Andre med en psykisk syg kæreste?

Cfm8 skriver:

Har selv stået med en slem depression og den følelse er bestemt ikke rar når klappen først er gået ned. Man føler sig magtesløs og har konstant brug for, at blive bekræftet, da man føler sig ikke-elsket, ser sig selv som er dårligt menneske og når man først har ladet det gå udover andre får man dårlig samvittighed og trænger sig længere ind i sig selv.
Det du gør er så flot og mere end hvad man kan forlange. Selvom han kan sige og reagere voldsomt så skal du ikke være i tvivl om, at han elsker jer og vil være hos jer.
Jeg tror, at DU har brug for, at snakke med nogen om hvad du føler og tænker, da det, at være sammen med en "syg" person kan dræne en fuldstændig for energi og positivitet..

Har også selv stået med den ene fod i kanten af en depression og der hev manden mig op..

derfor jeg nu kæmper med næb og kløer for at holde ham oven vande

jeg er slet ikke i tvivl om at han elsker os og vil os

for selv på de allerværste dage kan jeg se ham i øjnene og mærke kærligheden strømme dybt i ham selvom han har svært ved at få det ud...

jeg ved jeg har brug for nogen at læsse af på...

jeg kan tydeligt mærke det de dage hvor både mand og søn har dårlig dag og jeg konstant skal rende til sønnen for at undgå der opstår konflikter dem imellem da manden de dage ikke kan gennemskue at vores søn stadig ikke helt forstår fars reaktion...

 

manden har haft det MEGET værre lige da det skete... da han gik ned med flaget lå han nogen gange stadig i sengen når jeg kom hjem omkring kl. 18 og ikke havde spist eller noget fordi bare det at skulle bevæge sig udenfor sengen virkede alt for uoverskueligt.. det var hårdt.. også fordi det var ham der havde ahft styr på ALT derhjemme så mit fokus kunne være på min uddannelse...

jeg anede intet om hvilke regninger vi havde, hvornår vi havde diverse aftaler, hvor mange penge vi fik hver måned osv osv... ALT skulle jeg finde ud af fra bunden fordi hans hjerne bare var et stort kviksnadshul hvor alt information bare forsvandt...

Oplevede f.eks. at han ringede til mig mens jeg var i skole med beskeden at: " skat vi skal være hos tandlægen om 3 timer" en aftale der pludselig poppede frem i hans tanker mens han spillede Counter Strike... heldigvis havde jeg opsparet en masse "flextid" så jeg kunne gå med beskeden om hvorfor osv... men puha et rod det første halve år....

MyLove E skriver:

Hej.
Her er det mig der er den syge.
Faktisk kunne dit indlæg lige så godt ha været skrevet af min mand.

Det er præcis sådan jeg har det. Ved mig kan de heller ikke rigtig sige hvad jeg fejler.
Jeg bliver også frygteligt sur uden grund. Men jeg er ved at få det bedre. Det går bare meget langsomt.
Jeg kan lidt begynde at se hvad det er jeg bliver til når det går galt. Og hvornår det går galt.

Derfor ville jeg måske være en hjælp til dig

Jeg synes at du skulle tage en kontakt til din læge. Min mand har haft nogle samtaler med vores læge. For at han ligesom kunne få sin frustrationer ud....

Du må meget gerne skrive til mig

Mange tak for at du står frem

ja overvejer det med lægen, men så skal jeg ligesom også være ærlig overfor manden, om hvor dårligt jeg rent faktisk har det, og jeg er ikke sikker på, at han kan lade være med at overarbejde sig selv for at mindske min byrde og det vil bare gøre det hele tusinde gange værre...

Så derfor har jeg brug for nogen jeg kan smide en besked til der ligesom forstår at det altså ikke er fordi han er ved at være voldelig eller fordi jeg er ved at gå min vej men bare fordi det er skide hårdt nogen dage...

Wampires skriver:

Mange tak for at du står frem

ja overvejer det med lægen, men så skal jeg ligesom også være ærlig overfor manden, om hvor dårligt jeg rent faktisk har det, og jeg er ikke sikker på, at han kan lade være med at overarbejde sig selv for at mindske min byrde og det vil bare gøre det hele tusinde gange værre...

Så derfor har jeg brug for nogen jeg kan smide en besked til der ligesom forstår at det altså ikke er fordi han er ved at være voldelig eller fordi jeg er ved at gå min vej men bare fordi det er skide hårdt nogen dage...

Du må altid skrive til mig.

Men du kommer altid længst med ærlighed.
Har i samme læge? Eller er han ved noget behandling?
Jeg synes du skal fortælle ham det som det er. At du har brug for nogen at snakke med. Men også sig at du har det fint og at det forebyggende :-)
Han ved godt selv at han ikke er nem, derfor han også får dårlig samvittighed.
Måske i kunne snakke med nogen sammen, som kunne fortælle ham at det er for at du ikke også brænder sammen. Men professionelle har altid en meget bedre måde at sige det på :-D

MyLove E skriver:

Du må altid skrive til mig.

Men du kommer altid længst med ærlighed.
Har i samme læge? Eller er han ved noget behandling?
Jeg synes du skal fortælle ham det som det er. At du har brug for nogen at snakke med. Men også sig at du har det fint og at det forebyggende :-)
Han ved godt selv at han ikke er nem, derfor han også får dårlig samvittighed.
Måske i kunne snakke med nogen sammen, som kunne fortælle ham at det er for at du ikke også brænder sammen. Men professionelle har altid en meget bedre måde at sige det på :-D

Mange tak

Ja vi har samme læge og han går i psykiatrisk behandling hos psykiatrien

ved godt det bedste ville være at han vidste det, fremfor risikoen med at jeg pludselig bryder helt sammen...

det er bare sidst jeg blev dårlig overtog han alting selvom det endte med at han brændte endnu mere sammen...

er bange for at jeg ikke får sagt det på den rigtige måde så han igen bare overbebyrder sig selv...

er på vej i byen derfor lige kort svar

Wampires skriver:

Mange tak

Ja vi har samme læge og han går i psykiatrisk behandling hos psykiatrien

ved godt det bedste ville være at han vidste det, fremfor risikoen med at jeg pludselig bryder helt sammen...

det er bare sidst jeg blev dårlig overtog han alting selvom det endte med at han brændte endnu mere sammen...

er bange for at jeg ikke får sagt det på den rigtige måde så han igen bare overbebyrder sig selv...

er på vej i byen derfor lige kort svar

Få en tid sammen hos lægen:-D

Du skriver bare:-D

Wampires skriver:

Jeg ville gerne høre om der var andre herinde med en kæreste der har været eller gennemgår en depression eller lignende psykiske problemer...

Min kæreste fik først fortalt at han højest sandsynligt havde: Skizoid personlighedsforstyrrelse og en svær depression der var ubehandlet igennem de sidste 4 år...

Nu aner de ikke helt hvad han fejler, andet end at depressionen ser ud til at være væk...

jeg kunne godt bruge en sparringspartner at snakke med på de "dårlige" dage der vidste hvordan det føles at stå i...

at stå med en voksen mand der har dage hvor hans reaktionsmønster og overskud svarer til en 5-årig fordi hans hjerne går i ged...

At stå og føle man er alene mor for 2 (eller flere) fordi han ikke kan klare at være med..

At stå og skulle støtte og holde ham oppe mens man selv har dage man føler man drukner...

At skulle løfte ham op og ofte fortælle hvor meget han betyder for ens liv og barnets liv fordi man ellers er nervøs for om han vælger at gå sin vej fordi han mener det ville være bedre for os at være uden ham...

Han har dårlig samvittighed over hvor lidt han er med til tingene og har mange gange prøvet at kæmpe imod hjernen og bare knokle og være på og være med for sønnens skyld, men mærker også effekten i dagene efter... Ofte ender han med at blive fysisk syg med migræne, kvalme, svimmelhed og øget mavesyreproduktion når han har været med i det niveu han gerne ville hver dag men bare ikke kan....

 

Så er der andre herinde?

I må meget gerne sende mig en PB med en mailadresse eller navn på FB og så add'er jeg Jer der så jeg kan få kontakt selvom "monsteret"(aka min stationære computer) ikke er tændt...

Jeg HAR haft en kæreste som havde ADHD og Autisme oven i hinanden, som jo er et mentalt handicap. Udover det blev han sygemeldt med stress, og senere depression, så kender lidt til det med at de lukker ned, og det føles som om man har med et lille barn at gøre.

Jeg har ved siden af en storebror der har Asperger Syndrom, hvilket gør at han har svært ved at socialisere sig, og han har absolut INGEN tidsfornemmelse. Og så er hans udvikling gået lidt i stå, på det punkt at han af krop mm. er de 21 år, som en anden voksen mand. Men når det kommer til kommunikation opfører han sig som et barn. Han bliver hurtigt barnlig, og flabet og gør dumme ting, steder hvor det slet ikke hører hjemme (fx fandt han på at gå og fløjte med hænderne da vi var på en guide om Frøslev Lejren, og gik og jokede om de døde, og grinte ad billeder mv. når der var nøgne mennesker)


Vil meget gerne være sparingspartneren. Har en kæreste med meget firkantet opdragelse -ud over det 'fejler' han intet, men har ''døjet'' med en bror hele mit liv, og har haft et længerevarende forhold til en mand som virker meget som du beskriver din.

Wampires skriver:

Jeg ville gerne høre om der var andre herinde med en kæreste der har været eller gennemgår en depression eller lignende psykiske problemer...

Min kæreste fik først fortalt at han højest sandsynligt havde: Skizoid personlighedsforstyrrelse og en svær depression der var ubehandlet igennem de sidste 4 år...

Nu aner de ikke helt hvad han fejler, andet end at depressionen ser ud til at være væk...

jeg kunne godt bruge en sparringspartner at snakke med på de "dårlige" dage der vidste hvordan det føles at stå i...

at stå med en voksen mand der har dage hvor hans reaktionsmønster og overskud svarer til en 5-årig fordi hans hjerne går i ged...

At stå og føle man er alene mor for 2 (eller flere) fordi han ikke kan klare at være med..

At stå og skulle støtte og holde ham oppe mens man selv har dage man føler man drukner...

At skulle løfte ham op og ofte fortælle hvor meget han betyder for ens liv og barnets liv fordi man ellers er nervøs for om han vælger at gå sin vej fordi han mener det ville være bedre for os at være uden ham...

Han har dårlig samvittighed over hvor lidt han er med til tingene og har mange gange prøvet at kæmpe imod hjernen og bare knokle og være på og være med for sønnens skyld, men mærker også effekten i dagene efter... Ofte ender han med at blive fysisk syg med migræne, kvalme, svimmelhed og øget mavesyreproduktion når han har været med i det niveu han gerne ville hver dag men bare ikke kan....

 

Så er der andre herinde?

I må meget gerne sende mig en PB med en mailadresse eller navn på FB og så add'er jeg Jer der så jeg kan få kontakt selvom "monsteret"(aka min stationære computer) ikke er tændt...

Jeg kan ikke være sparringspartner, men jeg ville lige nævne at foreningen SIND har nogle rigtigt gode pårørendegrupper, der er for  alle der har en partner/forælder/søskende som er psykisk syg. Det kan anbefales  Det er nemlig skønt at kunne læsse af blandt ligesindede, der bare forstår hvad du går igennem fordi de oplever det samme 

lille-fisen skriver:

Jeg kan ikke være sparringspartner, men jeg ville lige nævne at foreningen SIND har nogle rigtigt gode pårørendegrupper, der er for  alle der har en partner/forælder/søskende som er psykisk syg. Det kan anbefales  Det er nemlig skønt at kunne læsse af blandt ligesindede, der bare forstår hvad du går igennem fordi de oplever det samme 

tusind tak for det svar

jeg vidste ikke der fandtes sådanne steder, det er helt klart noget jeg vil kigge nærmere på

Sisse Vinther skriver:

Jeg HAR haft en kæreste som havde ADHD og Autisme oven i hinanden, som jo er et mentalt handicap. Udover det blev han sygemeldt med stress, og senere depression, så kender lidt til det med at de lukker ned, og det føles som om man har med et lille barn at gøre.

Jeg har ved siden af en storebror der har Asperger Syndrom, hvilket gør at han har svært ved at socialisere sig, og han har absolut INGEN tidsfornemmelse. Og så er hans udvikling gået lidt i stå, på det punkt at han af krop mm. er de 21 år, som en anden voksen mand. Men når det kommer til kommunikation opfører han sig som et barn. Han bliver hurtigt barnlig, og flabet og gør dumme ting, steder hvor det slet ikke hører hjemme (fx fandt han på at gå og fløjte med hænderne da vi var på en guide om Frøslev Lejren, og gik og jokede om de døde, og grinte ad billeder mv. når der var nøgne mennesker)


Vil meget gerne være sparingspartneren. Har en kæreste med meget firkantet opdragelse -ud over det 'fejler' han intet, men har ''døjet'' med en bror hele mit liv, og har haft et længerevarende forhold til en mand som virker meget som du beskriver din.

Tusind tak for at du står frem

rart at vide at man ikke er helt alene i verden

har selv en halv lillebror med damp og Tourette syndrom, 2 ting der i hans tilfælde forstærkede hinanden... så hans tvangsaktioner gik virkelig galt nogen gange... et eksempel han var tæt på at kvæle vores fælles plejelillebror uden at vide det førend jeg til sidst greb fat i hans hår og råbte alt jeg kunne af ham... det fik ham ud af "trancen" og gav mig problemer med lærere der kun så mig hive min lillebror i håret og råbe men ikke havde set det forgående...

Wampires skriver:

Tusind tak for at du står frem

rart at vide at man ikke er helt alene i verden

har selv en halv lillebror med damp og Tourette syndrom, 2 ting der i hans tilfælde forstærkede hinanden... så hans tvangsaktioner gik virkelig galt nogen gange... et eksempel han var tæt på at kvæle vores fælles plejelillebror uden at vide det førend jeg til sidst greb fat i hans hår og råbte alt jeg kunne af ham... det fik ham ud af "trancen" og gav mig problemer med lærere der kun så mig hive min lillebror i håret og råbe men ikke havde set det forgående...

Puha, ja...
Min tidligere kæreste levede sit liv i en løgn. Han var godt selv klar over at han ikke var som fx du og jeg, så han opdigtede historier og fandt på ting for selv at blive mere tilfreds. Hvilket jo kun gav ham problemer.

Og ja, Autisme og damp er bestemt heller ikke en god sammensætning!