Andre med en psykisk syg kæreste?

Storgaard & Lillegaard skriver:

Min datters far har det samme

Tak for at du står frem

Wampires skriver:

Tak for at du står frem

det var så lidt.. 
så jeg ved lidt om hvordan det er.. 

Jeg kender det desværre. Min kæreste havde en svær depression fra vores datter var omkring 4 mdr til hun var 16 mdr. Det var en helvedes tid og jeg ville aldrig ønske det for nogen - han var en led uberegnelig satan, han blev vred over små, ubetydelige ting og jeg kunne aldrig vide hvornår det ville ske.
Til sidst følte jeg at jeg listede rundt, altid bange for at komme til at gøre noget der gjorde ham sur (mere sur) eller forstyrre ham så han blev mere irritabel- det var frygteligt.
Til jul sidste år var jeg milimeter fra at gå, men så vendte det og han fik det gradvist bedre. Han fik EEG-træning - sig til hvis du vil vide noget mere om det. Han gik fra at være sengeliggende til at være fungerende på 1,5mdr.
Så troede vi jo vores prøvelser var ovre, men i løbet af forår/sommer efterhånden som jeg troede mere og mere på at nu kom "den lede stoder"(det tænker jeg på depressionen som) aldrig mere tilbage, fik jeg efterreaktionen på et år under hårdt psykisk press og nøj jeg havde det skidt - jeg følte mig helt tyndslit og meget meget skrøbelig, som om jeg ville kunne gå i tusinde stykker hvert øjeblik det skulle være. 

Jeg har det efterhånden meget bedre og der er kommet nye problemer til, da den psykiske stress han jo også var under i depressionen har udløst at han har fået voldsom, mangeledet psoriasisgigt, MEN det er en helt anden historie.

Jeg ville bare fortælle dig at du ikke er alene og at du gerne må skrive til mig i en pb, eller her, jeg er ikke sart, jeg skal svare dig så godt jeg kan.

Mvh Line

 

Aagaard skriver:

Jeg kender det desværre. Min kæreste havde en svær depression fra vores datter var omkring 4 mdr til hun var 16 mdr. Det var en helvedes tid og jeg ville aldrig ønske det for nogen - han var en led uberegnelig satan, han blev vred over små, ubetydelige ting og jeg kunne aldrig vide hvornår det ville ske.
Til sidst følte jeg at jeg listede rundt, altid bange for at komme til at gøre noget der gjorde ham sur (mere sur) eller forstyrre ham så han blev mere irritabel- det var frygteligt.
Til jul sidste år var jeg milimeter fra at gå, men så vendte det og han fik det gradvist bedre. Han fik EEG-træning - sig til hvis du vil vide noget mere om det. Han gik fra at være sengeliggende til at være fungerende på 1,5mdr.
Så troede vi jo vores prøvelser var ovre, men i løbet af forår/sommer efterhånden som jeg troede mere og mere på at nu kom "den lede stoder"(det tænker jeg på depressionen som) aldrig mere tilbage, fik jeg efterreaktionen på et år under hårdt psykisk press og nøj jeg havde det skidt - jeg følte mig helt tyndslit og meget meget skrøbelig, som om jeg ville kunne gå i tusinde stykker hvert øjeblik det skulle være. 

Jeg har det efterhånden meget bedre og der er kommet nye problemer til, da den psykiske stress han jo også var under i depressionen har udløst at han har fået voldsom, mangeledet psoriasisgigt, MEN det er en helt anden historie.

Jeg ville bare fortælle dig at du ikke er alene og at du gerne må skrive til mig i en pb, eller her, jeg er ikke sart, jeg skal svare dig så godt jeg kan.

Mvh Line

 

Mange tak for at du står frem

Kan godt selv mærke at hvis jeg virkelig fortalte til lægen eller andet fagligt personale hvordan jeg har det inden i ville jeg sikkert også ende med behandling af en slags...

Wampires skriver:

Jeg ville gerne høre om der var andre herinde med en kæreste der har været eller gennemgår en depression eller lignende psykiske problemer...

Min kæreste fik først fortalt at han højest sandsynligt havde: Skizoid personlighedsforstyrrelse og en svær depression der var ubehandlet igennem de sidste 4 år...

Nu aner de ikke helt hvad han fejler, andet end at depressionen ser ud til at være væk...

jeg kunne godt bruge en sparringspartner at snakke med på de "dårlige" dage der vidste hvordan det føles at stå i...

at stå med en voksen mand der har dage hvor hans reaktionsmønster og overskud svarer til en 5-årig fordi hans hjerne går i ged...

At stå og føle man er alene mor for 2 (eller flere) fordi han ikke kan klare at være med..

At stå og skulle støtte og holde ham oppe mens man selv har dage man føler man drukner...

At skulle løfte ham op og ofte fortælle hvor meget han betyder for ens liv og barnets liv fordi man ellers er nervøs for om han vælger at gå sin vej fordi han mener det ville være bedre for os at være uden ham...

Han har dårlig samvittighed over hvor lidt han er med til tingene og har mange gange prøvet at kæmpe imod hjernen og bare knokle og være på og være med for sønnens skyld, men mærker også effekten i dagene efter... Ofte ender han med at blive fysisk syg med migræne, kvalme, svimmelhed og øget mavesyreproduktion når han har været med i det niveu han gerne ville hver dag men bare ikke kan....

 

Så er der andre herinde?

I må meget gerne sende mig en PB med en mailadresse eller navn på FB og så add'er jeg Jer der så jeg kan få kontakt selvom "monsteret"(aka min stationære computer) ikke er tændt...

Jeg har ikke en kæreste der er psykisk syg, jeg er kæresten der er det

Jeg har igennem rigtig mange år lidt af depression i svære og mildere grad + jeg har lidt af svær stress der gjorde mig angst. Jeg har dog været medicinfri i små 3 år og har ingen planer om at skulle tilbage i behandling, da jeg er meget opmærksom på at passe på mig selv og tillade mig selv at have de dårlige dage/perioder og alle omkring mig ved når jeg har dem da jeg snakker meget åbent om mine tanker og følelser

Hvis det måske kan hjælpe dig at snakke med en som står på den grimme side af sygdommen, må du gerne skrive

Hønsemor skriver:

Jeg har ikke en kæreste der er psykisk syg, jeg er kæresten der er det

Jeg har igennem rigtig mange år lidt af depression i svære og mildere grad + jeg har lidt af svær stress der gjorde mig angst. Jeg har dog været medicinfri i små 3 år og har ingen planer om at skulle tilbage i behandling, da jeg er meget opmærksom på at passe på mig selv og tillade mig selv at have de dårlige dage/perioder og alle omkring mig ved når jeg har dem da jeg snakker meget åbent om mine tanker og følelser

Hvis det måske kan hjælpe dig at snakke med en som står på den grimme side af sygdommen, må du gerne skrive

Mange tak

Ja nogen dage kunne det være rart med en der kan sætte ord på det der foregår...

det er ikke altid det giver mening i hverdagen...

og han har rigtig svært ved at sætte ord på sine følelser og tanker...

Wampires skriver:

Mange tak

Ja nogen dage kunne det være rart med en der kan sætte ord på det der foregår...

det er ikke altid det giver mening i hverdagen...

og han har rigtig svært ved at sætte ord på sine følelser og tanker...

Det kan også være rigtig svært at sætte ord og følelser på det der sker oppe i ens hoved når det ramler sammen og ofte giver det heller ikke altid mening for en selv..

Jeg plejer at formulere det sådan her: Når alt ramler sammen er det ligesom når man koger kartofler, hvor man enten har kommet for meget vand i eller glemt at skrue ned for blusset - de koger over og laver et værre svineri..

Det vigtigste jeg f.eks gjorde for mig selv var at øve i at give slip, og det øver jeg stadig i. At tillade og sige fra og vælge en selv, selvom man ved det kan skuffe andre, men så er det bedre at sige fra i god tid end at ende der ude hvor alt bliver for meget

Wampires skriver:

Jeg ville gerne høre om der var andre herinde med en kæreste der har været eller gennemgår en depression eller lignende psykiske problemer...

Min kæreste fik først fortalt at han højest sandsynligt havde: Skizoid personlighedsforstyrrelse og en svær depression der var ubehandlet igennem de sidste 4 år...

Nu aner de ikke helt hvad han fejler, andet end at depressionen ser ud til at være væk...

jeg kunne godt bruge en sparringspartner at snakke med på de "dårlige" dage der vidste hvordan det føles at stå i...

at stå med en voksen mand der har dage hvor hans reaktionsmønster og overskud svarer til en 5-årig fordi hans hjerne går i ged...

At stå og føle man er alene mor for 2 (eller flere) fordi han ikke kan klare at være med..

At stå og skulle støtte og holde ham oppe mens man selv har dage man føler man drukner...

At skulle løfte ham op og ofte fortælle hvor meget han betyder for ens liv og barnets liv fordi man ellers er nervøs for om han vælger at gå sin vej fordi han mener det ville være bedre for os at være uden ham...

Han har dårlig samvittighed over hvor lidt han er med til tingene og har mange gange prøvet at kæmpe imod hjernen og bare knokle og være på og være med for sønnens skyld, men mærker også effekten i dagene efter... Ofte ender han med at blive fysisk syg med migræne, kvalme, svimmelhed og øget mavesyreproduktion når han har været med i det niveu han gerne ville hver dag men bare ikke kan....

 

Så er der andre herinde?

I må meget gerne sende mig en PB med en mailadresse eller navn på FB og så add'er jeg Jer der så jeg kan få kontakt selvom "monsteret"(aka min stationære computer) ikke er tændt...

Har selv stået med en slem depression og den følelse er bestemt ikke rar når klappen først er gået ned. Man føler sig magtesløs og har konstant brug for, at blive bekræftet, da man føler sig ikke-elsket, ser sig selv som er dårligt menneske og når man først har ladet det gå udover andre får man dårlig samvittighed og trænger sig længere ind i sig selv.
Det du gør er så flot og mere end hvad man kan forlange. Selvom han kan sige og reagere voldsomt så skal du ikke være i tvivl om, at han elsker jer og vil være hos jer.
Jeg tror, at DU har brug for, at snakke med nogen om hvad du føler og tænker, da det, at være sammen med en "syg" person kan dræne en fuldstændig for energi og positivitet..

Hej.
Her er det mig der er den syge.
Faktisk kunne dit indlæg lige så godt ha været skrevet af min mand.

Det er præcis sådan jeg har det. Ved mig kan de heller ikke rigtig sige hvad jeg fejler.
Jeg bliver også frygteligt sur uden grund. Men jeg er ved at få det bedre. Det går bare meget langsomt.
Jeg kan lidt begynde at se hvad det er jeg bliver til når det går galt. Og hvornår det går galt.

Derfor ville jeg måske være en hjælp til dig

Jeg synes at du skulle tage en kontakt til din læge. Min mand har haft nogle samtaler med vores læge. For at han ligesom kunne få sin frustrationer ud....

Du må meget gerne skrive til mig

Hønsemor skriver:

Det kan også være rigtig svært at sætte ord og følelser på det der sker oppe i ens hoved når det ramler sammen og ofte giver det heller ikke altid mening for en selv..

Jeg plejer at formulere det sådan her: Når alt ramler sammen er det ligesom når man koger kartofler, hvor man enten har kommet for meget vand i eller glemt at skrue ned for blusset - de koger over og laver et værre svineri..

Det vigtigste jeg f.eks gjorde for mig selv var at øve i at give slip, og det øver jeg stadig i. At tillade og sige fra og vælge en selv, selvom man ved det kan skuffe andre, men så er det bedre at sige fra i god tid end at ende der ude hvor alt bliver for meget

ja..

og det du siger med kartoflerne giver faktisk rigtig god mening

for når vandet vælter ud så er det andre det rammer hvis du er gryden