Hvornår bliver det bedre?

Jeg mistede, som nogle af jer ved, min far den 10. November i år og jeg er simpelthen helt ødelagt indeni, jeg græder hver dag, mange gange i løbet af dagen og selvom jeg ikke har savnet min far, sådan mere end normalt, pga. afstanden, så savner jeg ham helt ubeskriveligt lige nu fordi jeg ved at jeg aldrig vil få ham at se igen. Jeg kan slet ikke forlige mig med tanken om at sidste gang jeg så min far var allersidste gang jeg nogensinde vil se ham igen. Jeg græder konstant og kan slet ikke tage mig sammen til noget som helst, hele mit indre skriger på min far og jeg er ligesom en lille pige indeni.

Hvornår begynder man at få det bedre? Jeg er som en skal der går rundt med et påklistret smil, jeg kan sagtens føle glæde overfor mine børn og min mand, men når jeg sidder her, helt alene, så bryder min verden sammen og alt hvad jeg gerne vil gøre i løbet af dagen, bliver bare ikke gjort, fordi jeg prøver at finde noget der kan få mine tanker væk fra det faktum at jeg aldrig vil se min far igen.

Jeg elsker jul, men jeg gider slet ikke pynte op, jeg kan ikke se nogen grund til det, selvom vi for første gang skulle holde jul hjemme hos os, sammen med den nærmeste familie, dvs. også min søde far og jeg havde virkelig glædet mig til at holde den perfekte jul. Men han kommer jo ikke, så hvorfor skal jeg gøre noget ud af det?

Det er bare så hårdt og jeg håbede virkelig dagen hvor én af mine forældre døde aldrig skulle komme, men det gjorde den og nu kan jeg ikke komme op af mit sorte hul... 

Nogle der havde det på samme måde da de mistede en forældre og hvordan klarede I den?

Anyone?

Jeg har ingen gode råd, kan slet ikke forestille mig det savn du har, men ville ikke gå uden et kram (kan ikke lige lave smileyen fra min Tlf åbenbart) Så *kæmpe kram*

LuLy skriver:

Jeg har ingen gode råd, kan slet ikke forestille mig det savn du har, men ville ikke gå uden et kram (kan ikke lige lave smileyen fra min Tlf åbenbart) Så *kæmpe kram*

Tusind tak 

Føler så meget med dig smukke. Jeg vil ønske at jeg kunne give dig nogen råd, jeg er selv i samme båd, desværre..

Jeg mistede en af mine bedste venner her for to år siden den 18. Nov og der er ingen råd ud over tid. Sorg er individuel og jeg vil mene at knap 20 dage siden det skete. Så er der intet unormalt i at stadig have det af røv til. Jeg var længe om at komme mig over savnet af min kammerat som jeg snakkede med dagligt. .

Muhmi skriver:

Jeg mistede, som nogle af jer ved, min far den 10. November i år og jeg er simpelthen helt ødelagt indeni, jeg græder hver dag, mange gange i løbet af dagen og selvom jeg ikke har savnet min far, sådan mere end normalt, pga. afstanden, så savner jeg ham helt ubeskriveligt lige nu fordi jeg ved at jeg aldrig vil få ham at se igen. Jeg kan slet ikke forlige mig med tanken om at sidste gang jeg så min far var allersidste gang jeg nogensinde vil se ham igen. Jeg græder konstant og kan slet ikke tage mig sammen til noget som helst, hele mit indre skriger på min far og jeg er ligesom en lille pige indeni.

Hvornår begynder man at få det bedre? Jeg er som en skal der går rundt med et påklistret smil, jeg kan sagtens føle glæde overfor mine børn og min mand, men når jeg sidder her, helt alene, så bryder min verden sammen og alt hvad jeg gerne vil gøre i løbet af dagen, bliver bare ikke gjort, fordi jeg prøver at finde noget der kan få mine tanker væk fra det faktum at jeg aldrig vil se min far igen.

Jeg elsker jul, men jeg gider slet ikke pynte op, jeg kan ikke se nogen grund til det, selvom vi for første gang skulle holde jul hjemme hos os, sammen med den nærmeste familie, dvs. også min søde far og jeg havde virkelig glædet mig til at holde den perfekte jul. Men han kommer jo ikke, så hvorfor skal jeg gøre noget ud af det?

Det er bare så hårdt og jeg håbede virkelig dagen hvor én af mine forældre døde aldrig skulle komme, men det gjorde den og nu kan jeg ikke komme op af mit sorte hul... 

Nogle der havde det på samme måde da de mistede en forældre og hvordan klarede I den?

Anyone?

Vil bare lige sende et stort kram 

Din sorg er stadig så ny men jeg LOVER dig at det vil blive bedre. Det vil aldrig gå væk og savnet vil altid være der, men en dag vil du kunne tænke på ham og smile ved mindet i stedet for at bryde sammen over tabet 

Smerten vil vare der længe søde det er jeg ked af at skrive men det bliver nemmer og nemmer som tiden går, selv om det er over 10år siden min bedste døde gør det lige ondt inden i jeg savner hende og vil gerne have hun ser min dejlige kærest, og vores vidunderlige søn vil skrige til hende at jeg SAVNER HENDE OG ELSKER HENDE!!!!

Men søde jeg er så ked af det på dine vejene det gør sååå pokkers ondt at miste nogle man elsker og holder af

Jeg mistede min far da jeg var 9 år - den 29. Okt. Var det 20 år siden (det er sgu egentlig mærkeligt at tænke på...)


Som jeg husker det, var det første år det sværeste; man skulle ligesom lige igennem første jul, påske, sommer, fødselsdag osv uden ham... Det er efterhånden en del år siden jeg har grædt over at han ikke er her mere, men jeg savner ham da stadig....

Det er forfærdeligt og overskueligt lige nu, men jeg lover dig det bliver bedre med tiden!

Muhmi skriver:

Jeg mistede, som nogle af jer ved, min far den 10. November i år og jeg er simpelthen helt ødelagt indeni, jeg græder hver dag, mange gange i løbet af dagen og selvom jeg ikke har savnet min far, sådan mere end normalt, pga. afstanden, så savner jeg ham helt ubeskriveligt lige nu fordi jeg ved at jeg aldrig vil få ham at se igen. Jeg kan slet ikke forlige mig med tanken om at sidste gang jeg så min far var allersidste gang jeg nogensinde vil se ham igen. Jeg græder konstant og kan slet ikke tage mig sammen til noget som helst, hele mit indre skriger på min far og jeg er ligesom en lille pige indeni.

Hvornår begynder man at få det bedre? Jeg er som en skal der går rundt med et påklistret smil, jeg kan sagtens føle glæde overfor mine børn og min mand, men når jeg sidder her, helt alene, så bryder min verden sammen og alt hvad jeg gerne vil gøre i løbet af dagen, bliver bare ikke gjort, fordi jeg prøver at finde noget der kan få mine tanker væk fra det faktum at jeg aldrig vil se min far igen.

Jeg elsker jul, men jeg gider slet ikke pynte op, jeg kan ikke se nogen grund til det, selvom vi for første gang skulle holde jul hjemme hos os, sammen med den nærmeste familie, dvs. også min søde far og jeg havde virkelig glædet mig til at holde den perfekte jul. Men han kommer jo ikke, så hvorfor skal jeg gøre noget ud af det?

Det er bare så hårdt og jeg håbede virkelig dagen hvor én af mine forældre døde aldrig skulle komme, men det gjorde den og nu kan jeg ikke komme op af mit sorte hul... 

Nogle der havde det på samme måde da de mistede en forældre og hvordan klarede I den?

Anyone?

Puha det er jeg ked af

Jeg mistede min far til kræften sensommeren 2012 og han er det første jeg tænker på når jeg står op og det sidste jeg tænker på når jeg går i seng, han var min bedste ven. Jeg kan godt stadig have dage, hvor jeg syntes det hele ville være bedre hvis jeg havde ham men jeg syntes man med tiden bliver bedre til at tackle hverdagen og i stedet tænke: "Hvis han nu var her" så tænke: "Han plejede at gøre sådan" og få lidt sjov ud af det ved at grine og smile. Det hjælper til at drukne den dystre sorg