Som udgangspunkt kan det jo både være godt og skidt, det afhænger jo allermest af de to menneskers engagement i forholdet og seriøsiteten. Som 19-årig havde jeg en kæreste på 43 som jeg var vildt forelsket i. Desværre tog han ikke mig lige så seriøst som jeg håbede på at han ville da jeg troede at han jo nok ville være mere seriøs end en yngre mand. Han var smigret over jeg var så vild med ham og jeg vidste bare at han var manden jeg ville dele mit liv med og have børn. Men desværre var han fordomsfuld omkring min alder og fandt en jævnaldrende kvinde at dele sit liv med på trods af min seriøsitet. Vi var sammen i 2 1/2 år.
Idag er jeg 34 og er slet ikke i tvivl om at jeg mente det seriøst og ville være blevet med ham hvis han ville men jeg kan da sagtens se de ting som han nok fandt problematiske. Han troede jeg ville blive træt af ham og finde en anden. Samtidigt var jeg kun lige begyndt uddannelse mens han havde et langt arbejdsliv bag sig og en masse andre erfaringer på mange niveauer.
Jeg tror han følte vi ville vokse fra hinanden i vores forskellige livsfaser og der kan måske ligge en hurdle. Men samtidigt har jeg da tit hørt om par med stor aldersforskel der kan få det til at fungere så jeg tror mest på at det handler om kærligheden og graden af seriøsitet hos parterne.
Men man skal tænke over de udfordringer det kan medføre samt hvilken indstilling man har til hinandens alder, så den part der er ældst ikke ligesom ser som den bedrevidende i forholdet som ligesom sætter dagsorden. Men ja man skal tænke sig godt om selvom det er svært når man er forelsket. 
Anmeld
