Brevet til min mand

Anonym skriver:

Er det virkelig det her du vil?

For ofte virker det ikke sådan, jeg magter ikke længere 6 ud af 7 aftner alene på sofaen med ungerne mere, jeg magter ikke du har så travlt med at komme ud og jeg magter ikke at du aldrig vil lave noget med os!

Jeg er træt!

Træt af at være alene-mor i et ægteskab, træt over at du kun ser dine børn 1,5-2 timer om dagen, hvor i det tidsrum spiser vi (den mad JEG laver HVER ENESTE DAG), JEG bader dem og JEG kommer dem i nattøjet og hvor JEG putter, så snart ungerne ligger i deres seng i de 2 timer du er inde(er ik ens betydning med de sover) smutter du ud og efterlader mig med vores 3 mdrs baby i sofaen.

Træt af at i de 4 år vi har haft børn, har du ikke én eneste gang har sagt; ”I nat tager jeg sgu ungerne, skat – så kan du få sovet lidt” til trods for vores dreng på 4 ikke sover igennem endnu, hvorfor skal jeg altid spørge dig om du gider, kan du da for helvede ikke se jeg er træt!

Ofte tænker jeg om det er det her jeg vil?!

Sidde alene med 3 små børn i et al for stort hus jeg ikke kan nå at gøre rent, før det bliver beskidt igen Træt af at du vælger at tage i byen DAGEN FØR vores 3. barnedåb, til trods for du har været med til at fastsætte datoen!

Træt af at jeg skal spørge dig om du kan ”passe” dine egne børn, og ofte får svar som om jeg var skingerende sindssyg, for du havde jo andre planer

Træt af at når weekenden kommer og naiv som jeg er, har håb om du vil lave noget med os og får sætningen lørdag morgen: ”Nå, hvad skal I  så lave i dag?”

Træt af, at den dag vi var ved at miste vores dreng tager du i byen, mens min mor passer vores ældste og jeg er indlagt med vores dreng der var døden nær!

 

Lever vi i virkeligheden bare sammen, fordi min drøm at kernefamilien er så vigtig?

Jeg er ikke i tvivl om du elsker os, selv ikke, men jeg er i tvivl om, om du elsker mig nok til at kunne elske mig hele livet

Gud, hvor er jeg bare træt!

Det lyder, som om det var på tide, at du skrev det brev....

Han lyder ret og slet ikke voksen.

Men med tre børn er man nødt til at være voksen.

Får han chok og sætter sig ned og tænker, når han får brevet, så kan det være, at der er håb om, at ting kan ændre sig.

Hvis han bare fortsætter i samme spor som altid, så tror jeg, det sundeste for dig - og børnene - vil være at lade 2014 blive det år, hvor du får ryddet op i dit liv og prioriteret det, som er vigtigt.

Der er forresten mange måder at have samvær med børnene på. Anden hver weekend er en ud af flere mulige løsninger. Det er noget, I må snakke jer frem til, hvad som passer bedst for jer. Hvis en hel weekend er uoverskuelig for ham, kan det jo være, at der er en anden løsning, som passer både ham og dig bedre. Og babyen er jo uanset for lille til at være omfattet af en sådan ordning. Samværet skal tilpasses barnets alder. Så tag de problemer, når du kommer til dem. Det første, du må finde ud af er, om du skal blive eller afslutte forholdet. Hvis svaret er, at du afslutter det, så tager du de praktiske problemer derfra.

Anonym skriver:

Det der skræmmer mig mest ved tanken om at forlade dig er, at så skal du være alene, sådan helt alene med dine børn en hel weekend, det har du aldrig prøvet før.

Tanken om jeg skal undvære dem en helt weekend, det har jeg aldrig prøvet før.

Jeg kan ikke