Brevet til min mand

Er det virkelig det her du vil?

For ofte virker det ikke sådan, jeg magter ikke længere 6 ud af 7 aftner alene på sofaen med ungerne mere, jeg magter ikke du har så travlt med at komme ud og jeg magter ikke at du aldrig vil lave noget med os!

Jeg er træt!

Træt af at være alene-mor i et ægteskab, træt over at du kun ser dine børn 1,5-2 timer om dagen, hvor i det tidsrum spiser vi (den mad JEG laver HVER ENESTE DAG), JEG bader dem og JEG kommer dem i nattøjet og hvor JEG putter, så snart ungerne ligger i deres seng i de 2 timer du er inde(er ik ens betydning med de sover) smutter du ud og efterlader mig med vores 3 mdrs baby i sofaen.

Træt af at i de 4 år vi har haft børn, har du ikke én eneste gang har sagt; ”I nat tager jeg sgu ungerne, skat – så kan du få sovet lidt” til trods for vores dreng på 4 ikke sover igennem endnu, hvorfor skal jeg altid spørge dig om du gider, kan du da for helvede ikke se jeg er træt!

Ofte tænker jeg om det er det her jeg vil?!

Sidde alene med 3 små børn i et al for stort hus jeg ikke kan nå at gøre rent, før det bliver beskidt igen Træt af at du vælger at tage i byen DAGEN FØR vores 3. barnedåb, til trods for du har været med til at fastsætte datoen!

Træt af at jeg skal spørge dig om du kan ”passe” dine egne børn, og ofte får svar som om jeg var skingerende sindssyg, for du havde jo andre planer

Træt af at når weekenden kommer og naiv som jeg er, har håb om du vil lave noget med os og får sætningen lørdag morgen: ”Nå, hvad skal I  så lave i dag?”

Træt af, at den dag vi var ved at miste vores dreng tager du i byen, mens min mor passer vores ældste og jeg er indlagt med vores dreng der var døden nær!

Lever vi i virkeligheden bare sammen, fordi min drøm at kernefamilien er så vigtig?

Jeg er ikke i tvivl om du elsker os, selv ikke, men jeg er i tvivl om, om du elsker mig nok til at kunne elske mig hele livet

Gud, hvor er jeg bare træt!

Det kan jeg godt forstå du ikke vil finde dig i

Anonym skriver:

Er det virkelig det her du vil?

For ofte virker det ikke sådan, jeg magter ikke længere 6 ud af 7 aftner alene på sofaen med ungerne mere, jeg magter ikke du har så travlt med at komme ud og jeg magter ikke at du aldrig vil lave noget med os!

Jeg er træt!

Træt af at være alene-mor i et ægteskab, træt over at du kun ser dine børn 1,5-2 timer om dagen, hvor i det tidsrum spiser vi (den mad JEG laver HVER ENESTE DAG), JEG bader dem og JEG kommer dem i nattøjet og hvor JEG putter, så snart ungerne ligger i deres seng i de 2 timer du er inde(er ik ens betydning med de sover) smutter du ud og efterlader mig med vores 3 mdrs baby i sofaen.

Træt af at i de 4 år vi har haft børn, har du ikke én eneste gang har sagt; ”I nat tager jeg sgu ungerne, skat – så kan du få sovet lidt” til trods for vores dreng på 4 ikke sover igennem endnu, hvorfor skal jeg altid spørge dig om du gider, kan du da for helvede ikke se jeg er træt!

Ofte tænker jeg om det er det her jeg vil?!

Sidde alene med 3 små børn i et al for stort hus jeg ikke kan nå at gøre rent, før det bliver beskidt igen Træt af at du vælger at tage i byen DAGEN FØR vores 3. barnedåb, til trods for du har været med til at fastsætte datoen!

Træt af at jeg skal spørge dig om du kan ”passe” dine egne børn, og ofte får svar som om jeg var skingerende sindssyg, for du havde jo andre planer

Træt af at når weekenden kommer og naiv som jeg er, har håb om du vil lave noget med os og får sætningen lørdag morgen: ”Nå, hvad skal I  så lave i dag?”

Træt af, at den dag vi var ved at miste vores dreng tager du i byen, mens min mor passer vores ældste og jeg er indlagt med vores dreng der var døden nær!

 

Lever vi i virkeligheden bare sammen, fordi min drøm at kernefamilien er så vigtig?

Jeg er ikke i tvivl om du elsker os, selv ikke, men jeg er i tvivl om, om du elsker mig nok til at kunne elske mig hele livet

Gud, hvor er jeg bare træt!

Alle de ture vi har været på, har været ude dig, ungerne er begyndt at sige, når jeg foreslår dem noget; "Far skal jo ik med", hvorefter jeg må give dem ret "nej, det skal han jo ikke"

Du fravælger os for at kunne nå at "lave noget herhjemme" og alligevel har du evnen til at få mig til at føle mig som om det er mig der er røvhullet!

Godt du får luft! Håber han får noget at tænke over, for ja, han lyder godt nok som en elendig mand/far 

Håber han tager sig sammen!

Anonym skriver:

Er det virkelig det her du vil?

For ofte virker det ikke sådan, jeg magter ikke længere 6 ud af 7 aftner alene på sofaen med ungerne mere, jeg magter ikke du har så travlt med at komme ud og jeg magter ikke at du aldrig vil lave noget med os!

Jeg er træt!

Træt af at være alene-mor i et ægteskab, træt over at du kun ser dine børn 1,5-2 timer om dagen, hvor i det tidsrum spiser vi (den mad JEG laver HVER ENESTE DAG), JEG bader dem og JEG kommer dem i nattøjet og hvor JEG putter, så snart ungerne ligger i deres seng i de 2 timer du er inde(er ik ens betydning med de sover) smutter du ud og efterlader mig med vores 3 mdrs baby i sofaen.

Træt af at i de 4 år vi har haft børn, har du ikke én eneste gang har sagt; ”I nat tager jeg sgu ungerne, skat – så kan du få sovet lidt” til trods for vores dreng på 4 ikke sover igennem endnu, hvorfor skal jeg altid spørge dig om du gider, kan du da for helvede ikke se jeg er træt!

Ofte tænker jeg om det er det her jeg vil?!

Sidde alene med 3 små børn i et al for stort hus jeg ikke kan nå at gøre rent, før det bliver beskidt igen Træt af at du vælger at tage i byen DAGEN FØR vores 3. barnedåb, til trods for du har været med til at fastsætte datoen!

Træt af at jeg skal spørge dig om du kan ”passe” dine egne børn, og ofte får svar som om jeg var skingerende sindssyg, for du havde jo andre planer

Træt af at når weekenden kommer og naiv som jeg er, har håb om du vil lave noget med os og får sætningen lørdag morgen: ”Nå, hvad skal I  så lave i dag?”

Træt af, at den dag vi var ved at miste vores dreng tager du i byen, mens min mor passer vores ældste og jeg er indlagt med vores dreng der var døden nær!

 

Lever vi i virkeligheden bare sammen, fordi min drøm at kernefamilien er så vigtig?

Jeg er ikke i tvivl om du elsker os, selv ikke, men jeg er i tvivl om, om du elsker mig nok til at kunne elske mig hele livet

Gud, hvor er jeg bare træt!

Løb,og kig dig ikke tilbage.

Der er masser af mænd derude ,som du fortjener langt mere end den idiot du er endt op med.

Når man kan skride i byen imens ens barn er dødsygt-er man ikke værdig til at kalde sig forældre.

Skynd dig væk med dine børn -du har fortjent så meget mere 

Og nu spekulerer jeg på hvorfor du i alverden har fået 3 børn med ham?

Han er vel ikke blevet sådan fra den ene dag til den anden?

Jeg håber virkelig du giver ham brevet,og viser ham svarene herinde.Så er der da håb for at han vågner op,selv om jeg tvivler ....

Jeg ville gå og få en hverdag op at køre med mine tre børn, hvor ingen af jer forventer, drømmer eller håber noget fra en far som åbenlyst er ligeglad med sin familie  Måske det vil give ham et wake-up call og han vil ændre sig..