Til jer med 3 eller flere børn

Anonym skriver:

Vi har to børn i forvejen og snakker om en tredje, men vi er lidt i tvivl om hvor hårdt det er med tre børn.

Det er hårdt og går fra et til to børn, men er det mere hårdt og går fra to til tre børn, eller hvad siger I der har prøvet det?

Nej, sys jeg ikke. 

Sys det var håre fra 3-4

Det var sgu hårdt men der hele værd. Ej jeg synes det sværeste var at går fra nul til 1  Men når det er sagt så jo det var ikke lige til at gå fra 2-3 her hjemme. Syntes egentlig det var simpelt at går fra 1-2 måske fordi han var nem, min datter havde den alder hun havde eller hvad ved jeg. Men med nummer 3 følte jeg mig mere begrænset i forhold til de store og også nu hvor han er 3 år så fylder han bare meget - men det er jo hans personlighed (aldrig mødt en der kan tale så meget....), men på en fantastisk måde og elsker at være mor til en flok 

Og det er i hvert fald ikke værre end hvis min mand kom og sagde skal vi lave en til rev jeg spiralen ud før tale havde talt til 10

Jeg vil være helt ærlig...

Ja, vi synes begge to at det var pænt meget hårdere at gå fra to til tre. Ikke så meget da hun var lille men nu hvor hun er gående og har en mening er det blevet hårdere.  Vi et mindre væk fra huset igen fordi hin jo skal hvile i ro som alle andte småbørn. Der havde vi lige vænnet is til ikke at skulle planlægge alt. De store synes det er møg træls at tingene blev anderledes da hun kom. Vi er ikke så tit ude hver især fordi vi begge synes det kan være en mundfuld at passe alle tre.  En vil ud og save i værkstedet men må ikke alene.  En vil spilleolsen mens den mindste bare hyler og synes alt man pprøver er forkert. Eller de to store skændes mens den lille skriger fordi de larmer...de dage findes i vores hus og når det sker føler man nærmest at ens hoved kunne eksplodere. En tur ud og købe ind kan være den største befrielse på dagen:-)

Og så er der bare konstant en der vågner om natten. Hvis ikke den lille så vores store pige pga. drømme eller den store pga eksem. Savner SÅ meget søvn selv nu hvor de er 6, knap 5 og 1, 5 år.

Men, når alt det er sagt ville jeg aldrig vælge anderledes. Elsker mine dejlige børn:-) men jeg bliver helt sikkert gråhåret og rynket før tid pga stress over manglede alene tid, syge bøtn, syge os og for mange år med minus søvn:-)

Kunne bare ikke forestille mig livet uden mine elskede stressfaktorer. Deres knus og kram, deres smil og deres lækre kyssekinder;-)

MortilMogL skriver:

Nej, sys jeg ikke. 

Sys det var håre fra 3-4

Rikke S skriver:

Jeg venter nr 3, så kan ikke råde dig af egen erfaring endnu ,
men 2 af mine søstre har 3-4 børn, og siger, at det er hårde at gå fra 2-3 end det var at gå fra 1-2.
Personligt synes jeg ikke det var så hårdt at gå fra 1-2, så forventer at mine søstre har ret

lineog4 skriver:

Det var sgu hårdt men der hele værd. Ej jeg synes det sværeste var at går fra nul til 1  Men når det er sagt så jo det var ikke lige til at gå fra 2-3 her hjemme. Syntes egentlig det var simpelt at går fra 1-2 måske fordi han var nem, min datter havde den alder hun havde eller hvad ved jeg. Men med nummer 3 følte jeg mig mere begrænset i forhold til de store og også nu hvor han er 3 år så fylder han bare meget - men det er jo hans personlighed (aldrig mødt en der kan tale så meget....), men på en fantastisk måde og elsker at være mor til en flok 

Og det er i hvert fald ikke værre end hvis min mand kom og sagde skal vi lave en til rev jeg spiralen ud før tale havde talt til 10

MariaE skriver:

Jeg vil være helt ærlig...

Ja, vi synes begge to at det var pænt meget hårdere at gå fra to til tre. Ikke så meget da hun var lille men nu hvor hun er gående og har en mening er det blevet hårdere.  Vi et mindre væk fra huset igen fordi hin jo skal hvile i ro som alle andte småbørn. Der havde vi lige vænnet is til ikke at skulle planlægge alt. De store synes det er møg træls at tingene blev anderledes da hun kom. Vi er ikke så tit ude hver især fordi vi begge synes det kan være en mundfuld at passe alle tre.  En vil ud og save i værkstedet men må ikke alene.  En vil spilleolsen mens den mindste bare hyler og synes alt man pprøver er forkert. Eller de to store skændes mens den lille skriger fordi de larmer...de dage findes i vores hus og når det sker føler man nærmest at ens hoved kunne eksplodere. En tur ud og købe ind kan være den største befrielse på dagen:-)

Og så er der bare konstant en der vågner om natten. Hvis ikke den lille så vores store pige pga. drømme eller den store pga eksem. Savner SÅ meget søvn selv nu hvor de er 6, knap 5 og 1, 5 år.

Men, når alt det er sagt ville jeg aldrig vælge anderledes. Elsker mine dejlige børn:-) men jeg bliver helt sikkert gråhåret og rynket før tid pga stress over manglede alene tid, syge bøtn, syge os og for mange år med minus søvn:-)

Kunne bare ikke forestille mig livet uden mine elskede stressfaktorer. Deres knus og kram, deres smil og deres lækre kyssekinder;-)