At bryde sin familie op...

liten-mamma skriver:

Prøv at give dem et kald på mandag, hvis de ikke gider hjælpe, så tropper du op på borger service eller ude på social centeret. Man bliver nød til at være lidt hård, hvis man vil have hjælp desværre. 

Her er adressen på socialcenter København, Matthæusgade 1 1666 Kbh V. På mandag har de åbent fra 09-15

Ellers ring på 33172533

Jeg synes det er lidt forkælet at opfordre til at mase på socialcenteret for at få hjælpe til at re-etablere sig i ny lejlighed, fordi man ikke lige har lyst til at være i det forhold man er i.

Tag dog ansvar for din egen situation. Meld dig ind i en boligforening og tag den derfra!

alle de ting du skriver er ikke noget du ønsker det er hvad andre tænker og føler...

ja jeg tror virkelig man har mange tanker omkring hvis man skal forlade sin partner, men tænk nu hvis i bliver sammen for altid og du ikke er glad lykkelig hvordan tror du så ikke jeres forhold kommer til at se ud med tiden?

jeg ved ikke om du evt. kan genvinde de følelser til din kæreste ved at gå i noget par terapi eller du bare ved det kommer aldrig tilbage de følelser fordi så skal man jo naturlig ikke kæmpe for det.

men alle overlever alle klare det, det handler om tid og en masse tanker, knus fra de nærmeste... men man skal lytte til sig selv og ikke andre

hesøth skriver:

Jeg synes det er lidt forkælet at opfordre til at mase på socialcenteret for at få hjælpe til at re-etablere sig i ny lejlighed, fordi man ikke lige har lyst til at være i det forhold man er i.

Tag dog ansvar for din egen situation. Meld dig ind i en boligforening og tag den derfra!

Skrev hun skulle tage derind for at søge råd og vejledning og det kan du tro hun har ret til! Der er mange ting man skal have styr på når man går fra barnets far, så nogle små råd er vist ikke det dårligste hun kan få med på vejen. 

Hun skriver at hun har skrevet sig op til i masse boligselvskaber og blot venter, men indtil tror jeg ikke hun tager skade af at snakke med socialcenter. 

Nu ved jeg bare at jeg har ret til at de hjælper mig med at finde en lejlighed, da jeg er i efterværn til jeg fylder 21!

Rockertand skriver:

Aarrh, synes måske nok, det er forkert at påstå, at børn ikke tager skade af at blive delebørn, men derud over må man jo forsøge at få det bedste ud af situationen og støtte dem bedst muligt igennem en for dem fundamental livsændrende beslutning, der tages på deres vegne.
TS: Håber, at du er sikker på, at det ikke kan reddes, for det er jo også din søn, der skal leve med sin beslutning.

Nu kan jeg jo tage mig og min bror som eksempel, vi har på ingen måde taget skade af at blive delebørn. Tværtimod, vi havde taget skade af at bo med både mor og far. 

Nogle gange er det bedst for barnet at gå hver til sit. At ens forhold ikke fungere, skal ikke gå ud over barnet. Det kan uden tvivl mærke den dårlige stemning. 

Vores datter er blevet gladere efter vi er gået fra hinanden, hun er begyndt at spise igen og sover nu hele natten. Tror uden tvivl at hun kan mærke at hun har fået en meget gladere mor og far

Jeg har ikke lige læst hvad de andre har skrevet og jeg skriver nok heller ikke det du eftersøger.

Men jeg har været sammen med min mand i 11 år og af og til har vi haft det på den måde som du fortæller. Jeg følte bare at jeg ingen følelser havde, hverdagens trummerum havde overtaget. Sågar har jeg prøvet at måtte kontrollere at jeg i et års tid havde følelser for en anden.

Hver gang vi kommer igennem sådan en periode der er svær, så forelsker jeg mig i min mand igen og jeg er taknemmelig for at jeg ikke gav op. Jeg vil aldrig give op overfor ham, jeg har slet ikke lyst til at undvære ham.

Det jeg mener er at det går op og ned og at det er normalt at man har det sådan i perioder, der kan være lange. Du skriver din mand elsker dig og du bekymrer dig om hvad andre mener og hvad dit liv så bliver.

For mig lyder det som om det er sådan en nede periode, hvor alt er blevet trivielt. Jeg tror det er bedst du afventer og tænker at du nok skal få det bedre i dit forhold.

Jeg tror at når man slet ikke gider sin modpart mere, så vil man bare væk og så er det ligegyldigt hvad familien siger og man ved man skal nok klare det med at være deleforælder. Så jeg tror simpelthen ikke du er kommet dertil endnu. Men igen, jeg ved jo så lidt, men ud fra det lidt du skriver, så tror jeg det kan betale sig at arbejde for det, evt. tage en parterapeut og få sat ord på.

Har været sammen med min mand i 22 år og har haft mange af de perioder, men hver gang er jeg begyndt en liste: hver anden fødselsdag, hver anden jul, 7/7 deling, kortere sommerferie osv osv osv og så vejede de ting pludselig mere end jeg synes hans måde at tygge på var forfærdelig. Og så måtte jeg jo kæmpe for at overvinde det. Har lige haft en periode hvor den liste næsten ikke overvandt - er ikke helt sikker endnu faktisk, men jeg gør intet drastisk og tænker jeg jo nok finder en del af gnisten igen - plejer jeg jo.... 

På den anden side er jeg skilsmisse barn selv og synes slet ikke jeg tog skade af det (siger hun selv, skulle måske sprøge dem omkring mig ). Så jeg er ikke modstander af skilsmisser for børnenes skyld, men for min egen kan da slet ikke undvære mine børn... 

Tænker egentlig når jeg læser dit indlæg at listen ikke er tænkt igennem og sunket helt ind, det handler mere om hvad andre vil tænke. Prøv at tænke listen igennem og er du stadig der hvor plussiderne ved at bryde forholdet opvejer minussiderne  gør det, men giv tid før du gør uoprettelig skade - tror rigtigt mange af os har kunne gå fra vores kærester/mænd tusind gange men er glade for vi ikke gjorde det uden at tænke det grundigt igennem...

Anonym skriver:

Jeg vil ikke længere være i mit forhold... Jeg er ikke længere lykkelig eller ulykkelig... Bare neutral...

Vi har sammen en dejlig dreng. Og her kommer problemet. 

Kan jeg byde min søn og være delebarn, bare fordi jeg ikke er lykkelig mere. Hvad vil hans familie sige... Overlever jeg en jul uden min søn? 

Hvordan vil livet som alenemor blive? 

Jeg er ikke en troende kvinde, men går stærkt ind for loyalitet og respekt. Føler mig derfor som et dårligt menneske. 

Jeg har jo alt. En flot kæreste som elsker mig, og er en god far. Jeg er sund og rask. Vi er populære bland venner og familie, og alle forguder vores søn. 

Vil jeg virkelig opgiv alt det? skal jeg blive, også bare "nøjes". Men istedet skåne en masse mennesker og økonomisk ikke gå fallit. 

Til Jer som har forladt Jeres mand... fortæl hvad i gjorde og hvorfor... 

 

Hilsen en fortvivlet kvinde...

 

 

 

 

Jeg har ikke læst hele tråden igennem, men er det ikke meget normalt at have det sådan i perioder i et langvarrigt forhold?. Jeg har været sammen med min mand siden 97 og har prøvet det et par gange selv og jeg er sikker på at min mand også har følt sådan et par gange. Så det du skal finde ud af er om du vil det her forhold du er i og så kæmpe og se tid an, eller om du vil ud af forholdet og starte på en ny.