sagtens en masse selv, den på 3 har altid været et barn det ønsker meget alene tid. Men det var mit hjerte der græd, over alle de zoo ture vi ikke tog på, alle de spil vi ikke fik spiller, for ikke at tale om de lektier jeg gerne havde siddet og lavet i rolige omgivelser. De store havde det godt, de kunne meget selv og det de ikke kunne, kunne jeg sagtens. Jeg havde skønne morgener hvor vi knoklede enten med cykel eller barnevogn til skole og børnehave, så på den måde var det hverken mere eller mindre hårdt end med nummer 2, men jeg følte mig stoppet i forhold til de store, for en tur i zoo med tog og bus var bare det lidt mere uoverkommeligt med 3 end med 2, et brætspil med hende på 7 krævede at både ham på 3 og baby gav tid til det, lektier krævede det samme. Og jo farmand var der og han er en fantastisk far, men han var på arbejde og ellers var der bare også en masse praktisk (det med at have styr på madplanen og sætte i struktur hænger på mig, og i starten med 3 børn havde jeg ikke overblikket), plus begge drenge er så mor syge.... 

Skal ikke lyde som jeg ville sige: lad vær! For jeg elskede det, jeg elsker det. Men at sige, det var en dans på roser er løgn, men jeg er glad for det skete selvom det på ingen måde var planlagt. 

Kan godt se hvad du mener. Og det får mig til at tænke, men synes godt nok at æggestokkene trækker mest.. Må snakke med manden om det..

Vi har to børn i forvejen og snakker om en tredje, men vi er lidt i tvivl om hvor hårdt det er med tre børn.

Det er hårdt og går fra et til to børn, men er det mere hårdt og går fra to til tre børn, eller hvad siger I der har prøvet det?

Jeg er overrasket over hvor NEMT det er at have tre små børn, jeg har drengene på 3,5 år, 3 år og den lille ny på knap 4 mdr. og det har ikke været det store omvæltning, til trods for jeg er alene med dem fra vi står op til de bliver puttet kl. 19

For mig handler det hele om planlægning og struktur - drengene ("de store") kører fortsat i deres rutiner, og den lille er faldet med ind i den og det fungere rigtig godt

Vores nye lillebror har været med på ture, så det har ikke "hindret" mig i at lave noget med de store

Selvfølgelig er der tidspunkter hvor man tænker, "PHU", men det var der nu også bare med to

 

 

Tror lidt det kommer an på aldersforskellen.

Kender nogen der har en på 4, en på 2 og en på 1 og det er vist ret hårdt. Selv har vi en på 11, en på 2 og en på 1 og det er ikke lige så hårdt da den ældste jo hjælper med de små og er ret så selvkørende. Når det så er sagt er det jo forskelligt hvordan man tackler det med børn også afhængigt af børnenes personligheder.

Jeg synes da også nogen gange det er hårdt med de to mindste og med tre i det hel taget fordi jeg tit føler at jeg ikke har fordelt opmærksomheden på dem ligeligt. Men når alt kommer til alt er det jo det hele værd og de har alle sammen stor glæde af hinanden, så ville ikke gøre det om hvis jeg kunne, men hvis der bliver tale om nr. 4 ligger det en del år ude i fremtiden.

De store var lige blevet henholdsvis 2år og 4 år da vi fik nr3. Det var SÅ nemt, at vi dårligt opdagede at vi havde et ekstra barn. Man kender hele turen med bleer amning, grøn afføring, 3 dagsfeber osv, så der er ikke noget der bekrymret en, eller gør en usikker. Vi kørere bare på skinner lige igennem. Til sommer har vi tre skolebørn, og det er lidt noget andet når det kommer fritidsaktiviteter, legeaftaler osv ind over også, men på den anden side er der så meget de kan klare selv, så det letter også.jeg tror jo flere børn jo nemmere er det. Men selvfølgelig er nogle børn mere udfordrende end andre :-)

Anonym skriver:

Kan godt se hvad du mener. Og det får mig til at tænke, men synes godt nok at æggestokkene trækker mest.. Må snakke med manden om det..

Må lige sige jeg ikke ville være betænkelig, og jeg tog gerne en 4er, men at man samtidig også skal være realistisk og et barn betyder er barn mere "arbejde". Plus at jeg synes skolen og det der følger med skolen er tidskrævende. Min datter havde brug for min hjælp til læsningen, hun blev hurtig afledt så det skulle være uden lillebrødre i rummet osv hvor nu hvor nummer 2 er startet i skole kan jeg se han kan læse før han startede og så videre så der er ikke brug for den samme ro omkring ham. Og nu kan jeg da have den sorteste samvittighed over jeg ikke gav min datter den start i skolen fordi der var en lille baby og tumling (og han var ellers forholdsvis nem men fylder bare med sit fantastiske væsen), men så fik hun noget andet, en mor på barsel, en lillebror, en mor der igen oplevede roen og lykken og så videre... Så klart mine ord skal ikke afskrække men blot vil jeg ikke farve rosenrødt - det gjorde mange omkring mig og da jeg så stod med de 3 åbnede de for hvordan verden virkelig så ud  

umiddelbart tror jeg faktisk det er "nemmest" at få den trip trap træsko... For mig er det især skolen som fyldte meget, og i det hele taget det med at når et barn går i skole så er man bare mere fastlåst og man skal nå skolen om morgenen trods lortebleer og andet... Men jeg nød tiden på barsel også med en skole der skulle afleveres til (og klap på skulderen til mig selv kommer ikke en dag for sent i skole, og hver morgen var hygge enten med barnevogn eller christiniacykel)