At bryde sin familie op...

Jeg vil ikke længere være i mit forhold... Jeg er ikke længere lykkelig eller ulykkelig... Bare neutral...

Vi har sammen en dejlig dreng. Og her kommer problemet. 

Kan jeg byde min søn og være delebarn, bare fordi jeg ikke er lykkelig mere. Hvad vil hans familie sige... Overlever jeg en jul uden min søn? 

Hvordan vil livet som alenemor blive? 

Jeg er ikke en troende kvinde, men går stærkt ind for loyalitet og respekt. Føler mig derfor som et dårligt menneske. 

Jeg har jo alt. En flot kæreste som elsker mig, og er en god far. Jeg er sund og rask. Vi er populære bland venner og familie, og alle forguder vores søn. 

Vil jeg virkelig opgiv alt det? skal jeg blive, også bare "nøjes". Men istedet skåne en masse mennesker og økonomisk ikke gå fallit. 

Til Jer som har forladt Jeres mand... fortæl hvad i gjorde og hvorfor... 

 

Hilsen en fortvivlet kvinde...

 

 

 

 

Anonym skriver:

Jeg vil ikke længere være i mit forhold... Jeg er ikke længere lykkelig eller ulykkelig... Bare neutral...

Vi har sammen en dejlig dreng. Og her kommer problemet. 

Kan jeg byde min søn og være delebarn, bare fordi jeg ikke er lykkelig mere. Hvad vil hans familie sige... Overlever jeg en jul uden min søn? 

Hvordan vil livet som alenemor blive? 

Jeg er ikke en troende kvinde, men går stærkt ind for loyalitet og respekt. Føler mig derfor som et dårligt menneske. 

Jeg har jo alt. En flot kæreste som elsker mig, og er en god far. Jeg er sund og rask. Vi er populære bland venner og familie, og alle forguder vores søn. 

Vil jeg virkelig opgiv alt det? skal jeg blive, også bare "nøjes". Men istedet skåne en masse mennesker og økonomisk ikke gå fallit. 

Til Jer som har forladt Jeres mand... fortæl hvad i gjorde og hvorfor... 

 

Hilsen en fortvivlet kvinde...

 

 

 

 

Det er en rigtig rigtig svær situation at stå i, og det er nogle svære tanker. Jeg har ikke prøvet at gå fra mine børns far, så derfor kan jeg ikke svare specifikt på dine spørgsmål, men der er altså lige nogle ting jeg tænker på når jeg læser dit indlæg.. Er der en speciel grund til at gnisten er forsvundet? Du skriver du bare er neutral, vil det sige det "bare" er dine følelser der er forsvundet, eller er der også ting i forholdet du er træt af?

Jeg tænker, at det altid er bedre for børnene, at deres forældre er lykkelige hver for sig end ulykkelige sammen. Men hvis du "bare" føler dig neutral og har mistet følelserne, tænker jeg alligevel, om ikke du ville have mod på at arbejde på jeres parforhold, måske i parterapi? Måske åbne op overfor din mand og vær ærlig om dine følelser, så i kan arbejde på dem?

Som sagt. Jeg tror på det er bedre at være lykkelig hver for sig, men på den anden side er jeg også fortaler for, at man kæmper for sit forhold, når der er børn involveret, hvis der er noget at kæmpe for. Og det lyder det jo umiddelbart som om der er? Det lyder ikke som om du er helt afklaret endnu, så måske er der et håb?

Nu skriver jeg bare ud fra det du fortæller her, jeg ved godt, at der nok er en masse bagved, som ikke lige står skrevet i dit indlæg.

Anonym skriver:

Jeg vil ikke længere være i mit forhold... Jeg er ikke længere lykkelig eller ulykkelig... Bare neutral...

Vi har sammen en dejlig dreng. Og her kommer problemet. 

Kan jeg byde min søn og være delebarn, bare fordi jeg ikke er lykkelig mere. Hvad vil hans familie sige... Overlever jeg en jul uden min søn? 

Hvordan vil livet som alenemor blive? 

Jeg er ikke en troende kvinde, men går stærkt ind for loyalitet og respekt. Føler mig derfor som et dårligt menneske. 

Jeg har jo alt. En flot kæreste som elsker mig, og er en god far. Jeg er sund og rask. Vi er populære bland venner og familie, og alle forguder vores søn. 

Vil jeg virkelig opgiv alt det? skal jeg blive, også bare "nøjes". Men istedet skåne en masse mennesker og økonomisk ikke gå fallit. 

Til Jer som har forladt Jeres mand... fortæl hvad i gjorde og hvorfor... 

 

Hilsen en fortvivlet kvinde...

 

 

 

 

Min kæreste forlod mig, fordi han har det som du..

Der er ikke noget der hedder "at blive sammen for børnenes skyld", for børn lider under at have forældre der ikke er lykkelige sammen.. 

 

Jeg kan ikke råde dig til hvad du skal gøre, eller hvordan det kan gøres..

Men jeg ville ikke gå uden lige at sende dig en dejlig tanke og et kram 

Anonym skriver:

Jeg vil ikke længere være i mit forhold... Jeg er ikke længere lykkelig eller ulykkelig... Bare neutral...

Vi har sammen en dejlig dreng. Og her kommer problemet. 

Kan jeg byde min søn og være delebarn, bare fordi jeg ikke er lykkelig mere. Hvad vil hans familie sige... Overlever jeg en jul uden min søn? 

Hvordan vil livet som alenemor blive? 

Jeg er ikke en troende kvinde, men går stærkt ind for loyalitet og respekt. Føler mig derfor som et dårligt menneske. 

Jeg har jo alt. En flot kæreste som elsker mig, og er en god far. Jeg er sund og rask. Vi er populære bland venner og familie, og alle forguder vores søn. 

Vil jeg virkelig opgiv alt det? skal jeg blive, også bare "nøjes". Men istedet skåne en masse mennesker og økonomisk ikke gå fallit. 

Til Jer som har forladt Jeres mand... fortæl hvad i gjorde og hvorfor... 

 

Hilsen en fortvivlet kvinde...

 

 

 

 

Det er en rigtig øv situation at stå i! Jeg står i den samme lige nu. Det kunne ha' været mig der skrev dette indlæg.

Hvis du ikke er lykkelig i dit forhold, skal du ikke blive i det. Selvfølgelig kan du byde jeres søn at være dele barn, det tager han ikke skade af, så længe i går fra hinanden på en pæn måde og som venner. 

Min datters far og jeg er ved at gå fra hinanden. Jeg elsker ham ikke længere på den rigtige måde og vi har fundet ud af at vi ikke kan bo sammen. Vi går fra hinanden som bedste venner og samarbejdet mellem vores datter er helt perfekt. 

Jeg er i noget der hedder "efterværn", så jeg får hjælp af kommunen med at finde en lejlighed. Samtidig har jeg skrevet mig op i en masse boligselvskaber. Jeg har været i banken og tage et lån på 20.000 kr til nye møbler og så har jeg fundet ud af alt det ekstra støtte jeg kan få som enlig forsørger. Min eks kæreste hjælper mig rigtig meget og det er jeg så taknemlig for. 

Jeg tænkte også rigtig meget i starten over om jeg kunne byde vores datter det her, men hun kunne mærke den dårlige stemning mellem hendes forældre og det fortjener hun ikke! Det er længe siden vi har haft det så godt sammen, så for os var det den helt rigtige beslutning. Ikke kun for os, men også vores datter. 

Håber du kunne bruge det 

Jeg forlod min søns far i juni 2012, og havde nøjagtig de samme overvejelser som dig. Ville jeg virkelig byde min søn et liv som skilsmissebarn - det fyldte meget hos mig.

Det var en svær beslutning at tage, især fordi vi slet ikke var enige om at gå fra hinanden. Jeg vil ikke lyve og sige, at det ikke er hård, for det er dét, men jeg er på den anden side nu, og jeg ved at det er den rigtige beslutning. Jeg er stadig single og ved at jeg hellere vil alene, end sammen med en mand jeg ikke elsker, og det er på trods af at jeg mister kostbar tid med min søn, juleaftner og nytårsaftner osv. Jeg vil være en god rollemodel for min søn ved at få det bedste ud af livet hver dag og det kan jeg ikke være ved at leve ulykkelig i et forhold. Jeg har ikke alene budt min søn et liv som skilsmissebarn, det har vi begge.

Skriv gerne en pb!

Kh. Louise

Anonym skriver:

Jeg vil ikke længere være i mit forhold... Jeg er ikke længere lykkelig eller ulykkelig... Bare neutral...

Vi har sammen en dejlig dreng. Og her kommer problemet. 

Kan jeg byde min søn og være delebarn, bare fordi jeg ikke er lykkelig mere. Hvad vil hans familie sige... Overlever jeg en jul uden min søn? 

Hvordan vil livet som alenemor blive? 

Jeg er ikke en troende kvinde, men går stærkt ind for loyalitet og respekt. Føler mig derfor som et dårligt menneske. 

Jeg har jo alt. En flot kæreste som elsker mig, og er en god far. Jeg er sund og rask. Vi er populære bland venner og familie, og alle forguder vores søn. 

Vil jeg virkelig opgiv alt det? skal jeg blive, også bare "nøjes". Men istedet skåne en masse mennesker og økonomisk ikke gå fallit. 

Til Jer som har forladt Jeres mand... fortæl hvad i gjorde og hvorfor... 

 

Hilsen en fortvivlet kvinde...

 

 

 

 

Lidt tanker herfra:

Er det bare forelskelsen og spændingen som er forsvunden? Er der ikke mulighed for at arbejde på det. Fx. prøve nye ting sammen. Rejse en tur bare ham og dig og genoplive gnisten. Synes i hvert fald du bør give din barns far en chance for at vinde dig igen. Dermed også sagt at du bliver nød til at fortælle ham, hvordan du føler. For jeg tror ikke at man kan fastholde det vilde forelskelses sus hele livet, men nærhed og intimitet er vigtigt og det kræver altså at man åbner sig overfor hinanden og lytter til hinanden. 

 

Jeg er skilsmisse barn, så ved at prisen for barnet er stor, selvom man selvfølgelig kommer over det. Omvendt er man altså ikke en god rollemodel, hvis man lever sit liv som en skygge af sig selv, fordi man ikke er sig selv i sit forhold.

Kh

Janne T. skriver:

Det er en rigtig rigtig svær situation at stå i, og det er nogle svære tanker. Jeg har ikke prøvet at gå fra mine børns far, så derfor kan jeg ikke svare specifikt på dine spørgsmål, men der er altså lige nogle ting jeg tænker på når jeg læser dit indlæg.. Er der en speciel grund til at gnisten er forsvundet? Du skriver du bare er neutral, vil det sige det "bare" er dine følelser der er forsvundet, eller er der også ting i forholdet du er træt af?

Jeg tænker, at det altid er bedre for børnene, at deres forældre er lykkelige hver for sig end ulykkelige sammen. Men hvis du "bare" føler dig neutral og har mistet følelserne, tænker jeg alligevel, om ikke du ville have mod på at arbejde på jeres parforhold, måske i parterapi? Måske åbne op overfor din mand og vær ærlig om dine følelser, så i kan arbejde på dem?

Som sagt. Jeg tror på det er bedre at være lykkelig hver for sig, men på den anden side er jeg også fortaler for, at man kæmper for sit forhold, når der er børn involveret, hvis der er noget at kæmpe for. Og det lyder det jo umiddelbart som om der er? Det lyder ikke som om du er helt afklaret endnu, så måske er der et håb?

Nu skriver jeg bare ud fra det du fortæller her, jeg ved godt, at der nok er en masse bagved, som ikke lige står skrevet i dit indlæg.

Vi har haft mange problemer. Alt fra mistillid til det-irritere-mig-måden-du-spiser-på... 

Men kærligheden er bare væk! Han har spurgt om vi skulle gå i terapi. Men det har jeg ikke lyst til, da det vil være underligt og sidde og be om redskaber, til jeg noget jeg ikke er interesseret i at redde. 

Men på den anden side, så ved jeg du har ret... Et barn har mere ud af glade forældre end ulykkelige... 

Det er bare svært og opgive sin familie... Det er jo mit liv...

 

liten-mamma skriver:

Det er en rigtig øv situation at stå i! Jeg står i den samme lige nu. Det kunne ha' været mig der skrev dette indlæg.

Hvis du ikke er lykkelig i dit forhold, skal du ikke blive i det. Selvfølgelig kan du byde jeres søn at være dele barn, det tager han ikke skade af, så længe i går fra hinanden på en pæn måde og som venner. 

Min datters far og jeg er ved at gå fra hinanden. Jeg elsker ham ikke længere på den rigtige måde og vi har fundet ud af at vi ikke kan bo sammen. Vi går fra hinanden som bedste venner og samarbejdet mellem vores datter er helt perfekt. 

Jeg er i noget der hedder "efterværn", så jeg får hjælp af kommunen med at finde en lejlighed. Samtidig har jeg skrevet mig op i en masse boligselvskaber. Jeg har været i banken og tage et lån på 20.000 kr til nye møbler og så har jeg fundet ud af alt det ekstra støtte jeg kan få som enlig forsørger. Min eks kæreste hjælper mig rigtig meget og det er jeg så taknemlig for. 

Jeg tænkte også rigtig meget i starten over om jeg kunne byde vores datter det her, men hun kunne mærke den dårlige stemning mellem hendes forældre og det fortjener hun ikke! Det er længe siden vi har haft det så godt sammen, så for os var det den helt rigtige beslutning. Ikke kun for os, men også vores datter. 

Håber du kunne bruge det 

Tak for dit svar:-) 

desværre er min kæreste ikke nær så åben for samarbejde og venskab ved et brud. Måske han blir det med tiden. Men ikke ligenu. 

Mht lejlighed. Så bor vi i kbh! Det er så råddent og finde bolig herinde til under 10.000kr. Er skrevet op osv. Men der går nogle mdr endnu.... Desværre... 

Mamalou skriver:

Jeg forlod min søns far i juni 2012, og havde nøjagtig de samme overvejelser som dig. Ville jeg virkelig byde min søn et liv som skilsmissebarn - det fyldte meget hos mig.

Det var en svær beslutning at tage, især fordi vi slet ikke var enige om at gå fra hinanden. Jeg vil ikke lyve og sige, at det ikke er hård, for det er dét, men jeg er på den anden side nu, og jeg ved at det er den rigtige beslutning. Jeg er stadig single og ved at jeg hellere vil alene, end sammen med en mand jeg ikke elsker, og det er på trods af at jeg mister kostbar tid med min søn, juleaftner og nytårsaftner osv. Jeg vil være en god rollemodel for min søn ved at få det bedste ud af livet hver dag og det kan jeg ikke være ved at leve ulykkelig i et forhold. Jeg har ikke alene budt min søn et liv som skilsmissebarn, det har vi begge.

Skriv gerne en pb!

Kh. Louise

Tak for svar...

Du har skrevet nogle ting som jeg vil tænke lidt over 

Anonym skriver:

Vi har haft mange problemer. Alt fra mistillid til det-irritere-mig-måden-du-spiser-på... 

Men kærligheden er bare væk! Han har spurgt om vi skulle gå i terapi. Men det har jeg ikke lyst til, da det vil være underligt og sidde og be om redskaber, til jeg noget jeg ikke er interesseret i at redde. 

Men på den anden side, så ved jeg du har ret... Et barn har mere ud af glade forældre end ulykkelige... 

Det er bare svært og opgive sin familie... Det er jo mit liv...

 

Hvis ikke du har lysten til at kæmpe for det, så er der jo ikke nogen grund at til at blive. På en eller anden måde er det jo også at holde din mand for nar - om han fortjener det eller ej ved jeg ikke. Men for heller ikke at begå vold på dine egne følelser tænker jeg, at det er bedre ikke at trække det i langdrag. Det bliver jo kun sværere jo længere tid der går. Og selvfølgelig vil det aldrig blive nemt at skulle dele sit barn på den måde, men det ændrer sig jo ikke, om så du venter et år mere. Men tro mig, jeg forstår virkelig godt det ikke er nogen nem beslutning at tage