Hvornår bliver det bedre?

Muhmi skriver:

Jeg mistede, som nogle af jer ved, min far den 10. November i år og jeg er simpelthen helt ødelagt indeni, jeg græder hver dag, mange gange i løbet af dagen og selvom jeg ikke har savnet min far, sådan mere end normalt, pga. afstanden, så savner jeg ham helt ubeskriveligt lige nu fordi jeg ved at jeg aldrig vil få ham at se igen. Jeg kan slet ikke forlige mig med tanken om at sidste gang jeg så min far var allersidste gang jeg nogensinde vil se ham igen. Jeg græder konstant og kan slet ikke tage mig sammen til noget som helst, hele mit indre skriger på min far og jeg er ligesom en lille pige indeni.

Hvornår begynder man at få det bedre? Jeg er som en skal der går rundt med et påklistret smil, jeg kan sagtens føle glæde overfor mine børn og min mand, men når jeg sidder her, helt alene, så bryder min verden sammen og alt hvad jeg gerne vil gøre i løbet af dagen, bliver bare ikke gjort, fordi jeg prøver at finde noget der kan få mine tanker væk fra det faktum at jeg aldrig vil se min far igen.

Jeg elsker jul, men jeg gider slet ikke pynte op, jeg kan ikke se nogen grund til det, selvom vi for første gang skulle holde jul hjemme hos os, sammen med den nærmeste familie, dvs. også min søde far og jeg havde virkelig glædet mig til at holde den perfekte jul. Men han kommer jo ikke, så hvorfor skal jeg gøre noget ud af det?

Det er bare så hårdt og jeg håbede virkelig dagen hvor én af mine forældre døde aldrig skulle komme, men det gjorde den og nu kan jeg ikke komme op af mit sorte hul... 

Nogle der havde det på samme måde da de mistede en forældre og hvordan klarede I den?

Anyone?

Det tager laaaang tid. Du er jo kun lige i starten af din sørgeperiode, og du kan sagtens forvente at det kommer og går den første lange tid

I min verden har julen altid været noget der hang rigtig meget sammen med min mor, så da hun døde var julen ikke længere den samme, og det har den ikke været siden. Jeg håber det bliver bedre når jeg får børn.
Men ærligt talt så har jeg ikke været i julestemning siden min mor døde.

Du skal igennem "sørgeåret" som min mor selv kaldte det, hvor du skal igennem alle højtider og alle fødselsdage. Alle de ting som minder dig om din far, ting I gjorde sammen
Året efter bliver det lettere, for der har du prøvet det hele en gang

Det første år er rigtig hårdt, men du kommer igennem det, og en dag befinder du dig i en verden hvor din far er et dejligt mindre og ikke et dybt sår.

Det er vigtigt at du giver dig selv lov til at være ked af det over for din mand og dine børn. Der er ingen der forventer at man går rundt og er glad så kort tid efter ens forældre er død. Giv dig tid.
Det kan også være dine børn har brug for at være kede af det sammen med dig over at deres bedstefar er død?

Det er helt okay at du er ked af det. Det er naturligt, og det ville være meget værre hvis du var ligeglad. Giv dig selv lov til at sørge, der betyder blot at du elskede ham, og hvilket menneske fortjener ikke at deres elskede er kede af det når de dør?

Snak om det, snak om det og snak noget mere om det. 

Snak med din familie om alle de dejlige minder, og små sjove ting som han plejede at gøre, ting der var trælse at han gjorde osv.

Der er ingen der forventer at du bare er glad igen, sådan lige med det samme! 

Da min far døde var der en der sagde til mig, at man sku huske at fejre deres liv, og huske på det gode, istedet for at sørge over deres død. At det ik bliver den dag de døde man husker, men alt det andet. Og faktisk var det en af de ting der hjalp mig at huske på, for den dag han døde, var jo bare 1 dag ud af et helt liv levet ( håber det gir mening ) 

Mine børn har aldrig mødt deres morfar, men alligevel ka jeg tá thea i at sige " min morfar sagde altid " Det gør hun fordi jeg fortæller hende om hendes morfar, og selvom han im er her, er han stadig en stor del af vores liv! 

Ih det blev vist en lang smøre, men håber at du måske ka bruge det til lidt! Vh stine

Kæmpe knus

Jeg mistede min far for 11år siden den 9 december. Jeg er skilsmisse barn og skulle holde jul hos min far og papmor det år.
Min mor sagde at jeg meget gerne måtte være hos hende.
Men jeg sagde at jeg ville der ud, for hvis jeg skulle vente 2 år ville jeg aldrig komme videre.
Jeg tog den svære jul. Kan ikke huske så meget. Det var en hyggelig aften. Men mine søskende var også kun 9 og 6 den gang.
Jeg kan huske jeg sad og læste alle kortene fra begravelsen. Det var faktisk meget rart.

Det er først nu at jeg skal til finde den rigtige og gode julestemning frem igen. Og det er for jeg vil ha at Elias skal elske julen som jeg altid har gjort

Hvor lang tid tager det? Jeg kan stadig blive ked af det. Græder også lige nu..

Husk at jeg ikke er så langt fra dig:-D

Dit tab gør gør mig ondt

Jeg mistede min far d. 13/1 2010, hvor han døde af kræft efter få måders behandling. Formig var det første år, det absolut værste. Det gjorde ondt at køre forbi hans tidlige hjem, og fælles minder kunne få mig til at græde. Det blev bedre, og mine brødre og jeg kan nu sidder om more os over fælles oplevelser med vores far.

Så med tiden bliver det bedre.

Muhmi skriver:

Jeg mistede, som nogle af jer ved, min far den 10. November i år og jeg er simpelthen helt ødelagt indeni, jeg græder hver dag, mange gange i løbet af dagen og selvom jeg ikke har savnet min far, sådan mere end normalt, pga. afstanden, så savner jeg ham helt ubeskriveligt lige nu fordi jeg ved at jeg aldrig vil få ham at se igen. Jeg kan slet ikke forlige mig med tanken om at sidste gang jeg så min far var allersidste gang jeg nogensinde vil se ham igen. Jeg græder konstant og kan slet ikke tage mig sammen til noget som helst, hele mit indre skriger på min far og jeg er ligesom en lille pige indeni.

Hvornår begynder man at få det bedre? Jeg er som en skal der går rundt med et påklistret smil, jeg kan sagtens føle glæde overfor mine børn og min mand, men når jeg sidder her, helt alene, så bryder min verden sammen og alt hvad jeg gerne vil gøre i løbet af dagen, bliver bare ikke gjort, fordi jeg prøver at finde noget der kan få mine tanker væk fra det faktum at jeg aldrig vil se min far igen.

Jeg elsker jul, men jeg gider slet ikke pynte op, jeg kan ikke se nogen grund til det, selvom vi for første gang skulle holde jul hjemme hos os, sammen med den nærmeste familie, dvs. også min søde far og jeg havde virkelig glædet mig til at holde den perfekte jul. Men han kommer jo ikke, så hvorfor skal jeg gøre noget ud af det?

Det er bare så hårdt og jeg håbede virkelig dagen hvor én af mine forældre døde aldrig skulle komme, men det gjorde den og nu kan jeg ikke komme op af mit sorte hul... 

Nogle der havde det på samme måde da de mistede en forældre og hvordan klarede I den?

Anyone?

Nu er det en del år siden jeg mistede min far. Jeg var 8/9 år gammel. Og jeg kan stadig græde, og nogle perioder gør jeg det ofte, men der kan også gå længe imellem.

men jeg kan sige til dig, at der går længere og længere imellem at jeg sådan virkelig savner ham, og bliver ulykkerlig ligesom i starten. Det bliver nemmere med tiden.

selvom du stadig savner ham om et år, så vil det højst sandsynligt slet ikke være ligesom nu, hvor du jo selvfølgelig er helt opløst.

det er klart det er hårdt og føles uretfærdig at nogen man elsker skal væk fra os, men det skal nok gå, og du kommer dig over tabet 

Ingen gode råd udover dem der allerede er givet. Jeg ville dog ikke forlade tråden uden at give et kæmpe kram. Dit tab gør mig ondt! 

Også et kæmpe kram til alle jer, der også har mistet en forælder i en ung alder, hvilket desværre er en del kan jeg se. Det burde jo slet ikke kunne lade sig gøre! 

Kh. Louise

Det er så ubeskriveligt hårdt at miste en elsket person.

Hvor lang tid det tager kan ingen sætte tid på.
Men lad dig føle sorgen og smerten, græd, band og skrig det ud! Det hjælper dig igennem processen.

I 2006 mistede jeg min lillesøster. Det første 1/2 år gik jeg rundt som i en rus. Jeg husker faktisk ikke hvad jeg foretog mig i det halve år udover at jeg græd og græd og græd.

Jeg har altid skrevet mig ud af kriser, for mig har det hjulpet at sætte ord på på den måde.

Jeg sender dig et varmt kram og håber du kan finde bare en smule glæde i julen i år

Muhmi skriver:

Jeg mistede, som nogle af jer ved, min far den 10. November i år og jeg er simpelthen helt ødelagt indeni, jeg græder hver dag, mange gange i løbet af dagen og selvom jeg ikke har savnet min far, sådan mere end normalt, pga. afstanden, så savner jeg ham helt ubeskriveligt lige nu fordi jeg ved at jeg aldrig vil få ham at se igen. Jeg kan slet ikke forlige mig med tanken om at sidste gang jeg så min far var allersidste gang jeg nogensinde vil se ham igen. Jeg græder konstant og kan slet ikke tage mig sammen til noget som helst, hele mit indre skriger på min far og jeg er ligesom en lille pige indeni.

Hvornår begynder man at få det bedre? Jeg er som en skal der går rundt med et påklistret smil, jeg kan sagtens føle glæde overfor mine børn og min mand, men når jeg sidder her, helt alene, så bryder min verden sammen og alt hvad jeg gerne vil gøre i løbet af dagen, bliver bare ikke gjort, fordi jeg prøver at finde noget der kan få mine tanker væk fra det faktum at jeg aldrig vil se min far igen.

Jeg elsker jul, men jeg gider slet ikke pynte op, jeg kan ikke se nogen grund til det, selvom vi for første gang skulle holde jul hjemme hos os, sammen med den nærmeste familie, dvs. også min søde far og jeg havde virkelig glædet mig til at holde den perfekte jul. Men han kommer jo ikke, så hvorfor skal jeg gøre noget ud af det?

Det er bare så hårdt og jeg håbede virkelig dagen hvor én af mine forældre døde aldrig skulle komme, men det gjorde den og nu kan jeg ikke komme op af mit sorte hul... 

Nogle der havde det på samme måde da de mistede en forældre og hvordan klarede I den?

Anyone?

Jeg mistede min far da jeg var lille og jeg kan stadig græde over det savn jeg har til ham - det er 18 år siden i år 

 

Det bliver bedre på den måde at din dag fungerer, men du vil altid have ham i dit hjerte og tænke på ham.

Specielt efter vi fik vores datter er savnet til min far virkelig kommet på banen igen 

Ååhh..

mistede selv min far da jeg var 8 år. men om man er 8 -eller 20- 30 .40 osv.. gør det stadig lige ondt ( det er aldrig sjovt.. selv den dag idag kan jeg savne ham så frygteligt at jeg bare falder grædende sammen.. af savn..  man vil aldrig komme over det men man lærer at acceptere det med årene.. det bedste er at snakke mednogle om det.... det gjorde jeg ikke og derfor fik jeg 2 depeationer hvor jeg så måtte snakke med psykolog.. men føler virkelig med dig! og datoen vil være hårdest! når man rammer den næste år.. men så ta ned til kirkegården med en blomst og græd der!

Jeg har mistet begge mine forældre, så jeg ved, hvor hårdt det er. Min mor døde uventet  den 5. november for 20 år siden, og jeg kan stadig huske, hvor forfærdelig den første jul var. Og hvor forfærdeligt det hele var dengang.Så jeg føler med dig! Min far døde januar 2012.

Jeg tænker ofte på mine forældre i alle mulige sammenhænge (man bliver tit "mindet om", at man ingen forældre har). Det lyder meget klichéagtigt, men det passer, at sorgen bliver mildere og mildere og afløses af nogle af de gode minder, man kan huske tilbage på. Når jeg tænker på mine forældre kan det nogle gange være med vemod - men som oftest er det med et lille smil.  

Sorg skal have den tid den skal have, og der er flere forskellige faser, du skal igennem endnu. Brug dit netværk og os. Men vær opmærksom på, om sorgen bliver afløst af en egentlig depression. Og overvej om du har brug for professionel hjælp.

Kæmpe kram herfra!