Muhmi skriver:
Jeg mistede, som nogle af jer ved, min far den 10. November i år og jeg er simpelthen helt ødelagt indeni, jeg græder hver dag, mange gange i løbet af dagen og selvom jeg ikke har savnet min far, sådan mere end normalt, pga. afstanden, så savner jeg ham helt ubeskriveligt lige nu fordi jeg ved at jeg aldrig vil få ham at se igen. Jeg kan slet ikke forlige mig med tanken om at sidste gang jeg så min far var allersidste gang jeg nogensinde vil se ham igen. Jeg græder konstant og kan slet ikke tage mig sammen til noget som helst, hele mit indre skriger på min far og jeg er ligesom en lille pige indeni.
Hvornår begynder man at få det bedre? Jeg er som en skal der går rundt med et påklistret smil, jeg kan sagtens føle glæde overfor mine børn og min mand, men når jeg sidder her, helt alene, så bryder min verden sammen og alt hvad jeg gerne vil gøre i løbet af dagen, bliver bare ikke gjort, fordi jeg prøver at finde noget der kan få mine tanker væk fra det faktum at jeg aldrig vil se min far igen.
Jeg elsker jul, men jeg gider slet ikke pynte op, jeg kan ikke se nogen grund til det, selvom vi for første gang skulle holde jul hjemme hos os, sammen med den nærmeste familie, dvs. også min søde far og jeg havde virkelig glædet mig til at holde den perfekte jul. Men han kommer jo ikke, så hvorfor skal jeg gøre noget ud af det?
Det er bare så hårdt og jeg håbede virkelig dagen hvor én af mine forældre døde aldrig skulle komme, men det gjorde den og nu kan jeg ikke komme op af mit sorte hul... 
Nogle der havde det på samme måde da de mistede en forældre og hvordan klarede I den?
Anyone?
Dit indlæg får mig til tænke over hvor heldig man er når man har sine forældre og kærligheden til ens forældre.
Jeg har ingen gode råd, men håber så meget at du snart får det bedre. Er sikker på din far sidder i himlen og kigger ned på dig
