Hej Eva - og andre.
Jeg er jo skolelærer, når jeg ikke lige er på barsel.
Jeg har undervist i 8 år, og jeg holder rigtig meget af mit arbejde. Jeg holder af "mine" unger, af deres forældre, mine kolleger og så har jeg en fantastisk leder. Der er intet trivielt ved mit job, og det er jeg glad for - hader rutine. Jeg underviser på Danmarks bedste folkeskole, og jeg kører gladeligt en time hver dag for at komme på arbejde, selvom vores nærmeste nabo herhjemme er en spritny skole med alle de moderne faciliteter.
Det eneste, der indimellem har været ved at knække halsen på mig, er det som du nævner i dit oplæg; Antallet af børn i klasserne.
I den kommune, hvor jeg underviser, kan der dispenseres til op til 32 børn. Det er jo så bare ikke altid børn som dine og mine, der har lært at sidde stille, har fået morgenmad, har madpakke med, har sko på/med, er blevet vaskede (bare inden for den seneste uge), har værktøjet i orden (basal skoletaske) osv.
Desuden placeres der i stigende grad børn i normalklasser, der er aldeles behandlingskrævende og behøver adfærdsregulering og støtte i deres hverdag - uden at der følger den nødvendige støtte med.
Nogle gange er man så "heldig" at det er børn, der sidder passive hen - andre gange drejer det sig om børn, der lader sig forstyrre af andre og derpå går amok og kaster med stole og uddeler knytnæver, baseballbat eller andet der måtte være inden for rækkevidde. Jeg har sågar modtaget et barn med downs, med den forklaring, at blev han bare integreret rigtigt, så ville han kunne klare sig som de andre. Han kunne ikke tørre sig selv bagi efter toilet (4. klasse) og han lå altid under klassens spisebord, hvis der foregik noget fælles.
Under min seneste graviditet måtte jeg dagligt udføre fastholdelse at ét eller flere børn. Min leder havde sagt at jeg, i givet fald, måtte tilkalde en kollega fra naboklassen. - Men det kan jeg jo ikke vente på, hvis et par børn er ved at slå hinanden ihjel.
- Såvidt.... Jeg elsker stadig mit arbejde, men jeg er faktisk glad for - Eva - at du tager emnet op. Der er generelt alt for mange elever i en klasse - læreren har overhovedet ikke den tid, han/hun gerne ville have til den enkelte, og jeg vil gerne være den første (fra en del af den anden side af bordet) til at medgive, at det er skidt.
Mit håb kunne være, at DU har en kanal, hvor du kan gå videre med emnet. Det paradoksale er nemlig, at hvis jeg - eller min faggruppe - forsøger at opponere mod forholdene, så vil det blive opfattet som et fagforeningsemne. - Det er er det selvfølgelig også i sidste ende, men det er lige så meget et spørgsmål om den kvalitet, vi kan præstere i vores uddannelsessystem.
Tak for oplægget! - Helle